Staffeldt, A. W. Schack von Barndommen

Barndommen

Barndom, skjøn som Englens Drøm,
Let, uskyldig, blid og øm,
Som Sylfidens Tanke!
Legende Ephemeris,
Som i Uskylds Paradiis
Tør sin Honning sanke!

Slangen Meerbegjær tør ei
Fristende udfinde Vei
Til dit Edens Skygge:
Thi for det en Engel maae
Med sit Glavinds Lynild staae
Og dets Fred betrygge.

Barndom, Livets gyldne Tid,
Før i Hjertet Nag og Splid
Evigt Sæde tage!
Livets Maidag! Phantasie
Tidt i saligt Sværmerie
Tryller dig tilbage.

159

Luna lig i Mørkets Stund,
Din nedgangne Straale hun
I sit Prisma brækker,
Og ved den en Billedvaar
Selv i Alderdom opstaaer
Og dens Vinter dækker.

Blide Blomstertid, o vend,
Standsende Fuldendelsen
Af min Frugt, tilbage!
Kom i friske Billeder,
Vuggede paa Atterskjær
Af henfarne Dage!

Da mit Skib paa Engens Kjær
Skjøndt af Bark, var mere værd
End Kong Georgs Flaade;
Meer end Gruben fuld af Guld
Var en Kurv af Jordbær fuld,
Jeg saa driftig saa'de.

Prydet Kjephest som mig bar,
Var min Rang, min Titel var
Vilhelm! Gode! Kjære!
Ellens Skygge mit Palads,
Engens Blomster al min Stads,
Faders Smiil min Ære.

Naar min Søster skjuled' sig
Og, opdaget favned' mig,
O da var min Glæde
Større, end naar Lilla nu
Øm, med overvunden Hu,
Deeler Elskovs Kjæde.

160

Naar med blikledsaget Iil
Fremfor Kappendes, min Piil
Skivens Hjerte rammed',
Svar mig, o Mæonia!
Om vel meer end Vilhelm da
Før din Sanger brammed'?

Naar ved Veddeløbets Tegn
Jeg forud til fjerne Egn
Løb af støvfuld Bane,
Mon Moreau vel større var,
Svar mig, Innflod! da han bar
Skiebnens Seiersfane?

Glad, utænksom, saae jeg før
Ei for Rosmariners Slør
Moders sidste Leie:
Ak! men nu paa Tabets Vei
Sanker jeg Forglemmigei,
Sorgens Arv og Eie.

Ei jeg spaa'de Nød og Savn
Naar i Frostens sene Favn
Spæde Vaar bortdøde:
Nu jeg maae af Fremtids Skjød
Forud tage Savn og Nød
Og usaaret bløde.

O hvor var jeg lykkelig!
Dyden Graad ei kosted' mig,
Lykken ikke Brøde;
Styret ved Uvidenhed,
Hvert et Ønske døde med
Dagens Aftenrøde.

161

O hvor var jeg lykkelig!
I min Armod mere rig
End den modne Vise,
Thi jeg nu desværre! veed
Hvad med stolt Unøisomhed
Tusind andre prise.

Væmmet ved de lave Kaar,
Jeg for Fremtids Porte staaer
Og unøisom tigger,
Medens Nutids spæde Lyst
Stoltforagtet, ved mit Bryst
Vee mig! dødfødt ligger.

Barndom, Livets gyldne Tid,
Før i Hjertet Nag og Splid
Evigt Sæde tage,
Kom i friske Billeder,
Vuggede paa Atterskjær
Af henfarne Dage!

Kom med reen Uvidenhed,
Uskyld, Fromhed, Englens Fred
Og med Englens Nøie!
Lad med letbevinget Sind
Mig min Honning drage ind
Dybt ved Manddoms Høie!

Som Libellers Sværme flye
Hen til Liljekalkens Lye,
Naar Orkaner true,
Da, naar Skjæbnen ruster sig,
Skal i Uskylds Favn jeg mig
Tryg og frygtløs skue.