Staffeldt, A. W. Schack von Samlede digte

2
3

Schack Staffeldt

Samlede digte

1
Trykte digte

Udgivet af
Henrik Blicher


Det Danske Sprog- og Litteraturselskab
C. A. Reitzels Forlag
København 2001

4

Schack Staffeldt
Samlede digte bd. 1-3

Udgivet af
Henrik Blicher

Tilsyn:
Johnny Kondrup og
Flemming Lundgreen-Nielsen

© DSL/udgiveren

Produktion: Rosendahl · Esbjerg
Indbinding: Chr. Hendriksen & Søn, Skive

Omslagsfoto: 'Årets gang' af Maj-Britt Boa

Omslag: DanesAdWork
Foto: Fotografisk Atelier, Det Kongelige Bibliotek
(bd. 3, s. 127, 217, 331); Det Nationalhistoriske Museum
på Frederiksborg, Hillerød (bd. 3, s. 445)

ISBN 87-7876-235-9

5

Selskabets forord

En tidssvarende udgivelse af Schack Staffeldts samlede lyriske forfatterskab er indlysende relevant. Det er sidst udgivet i 1843 af F.L.Liebenberg i to bind, men i en kronologisk, intern tilblivelsesorden, som er svær at dokumentere, især da Staffeldt i kappestriden med Oehlenschläger tilbagedaterer en stor del af digtene. Hertil kommer, at Liebenberg i en række tilfælde, hvor Staffeldt rettede i sine langt tidligere trykte digte fra tidsskrifter og nytårsgaver, gengav de langt senere, håndskriftlige versioner, som yderligere blev bearbejdet af udgiveren i klassicerende og pædagogisk retning.

I den nu foreliggende udgivelse ved adjunkt ved Københavns Universitet, ph.d. Henrik Blicher lægges trykketidspunkterne til grund for reetableringen af forfatterskabet, sådan som det måtte have taget sig ud for den datidige læser. De utrykte digte udgør en selvstændig gruppe organiseret efter tilblivelsestidspunktet. Den nutidige læser hjælpes samtidig af en kommentardel med udgivelsesrealia, ordforklaringer o.lign. foruden en efterskrift.

Der er grund til at fremhæve, at arbejdet med udgaven har fundet sted i ph.d.-regi ved Københavns Universitet, der også har finansieret projektet i kraft af et stipendium ved Institut for Nordisk Filologi. Den foreliggende udgave udgør rygraden i afhandlingen, der desuden består af en mængde selvstændige dele: en række artikler, registre og undersøgelser, fx af receptionshistorien.

En sådan ordning er forbilledlig set med DSLs øjne, da Selskabet kun undtagelsesvis har økonomiske muligheder for at realisere så store videnskabeligt funderede standardudgaver. Det var ønskeligt, om ordningen kunne gentages og vinde hævd.

Udgivelsen er muliggjort dels ved en trykbevilling fra Statens Humanistiske Forskningsråd, som DSL takker varmt, dels ved midler fra DSLs arv efter Jørgen Finn Møller.

København, den 19. februar 2001
Erik Petersen, formand Esben Albrectsen Karsten Friis-Jensen Ebba Hjorth
Bente Holmberg Flemming Lundgreen-Nielsen / Iver Kjær
6

Udgiverens forord

Det er her stedet at takke de mange mennesker, der har stillet deres kompetence og hjælpsomhed til min rådighed. Allerede i min studietid vakte Anne E. Jensen min interesse for Schack Staffeldts forfatterskab; den tak kommer desværre for sent. Da jeg senere skitserede udgivelsesprojektet over for Iver Kjær var hans opbakning så utvetydig, at et andet ph.d.-projekt blev aflyst på stedet. Et kandidatstipendium ved Institut for Nordisk Filologi, Københavns Universitet, udgjorde rammen om størstedelen af forløbet; tak til vekslende institutledere. Erik A. Nielsen skal takkes for en række vigtige diskussioner, og mine tilsynsførende Johnny Kondrup og Flemming Lundgreen-Nielsen har begge ydet ekstraordinære indsatser, den første ved at håndhæve kommentarens præcision, den sidste ved at stille skarpt på en lang række tilsyneladende ulæseligheder. Schack Staffeldt bragte mig siden til Søren Kierkegaard Forskningscenteret, hvor jeg fik part i den muntre, højpandede og arbejdsomme atmosfære på stedet; tak til Niels Jørgen Cappelørn, Joakim Garff, Kim Ravn, Søren Bruun og Jette Knudsen. Endvidere tak til Thomas Harder og Peter Zeeberg, der beredvilligt oversatte fra henholdvis italiensk og latin. Og tak til Lene Østermark-Johansen, der opklarede kunsthistoriske gåder, til Vibeke Schulin, der åbnede sine arkiver på Frederiksdal Slot, til Maj-Britt Boa, der stillede sit fotografi til rådighed (jf. bd. 2, s. 163), til læsesalsbetjentene på Det Kongelige Bibliotek, til Stephan Michael Schröder, Frederik Stjernfelt, Heinrich Wilhelm Schwab, Pil Dahlerup, Knud Wentzel, Peter Springborg, andre oplyste kolleger og kvikke studerende, der bidrog med stort og småt hen ad vejen. Og tak til Helene Deden, der var tilstrækkelig tålmodig.

Det er med glæde, jeg nu kan gøre min forgænger F.L. Liebenbergs ord til mine: »Og hermed skilles jeg for denne Sinde fra et Arbeide, som i lang Tid har været min kjæreste Beskjæftigelse«.

København, den 21. februar 2001
Henrik Blicher
7

Indhold

Selskabets forord 5
Udgiverens forord 6

Samleren. Et Ugeskrivt, 1788
Til Phyllis 17
Elise 18

Samleren. Et Ugeskrivt, 1789
Den største Heslighed 19
Phanine 19

Minerva, et Maanedsskrivt, 1792
Sang, siungen i Gøttingen den 29 Januarii 1792 20
Budet 21
Til Veemodigheden. Sonnet 22
Længsel 23
Digteren. Rhapsodie 23
Forskeren 25

Musen-Almanach. Poetische Blumenlese aufs Jahr 1793
Der Zweifler am Grabe seinesVaters 26
Der Morgen 31
Die Stunde der Andacht 35
Auf den Trümmern der Gleichen. Sonett 36
Die Stätte. Sonnet 36

Minerva, 1793
Til Lykken. 37
Høstfølelse ved Leinen. Sonnet 38
Tilbagevendelsen 38

Det danske Krigsbibliothek, 1794
Fredens og Frihedens Fest. Cantate 41

Særtryk, 1794
Paa Arveprindsessens Død 45

Nordia 1795
Udødelighed. En Sonnet 50
Menneskets Kald. Plus ultra 51
Elvin og Elvina 53
Det Bedre. (I en Stambog) 64
Til den Helliganede 64
Det dobbelte Bedrag. Sonnett 66

Nytaarsgave for Damer 1796
Erindringer [Jeg hende saae, o søde Minde] 66
Søstrene. (I en Stambog) 69
Kun Glemmigikke. Sonnet 69
Raadet. (i et Exemplar af Messiaden) 70
Gienkomst 70

Euphrosyne. Et Tidsskrift for Damer, 1796
Himmelsynet. Sonnet 72
Til den Troløse 73

Nytaarsgave 1801
Ved Christushovedet, af Annibale Caracci, i det Dresdenske Gallerie 76
Skadesløshed 77
Til Qvinden 78
Til Eros 78

Iris og Hebe, 1801
Sange for den 28 og 29 Januar 1801 79
Epistel til Henriette den 25de September 1797 82

Særtryk, 1801
Ode mine Vaabenbrødre tilegnet ved 89
Kriegsgesang 92

Den danske Tilskuer, 1801
Sang for Kronprindsens Livkorps 93

Nytaarsgave 1802
Frieriet. Fragment i Stanser 95
Svanesang 97
Annalil 99
Til en Moder 101
Den Forførte 102
Sonnetter
I. I Templet paa Cobenzl 105
II. Til Aussig-Dalen 106
III. Den anden Endymion 106
IV. Ved Tizians liggende Venus 107
V. Søefarten 108
VI. Mandens Klage 108
VII. Ved de friske Grave paa Holmens Kirkegaard i Maj 1801 109
Til Marco, en Venetianer 110
Til Mennesk'heden. 1793 110

Siofna for Aaret 1802
Platonismus 111
Fortrydelse. Sonnet 112

Særtryk, 1802
Stum og forfærdet staaer ved Edvards Liigfærd Athene 112
Ach! er stirbt! - mit zarter Mutter-Klage 113

Iris og Hebe, 1802
Sonnetter
I. Til Charis. Prof. Sander tilegnet 114
II. Perlen 115
III. Ved den mediceiske Venus 115
IV. Ved Alexander's Byste i det florentinske Gallerie 116
V. Dødehavets Anadyomene.Ved et Madonnabillede 117
VI. I Paris 118
VII. Dommen. Ved Slutningen af det attende Aarhundred . 118

Ei blot til Lyst. Et Maanedsskrift, 1802
Til den uendelige Natur 119
Opfordring 120
Ode. I den franske Ultrarevolutionsperiode 123
Paa et aftalt Samlingssted [Alt Dagen sig] 124
Tamira og Rizamor. Fragment i Stanser 125
Sang [Jeg kjender et Land som i Bølgernes Favn] 142
Nødvendighed 143
Sonnetter
1. De tre Gudinder 145
2. Digterværdighed [Lyt i hellig Fred] 146
3. Den italienske Opera seria 146
4. Til Glemsel. Paa det Sted hvor den ældgamle tusciske Stad Fiesole stod 147
5. Udsigt 148
6. Spaden 148
Dæmonen 149
Indbydelse 153
Tvivl og Troe 155
Barndommen 158

10

Særtryk, 1802
Gesang für die Kronprinzessin von Dännemark, zu singen an der Wiege [Sanftgebohrne, Engelsbild] 162

Nytaarsgave 1803
Ode til Harmonien 163
Til Harmonien 167
Englene i Hytten 169
Brylluppet 171
Erindringer [Andre forkynde hvert Slag] 175
Til Hiertet [Hvad fattes dig, Hierte?] 177
Sang [Jeg kjender et Land, et velsignet Land] 180
Paa et aftalt Samlingssted [Staaer Dagens Vogn] 181
Natlig Fest 183
Sonnetter
I. Genierne 184
II. Ved Staden Wiens Beskuelse fra Gallizinbierget 185
III. Den Troefaste 185
IV. Til min Genius 186
V. Tempelhallen. Ved Indfarten i Brentafloden 187
VI. Ved en Amor af Mengs. - I den churfyrstelige dresdenske Samling af Pastelstykker 187
VII. Fredensriget 188
VIII. Tilstaaelsen 189
IX. Erindring og Haab [Tidt jeg giennem Mindets Skyggerige] 189
X. Til Marchesi. Efter en blid Aria 190
XI. Faklen 191
XII. Ved Midnat 191
Ax og Blomster
I. Til Gallia 192
II. Til Britterne 192
III. Grækerne 193
IV. Til Bonapartes Genealog 193
V. Under Moreau's Billede 193
VI. Ved Bonapartes Billede 193
VII. Demokratierne 193
VIII. Indskrift paa en Eeg 194
IX. Bøn 194
X. Det sande Værd 194
XI. Til en Bonmotkræmmer 194
XII. Den Lykkelige 195

11

Ei blot til Lyst, 1803
Enevoldsherren 195
Foraarshymne 197
Til Phantasien [Forlad ei, hulde Phantasie] 199
Hiertets Philosophie 201

