Den hellige Therese

✂ Violerne dufte, Natvindene gaae,
De Stierner fremtindre i Æterens Blaae,
Det Himmelske kommer i Anelser ned,
Det Jordiske stiger i Længsler derved.

✂ Therese under Jasminen sad
Og inderligt, barnligt til Frelseren bad,
Da dryssede ned til en Glorie
Fra Træet den reeneste Blomstersnee.

✂ Og da den falder, hos hende staaer
En Engel i den, som Vaarens Vaar,
Da dirred' det giennem Naturen hen,
Guldalderens Minde vaagned' igien.

✂ Mens selv en vordende Engel lig,
For Elskovs Seraph hun reiser sig,
Han sænker sin lynende Flammepiil
I hendes Hierte og giver et Smiil.

✂ Da svimler hun hen i Glæde og Ve,
Gestaltet hun vil den Evige see
Og synker med inderlig Længsel og Savn
Tilbage i Blomsternes kiølige Favn.

✂ O hellige Christ! Du troelovede Gud!
For dig vansmægter din eensomme Brud,
En hellig Ild, uudslukkelig,
For dig igiennemluttrede mig.

✂ Jeg blev ved dit Kors af Medynk saa øm
Og baded' det tidt i en Taarestrøm,
Jeg holdt dig Korsfæstede tæt til min Barm,
Men ak! du levede ei og blev varm.

✂ O kom da, min Brudgom, som hisset du gaaer,
Syv Stierner til Krands i dit straalende Haar!
O kom med tilbedede Læbe og Blik
Hvorfra det evige Foraar udgik!

✂ Bønhør mig, o søde Alkiærlighed, kom!
O kom til Kiærligheds Helligdom!
Min Siel kun bæver paa Læbernes Rand,
I et Kys bortfør den til Saliges Land!

✂ Saa sværmed' hun hen i himmelskt Begiær
Og drømte det hellige Høieste nær,
Og sittrede længe, som Harpen naar
En gudlovsyngende Seraph den slaaer.

✂ Violerne dufte, Natvindene staae,
De Stierner blegne i Æterens Blaae;
Det Himmelske kommer i Herlighed ned,
Det Jordiske døer saa saligt derved.

✂ Thi under Frydmelodier brat
En Gestalt opgaaer i den hellige Nat,
Syv Stierner til Krands i det straalende Haar,
I smilende Øie den evige Vaar.

✂ Den nærmede sig med et brændende Kys,
Da sled den Troelovedes Aande sig løs
Og fløi fra de blegnende Læbers Rand,
En Hymnelyd, op til de Saliges Land!

✂ Men af hendes Gravhøi en Lilje fremsteeg,
Som aldrig i Tidens Omskiftelser veeg,
I Sommer og Høst, i Vinter og Vaar
Den favre Lilje evindelig staaer.

✂ Og end, et Under! af Lilliens Skiød,
I Blomsten en Blomst, en Rose frembrød:
Og det er den Elskov, saa himmelsk og from,
Som af den reeneste Uskyld opkom.