Staffeldt, A. W. Schack von Enevoldsherren

Enevoldsherren

Hæld, trefold Hæld og Priis og Hæder
Hiin Himmelkaarne Ypperste
Som frem for Millioner træder,
Kronions skiønne Billede!
Hvo ligner ham i Fryd og Vælde?
Han uden Lige, ene gaaer,
Hans Bud som Verdenlove gielde
Og ved hans Side Døden staaer;
Med Fyldens Horn og Vredens Torden
Han signer og forfærder Jorden.

Han trygler ei, en Gud, han kræver
Og let det Høieste opnaaer,
Opfyldelsen fra Zeus nedsvæver
Og fletter Krandse i hans Haar.
Den gyldne Naade fra hans Trone
Uddeler Retfærds Overflod,
Barmhiertighed ham tør forsone,
Skiønt Hævnen ligger ved hans Fod,
Og Bøn og Tak i Samfavn qvæde
En evig Tvesang for hans Sæde.

Dit Enkeslør, o Sorg! han hæver,
Udspeidende den dulgte Graad;
Fortieneste! din Krands han kræver
Og pryder Lønnets stille Daad.
196 Han hersker selv i Nattens Riger,
Lig Gienfærd, hans Aarvaagenhed
Med dæmpet Diadem nedstiger
At vogte Søvnens dybe Fred,
Og mens han Borg og Vraae omhegner,
Paa Tærsklen ræddet Misdaad segner.

Hist kommer han i Uveirsstraaler,
Med Magtens Løve ved hans Fod,
Og veier Ret i sikre Skaaler
Og ubønhørlig æsker Blod.
Fra Lastens Aasyn brat nedglider
Bedrageriske Yndes Slør,
Mens Lysten fra dens Barm sig slider
Og under Angers Dolkstik døer:
Og saa han Pagten sønderriver
Som Last og Lykke underskriver.

Men giennem Vredes Uveir bryder
Hans Aasyns Æter frem igien,
Og Millioners Hær sig fryder,
Paa nye de skue Himmelen.
Et Foraar skinner fra hans Øie,
Lig Bier, Ønskerne med Iil
Omflaggre Velfærds lyse Høie
I Eneherrens Almeensmiil:
Et talløst Folk i samlet Kiæde
Omdandser hans tilbedte Sæde.

Og brat af Ørknens golde Rige
En blid Erobring spirer frem,
Mens taarnekronte Stæder stige,
Sindrige travle Syslers Hiem.
Hver Kunst sit Ideal opfylder,
Ved Gavnets Side Ynden staaer,
Sødt Folket Charis's Love hylder
197 Og blidt i Sæders Kiæde gaaer;
Oplysningen med Straalekronen
Cheruben lig, staaer nærmest Thronen.

Men hvilke Skrig, hvad Almeenklage
Mod Himlens Hvælving bryder sig?
Mon Fienders Hære vildt uddrage
Og æske Nøiets Folk til Krig?
O hvad var Krig og hver en Jammer
Da han med signet Vælde bød!
Nu selv Fortvivlelsen kun stammer
Utalte Myriaders Nød:
Brist ud, o Jord! i Graad og Klage,
Sin Lige kalder Zeus tilbage.