Iris og Hebe, 1803
Sørgesang om Asan-Aga's Hustrue. (Efter det Morlakkiske) 203

Nytaarsgave 1804
St. Jørgen fra Søen 207
Elskovs Rige 210
Trækfuglen [Fra kolde Himmel hænge] 212
Det Venetianske Foraarsgilde 213
Bærret. (Oldrussisk) 215
Til Sephir. (Efter det Spanske af Villegas) 217
Blomsterne [Og over Engen] 218
Af den røde Bog
Taalmod 220
Samme 221
Betingelse 221
Sammenligning 221
Til de Syge 221
Det Ypperste 221
Tilfredshed 221
Stoicisme 221
Valg 222
Kongen 222
Simplicitet 222
Uvidenhed 222
Den gode Skuespiller 222
De Viises Coquetteri 222
Glæderne 222
Alteret 223
Til de æsthetiske Realister 223
Til Theoristerne 223
Digterprøve 223
Det Frivillige 223
Til Digteren 223
Formen 223
Selvtilbedelse 224
Over Bryllupssalen 224
Til Delia 224
Til * * * 224
Beskedenhedsreglen 224
Philosophiens Oprindelse 224
Undseelsen 224
Samme 225
Fuldendelse 225
Sonnetter
I. Ved et Barns Død 225
II. Stoicismus 226
III. Fantasticis Sang 226
IV. Barmhiertigheds Tempel. Ved Billingtons Sang 227
V. Længsel efter Roe 228
VI. Billeddyrkelsen 228
VII. Sværmerens Huris 229
VIII. Hyrdetimen. 1 230
IX. 2 230
X. Floden 231
XI. Det kierere Bedrag. 1 232
XII. 2 232

Digte, 1804
Første Afdeeling
Indvielsen 238
Troubadouren 239
Emmelina 241
Jagten 250
Jertegnet 252
Et Aar i Padua 254
Agnar og Aslaug 255
Den grædske Blomsterpige 262
Havmanden og Fiskerinden 264
Harpespilleren i Kong Erik Eiegods Leir 266
Tilbagekomst 270
Barden 273
Ephemeren 276
Ved Emmas Dødsseng. Af en ufuldendt Selvmordercharakteristik 277
Harpen 279
Den hellige Therese 285
Havfruen og Kongen 288
Naturdatteren 291
Kong Frode og Gubben 293
Jægeren 295
Fugleapotheose 297
Trende Nætter 300
Forfædrene 303
Snedkeren og hans Drenge, i Pestens Tid 312
Den ottende Søn 315
Ruinens Indvaaner 318
Juuledød 326
Kongen af Tyrus og Tiggersken 327
Elverpigerne og Børnene 333
Melancholie. Af en ufuldendt Selvmordercharakteristik 334
Ederduunsankerne 336
Den Vanvittige 338
Rigsdagen i Helvede 340
Kampen mellem Havmanden og Biergtrolden 345
Den nye Øe 352
Ynglingen fra Megæra 357
Anden Afdeeling
Kunstnerlængsel 364
Prometheus eller Menneskets Skabelse 365
Genien 380
Paa Toppen af Mont-Cenis 382
I Høsten 384
Lillas Minde 384
Ganimed 403
Heltedyrkelse 413
Under Lillas Vinduer 416
Til Naturkraften 419
Ved en døende Sommerfugl 427
Aftenhøitid 428
Digterne 430
Blomsten 432
I Canovas Værksted 435
Ved Søen 438
Digterphantasie. Om Vinteren 439
Drømmene 442
Dativen 444
Til Phantasien [Du, mit Livs velsignede Gudinde] 445
Det Uopnaaelige 448
Digterbekiendelse 449

14
15

Trykte digte
1782-1803

16
17

Til Phylllis

Naar ej fra din søde Læbe
Elskovs Harpetoner stræbe,
Hviler Mørkhed rundt om mig;
Unge Vaar forgjeves yder
Roser, Sang og Himlens Fryder;
Tanken svæver kun om dig.

Lette, som Zephirer, dandse,
Kronede med Blomsterkrandse,
Hyrderne paa bløde Eng;
Alle aande milde Glæder,
Kun din stille Thyrsis væder
Mørkets rædselrige Seng.

Gamle Espers bange Hvislen,
Skjulte Bækkes jevne Rislen,
Lyde i min Sørgesang;
Og Naturens Yndigheder
Visne hen - i Nattens Klæder
Hører du min Sørgesang.

Men naar fra din søde Læbe
Elskovs Harpetoner stræbe,
Lyser Glæde rundt om mig;
Himlen i mit Bryst sig gyder,
Himlen fra min Læbe flyder,
Blide Engel, hen til dig.

18

Elise

Hjertet bløder, Taaren rinder
Ved dit Lig, du Salige!
Ak, paa dine blege Kinder
Visned' Livets lyse Lilie.

Medens Klagesange lyde,
Øjet ned i Graven seer;
Medens hede Taarer flyde,
Sænkes ned din kolde Haandfuld Ler.

Sjeldne Blomst i Jordens Dale,
Ak, du sank i Nattens Skjød! -
Men ti tusend' Sole dale,
Og ti tusend' gjennem Mørket brød.

Lyder gjennem Dødens Have
Den Opstandnes Almagtsord:
Bryder frem af tause Grave
Alle Sønner af den faldne Jord!

O som Morgenrøder svæve
Vi med dig, Elise, hen;
Vore gyldne Harper bæve
Hellig Andagt op til Frelseren.

Evigheden venlig vinker
Os til ædel Virksomhed;
Thi til Virksomhed kun skjenker
Himmelen sin høje Salighed.

19

Den største Heslighed

At Ella ikke dejlig er,
Det sande maae med mig Enhver,
Naar ud af Øjet Aldren rinder,
og dugger ufrugtbare Kinder:
Naar Kunsten planter Roser der,
Hvor døde Liljers Gravsted er:
Naar en andægtig Elskovsbrand
I hendes røde Øjne griner,
Og fra den allersidste Tand
En Kjerlighedserklæring hviner.
Men at hun troer sig ung og skjøn,
En Krone for det smukke Kjøn,
Og mangen Ynglings tause Bøn,
Og Elskovs sidste, søde Løn,
Det er den største Heslighed,
Der af Pandoras Æske gled.

Phanine

Vaarens yndefulde Pragt
Paa Phanines Kinder svæver:
Øjet straaler Somrens Magt:
Høstens Fylde Barmen hæver -
Vintren smelte ved dit Bryst;
Kun af Sommer, Vaar og Høst
Du din glade Krands maae binde:
Jordens hele Salighed
Synker da fra Krandsen ned
Til din Elsker, o Gudinde!

20

Sang,
siungen i Gøttingen den 29 Januarii 1792
den Dannerkonges Fødselsdag
som
ophævede Livegenskabet
og
indførde Trykkefrihed

Een

Schwebe, Hochgesang, im Schwanenfluge
Auf des Festgefühles Hauch empor;
Horch! in hoher Burg, beim schnellen Pfluge
Tönt am Sunde freier Bürger Chor -

Alle

Dänenherrscher, auf zu deinem Thron
Steigt der Hochgesang, der Freiheit Sohn.

Een

Schnöde Habsucht flicht dem Landmann Bande,
Mästet sich mit seinem Schweiß und Blut;
Dein Gebot erschallt im öden Lande
Und mit Lästrung flieht die Höllenbrut -

Alle

Dänenherrscher, auf zu deinem Thron
Steigt der Hochgesang, der Freiheit Sohn.

Een

Der Gedanke bebt am Lippenrande,
Senkt die Flügel vor dem grauen Trug;
Dein Gebot erschallt im düstern Lande,
Hebt ihn hoch empor im Siegesflug -

21

Alle

Dänenherrscher, auf zu deinem Thron
Steigt der Hochgesang, der Freiheit Sohn.

Een

Neige her, voll Huld, vom grünen Sunde
Zu der Leine Silberflut dein Ohr,
Da versammelt sich, im Brüderbunde
Und zu deinem Preis', der Dänen Chor -

Alle

Dänenherrscher, auf zu deinem Thron
Steigt der Hochgesang, der Freiheit Sohn.

Budet

Iil, o Sang, mit ømme Hierte byder,
Til Phaninas tause Hvilested,
Hvor ei Sukket bæver, Taaren flyder,
Hvor hun sank i salig Glemsomhed.

Vent med stille Længsel til fra Øiet
Søvnens lette Skygger smelte hen,
Til hun, nyefødt knæler ned ved Leiet,
Ak, at bede for sin fierne Ven;

Til hun strækker sine bløde Arme
Længselfuld mod Vennens Hiemvei ud,
Til hun, haabefuld ved Andagtsvarme,
Reiser sig og venter Skiebnens Bud -

22

Da forkynd, naar Vinterstormen bukker
Eegens stolte Top til Roden ned,
Naar Naturen, liig en Enke, sukker,
Dækker til sit kydske, rige Skiød,

At jeg da paa Seilets Vinge iler
Hiem til Fædres moderlige Kyst,
Da henrykt i Saligheder, hviler
Ved Phaninas ømme Svanebryst.

Til Veemodigheden
Sonnet

Naar paa Bølgen Aftenrøden bæver,
Maanen følger Solens gyldne Fied,
Dvæler over Dødes Hvilested
Hvor Erindringen sit Hoved hæver;

Naar sig Mørkets sorte Belte væver
Rundt om Jorden til Usynlighed,
Og til Stiernebuens Herlighed
Haabet op paa bange Vinge svæver,

Møder du, Veemodighed, mit Hierte
Da med Himlens Bæger fuldt af Hæld
Og en Draabe fuld af jordisk Smerte.

Tak, o Himmelskyndige, som lærte
Mig at yde Dødeliges Gield
Ved Udødeliges Glædevæld.

23

Længsel

Vee den, som i Fædres vante Hytte
Og ved Mødres reene Arnested,
For at samle fierne Landes Bytte
Sig af sine Venners Arme sled!

Den Forladte lig, hvis vaade Øie
Hæver sig fra Vennens kolde Liig
Op til Himlens stiernefulde Høie,
Hvor de Dødes Siele samle sig,

O saa seer han fra uvante Breder
Hen til Fødelandets fierne Kyst,
Og hans Siel omsvæver hiine Steder
Hvor han sled sig løs fra Venners Bryst.

Digteren
Rhapsodie

Naturens skiønne Paradiis
Fortryller Skaldens lyse Øie -
Han knæler ned for Dagens Lys
Nyefødt paa Østens røde Høie.
Ved Kildens flydende Krystal,
Ved Oceanets Bølgetrængsel,
Ved Elvens seierrige Fald
Undflygtet Fødeklippens Fængsel,
I Lundens tempellige Skiød
Hvor eenlige Betragtning troner,
Der møder ham den Himmelfred
Som smilende hans Harm forsoner. -
Han stiger op hvor Skyer sig
Om Klippens nøgne Isse trænge,
24 Hvor svangre Uveir gyselig
Ud over Dybets Taushed hænge;
Hvor Hymnen med opsvulmet Bryst
Sin Flammevinge freidig hæver,
Med høitopløftet Syn og Røst
Op for Alfaders Aasyn svæver. -
Han styrter sig i Grotter ned
Hvor selv Alciders Kiækhed blegner,
Selv Glædernes Erindring død
Hen for Melankolien segner.
Dybt hylled ind i natlig Flor,
Udstønnende en bange Tone,
Fremragende blandt Sorgers Chor,
Seer han Gudinden paa sin Trone,
Og fly'r, forfulgt af Rædslers Fjed,
Langt fra Melankoliens Rige,
Af Orkus' Nat til Lysets Bred,
Til Glæders Kreds igien at stige. -
Naar Helios i Havets Skiød
Sin Fakkels gyldne Flamme slukker,
Og Søvnens Gud i himmelsk Fred
Den tause Lidende indvugger;
Naar Drømmene med tvivlsomt Blik1)
Nedsvæve paa Selenes Straaler,
Uddryppe Guders Nektardrik
I Søvnens lethefyldte Skaaler;
Naar tunge Skykolosser sig
Fra Bierges mørke Lunde velte,
Med Maanens Lys, Gravlampen lig
I Mausolæer, sammensmelte,
Naar underfulde Syners Tal

* 25

Da for hans drukne Øie svømme,
Og Længselet med bange Kald
Fremlokker fierne Tid i Drømme;
Naar Anelsen bag Stierners Lys
Hvor Haabets Vinger bange falde,
Forraader ham et Paradiis
Hvorhen ham Fædres Siele kalde -
Da knæler han - som Offerrøg
Opstiger stille Damp fra Engen -
Ved Roden af en hellig Eeg,
Andægtig rørende ved Strengen;
Og ved dens første, svage Lyd
Hans Aand saa bange - salig bæver;
Indtil den nu til Guders Fryd
Paa Harmoniers Hav undsvæver.

