II
Perlen

✂ Dig, som Solen fra sit Lys forskyder,
Perlemusklens blinde Fange, lig,
Og som du, ved skiulte Skatte rig,
Livet jeg i selvskabt Fængsel nyder.

✂ Idealisk, luttret Stof udflyder
Af min Siel og yndigt sanker sig
Til en digtet Verden rundt om mig
Ved hvis Skabning høi're Love byder.

✂ Mit olympisk-skiønne Fredenshiem
Langs med Tidens Bred jeg troefast fører
Mellem nøgne Klipper med mig frem.

✂ Bølgens Suk derude jeg ei hører
Mens for Mennesk'hedens Diadem
Hemmelig min Perle1) jeg fuldfører.