Staffeldt, A. W. Schack von Heltedyrkelse

Heltedyrkelse

Dagens Vogn bag hiine Fielderader
Dølger Banens dristigt trukne Sving,
Mens de stille, duggende Hyader
Rykke frem i Verdenaarets Ring.

Nat og Taushed ruger over Jorden,
Hvor er fredløs Idræt, svimmel Fryd?
Hvor er Raadets Viisdom, Krigens Torden?
Ak! det er en Drøm, en svunden Lyd!

Lampen lig i qvalme Mausolæer,
Maanen høit fra Himlen hænger ned,
Medens Gryllens hæse Hymenæer
Vie Dødningen til evig Fred.

Phantasie fra aaben Himmel daler
Ned i Nattens stille Skyggeland;
Phantasie de svundne Dage maler
Frisk igien paa Jord og Ocean.

414

Sagte det Nærværende bortviger,
Gamle Fortid, Krandsen i sit Haar,
I Triumph med Skialdefølge stiger
Af sin Grav og over Jorden gaaer.

Glødende af raske Ungdomsluer,
Og ved Aftnens sidste Straaler rød,
Hist fra Strandens høie Brinke skuer
Ynglingen paa Nattens sorte Skiød.

Paa de store, underfulde Syner
Stirrer han med Rædsel og Behag,
Og Begeistring fra hans Øie lyner,
Og Beslutning er hvert Aandedrag.

Ha! skal ikkun hiine siungne Helte
Seirende, med Tidens Bølgefald,
Deres Minde, deres Navne velte
Rundt om Skialdes gienlydrige Hald?

Staae de eene der i Sagnets Rige,
Hiine evige Graniter lig,
Som med Skovekroner herligt stige
Og i Strømme aldrig tømme sig?

Staae de der som colossalske Minder
Af en Protogæa, medens mat
Sagnets Maanlys mellem dem henrinder,
Uvist tegnende i Tidens Nat?

Eller mon ved muldrende Ruiner
Phantasien større reiser dem?
Og mon ikke Hæder, lig Laviner,
Svulmende ad Sekler veltes frem?

415

Bort, forvovne Tvivl, som tør forklare
Tidens Under kun som Drøm og Svig!
Knæl, o Sløvhed! for den Helteskare,
Til hvis Høifest Sekler samled' sig.

Mennesk'hedens grundende Graniter,
Som ved Tidens Kilde fæsted' Rod,
Skrækker Nutids kielne Sybariter,
Myldrende ved eders Risefod!

Giennemskrækker dem, dog mig udkaarer
Til at skride eders Heltegang,
Tidssirenens Sang ei mig bedaarer,
Ei af Jorden spirer frem min Trang.

Orpheus, viis hiin blodige Nebride
Du fra Mennesk'hedens Skulder sled!
Ryst din gamle Krands, o Mæonide,
Og fra den Begeistring suse ned!

Hilset vær, lyssendte Zoroaster!
Numa! Sokrates! Timoleon!
Og Lycurg, som spændte alle Laster
I Triumph for Lovens Seiersvogn.

Hilset vær, fremstraalende Thebaner
Trende Dyders sieldne Yndling du:
Nu en Løve under Retfærds Faner,
Raadets Stierne, Arnens Guddom nu.

Store Helteskikkelser, omsvæver
Mig fra Morgenrødens første Glands,
Indtil Midnat hemmelig sig hæver
Med Plejader i sin høie Krands.

416

Guderne til eders Risevilje,
Skiænke mig det viise Maadehold:
Lauren skændes ei ved Charis's Lilje,
Guder ære Adrasteas Maal.

Store Forsæt i mit Indre stræbe,
Fuld af sildigt Sagn er denne Barm,
Efterslægtens Lod er paa min Læbe,
Efterslægtens Hæld i denne Arm:

Giennem fierne Tider kun udfører
Mit begyndte Heltelevnet sig,
Mennesk'hedens døende Velgiører,
Mig din skiønne Martyrkrone! mig!