Forskeren

Jordklodens underfulde Pragt
Ei fængsler Forsk'rens Ørneøie -
Han modig vover Solens Magt
I kiække Slutninger at veie;
Opdager Maanens Sympathie
Med Oceanets vilde Bølge:
Opiler alt hvad vil undflye,
Og blotter alt hvad sig vil dølge.
Han røver som Prometheus hist
Kiæk Zeus-Kronions Flammepile,
Og byder dem forbi sit Bryst
Ved sine Fødder døde hvile.
Han svæver op ved Lamberts Haand
Til Orioners Cycloider,
Tryg seer dem cirkle ved det Baand,
Som ei af Skiebnens Hænder glider.
26 Han hører under sine Fied
Talløse Sphærers Hær sig velte
Om Soles Vesta-Arnested
Og hen i Harmonier smelte.
Han skuer med seraphisk Lyst
At alt i stadig Hvirvel iler
Og - støttet til den største Trøst -
Tryg paa Nødvendigheden hviler.

Der Zweifler
am
Grabe seinesVaters

Tiefe Stille hütet diesen Hügel,
Rings um in der Espen bangem Laub'
Horcht der Wind und ehrt des Todten Staub;
Nur die Andacht hebt die Flammenflügel;
Und aus des Vergangnen Dämmerung
Kommt mit Thränen die Erinnerung.

Edler, dessen Hülle hier vermodert,
Dessen hohes Haupt mit Sternenlicht,
Herrlicher dein Genius umflicht;
Dem im Mittagslicht die Wahrheit lodert,
Und der Erdball in der Welten Raum,
Ferne schwebt, wie ein verscheuchter Traum! -

Horche hin ins düstre Erdenleben,
Wo der Wahrheit stilles Erstlingslicht
Dämmernd durch des Staubs Gewölke bricht,
Zweifel ihren Orient umschweben,
Der Verklärung Morgenroth erbleicht,
Und des Irrthums gift'ger Nebel steigt! -

27

Horche her aus deinem Himmelsleben
Meinem bangen Ruf an dieser Gruft!
Hülle deinen Glanz in Erdenduft,
Mich mit hoher Ahndung zu umschweben,
Von den Freuden der Unsterblichkeit,
Und des Wiedersehens naher Zeit!

Oder sink, Erscheinung, von den Sphären
Mit der stillen Mitternacht herab!
Leuchte hin auf dieses düstre Grab,
Träufelnd von des Angedenkens Zähren!
Strahle Hell, der Auferstehung Bild,
Auf der Gruft von deinem Staub erfüllt!

Weile nicht! Gib Zeugniß von der Stunde,
Die den Vorhang jener Welt zerriß!
Denn des Zweifels wilder Natterbiß
Rastet nur in der betäubten Wunde.
Heilige den göttersel'gen Wahn,
Kündige mir einen Himmel an!

Daß von ihres Thrones letzter Stufe,
Wo erwartend die Gebete stehn,
Die Erhörung mütterlich mein Flehn
Auf an ihren vollen Busen rufe! -
Sieh,Verherrlichter, wie, unerhört,
Als Verzweiflung es zurückekehrt!

Als die Mitternacht, von Graun verkündet,
Schweigend, schwarz verhüllt vorüberschlich,
Als der Schlaf zum Glücklichern entwich,
Der des Zweifels Schlingen sich entwindet,
Als des Grüblers Schwindel mich ergriff,
Wie der Strudel das verschlagne Schiff,

28

Hüllte jüngst mit ihrem Nebelschleier
Zweifelsucht der Hoffnung Morgenschein
Und der Weisheit stille Lampe ein.
Mystisch wies sie hin auf meine Leier,
Sprach bedeutungsvoll: »Der Ton verklingt
Ach! auf ewig, wann die Saite springt.«

Da erhub ich mich in wildem Grimme,
Riß im Grimm den goldnen Faden ab,
Der die letzten Silbertöne gab;
Warf mich nieder, rief mit lauter Stimme:
»Vater, auf und spreng' des Todes Band!
Kehre wieder in des Lebens Land!

Ich beschwöre dich bei jener Stunde,
Da dein Auge sich im Tode schloß,
Und vom Auge mir Verzweiflung floß,
Bei der aufgerißnen Trennungswunde,
Kehre wieder aus des Todes Land!
Sey der ew'gen Dauer Unterpfand!

Steig in Herrlichkeit zur Erde nieder,
Tilge der Vernichtung Nachgestalt,
Die mit Graun und Schrecken mich umwallt!
Bringe mir die schöne Hoffnung wieder,
Die an deinem Sarg von hinnen flog,
Und um einen Himmel mich betrog!«

Also rief ich aus - und ohne Schimmer,
Ohne Laut lag rings umher die Nacht,
Nur verrathen von der Flamm' am Tacht,
Von des Heimchens ängstlichem Gewimmer,
Und der Eule graunbeladnem Flug'
Um den naß geweinten Aschenkrug.

29

Wehe, wehe mir! die Zweifel winken -
Schnaubend und mit fliegendem Gewand,
Ihrer Locken Nacht in blut'ger Hand,
In gehobener des Dolches Blinken,
Hochgebäumt im wilden Tigersprung
Ha! - ergriff mich die Verzweifelung.

Bleiche Schrecken hüteten die Thäler
Der Verwesung; doch mit Flammenblick
Scheuchte die Verzweiflung sie zurück,
Riß mich über moosbewachsne Mäler,
Warf mich hin an einen Leichenstein
Unter morsches, bleichendes Gebein.

»Höret meinen Ruf, entblößte Seelen!
Ringt mit der Verwesung Allgewalt!
Sammelt die vermoderte Gestalt!
Kommt herauf aus der Gerippe Hölen,
Edle, Frevler, Mörder, kommt heraus!
Ich verhöhne der Gespenster Graus!«

Alles schwieg umher in todter Stille;
Ich erhub mich, lief umher und stand
Weh! an eines offnen Grabes Rand;
Nieder wich der Grund, und: »Rolle, fülle,
Aufgeworfne Erde, roll' herab,
Rief ich aus, und fülle dieses Grab!«

Alles schwieg umher in todter Stille;
Mit Verzweiflung rang ich in der Gruft,
Unter Todtenstaub und Leichenduft.
»Laß, Verwesung, der Gebeine Hülle,
Der Gerippe abgenagtes Mahl,
Rette mich von der Verzweiflung Qual!«

30

Aber ach, vom Gräuelmahle wandte
Sich des Ungeheuers Gier nicht ab
Zu dem offnen, leichenleeren Grab;
Laurend auf die Sterbestunde, sandte
Es Betäubung, seine Schwester, nur,
Zu verfolgen der Verzweiflung Spur.

Blind und taub, in schleppendem Gewande,
Ohne Athem, mit dem Lethetrank
Kam sie langsam näher und umschlang
Die Verzweifelung mit schwerem Bande.
Also lag ich todt bis Grabgesang
Mich ins Leben rief und Schaufelklang. -

Die Gestalt der Folgezeit verkläret
Sich an diesem Grabe; still und hehr
Liegt im Mondenlicht die Welt umher;
Was des Schicksals Wage nicht gewähret,
Führt der Schlaf mit seinem Zauberstab
Jetzt vom Land der Phantasie herab.

Höre mich, Verklärter! - wenn dein Leben
Nicht erlosch in dieser öden Gruft,
O so komm, verhüllt in leisen Duft,
Mich mit Vorgefühlen zu umschweben
Von den Freuden der Unsterblichkeit
Und des Wiedersehens naher Zeit!

Oder sink, Erscheinung, von den Sphären
Mit der stillen Mitternacht herab!
Leuchte hin auf dieses düstre Grab,
Träufelnd von des Angedenkens Zähren!
Strahle hell, der Auferstehung Bild,
Auf der Gruft, von deinem Staub erfüllt!

31

Weile nicht! Gib Zeugniß von der Stunde,
Die den Vorhang jener Welt zerriß!
Denn des Zweifels wilder Natternbiß
Rastet nur in der betäubten Wunde.
Heilige den göttersel'gen Wahn!
Kündige mir einen Himmel an!

Der Morgen

Von meinem Auge schmilzt des Schlafes Duft,
Der Fittig der Begeistrung nimmt mich auf,
Schon wehn zurück im Adlerfluge mit
Die goldnen Locken, und mein Blick begrüßt
Des Schöpfers Bild in seiner Wiederkehr.
In hoher Röthe steiget es herauf
Aus Wolken, die gleich Morgenträumen fliehn,
Und sieh! da strahlt es - sanfterröthend weicht
Der Mond zurück, der Sterne Blick erlischt,
Die Nacht löscht ihre Lampen aus, und rollt
Im Niedergang zusammen ihr Gezelt.
Wie aus des Nichtseyns Schlund der Erdenball
Dem Ruf des Schöpfers einst entgegensprang,
Vom Lichte angeflammet, staunend stand,
Und dann, am Bande des Erschaffenden,
Voll Dranges, sich zu stürzen in die Glut,
Den Herd des neugebornen Lichts umlief,
So springet er, von neuem angestrahlt,
Am Rand des Nichtseyns, wiederwerdend, auf
Und feiert dann der ersten Schöpfung Fest
An des Erwachens vollem Lebenskelch.

Wie trüber Odem von des Spiegels Glanz,
Entweichet von dem See der Dämmrung Duft.
Die Winde wachen in den Wolken auf
32 Und wiegen auf des Waldes Wipfeln sich.
Hoch stehn die Felsen, ihre Scheiteln glühn
Altären gleich. Es schwillt von neuer Kraft
Der Wolken Säugling; silberschäumend stürzt
Er über Klippen sich ins Thal hinab.
Und fleußt, verherrlichet vom Sonnenbild,
Durch des Getraides goldne Wallungen.
Sieh, alles regt und rührt sich hoch und tief.
Der Adler treibt Gewölke vor sich her
Mit sturmbeladner Schwinge; schwebend netzt
Im Silbertropfen, den der Blume Mund
Begierig auffing, ihrer Flügel Paar
Die Honigsammlerinn, indeß der Wurm,
Den Sonnenstäubchen messen, staunend weilt
Am Rand des Tropfens, seines Oceans.
Sieh, in der Höhe, in der Tiefe regt
Das Leben in Gestalten ohne Zahl
Und ohne Nahmen sich, und sieh, da tritt
Der Erde Bräutigam, der edle Mensch,
Noch ringend mit dem jüngsten Traum, hervor.

Der Traum entweichet auf des Schlafes Spur
Ins Wunderland der Phantasie zurück.
Von neuem schließt die weite Wirklichkeit
Sich dem Verjüngten auf; drei Genien
Empfangen winkend an der Schwelle ihn.

Auf Goldgewölken, in gehobner Hand
Das Zauberglas, das die Vergessenheit
Mit ihrem Rabenfittig nicht verhüllt,
Wo, gleich der Sonne Wiederschein im Mond,
Der fernen Zukunft die Vergangenheit
Von neuem aufersteht, entschwebt der Ruhm
Dem Sternenkreis; hält hin des Spiegels Glanz,
Vorüber fleußt im Wogendrang' die Zeit,
Vom Flügel der Vergessenheit gescheucht;
33 Vorüber auf den Wogen fleußt die Schaar
Der Thaten; wen'ge gehn im Spiegel auf,
Bevor sie mit den Wogen untergehn.

Geboren an des grauen Ganges Strand,
Verkläret an Phialas1) Schilfgeräusch,
Vom Capitole dann, den öden Schutt
Des Pantheons zum Throne, das Geschoß
Kronions flammend in gehobner Hand,
Die Welt beherrschend - eine Mißgeburt
Mit dreien Köpfen nun, die grinzend sich
Zu blut'gem Kampf und Sieg einst angeblekt,
Des Denkens Flüchtling und der Deutung Spiel,
Der Tollheit Spott, der Weisheit schweigen - winkt
Zum steilen Gange die Religion.
Mit Opferfackeln leuchtet sie voran,
Und stille harrend folgt die Menschheit nach.
So lenken vom Olymp am Strahlenseil
Die Zwillingsbrüder den Piloten, dem
Kein winkender Magnet den Pol verräth,
Kein grauer Meerbefahrer Kunde gab
Vom fernen Tode, der im Strudelkreis
Und an verborgnen Klippen tückisch lauscht.

