Staffeldt, A. W. Schack von Til Hiertet [Hvad fattes dig, Hierte?]

Til Hiertet

Hvad fattes dig, Hierte?
I smilende Smerte,
I grædende Lyst,
Du længselfuld bæver
Og svulmende hæver
Det tyngende Bryst.

O Hierte! hvad røver
Din Fred og bedrøver
Og glæder i eet?
Ak! noget som ikke
Med Menneskers Blikke
Paa Jorden er seet.

Mit Savn mig fortærer
Og ak! jeg begiærer
Jeg veed ikke hvad:
I Bølgernes Brusen,
I Bladenes Susen
Mig lokker et Qvad.

Til Eeglundens Skygger,
Hvor Gysen betrygger
Druidernes Boe,
Min Attraae bortrinder:
Jeg kommer og finder -
Og finder ei Roe.

Paa blaanende Høie
Mig vinker et Nøje,
Og vinker igien:
Jeg iler, jeg stiger
Til Skyen - det viger
Kun fiernere hen.

178

Naar Stjernerne smile
Til Jordkloden Hvile,
Da blir jeg saa øm,
Da vil jeg henrinde
I Velklang og svinde
I anende Drøm.

Jeg lytter saa bange
Og salig til Sange
Fra Lyshavets Kyst,
Imedens min Længsel
Af jordiske Fængsel
Gad været forløst.

Naar Maanen sig løfter
Bag Fieldrækkens Kløfter
I Taage og Røg,
Jeg sværmende skuer
I Kløfternes Buer
Et himmelskt Besøg.

Fra festlige Strenge,
Fra evige Enge
Med Vellyd og Duft,
De dandse i Kjæde,
Rundt sittrer af Glæde
Den hellige Luft.

Jeg undrende stirrer
Og længselfuld dirrer
Af smertefuld Lyst:
Ved Randen jeg hænger
Mens hisset sig mænger
Med her i mit Bryst.

179

De salige Skialde
Mig synes at kalde
Til Glædernes Væld;
Min Lænke sig strækker,
Men Jordkloden trækker
Tilbage sin Træl.

Hvis ikke, jeg vilde
Til Glædernes Kilde
Bortlokket, undflye,
Og høit over Jorden
Til Sylfernes Orden
Som Medbroder tye.

I ei mig tildrage
Fra Sorg og fra Klage
Til høiere Stand!
Thi kun I mig hæve,
I Tomhed at svæve,
Fra Jordklodens Rand.

Veemodige Hierte!
I smilende Smerte
Og grædende Lyst,
Du længselfuld bæver
Og svulmende hæver
Det tyngende Bryst.

Hold op at begiære
Og lær at undvære
Hvad Favnen ei naaer:
Lig Møen, Zeus lønner
Beskedenheds Sønner
Med uventet Kaar.

180

De Guder sig sanke
Om Eenfoldens Skranke,
Om Nøisomheds Vraae,
Blufærdige Maade
De gierne i Naade
Og Gunst overgaae.

I Skabningens Strække
I Væseners Række
Nok ikkun er eet;
I Himmelens Ramme
Indfattet, det samme
Som her paa en Plet.

Søg da ei dit Nøie
Paa Anelsens Høie
Hos Guder til Laan,
Thi Skiebnen end troner
I Jordklodens Zoner
Med gaverig Haand.