Staffeldt, A. W. Schack von Gienkomst

Gienkomst

Naar Gryllen1) klynkende i Hvile
Og Fred inddysser mine Been;
Naar Nelder om min Mindesteen
At dølge Navn og Sagn, fremile:
Selv da du sødt vil drage mig
Fra Stiernehimlen ned til dig.

Naar veemodsfuld min Høi du søger
I Aftnens Skier, og da en Vind
Saa kølig aander paa din Kind,
Saa kiælent med din Lokke spøger:
Min Aand det er, som sagtelig
I Gravens Vind omvifter dig.

* 71

Naar Drømme det, du ønsker, tage
Til Skikkelse, din drukne Siel
Sødt til endymionisk Held,
Til meer end jordisk Fryd, bedrage:
Min Aand det er, som tryller dig
Med himmelskiønne Drømmes Svig.

Naar Taaren giennem Taarer trænger,
Naar Sukket svulmer i dit Bryst,
Dog brat du føler Fred og Trøst
Og ved et Smil din Taare hænger:
Min Aand det er, som englelig
Udaander Fred og Trøst til dig.

Naar Psyche2) bundne Vinge hæver
Og sødt tiltrukken, stræber frem,
I Længsels Suk til Aanders Hiem;
Men mellem Jord og Himmel bæver:
Min Aand det er, som hemmelig,
Som elskende tiltrækker dig.

Naar Veemod blander Graad med Smile,
Og sværmerisk din Siel da gad
Saa sødt, som Svanen i sit Qvad,
I Sukkemelodie bortile:
Min Aand med din saa hemmelig
Til Fryd og Tungsind blander sig.

Naar susende Begeistring svæver
Fra Lundens Hvælving ned til dig,
Din Siel til Stiernehimlen sig
Paa hellig Gysen, svulmet, hæver:
Min Aand det er, som svøber sig
I Gysen, og bortfører dig.

* 72

Naar Sløret rundt undfalder Psyche
Og du fra aabne Himmels Skier
En Ilende sig nærme seer,
Og til forklared' Barm dig trykke:
Min Aand det er, som favner dig
Og da i Himlen føler sig.