In rosenfarbigem Gewand, und schön
Wie Cypria im Schnee des Marmelsteins,
Der in des Abends Schein erröthete,
Den heitern Sterblichen am Hellespont
Sich zur Verehrung offenbarte, sinkt
Die Freude nieder, beut den süßen Trank
Holdselig im gefüllten Becher dar.
Die Myrte kränzt, die Traube tränket ihn,
Des Himmels Nektar träuft die Kunst hinein,
Und ihre volle Brust die Sympathie.
Im Hefen gährt der Seuche nagend Gift,
Des Ekels Galle. Faß den Zaubertrank,

* 34

Der voll, wie aus der Felsenkluft ein Quell
Dem Lechzenden entgegensprudelt, faß
O Jugend, in der Weisheit Maaß ihn auf!
Es ist kein leeres Sieb, an dessen Rand
Des Durstes Glut die offnen Lippen dörrt:
Des Bonzen Lehre ist ein Hirtenstab,
Der die verrathne Herde aus der Welt
Ins leere Chaos auf die Weide führt.
Der Saniassi 2) an des Ganges Strand,
Im stolzen Wahn, ein Gott zu werden, wird
Ein Misgeschöpf; des Schöpfers Ebenbild
Erlischt auf seinem Antlitz, und es lös't
Sein Ring sich von der Wesenkette ab.
Der Weisheit Maaß ist eine Mutterbrust;
Nur einen Tropfen aus dem Wonnequell,
Der aus der schönen Welt zum Schöpfer steigt,
Und wieder niederströmet, faßt es auf.
Der Wonnequell heißt Gottheit, Tugend heißt
Der Wonnetropfen in der Weisheit Maaß.
Auf Erden fand es Phänaretens Sohn,3)
Im Freudenkelche selber fand er es. -

So wallen auf der Sonne goldner Spur
Die Himmlischen zum Erdenkreis herab.
Es drehn um sie im Strudel des Gedrängs
Die Menschen wieder sich herum, bis bald
Der holde Schlaf die Sinnenwelt verschließt,
Und aus dem Feenland die Träume lockt.

* *
35

Die Stunde der Andacht

Leise athmen rings umher die Leben,
Träumen gleich der Seligen, umschweben
Ahndungen von ferner Zukunft mich:
Heilig und geweiht ist diese Stäte,
Mein Gefühl entlodert zum Gebete,
Nahet, Schöpfer, deinem Throne sich.

Das Gefühl im düstern Tannenhaine,
Die Betrachtung, die beim Sternenscheine
Bang' den Vorhang jener Welt umfliegt -
Jede Kraft, die der Natur entquillet,
Die des Edlen schöne Seele füllet,
Stärke mich, wann meine Kraft versiegt!

Jeder Thränenguß beim Feierschalle
In des Tempels hochgewölbter Halle
Sey ein Vorgefühl der Seligkeit!
Jede That, mit der die Menschheit ringet,
Jede, die das Mitgefühl umschlinget,
Sey ein Funken deiner Herrlichkeit!

Schwinden dann des Sinnenlands Gestalten,
Die mit banger Ahndung mich umwallten,
An dem Sterbelager, Träumen gleich,
Dann erhebe auf der Hoffnung Schwinge
Kühner meine Ahndung sich und bringe
Mich hinüber in der Geister Reich!

36

Auf den
Trümmern der Gleichen 1)
Sonett

Wankendes Gemäuer, wo der Eulen
Todtenklage fern die Leben scheucht,
Wo der Eschen hangend Laub erbleicht
Von dem Moder umgestürzter Säulen!

Grauer Thurm, um den die Winde heulen,
Grabgewölbe, wo die Natter kreucht,
Wo das Angedenken düster schleicht,
Und in Schauern nackte Geister weilen! -

Weichet, grausenvolle, morsche Trümmer,
Schwimmend auf der Zeiten Ocean,
Nimmer weicht aus meiner Seele, nimmer

Daß mich fürder nicht der Ehre Schimmer,
Nicht des Nachruhms eitler, leerer Wahn
Lenke auf der Mühe schwerer Bahn.

*

Die Stätte
Sonnet

Se fu beato chi la vide in terra,
Hor che fia dunque a rivederla in cielo!

Petrarca.

Als mich jüngst die Liebe hier beglückte
Und zum Seligsten der Welt erkohr,
Als ich mich am Wonnequell verlohr
Und an meine Brust Phanina drückte,

37

Weh mir! da erblaßte sie und blickte
Durch der Wehmuth feuchten Nebelflor
Schwärmerisch zum Himmelssitz empor,
Der die Heilige von fern entzückte.

»Diese Stätte wähl' ich mir zum Grabe,
Sterb' ich einst, so fließ' auf meinen Stein
Eine Thräne nur zur Todtengabe.«

Nun ich weinend sie begraben habe,
Senket, gute Götter, mein Gebein
Neben meiner Heiligen hier ein!

Til Lykken

Du, som Længselen tidt kalder med bange Raab,
Siig, hvor dvæler dit Fied? Boer du i Biergets Kløft
Hvor med ruende Vinger
Natten vogter det gamle Guld?

Fandt i Sandhedens Skiød grublende Gransker dig?
Dig i hellige Lund Bragas Besielede?
Lænke blodige Kieder
Dig til rullende Seiersvogn?

Bagdads stolte Calif, kied af en Houris-Barm,
Støder Bægerets Ruus bortvendt af Slavens Haand,
Thi du dvæler, o Lykke,
Ei paa Nydelsens Ederduun.

Halvfødt hilser med Graad Barnet den første Sol,
olding, sukker det træt efter den sidste Nat;
Selv af Ædlingens Øie
Rinder Taaren paa blege Kind!

38

Blive, længes og døe byder os Skiebnens Bud -
Lykke, er du et Sagn om en forsvunden Tid?
Eller er du en Spaadom
Om et saligt Elysium?

Høstfølelse ved Leinen
Sonnet

Skyer drive rundt i mørke Flokker,
Røg af hævnantændte Kloder lig;
Alle Kræfter ruste sig til Krig
Og paa gamle Axe Jorden rokker.

Storme kime huult som Dødeklokker,
Solens blege Aasyn vender sig,
Ak, og paa Naturens kolde Liig
Spreder Lunden sine gule Lokker.

Store Moder, synk i Slummer ned,
Snart skal Englen Vaar igien dig vække,
Og dig venlig Ungdomskrandsen række.

Men paa Dødens askefulde Fied
Fører ingen Taare, ingen Klage
Min Phanina i min Arm tilbage!

Tilbagevendelsen

Nedknælende til slavisk Bøn,
Hvi skielver Støvets feige Søn,
At Hævnens Gud, paa tause Ild
Indslumret, vaagner grum og vild?

39

Lad ældehærded Klippe ryste,
Lad Oceanets Fængsel briste,
Lad Skiebnens store Kiede brækkes
Og Jordens gamle Axe flækkes;

Lad Stiernerne, lig visnet Løv,
Fra Himlen falde ned i Støv,
Og Stormen paa Cometers Veie
Den døde Maanes Aske feie;

Lad, udbrændt, Dagens Arnested
Paa Stormens Maaneaskesæd
Af andre Stormes Vingeslag
Omveltes, som et strandet Vrag;

Lad med opreiste Flammelokke
Cometer ud af Banen rokke,
Og bristende, i blinde Møde,
Med brustne Kloder sammenstøde -

Ha! - Undergangens Flammeflod
Fortærer Verdnens dybe Rod
Og sidste Time vanker, hviner
Imellem rygende Ruiner.

Op, alle Storme, op og dynger
Med sorte skovelige Vinger
Den knuste Skabnings Aske op,
Og hyler Liigsang fra dens Top;

Og qvalte feier Asken ned
Hvor Elementers vilde Sæd
I Hvirvler syder, som et Hav,
I Altings Fødested og Grav. -

40

Du gyser, Støvets feige Søn,
Og knæler ned til slavisk Bøn?
Du skielver, som for Skyens Lyn,
For Verdenundergangens Syn?

Men uden Gruen, lig en Gud,
Seer jeg i Synets Rædsler ud:
En Taage synker fra mit Øie,
Jeg staaer paa Sandheds lyse Høie.

Ved mine Fødder Rum og Tid
Og Kræfter i harmonisk Strid,
Jeg taus nedknæler at fornemme,
O store Verdensaand, din Stemme.

Og Klipper revne, Havet syder,
Ud Stormen af sin Hule bryder,
Ud Flammer af forbrændte Kløfter
Og Liigstøv af udvendte Grøfter;

Og af Naturens dybe Skiød
I mægtig Udtryk Aanden brød,
Som, svulmende af mystisk Længsel,
Den Frommes Siel af trange Fængsel;

Og ud af Stormens døve Brag
En Stemme lød, lig Harpeslag:
»Naar vilde Elementers Baand,
Den altudbredte Verdensaand,

I Aander Aand, i Støvet Liv,
Naturens stedsesvangre Bliv,
Dybt i sit Væsen samler sig
Og Verdnen størknes som et Liig,

41

Da rulle Elementerne
Tilsammen i Forstyrrelse,
Og Verdnen, i sin Oldingsalder,
Til første Chaos sammenfalder.

Men, Udspring af det Heeles Siel,
Du vender freidig til dit Væld
Hvorhen du, mystisk længselfuld,
Opanede af Jordens Muld.«

Fredens og Frihedens Fest1)
Cantate

Chor

Vellyd, Høisang vore Stemmer være,
Festlig Glæde hvert et Hierteslag;
Bleg og maalløs Kummer Smile lære,
Ikkun Lasten føle varig Nag.
Dagen Fest, og Festen Glæde,
Samles her ved Sundets Bred!
Festens Guder, Frihed, Fred,
Ere signende tilstede.

Recitativ

Men hvilken Tummel, hvilke Jammerskrig
Gienlyde ved vor Fest og Jubelsang?
Fra Sønden lyder Mordets hæse Brøl
Og SlagnesVraal og Dræbtes sidste Suk.
Selvraadighed i Kamp med Ret og Frihed,
Til Tartarus steg ned og løsned' Krigen.
Et Sværd i høire Haand, en Brand i venstre,

* 42

Den raser grumt i Kadmus' Søsters Rige,
Nedtramper vildt den spirende Natur,
Udgyder Blod i danaidisk Kar
Og Lig og Askedynger er dens Spor.

Arie

Dæmper Glædens Røst til Klage
Og til Sukke Harpens Lyd:
Fred og Frihed, Jordens Fryd,
Fløi til Himlene tilbage!
Skal da evig Vold og Sværd
Jordens svage Slægt fortære?
Skal da intet Fristed være
Tvillingguder! eder værd?

Recitativ

Nei, her paa denne Jordens Flige de
Mod Vold og Krig et sikkert Fristed fandt;
Nei, Danien er deres store Tempel
Og Danskes Idræt deres Dyrkelse.
Her Magt med Ret i lige Skaaler svæver
Og Mildhed sidder ved Retfærdens Side -
Paa Tronen ingen Bøddel, ingen Røver,
Og ingen bunden Træl ved Tronens Fod.
Her sniger Mistroe ei paa Dydens Fied
Og feig befører den Retsindige;
Her Fyrstens frække Barm ei indeholder
Hans Ret, hans Lov til flere Folkefærd;
Og Rettigheders kiække Forsvar ei
Mod ham er Ran, som møder Dødens Rædsel.
Her mæsker han sig ei ved Fraadsergilde
Hvor Millioners Sult paa Taflet staaer;
Her pynter han til Leeg ei sig og sine
Med Millioners kolde Nøgenhed;
Ei Angest Rødmen fra hans Kind forjager
Og Skræk ei Søvnen fra hans Leiested.
43 Dybt i Uvidenhedens Mørke skiules
Ei gavnlig Sandhed her ved hævdet Løgn;
Ei Tanker have Speider, Mistvivl ei
Randsager fræk Samvittighedens Folder.
Her sætter Fyrsten ikke Millioner
Ved Lykkens Urne mod en fodbred Land;
Her ingen Fader skuer sukkende
Sin Søn gaae hen til buden Feidefærd;
Og sine Hænder vrier ingen Brud
Hvis Brudgoms Tapperhed i fremmed Jord
En ubegrædt, en usøgt Gravhøi vandt.

