Forfædrene
✂
Paa eensom Hede,
Blant Lyng og Krat,
Hvor Drager frede
Om Oldtids Skat,
En Borg sig hæved'
Den sammenfaldt,
Snart Vedbend' væved'
Sig rundt om alt.
✂
Om Fod og Tinde
Sig Tidsler snoe,
De vilde Vinde
Derinde boe.
I Borgens Sale,
I Kirkens Chor,
Den vævre Svale
I Reden boer.
✂
De Kirkeruder
Med rødligt Skiær
Og Biblens Guder
Udfaldne er.
Ved Lynet smelted'
Det gamle Blye,
Mod Gruben velted'
Sig ned paa nye.
✂
Fra Kuplens Sprækker
Den vilde Regn
Med Vold indbrækker
I helligt Hegn.
De Altre stande,
Hvo rygter dem?
Af dovne Vande,
Lig Grøntørv, frem.
✂
Naar Stiernen lyser
I Vinternat,
Iistappen fryser
Ved Korset brat:
Da rundt det klynker,
Fra Himmelen
En Straale synker
Og smelter den.
✂
Og tolv Capeller
Rundtom endnu
Den Pilgrim tæller
Med stille Hu.
De Helgensteene
Muskronte staae
Ak! saa alleene
Og sørge saa.
✂
O Himlens Frue!
Vemodig blid,
Du synes skue
Ad gamle Tid.
Mens Sommerfuglen
Omflaggrer dig,
Fra Taarnet Uglen
Udklager sig.
✂
Og hist hvor Nelder
Saa froedigt staae,
I dybe Kielder
Du skue maae,
End stander Kiste
Ved Kiste der:
Hvad Jorden priste
Hensmuldret er!
✂
I lange Rader
Der ligge de,
Den Stammefader
Er først at see,
De Mænd og Fruer
Her Hvile fandt,
Smaae Kister skuer
Du og iblant.
✂
Et Billed' vinker
Fra hvert et Laag,
Der ogsaa blinker
Et gyldent Sprog,
Skiøndt Edderkoppen
Udslaaer sit Spind
Om Heltekroppen
Og Fruens Kind.
✂
En Yngling iler
Vel ofte did,
Han Afskeed smiler
Til medfødt Tid,
Han vil sig lukke
Hos Oldtid ind,
Med Længselssukke
Og kraftfuldt Sind.
✂
Blant faldne Steene,
I Ørknens Favn,
Han staaer alleene
Med ædelt Savn:
»Her vil jeg dvæle
Og ved mit Bryst
Paa nye besiæle
Hiin Alders Lyst.
✂
Saa svinder, svinder
Det Bedste hen!
Snart ak! du finder
Kun Sagn igien.
Dog bort med Sorgen!
Thi stiger brat
Ei Haabets Morgen
Af Fortids Nat?
✂
Kun Tidens Giæste
Vi være maae,
Thi bør det Bedste
Rundtom forgaae.
Forskiønnet stiger
Det frem igien
I Sagnets Riger
Hos Sangeren.
✂
Her daler Nøie
Ei til dit Raab,
Paa andre Høie
Opgaaer dit Haab.
Rask fremad eller
Tilbage, du!
Hvis ei, du træller
I trange Nu.
✂
Ja! kun som Minde
Og Vente du
Hver Fryd tør finde
Med luttret Hu;
Kun da du fryder
Usmittet dig,
Kun da du nyder,
Som Guder rig.
✂
Hvis her du savner
Og ei har Rist,
O da du favner
Det fierne Hist.
Hvad først skal blive,
Dig Phantasie
Forud tør give
I Sværmerie.«
✂
Naar Maanen stiger
Ad Fieldets Top
Og Skyggers Riger
Sig lukker op,
Han Harpen tager,
Saa længselfuld,
Og Klager drager
Af Strengens Guld.
✂
De Toner lokke
Med mægtig Trang,
Fra brustne Klokke
Udgaaer en Klang,
De skilte Steene
Bevæge sig,
Som om foreene
De vilde sig.
✂
Snart Klokken kimer
Saa klangfuld, som
I Festens Timer
Fra høie Dom,
Og brat sig hæver
Hvert Kistelaag,
Af Dybet svæver
Et herligt Tog.
✂
Med Spyd og Skiolde,
I langsom Gang,
De Kiæmper bolde
Tye til hans Sang,
Og raskt han spiller
Med Frygt og Fryd,
En Taare triller
Ved hver en Lyd.
✂
Dog Hiertet banker
Af hellig Gru,
Da Skaren sanker
Om ham sig nu,
Og da han skuer
Hvorlunde hver,
Skiøndt Dødning, truer
Med Blik og Sværd.
✂
Thi Kraft sig maler
I hvert et Træk,
Fra Panden daler
Den kolde Skræk,
Kun Daad og Fare
De havde kiær,
De Kiæmper vare,
Saa staae de der.
✂
Dog Blidhed binder
Den diærve Magt,
Paa haarde Kinder
Staaer Smilets Pragt,
Som Aftenrøde
Med stille Skin
Fieldegnens Øde
Blidt hyller ind.
✂
Men brat tilside
De vige hen,
Een sees at skride
Mod Ynglingen.
I lange Fletter
Nedslaaer hans Skiæg,
Hans Høire letter
Som Spyd en Eeg.
✂
Den Stammefader
Og Kiæmpe bold
Ham skue lader
I opladt Skiold.
Han stirrer længe
Paa hvert et Syn,
Mens Taarer hænge
Ved tunge Bryn.
✂
En Engleskare
Fra Himlen kom,
Som om de bare
Dens Stiernedom;
De Blomsterkieder
Om Jorden slog,
Til Lysets Breder
Den kiærligt drog.
✂
Og vidt paa Jorden
En Rose stod,
I Østen vorden
Af Guddomsblod.
Hvert Blad sig hæver
Mod Himmelen,
Og Gud nedsvæver
At boe i den.
✂
Dens Stilk udskyder
Af barnlig Troe,
Til Haab frembryder
Hvert Blad saa froe,
Og Kiærligheden
Uddufter vidt
Et Fredenseden,
Saa lyst og blidt.
✂
Dernæst tiltrækker
En Stad hans Blik,
Hvor Kiæmperækker
I Harnisk gik:
De Sværde klirre
Krigsmelodie,
Mens Harper dirre
Saa blidt deri.
✂
Og mangen Ridder
I straaetakt Huus
Ærværdig sidder,
For Vedens Blus.
Ved Harpens Strenge
Han ung igien,
Imens hans Drenge
Brat blive Mænd.
✂
Ved Arnens Lue
Huusved der sad
En deilig Frue,
Dog ikke glad;
Et Lam i Skiødet
Taalmodig laae,
Mens hun bedrøvet
I Luen saae.
✂
Ad Døren triner
En Ridder ind,
Med diærve Miner
Og hærdet Sind.
Fra Jordans Kyster
Hiemhasted' han,
En Løve ryster
Bag ham sin Man.
✂
Han Fruen søger,
Hun favner ham,
Og Løven spøger
Med kielne Lam;
En Lilje bryder
Af Spydets Skaft,
Hos Skiønhed fryder
Sig Mod og Kraft.
✂
Da Klokken giver
Igien et Tegn,
Og lyst det bliver
I heele Egn,
Til Graven ringer
Den Nattens Tog,
Og sagte klinger
Hvert Kistelaag.