Barndommen
✂
Barndom, skjøn som Englens Drøm,
Let, uskyldig, blid og øm,
Som Sylfidens Tanke!
Legende Ephemeris,
Som i Uskylds Paradiis
Tør sin Honning sanke!
✂
Slangen Meerbegjær tør ei
Fristende udfinde Vei
Til dit Edens Skygge:
Thi for det en Engel maae
Med sit Glavinds Lynild staae
Og dets Fred betrygge.
✂
Barndom, Livets gyldne Tid,
Før i Hjertet Nag og Splid
Evigt Sæde tage!
Livets Maidag! Phantasie
Tidt i saligt Sværmerie
Tryller dig tilbage.
✂
Luna lig i Mørkets Stund,
Din nedgangne Straale hun
I sit Prisma brækker,
Og ved den en Billedvaar
Selv i Alderdom opstaaer
Og dens Vinter dækker.
✂
Blide Blomstertid, o vend,
Standsende Fuldendelsen
Af min Frugt, tilbage!
Kom i friske Billeder,
Vuggede paa Atterskjær
Af henfarne Dage!
✂
Da mit Skib paa Engens Kjær
Skjøndt af Bark, var mere værd
End Kong Georgs Flaade;
Meer end Gruben fuld af Guld
Var en Kurv af Jordbær fuld,
Jeg saa driftig saa'de.
✂
Prydet Kjephest som mig bar,
Var min Rang, min Titel var
Vilhelm! Gode! Kjære!
Ellens Skygge mit Palads,
Engens Blomster al min Stads,
Faders Smiil min Ære.
✂
Naar min Søster skjuled' sig
Og, opdaget favned' mig,
O da var min Glæde
Større, end naar Lilla nu
Øm, med overvunden Hu,
Deeler Elskovs Kjæde.
✂
Naar med blikledsaget Iil
Fremfor Kappendes, min Piil
Skivens Hjerte rammed',
Svar mig, o Mæonia!
Om vel meer end Vilhelm da
Før din Sanger brammed'?
✂
Naar ved Veddeløbets Tegn
Jeg forud til fjerne Egn
Løb af støvfuld Bane,
Mon Moreau vel større var,
Svar mig, Innflod! da han bar
Skiebnens Seiersfane?
✂
Glad, utænksom, saae jeg før
Ei for Rosmariners Slør
Moders sidste Leie:
Ak! men nu paa Tabets Vei
Sanker jeg Forglemmigei,
Sorgens Arv og Eie.
✂
Ei jeg spaa'de Nød og Savn
Naar i Frostens sene Favn
Spæde Vaar bortdøde:
Nu jeg maae af Fremtids Skjød
Forud tage Savn og Nød
Og usaaret bløde.
✂
O hvor var jeg lykkelig!
Dyden Graad ei kosted' mig,
Lykken ikke Brøde;
Styret ved Uvidenhed,
Hvert et Ønske døde med
Dagens Aftenrøde.
✂
O hvor var jeg lykkelig!
I min Armod mere rig
End den modne Vise,
Thi jeg nu desværre! veed
Hvad med stolt Unøisomhed
Tusind andre prise.
✂
Væmmet ved de lave Kaar,
Jeg for Fremtids Porte staaer
Og unøisom tigger,
Medens Nutids spæde Lyst
Stoltforagtet, ved mit Bryst
Vee mig! dødfødt ligger.
✂
Barndom, Livets gyldne Tid,
Før i Hjertet Nag og Splid
Evigt Sæde tage,
Kom i friske Billeder,
Vuggede paa Atterskjær
Af henfarne Dage!
✂
Kom med reen Uvidenhed,
Uskyld, Fromhed, Englens Fred
Og med Englens Nøie!
Lad med letbevinget Sind
Mig min Honning drage ind
Dybt ved Manddoms Høie!
✂
Som Libellers Sværme flye
Hen til Liljekalkens Lye,
Naar Orkaner true,
Da, naar Skjæbnen ruster sig,
Skal i Uskylds Favn jeg mig
Tryg og frygtløs skue.