Duett

Begge

Sphærer og Forklarte, laaner
Os til Høisang eders Toner:
Himmelsk er vor Fest og Lyst,
Himmelsk være da vor Røst,

1

Vende gyldne Alders Dage
Gryende igien tilbage?

2

Nei, men spaaede Tid er moden:
Til en Himmel adles Kloden.

Lammet sig hos Tigren leied',
Seglen usaaet Rigdom meied',
Uden Taarer, uden Sved.

2

Rige, Arme, Høie, Ringe
Sig med Broderarm omslynge?
Tifold lønner Jordens Skiød.

44

1

Guderne fra himmelsk Fryd
Stege ned til skyldfri Klode;
Hiertets rene Drivt var Dyd,
Nydelse det største Gode.

2

Guddoms Lighed vikles ud
Af vort drivtersvangre Hierte
Og den Dyd, en Drivt begierte
Adles ved Fornuft til Bud.

1

Tidens Barndom, ak, igien
Du undveeg til Himmelen!

2

Tidens Manddom, Jordens Haab,
Hør vor Hilsens Fryderaab.

Begge

Værer I, hvis Følge Glæde,
Dyd, Fornuft og Sandhed er,
Altid, hulde Genier,
Fred og Frihed, her tilstede!

Recitativ

Med lynfyldt Rør og hvasse Sværd omhegner
O Krigre, dem i hellig Sikkerhed,
Og hvis en sammensvoren Fiendehob
Mod Ret og Frihed æsker eders Arm,
Flux drager ud mod dem til Feidefærd,
Og blotter, tænder eders Sværd og Lyn;
Kiæk binder Seieren til eders Faner
Og vender hiem igien med Fred og Frihed.
Da skal af Stæders aabne Porte eder
45 Med Seiersang og Borgerkrandse vrimle
Imøde Qvinder, Børn og Oldinger,
Og Mindet skal paa Fortids mørke Teppe
Med Flammer skrive hines store Navn,
Som faldt i Kamp for Frihed og for Fred.

Chor

Hæld den, som for Ret i Striden mødte,
Som for Fødeland og Frihed blødte;
Hæld den, som mod blodig, røversk Vold
Stod for Afmagt med sit Bryst til Skiold:
Straalende i uformørket Hæder
Han i Oldtids Helteskare træder;
Sagnet, Sangen glemmer ei hans Navn,
Efterslægten minder tidt hans Savn.

PAA
ARVEPRINDSESSENS
DØD

Græder ei naar matte Olding segner:
Aldren er en seen fuldbyrdet Død;
Græder ei naar syge Spæde blegner
Paa den taarefulde Moders Skiød:
Glædens Krands af hvide Lokker falder,
Sorgen hilser Oldingen sin Ven;
Barnets Skrig mod Lysets Straale kalder
Glæden ei til Vuggens Svimmel hen.

46

Men naar Livet, under Skiebnens Pleie
Viklet ud i yndig Ungdomsvaar,
Stolt paa Lykkens lyse Himmelhøie
Som et Træe i Løv og Blomster, staaer;
Naar det, som et Træe med tusind Rødder,
Jordens Lyst med tusind Nerver nød,
Og naar Skiebnens Rigdom til dets Fødder,
Som Tribut, paa Tidens Bølger flød; -

Og naar to, med Elskovs Himmelglæde,
Samle sig til een i fælles Favn,
Mens paa Skiød og Arm de hulde Spæde
Stammende udnynne Modernavn; -
Og en Barm af Sympathie sig hvælver,
Trøst og Lindring af den vælder ud
I Fortrængtes Hierter - o saa skielver,
O saa frygter Dødens haarde Bud!

Og naar nu den grum sin Haand udstrækker
Og forvandler Jordens Fryd til Leer;
Og naar Gravens sorte Svælg sig flækker,
Og naar Stenen sukker: er ei meer!
O saa græder; Lykkens Yndling yde
Glædens Taare nu i Sorgens Arm;
Misheld-Slavens Taare dobbelt flyde:
Een han ofrer Smerten i sin Barm.

Eders Øie da i Taarer smelte,
Eders fulde Sukke blande sig
Med de hule Toner da, som velte
Ned fra Taarnene saa sørgelig!
Sorgens sorte Fane dunkelt skygger
Over Tronen, over fiern og nær;
Tronen ei mod Dødens Krav betrygger -
O Sophie, ak Du er ei meer!

47

Slukt er Himmellyset hendes Øie,
Klart som Dugens Draabe, straalte med;
Dæmpet er den Røst, som vilde bøie
Mordrens stive Arm til Beltet ned;
Tom den Phantasie som Jordens Skiønne
Med forklarte Himmeltræk gientog;
Stivt det Hierte, som hvad Usle stønne
Sympathetisk bævende, gienslog.

Følende, som hendes Ynde trylled',
Sukke: ak, Sophie er ei meer!
Armod, hendes Sørgemindebilled',
Sukker: ak, Sophie er ei meer!
Magen hen paa hendes Ligseng synker
Sukkende: Min Mage er ei meer!
Ved hans Knæ en Sverm af Spæde klynker:
Ømme Moder, ak, Du er ei meer!

Ynde, Lykke, Godhed, Moder, Mage
Svandt i Dig, Sophie, fra dem bort;
Magens og de Moderløses Klage
Lyder ubønhørt ved Dødens Port.
Og gid Hellas' skiønne Phantasier
Drømte sandt om Haabets skiulte Land,
Lig Alcestes seirende Befrier,
Skiebnen jeg i Kampen overvandt!

Oh - men nu Dig aldrig mere vækker
Magens og de Moderløses Raab;
Skiebnen giennem Dødens Forhæng rækker
I Dit Sted, kun Gienforeenings-Haab.
O saa viis - hvis Dig med Flammevinger,
I opløftet Favn, Henrykkelsen
Op til Lysets, Livets Væld ei bringer -
Viis paa Dødens Forhæng Dig igien.

48

Ogsaa hisset er du Moder, Mage,
Skiønnere end nys Du her det var;
Støvets Former ikkun svagt gientage
Hine Idealer, Himlen har.
Og at ogsaa Veemods søde Taare
Rinde kan paa den Forklartes Kind
Maae Erindrings kielne Kummer saare
Den Forklartes glædedrukne Sind.

O saa svæv fra Himlens Stiernebue,
Klæd med Maanlys Dig i Synlighed;
Men kan jordiskt Øie Dig ei skue,
Svæv usynlig, ikkun anet, ned.
Magens Blik ved Himlens Hvælving hænger,
Og mod Himlen aabner han sin Favn;
Om ham sig de Spædes Vrimmel trænger,
Ak, og klynke ømme Moders Savn.

Denne Gruppe staaer for Dig til Minde,
Den ei Kunstens døde Marmor er:
O saa kom og Himmelroe forkynde
De Forladte, at Du er dem nær.
Sagte, som i Silkelokkers Svæven,
Vifte Trøst og Lise til dem hen;
Og til Veemods kielne Vellystbæven
Lindres ved Din Nærhed Kummeren.

Ved de Moderløses lune Leie
Du i Drømmesyn som Engel staae;
Moderlig Du over dem Dig neie
Hvidskende: o slumrer sødt, I Smaae!
Ogsaa deres Engel naar de vaage,
Led dem frem med sagte, skiulte Drag;
Væn til Dyd i Barndoms falske Taage
Dem ved Glæde og fra Last ved Nag.

49

Spæde, glemmer ei hvad eders Moder
Kielent eder lærte paa sit Skiød:
Selv den nøgne Træl er eders Broder;
Jordens store Slægtskabsbaand er Nød
Ældre selv end Dyd, for allerede
Forud at belønne Dydens Mod,
Derfor Lykken kun i Skiebnens Kiede
Strax ved eders Vugge fængslet stod.

Lykkens Sønner, eders Fied udfolder,
Træder ind i Dødens Helligdom;
Kunsten mellem Liig og Liigstøv holder
Her end eders Aners Leerphantom.
Her I lære, at i Dødens Ager
Kongen er afmægtig som hans Træl,
Og at Dødens Blund i Sarcophager
Ei er sødere end paa en Fiel.

Prinds, hvis matte Tinding Sorgen trætter,
Trøst er nu dit Hiertes store Trang.
Sangen Sorgens tunge Skygge letter;
Gid den Magt forundet var min Sang!
Ei den mod Naturens Taare flyder
Fra en Viismands golde Marmorbarm:
Trøsten deler Smerten; sukker, yder
Taarer med i den Beklemtes Arm.

Lig den syge Væxt i golde Dale
Himlens Lys igien opklækkede,
Mig Dit Smiil af Sorgens tunge Dvale
Til fornyet Liv gienvækkede.
Blid Du gav mig af Din Lykkefylde;
Selv jeg tager af Din Sorg min Deel,
Sympathetisk lidende, indhylde
I Din Sorrigs Skygge sig min Siel.

50

Smiger ei min stolte Barm besmitter;
Jeg for Dyden kun min Harpe slaaer;
Den opløfter jeg af Ringheds Hytter:
Haanende for kronet Last jeg staaer.
Derfor skal min Lovsang Hæder være,
Vises og Heroers Held og Løn;
Derfor skal den deres Navne bære
Ugienkaldt, til Tidens Udløb hen.

Prinds, at Du Algodheds Glædefylde
Stræbte at udtrykke ved Din Dyd,
Og at af Din Godheds tause Kilde
Flød til Sorgens Vraaer Trøst og Fryd;
Dette skal for Fremtids Dommersæde
Og naar Smigren døde med sin Gud,
End min Sang i Hymnetone qvæde
Og fuldbyrde sin Frembringers Bud.

Du som trøsted' tusinde, Dig trøste
Trøstens blide Engel da igien;
Tungsinds Mørke om Din Tinding briste,
Og Du see bag Tidens Teppe hen.
Taalmods stille, hulde Engel tørre
Snart Din sidste Kummertaare af;
Snart, i søde Sværmerier, høre
Du Dig kalde ved Sophie Grav!

Udødelighed
En Sonnet

Hvor Palmyras Stenvidunder stod,
Muldrer nu et Chaos af Ruiner;
Gjennem brustne Mure Vinden hviner,
Tidslen trindt om Templer fæster Rod.

51

Hele Folkefærd paa Tidens Flod
svinde hen som lette Drømmesyner;
Sildig Slægt til Fortids Tavle triner,
Sagnets Træk, udslettet, den forlod.

End du bæver ogsaa at forsvinde?
End dit Navn for yngste Slægt vil staae
laurbærkrandset, paa et Æreminde?

Liv i Navn og Marmor du forsmaae!
Navnløst Liv hos yngste Slægt at vinde,
Frugtbar Daad i Nutids Furer saae!

Menneskets Kald
Plus ultra

Paa Aanders Bane ingen Støtter1)
opreistes af en kiek Alcid,
oprundne Slægt end vid're fløtter
den svundnes Maal fra Tid til Tid.

Naturens skiulte Plan at finde,
Du Væsen med opløftet Blik,
og større Aanders Værd at vinde
du Villien og Tanken fik.

Træng ind, hvor første Aarsag avler,
ind i Naturens Helligdom;
med Verdenlovens skiulte Tavler,
dit Bytte, rig tilbagekom.

* 52

Fald hen til dine Liges Hierte,
see deres Liv, see deres Siæl,
en høire Verden, Glæde, Smerte
og Frihed, rene Aanders Hæld.

Hvis da Betragtning dig indvied'
at finde Skiebnens mørke Spor,
hvis Dyd dig fra dit Selv befried' -
da vov at røre Skiebnens Ror.

Uskrækket, hold Fornuftens Fakkel
for Overtroens falske Gud,
qvæl Løgnens tordnende Orakel,
stød Altret om, sluk Ilden ud.

Med Brutus's Dolk bestorm det Sæde,
hvor første Led af Trældoms Baand,
som Myriaders Taarer væde,
end strammes op af Voldets Haand.

Skiønt baaren i en jordisk Hytte,
Du er af Guders Himmelæt,
og faaer Daimonens Værd til Bytte
i Kamp for Sandhed og for Ret.

Engang skal Sandheds Aasyn bryde
igiennem Løgnformørkelsen;
skal Ret med Enevælde byde,
og Drifters Oprør hylde den.

Et Tempel, hvor Fornuftens Lære
er Almenlov, engang skal staae;
Jordklodens Kreds dets Tilje være,
dets Overhvælving, Himlens Blaae.

53

Kun Lade dvæle, Feige bæve,
vor Høst var Fortids rige Sæd;
en Høst for Eftertiden hæve
Sig da igien af Nutids Sveed.

End en Gregor2) fra Capitolet
formørket Jord med Lynild slog;
en Torquemada's3) Gud paa Baalet
end Tænkeren til Offer tog.

Endnu skreg til en Bourbonide
en Million om Skiul og Brød,
lig Hecatomben, af hvis Side
for Billedguden Livet flød,

om Hine, hvis udkaarne Vælde
ned Løgnens, Voldets Tempel brød,
dybt havde knælet for dets Ælde
og agtet Trudsler, Hævn og Død.

Lad hele Folkefærd forsvinde
i Fortids Skygger, uden Savn!
End yngste Slægt med Sang og Minde
skal hædre hines Daad og Navn.

* *

Elvin og Elvina

»O bliv dog, o bliv! af min udstrakte Arm
til Eet med din Pige omslynget;
o bliv dog, o bliv ved min kiærlige Barm
af Angest og Ømhed snart kold og snart varm,
af varslende Anelser tynget!«

54

»O løs dog, du Hulde, du Søde, dit Favn,
løs Armenes holdende Knude!
en Nidding kun dvæler i glædelig Havn;
min Lykke med Bytte og hæderligt Navn
mig vinker paa Bølgen derude.

Hesperiens Høst og Arabiens Vaar
jeg snart bringer hiem over Havet;
snart flettes med Indiens Perler dit Haar,
snart herlig paa Persiens Tepper du gaaer,
som Dronning for Jorden begavet.

Dig, Herlige, ydes hver Vaar og hver Høst,
som stiger fra Solgudens Trone;
hver Kunst dig fortrylle med kongelig Lyst;
min Fare og Møie, mit modige Bryst
med Avind min Lykke forsone.«

»Langt sød're hos dig ere Buskenes Bær,
end Frugt fra hesperiske Hækker;
langt blødere Engen end Tepperne er,
og Indiens Perle mit Smykke ei værd,
naar Elvin af Engen det brækker.

Og fyldte du Seierens uhyre Haand
med Østens tilbedede Krone;
saa friste selv det ei din nøisomme Aand,
men fængslet af Elskovs fortryllende Baand,
med Lidt dig Elvina forsone.«

'Ei fængsle du, Hulde, ei fængsle du mig,
jeg gaaer dig af Faren at vinde;
med Hav og med Storm jeg vil kæmpe om dig;
det ankes ei skal, kun ved Sledskhed og Svig
jeg vidste dit Hierte at finde.

55

Det ankes ei skal, at kun Hæder var værd
i Favn af din Elskov at hvile:
skiønt Freden forsegler det rustende Sværd,
jeg skal til ublodig, dog hæderlig Færd,
til Farer og Møie bortile.'

»O Elvin, lad Elskovs blidt styrende Bud
din kneisende Stolthed nedbøie!
Bliv her, vær min Brudgom, min Engel, min Gud!
Du elsker mig ikke, er Æren din Brud,
din Bryllupsfest Farer og Møie.

O denne omdrømte Gudinde ei kan
som jeg, til et Hierte dig trykke!
Hun rækker dig Krandsen fra Lighulens Rand,
og lokker med den dig i Dødninges Land -
o Elvin, jeg løser dig ikke.«

'O løs mig - »o tøv dog - 'o løs mig - »o tøv -
'see Bølgerne vinkende stige -
»o tøv dog; thi Bølgen for Bønner er døv -
'hør, Vinden mig kalder i susende Løv -
»hu! tøv hos din gysende Pige.

O tøv dog, o tøv! af min udstrakte Arm
til Eet med din Pige omslynget;
o tøv dog, o tøv ved min kiærlige Barm,
af Angest og Ømhed snart kold og snart varm,
af varslende Anelser tynget!«

'O løs dog, du Hulde, o løs dog dit Favn,
løs Armenes holdende Knude!
En Nidding kun dvæler i glædelig Havn;
min Lykke med Bytte og hæderligt Navn
mig vinker paa Bølgen derude.

56

Til Afsked, du Hulde, du Søde, din Ven
et trøstende Ord har at sige:
Naar Vaarløvet rasler for Vindene hen,
og gæstende Trækfugle flyve igien,
jeg favner min Brud i min Pige.'

»Saa far da - nei, tøv dog, jeg holder dig fast,
en Bøn og et Løfte du høre:
Naar hiemad du styrer din vingede Hast,
et melkehvidt Flag paa den steilende Mast
din signede Hiemkomst da føre.

Paa Stranden jeg fletter af Grene et Tag,
og Mos jeg mig samler til Leie.
Der skal jeg, o Elvin! ved Nat og ved Dag
med stirrende Blik efter melkehvidt Flag,
til Andagt og Bønner mig bøie.

Min Eenlighed være en Enkestand lig,
din Hiemkomst min Bryllupsfest være!
I Hytten jeg reder et Leie til dig,
der hvile dit Billed ved Siden af mig
til Bølgerne hiemad dig bære.

O strømmede Skiebnens Velsignelses Væld
fra mine, dig signende, Hænder!
Omhegnet af Hellighed være den Fiel,
paa hvilken mit Liv og mit Haab og mit Held,
min Elvin sig bort fra mig vender.

Fra ledende Stierner høit over din Raa
en straalende Bane udvælde;
en Engel for Kiølen paa Bølgerne gaae;
vidtvarslende Flammer paa Skierene staae
og Venskab paa Havnenes Fielde.«

57

Hun hælder sin Kind til hans bølgende Bryst,
ned Haaret fra Skuldrene vælder;
paa Læben en synlig, men uhørlig Røst,
med signende Øie i Taarer opløst
sit Hoved tilbage kun hælder.

I Sukke hans hærdede Barm nu udbrast,
hans Øie i uvante Draaber;
med brændende Læbe han hænger saa fast -
Dog, 'Søde, Farvel!' saa han raaber i hast,
'Farvel!' - han fra Bølgerne raaber.

»O Elvin! min Elvin! o bliv dog! hvorhen?« -
Saa lyder den Trøstløses Klage.
Lad fare, Elvina, lad fare din Ven,
naar gæstende Trækfugle flyve igien,
da vender din Ven jo tilbage.

Alt løfte de modige Søemænd saa steil
til Borde det strammende Anker;
alt svulme af Vinden de susende Seil,
og flyve paa Havets vidtblaanende Speil
bag Synskredsens taagede Skranker.

Halv livløs, med standsende Aande og Blod,
Elvina paa Strandbreden ligger.
Da Aftnen paa Havet med rødnende Fod,
med stiernefuldt Hoved i Skyerne stod,
hun vaagned' i duggende Skygger.

Hun reiste sig mat op af Sand og af Tang,
og Duggen af Lokkerne rysted'.
Vel rødmende Varme til Kinderne sprang,
dog var hendes Barm saa forunderlig trang,
af Mishaab og Anelser krystet.

58

Da brækker, som Knoppen, den taagede Skye,
og Maanen, som Blomsten, udspringer;
for aabnede Himmel nu Sorgerne flye,
og tryllende Drømme til Skyggerne tye
med spraglede Sommerfuglvinger.

I dulmende Afmagt nu Smerten sin Braad
fra blødende Hierter maae bøie;
med sværmerisk Smil og med lindrende Graad
nu Veemod til Himlen, med Stierner besaa't,
opløfter sit stirrende Øie.

Med himmelske Taarer, med udvidet Bryst,
Elvina, du aner og drømmer;
lig bævende Psyche, af Lænkerne løst,
i Flugt til Elysiums nærmere Kyst,
i Vellyd og Syner du svømmer.

Med stigende Længsel du sværmerisk spaaer
om Øer i Stiernernes Belte,
hvor Vaaren uældet paa Høiene staaer,
hvor Hiertet af evig Henrykkelse slaaer,
og Sange fra Læberne smelte.

Beruset af Vellugt, inddysset af Sang,
du hviled' paa Snee og Jasminer;
du aandede Længsel og vellystig Trang,
til Elvin, som Engel, af Busken udsprang
med himmelsk forklarede Miner.

Men Guderne Psyche til Jordkloden bandt,
og Døden kun Lænkerne bryder.
Elvina sig atter paa Strandbreden fandt;
med Himmelens Billed, hun sværmende vandt,
rundt om sig hun Jordkloden pryder.

59

Lig hiemvegen Slave, af Vogterens Haand
giengreben; han fletter med Længsel
Erindringens Roser i tyngende Baand,
og maler sit Hiem med opfinderisk Aand
paa Muren af ensomme Fængsel.

Ved Haab halv forklaret, med Skiebnen i Fred,
Elvina af Søvnen nu favnes;
saa svimmel, som vugget paa Skyer, hun gleed
i Selvglemsel ned paa den sandede Bred,
og Elvin ei længere savnes.

Da Morgenen, hilset af Lærkernes Slag,
udstraaled' af Vandenes Flade,
hun hvælvede dryppende Grene til Tag,
til klosterligt Leie hun udspredte Lag
af Mos og af tørrede Blade.

Af Græstørv fra Engenes blomstrende Skiød
et Alter i Hytten hun reiste;
som Virak, dets Vellugt var liflig og sød.
Til Haab og til Styrke i Liv og i Død,
et Kors høit i Viraken kneiste.

I Cellen, indviet til Elvin og Gud,
hvor Andagt og Kiærlighed brænder,
der sidder en Nonne, der sidder en Brud,
i Havet hun skuer saa længselfuld ud
og løfter andægtige Hænder:

»O Du som selv knyttede Kiærligheds Baand,
Alkiærlighed, Dig jeg paakalde:
du holder det svulmende Hav i din Haand,
du holder i Havet mit Liv og min Aand,
Alkiærlighed, lad ham ei falde.«

60

Sit Ansigt, forklaret af Andagtens Ild,
til blomstrende Alter hun trykker.
En Engel ved Korset staaer herlig og mild,
dog synes formørket hans straalende Smil,
naar bort ud i Havet han blikker:

Den himmelske Vogter med Tillid og Roe
den Bedendes Afsavn formilder,
og signer den Uskyld, som kiærlig og troe
til Gud og til Elvin indvier sin Bøn,
og Andagt med Kiærlighed ilder.

Thi dog hendes Siel kun af Elvin er fuld,
med ham hun det Herligste kroner:
han straaler i Morgenens Purpur og Guld,
i Aftenens Stierne han blinker saa huld
og hvisler i Nattergaltoner.

Naturen af Elvin et Aftryk kun er,
hans Ynde og Pragt kun den viser;
selv naar hun fra Korset til Himmelen seer,
end møder han hende i Glorieskiær
og ham hun med Bønnerne priser.

Selv der, hvor der hverken er Fryd eller Savn,
hvor Lyset og Lyden forsvinder,
og Livet er dæmpet - i Søvngudens Favn
hun skuer hans Billed, hun hører hans Navn,
og Liv og Henrykkelse finder.

Saaledes, ved Andagtens himmelske Trøst,
ved blomstrende Haab og Erindring,
hun aander og lever i sværmerisk Lyst,
og saarer end Frygten det hellige Bryst,
ved Alteret finder hun Lindring.

61

Men Axet alt vinker fra bøiede Straa,
og Meieren Guldsæden fælder;
de afklædte Marker henfalme til Graa,
de tiende Lunde i Regnbuer staae,
og Aaret til Hvile sig hælder.

End sidder Elvina troe under sit Tag
med havad udstrækkede Hænder.
For Elskerens Hiemkomst, ved Nat og ved Dag,
med stirrende Blik efter melkehvidt Flag,
af hellige Luer hun brænder.

Alt gæstende Trækfugle flyve igien
og Taget af Hytten bortvifter,
da Vaarløvet rasler for Vindene hen.
En Bolig til Bryllup for sig og sin Ven
hun søger i Strandbredens Rifter.

Med Elskerens Billed' og Korset hun gaaer
glad ind i den ensomme Hule;
med Haab hun forgylder de trængende Kaar,
med Haab hun saa rolig i Mundingen staaer,
naar Vindene rundt hende kule.

Men ak; forgieves ved Nat og ved Dag
af Andagt og Længsel hun brænder;
forgieves hun sidder ved Bølgernes Brag
med stirrende Blik efter melkehvidt Flag,
og løfter de mødige Hænder.

Og ak! nu visned' nys blomstrende Kind,
nu Haabet i Brystet bortdøde:
det mørknes, saa qvalmt er det anende Sind,
det synes som Skiebnen af Strandhulen ind
med Rædsler kom hende imøde.

62

Den signende Moder med bævende Røst,
med halvbaaren Bøn hun paakalder;
tæt trykkende Korset til haabløse Bryst,
hun blundende føler en lindrende Trøst,
til Søvnen paa hende tung falder.

Og Solen nediler i blodrøde Giord;
det synes rundtom sig at ynke;
det synes at buldre i rystende Jord;
Forfærdelsen raver ved Skibenes Roer,
som Stiernerne ikke tilvinke.

Og pludselig Himlens tykhvælvede Rum
i vraalende Storme udbrister:
de hylende, knagende Skove staae krum,
og Himmelen Havets opkaagende Skum
tilbage, som Sneefoge, ryster.

Hun sover, - dump Havet mod Klipperne slaaer,
og steiler mod skumklædte Bredder;
hun sover, og høit over Hulen det naaer,
i svulmende Fraade for Løvleiet slaaer,
og Døden ind til hende træder.

Lig Dødningen jaget af revnende Grav,
hun livløs til Udgangen iler.
Hun bøier, hun flækker det mødende Hav.
Den Engel, som Skiebnen til Værn hende gav,
end rolig i Oprøret smiler.

I døvende Storme, paa høiere Bred,
hun Gudernes Almagt paakalder!
»I himmelske Magter, o red ham! o red!
Qvæl Stormen! Styrt Havet til Afgrunden ned!«
Bedøvet til Jorden hun falder.

63

Blant Bølgernes Anfald og Skierenes Svig
en Seiler paa Skumhvirvler stiger.
Det lyder som Skibbrud, som Synkendes Skrig.
Paa Strandbreden reiser den Daanede sig,
og Englen fra hende bortviger.

Nu nedsvælger Stormen sit døvende Brag,
de faldende Bølger kun sprette.
Saa sort som en Ligfærd, med dæmpede Slag,
de bære en Ligbaar, de bære et Vrag,
og langsomt paa Stranden det sætte.

Til Liglampe Maanen gientænder sit Skin,
som Ligsange Stødvinden klinker.
Elvina sig nærmer med anende Sind,
hun seer og med Skrig og med blegnende Kind
paa Vraget hun Sielløs nedsynker.

Med dæmpet Bevidsthed, med skyggefuld Siæl
tilbage til Livet hun vender.
»Velkommen, velkommen, du hellige Fiel!
Velkommen, mit Liv og mit Haab og mit Hæld!
Min Elvin, min Brudgom jeg kiænder.

Min Eenlighed nys var en Enkestand lig,
din Gienkomst mit Bryllup nu være.
I Kamret jeg redte et Leie til dig,
der hviled' dit Billed ved siden af mig,
didhen jeg min Brudgom vil bære.«

Hun løfter ham op i sin mægtige Arm,
og bærer ham ind i sit Kammer;
hun trykker ham tæt til sin rallende Barm,
af Døden og Livet snart kold og snart varm,
og knuset af skrækkelig Jammer.

64

Hun lægger ham ned og hun tager hans Haand,
fra Jord og fra Jammer hun stræber.
»Kom Død! knyt mit himmelske Ægteskabsbaand!«
Da brast hendes Øie - den martrende Aand
undveeg fra de visnende Læber.

Det Bedre
(I en Stambog)

Den Taare, som ved fremmed Sorg og Nød,
lig Duggen paa en Sørgestøtte, flød;
den Læbe, som i sønderrevet Bryst
inddyssed' Kummer med Vennerøst;
den Haand, som førend Arme bade,
oplukkede den rige Lade,
som modtog trætte Vandrers Stav,
og lønlig Taare tørred' af. -
O denne Læbe, denne Taare,
o denne milde Englehaand
er mere værd end Biergets rige Aare,
end Ærens Krands og Amors Rosenbaand.

Til
den Helliganede

Hændelsen, omvunden af din Kiæde,
tam ved dine Fødder ligge maa;
Hensigt, Orden, Skiønhed, Liv og Glæde
Haand i Haand rundt om din Trone staae.

Stiernerne af Lysets Strøm du støbte,
rundt omkring du hvælved' Æteren;
65 Jord og Maane du i Dunst indsvøbte,
og til Solens Ildbarm lagde hen.

Hist endnu din Almagt Verden dreier
og med Ætherhvirvlers1) Svøb omsnoer:
Selv fremfnysende Comet ei skeier,
hvirvelbunden, ud i Sphærers Spor.

Her du Dødens Askeørken dækker
med en Vaar af Væsener igien,
Og paa Jorden, deres Vugge, lægger
Lys og Blomst og Frugt til Gave hen.

Stiernerne til Diadem sig velte
om din Tinding; Ætren er din Giord;
rundt om alle Væsner som et Belte,
o som Moders Favn, du Armen snoer.

Du, du var og er og end skal være,
Rum dit Tempel, og din Festdag Tid,
Liv din Dyrker, Fryd din Lov og Lære,
Liv og Fryd, Tilbedede, din Iid.

Du - hvad end Henrykkelsen dig kalder
hist ved andre Soles Arnested,
eller her i Jordens Støv, - dybt falder,
Helliganede, for Dig jeg ned.

*
66

Det dobbelte Bedrag
Sonnett

Aldrig nøisomt, længselsvangert, higer
Hiertet efter meer end nu og her,
derfor Haab dets barnlige Begiær
mild med ventet Fryds Phantom beriger.

Men naar da den seene Dag opstiger
og den saligdrømte Fryd er der,
svunden ak! er Yndens Trylleskiær,
thi den kun var Haabets golde Smiger.

»Haabets Smiger mig saa sødt bedrog,
lød til Skiæbnen Adamidens Klage,
tag min Fryd, giv dens Phantom tilbage.«

Og Erindring Haabets Pensel tog,
malede i Fortids Skyggedage
Haabphantomets idealske Mage.

Erindringer

Se fu beato chi la vide in terra,
Or chi fia a rivederla in cielo!

Petrarcha.

Jeg hende saae, o søde Minde,
O vær min Kummer stedse nær!
En Helligdom hun var for hver,
En himmelsk Dyd og jordisk Ynde.
Mit Blik ved hendes Smil hang fast,
Og Hiertet slog med dobbelt Hast.

67

Jeg hende saae af Trængslen svinde
Ud i Naturens Eensomhed,
Og der de skiønne Sieles Fred,
En Engels rene Glæde, finde.
Hun drog mit Hierte efter sig,
Paa hendes Spor jeg listed' mig.

Jeg hørte hendes Tryllestemme
Udfolde sig til Harmoni,
Og, o! den Fryd, jeg svømmed' i,
Kun Elysæerne fornemme.
Og hendes Siel imøde kom
Min Siel i Vellyds Helligdom.

Jeg hende saae til Himlen skue
Fra Altret med opløftet Sind,
Og hendes Øie, hendes Kind
Antændt med hellig Andagts Lue.
Jeg knælede hos hende ned,
Til Himmelen hun drog mig med.

Jeg hende saae, da Taarer fløde
I Mismods Furer paa min Kind,
Med Tvillingsorg i bange Sind,
Med Taalmods Smil, min Taare møde.
Jeg sank til hendes ømme Bryst,
Og følte Sympathiens Trøst.

Jeg hende saae, med yndig Smerte,
En Engel, staae i Kreds af Nød:
I Armods Haand hun lagde Brød,
Hun Sorgen Haab og Taalmod lærte.
Gud signe dig! - jeg høit udbrød;
Gud signe dig! - rundtom gienlød.

68

Min Taushed blev min Attraaes Fængsel,
Min Barm af Suk blev stor og øm;
Hun var min Tanke, var min Drøm;
Hun var mit Minde, var min Længsel.
Engang hun sad ved Bækkens Bred,
Jeg satte mig hos hende ned.

Rundtom med Tempelstilhed svømmed'
Udsprungne Vaar i Maanens Skier;
Jeg aned' fierne Fremtid nær,
Og himmelsk lykkelig mig drømmed'.
»O kan du, vil du elske mig?«
Hun stammede: »Jeg elsker dig.«

Naar Nattens Kreds sig hvalte, hvilte
Hun sødt og yndig i min Arm;
Naar Dagen brast af Østens Barm,
Med første Blik hun mig tilsmilte:
En Guddom hun, en Fest hver Dag,
En Tempelhvælving Hyttens Tag.

Jeg hende saae, de brustne Blikke
Indhyllede til sidste Blund;
Jeg hang ved hendes kolde Mund,
Men, ak! mit Skrig fornam hun ikke.
Til Graven bort de hende bar',
Men skrækkelig min Jammer var.

69

Søstrene
(I en Stambog)

Da dybt af Sorgens Torneskiød
Prometheidens1) Klage lød,
Og Guderne hans Graad saae rinde,
Bønhørte de hans bange Raab,
Nedsendte ufødt Glædes Haab,
Og Søsteren, den svundnes Minde.

*

Kun Glemmigikke
Sonnet

Vinterstorme deres Lænker brøde,
Nina end tilsmilte modne Høst
Diende ved Jordens fulde Bryst,
Ak, men begge med hinanden døde.

Vaaged' jeg, et Haab kom mig imøde,
Sov jeg, nærmed' sig som Drøm til Trøst,
Hvidskende med liflig Tryllerøst:
Gravene, lig svangre Fure, føde.

Og da Lærkens Sang velkommen bød
Unge Vaar i Furens første Smykke,
Saa ved Ninas Høi min Længsel lød:

Slid dig løs fra Gravens svangre Skiød! -
Men af Gravens Skiød kun Glemmigikke
Spirede paa nye for mine Blikke.

70

Raadet
(i et Exemplar af Messiaden)

Naar for dit Øie Tungsinds Sørgeflor
Rundtom indhyller Himmel, Tid og Jord;
Naar, svulmende af mystisk Længsel,
Dit Hierte slaaer mod Barmens Fængsel;
Naar Haab i den Melankoli,
Din matte Siel sig svøber i,
Naar Venskab i dit klemte Bryst
Ei straaler Dag, ei smiler Trøst -
O tye da, tye, lyssmilende Veninde,
Til Musen hen, og lær, paa hendes Skiød,
I sødt Bedrag et Paradiis at finde,
Raskt tryllet bort fra jordisk Sorg og Nød.

Gienkomst

Naar Gryllen1) klynkende i Hvile
Og Fred inddysser mine Been;
Naar Nelder om min Mindesteen
At dølge Navn og Sagn, fremile:
Selv da du sødt vil drage mig
Fra Stiernehimlen ned til dig.

Naar veemodsfuld min Høi du søger
I Aftnens Skier, og da en Vind
Saa kølig aander paa din Kind,
Saa kiælent med din Lokke spøger:
Min Aand det er, som sagtelig
I Gravens Vind omvifter dig.

* 71

Naar Drømme det, du ønsker, tage
Til Skikkelse, din drukne Siel
Sødt til endymionisk Held,
Til meer end jordisk Fryd, bedrage:
Min Aand det er, som tryller dig
Med himmelskiønne Drømmes Svig.

Naar Taaren giennem Taarer trænger,
Naar Sukket svulmer i dit Bryst,
Dog brat du føler Fred og Trøst
Og ved et Smil din Taare hænger:
Min Aand det er, som englelig
Udaander Fred og Trøst til dig.

Naar Psyche2) bundne Vinge hæver
Og sødt tiltrukken, stræber frem,
I Længsels Suk til Aanders Hiem;
Men mellem Jord og Himmel bæver:
Min Aand det er, som hemmelig,
Som elskende tiltrækker dig.

Naar Veemod blander Graad med Smile,
Og sværmerisk din Siel da gad
Saa sødt, som Svanen i sit Qvad,
I Sukkemelodie bortile:
Min Aand med din saa hemmelig
Til Fryd og Tungsind blander sig.

Naar susende Begeistring svæver
Fra Lundens Hvælving ned til dig,
Din Siel til Stiernehimlen sig
Paa hellig Gysen, svulmet, hæver:
Min Aand det er, som svøber sig
I Gysen, og bortfører dig.

* 72

Naar Sløret rundt undfalder Psyche
Og du fra aabne Himmels Skier
En Ilende sig nærme seer,
Og til forklared' Barm dig trykke:
Min Aand det er, som favner dig
Og da i Himlen føler sig.

Himmelsynet
Sonnet

Naar Natten med sin Stiernekrone svæver
høitidelig om drømmetryllet Jord,
med Savn og Længsel jeg paa vante Spor,
Forklarte Nina, til din Gravhøi bæver.

De svundne Glæder jeg tilbage kræver
her, hvor med dig og Fortid Mindet boer;
Og see! til meer end Lise, deres Chor,
Et Himmelsyn, paa Gravens Bred sig hæver.

Dit lyse Blik, dit fromme Englesmil,
Din Favn og Svanebarm, din Læbes Ild,
Dig og din Elskov, Tabte, jeg gienfinder.

Dog snart det søde Trylleri forsvinder;
Kun døde Glæders Skygger ak! jeg seer
og sukker dybt: du var - jeg er ei meer!

73

Til den Troløse

Naar paa dit Skiød en Anden troner
bestraalet af dit Øies Ild:
Naar ei for Jordens tusind Kroner
han bytted' bort din Vellysts Smiil;

Naar da i dobbelt Favn forenede,1)
med Mund paa Mund, med Bryst mod Bryst,
som til et Støttepar forstenede,
I daane, døe i Elskovs Lyst;

Og nu, du med gientændte Blikke
af Glædens Dvale vaagne maae -
da, lig en Afdøds tomme Skygge,
mit blege Billed for dig staae.

Hvi visner nu paa dine Kinder
i Vellysts Smiil dit Hiertes Hæld?
Siig, hvi, af Rædsel pidsker, rinder
dit Blod tilbage til sit Væld?

Før lig en Gæst fra Engles Rige,
mit Billed du velkomment bød,
og Phantasien Englens Lige
til Himlen løfted fra dit Skiød.

Af Fordums Baggrund nu det træde
med Sygdoms Bleghed, Sorgens Træk,
ei meer med Englekommes Glæde,
men fulgt af Anger, Skam og Skræk.

* 74

Som naar om lukte Øielaage
et Natsyn varsler Nød og Vee,
saa du i Mindets qvalme Taage
end slukte Dages Skygger see.

Din Elsker paa sit Skiød dig vugge
og spotte Skræk og Anger bort,
dog viid, Erinnerne oplukke
alt Orkus'2) tunge Kobberport.

Naar jeg min matte Aand udsukker,
naar Jorden tager mod mit Leer,
og Veemod ved min Gravhøi klukker:
Han sover - muldrer - er ei meer!

Da - gys! - Erinnerne3) oprive
min Grav, og danne paa dens Bred
af Ligdunst mit Phantom og drive
det derfra til dit Leiested.

Med visnet Læbe, udslukt Øie,
med standset Hierte, lydløst Bryst,
saa staaer jeg for dit tause Leie
ved Taarnets hule Midnatsrøst.

Du svømmer trygt i Søvnens Taage
med Rosen lig udsprungen Mund,
Og veed ei at Erinner vaage
hos trygge Troløshed i Blund.

* * 75

Dit Hierte sig af Fryd forstørrer,
din Haand til Skiebnens Urne naaer,
thi Phantasus, de Drømmes Fører,
blid ved dit Hovedgierde staaer.

End hviler du bag Søvnens Dække,
end male Drømme sig derpaa,
men snart skal Søvnens Forhæng sprække
og Gravens Søn i Riften staae.

Rundt Livets Skueplads er øde,
og Hielpens Haand er Søvnens Træl -
Nu du for Svig og Meneed bøde
med rædselgiennemboret Siel.

Fortvivlende, du sønderslide
de silkebløde Lokkers Baand!
Fortvivlende, til Blod du vride
den rene Snee paa krympet Haand:

End ei for Dagens Komme svinde
opbrukne Liighøis fæle Søn;
men ved din matte Tinding binde
Erinnen ham til Meneeds Løn. -

O grumme Systre, holder inde,
og daaner, stivnede til Steen!
Til Graven du igien forsvinde,
Vanskabning, Dunst af skiøre Been!

Mit Hierte smelter, Taaren flyder.
Mig smitte ikke Hævnens Lyst.
Min Haand jeg til Forsoning byder,
Troløse, Dig, med sonet Bryst.

76

Mit Billede sig ikke trænge
ind i din Elskovs Helligdom,
og ved din Tinding aldrig hænge
Erinnens Grumhed mit Phantom,

I Tungsinds hellig stille Mørke
Dit Billed' jeg opstille skal
og ak! med Taarers Offer dyrke,
tro i mit glædeløse Kald.

Imens hver Morgens Purpur dugge
ny Glæde paa dit Leie ned;
hver Aften kun i Blund dig vugge
til sødt Bedrag og Glemsels Fred.

Naar mørkt mit Blik ved Himlen hænger,
en Fryd nedsynke i dit Sind;
naar ak! min Taare frem sig trænger,
et Smiil udspringe paa din Kind.

I Kreds af alle Aldres Glæder
du sildig staae paa Gravens Rand;
naar Dødens Skygge for dig træder,
da giennemstraale Haabets Land!

Ved Christushovedet,
af Annibale Carracci,
i det Dresdenske Gallerie

Aldrig Suk fra denne Læbe lød,
Aldrig smelted' Graad fra dette Øie,
Denne Ungdom, dette Guddomsnøie
Evig troner over Jord og Død.

77

Da fra denne Læbe Almagt bød,
Hendelsen sit Septer maatte bøie;
Disse Øine over Jordens Høie,
Liv og Lys og Fryd og Haab udgød.

Dog, hvad mørkner disse Øines Straaler?
Hvad betynger dette Aandedræt?
Tungsind, Medynk Jorden kalder det:

Saa, i Røg af Løgnens Offerskaaler,
Gud, paa Evighedens Rand han stod
Og nedstyrted' sig i Tidens Flod.

Skadesløshed

I Mildhed mod hans Søn sig at foreene
Prometheus Genier og Guder bad:
Vi give Mæle, Tanke, Kunst og Qvad,
Saa raabte Smintheus, Hermes og Athene.

O store Zeus - Kronion, du alleene
Forsmaaer at træde i de Mildes Rad?
Velan, udbrød hans grumme Haan og Had,
Med Nød og Død jeg vil din Søn forlene.

Da dysser jeg, som sødt og tit bedrog,
Ham ind i Drøm, at Urnen snart skal springe,
Og han nyebaaren sig af Asken svinge.

Saa nynned' Phantasus og barnlig jog
En Sommerfugl med nysudvoxen Vinge,
Som paa Athenes Hielmbusk Sæde tog.

78

Til Qvinden

Dig, Natur fuldendt neddukked'
Dybere i alt det Skiønnes Væld,
I hvis blide Ynde, fromme Hæld
Hendes Almagts store Kreds sig lukked!

Mythen lærer, det var dig, som plukked'
Først i farlig Frugt det store Skiel,
Sagnet, at med fremmest aabnet Siel
Først du styred', skiønt for Magen bukked'.

Siig, hvi følger, Hulde, du da ei,
Først foran i Løbebanens Skranker,
Magen siden paa hans Seiersvei?

Atalante liig, du barnlig sanker
Smiggerns gyldne Æbler, medens han
Seiervinget iler dig foran.

Til Eros1)

Med et Slør Urania2) hist spinder
Eros, svæver du til Jorden ned,
Og saa himmelskt tryllende dermed
Jordisk Skiønhed for vort Blik omvinder,

Saa at alle Tidens Ar forsvinder
Og for salig drømt Fuldkommenhed,
Med Urania i hellig Fred,
Hvert Begiær i Tankens Furer rinder.

* * 79

Harmoniens Fødte, rene Gud,
Saa du os fra vor Fornedring leder
Blid tilbage, med indvi'de Kieder,

Saa hvad Skiebnen skilled', ved dit Bud
Bristende af Selvheds trange Skranker,
Sig igien til salig Eenhed sanker.

Sange
for den 28 og 29 Januar 1801

I

Festligskiønne Dag, hvis Straaler
Modnede vort Nordens Haab,
Hædres Han ved fulde Skaaler
Og ved festligt Fryderaab?
Kast din lyse Straalekrone
Ned til os fra Himmelen,
At vi for vor Fyrstes Trone,
Værdigt Offer, lægge den!

Krigens Hov ei her nedtramper
Furens unge Haab til Savn;
Folkerige Stad ei damper
Her i Tvedragts Flammefavn.
For den vise Fyrstes Trone,
Al vor Glædes Væld og Maal,
Flette vi vor Palmekrone -
Derfor Dannerfredens Skaal.

Ingen Sultan Folket bøier
Til et Lastdyr under Aag;
Ingen Pøbel sig ophøier,
Kronet af en Dæmagog.
80 Magt og Ret sig lige veie;
Om vort trygge Ildsteds Baal
Flid og Fryd i Dands sig dreie -
Derfor Borgerfriheds Skaal.

Du, for hvilken tusind Bønner
Stige nu fra Land og Stad;
Du, som Purpuret forskiønner
Med usmittet Egeblad;
Du, vor Styrke, Fryd og Ære,
Signede! din Skaal i Dag
Ei blot denne Skaal skal være,
Men hvert freidigt Aandedrag.

2

Dagens Fest til Fryd os kalder,
Ingen Mening, ingen Dragt,
Ingen Fordom eller Alder
Bryde vore Hierters Pagt:
Vor Samdrægtighed et Billed
Være paa den Fredensgud
Som, ved Tronens Fod henstillet,
Fyldehornet gyder ud.

Ingen dithyrambisk Glæde
Skal vanhellige vor Fest;
Charis er blant os tilstæde,
Pallas er vor høie Giest:
Thi kun saa vi værdigt hylde
Ham, som frem i Viisdoms Spor
Byder Tryghed, Flid og Fylde
I vort lykkelige Nord.

81

Du som til vor Fest vil skeele
Og maaskee miskiende den,
Fra din Tue til det Heele,
Sku ad Jordens Runding hen;
Og du skamfuld da skal sige:
Hvor er mere Ret og Ro!
Og i Længsel ikke hige
Til Garonne, Rhin og Po.

Gierne bytted' Hesperider
Hattespydets1) Tyngde for
Lette Aag, hvormed du skrider
Dania, saa skiøn og stor.
Hine sig med Enkens Taarer
Vende bort fra Friheds Gud,
Men med Velstandskrandsen kaarer
Ømt din Fyrste dig til Brud.

Aldrig daarlig du misunde
Frihedstorvets frække Larm
Mens du virke, vaage, blunde
Tør i Arnefriheds Arm.
Tryghed, Fylde, Ret og Glæde
Dandse om dit Ildsteds Skin;
Selv du fletter dig din Kiæde
Af din Fyrstes Tindingbind.

Stød ei voldsomt mod den Skranke,
Som selv Viisdom satte dig.
Snart igien stavnbundne Tanke
Tør af Lænken vikle sig.

* 82

Thi Oplysnings Straaleskive
Langsomt kun sig fylde skal;
Kæmpeskridt til Bedre blive
Ak, vi saae det! let til Fald.

Paa det Stores steile Høie
Hos Beundring Sorgen staaer;
Meer end Høifærd er det Nøie,
Som i Jevnheds Dale gaaer.
Stolt Forvovenhed berige
Sagnets taarefulde Blad,
Kun beskedne Lykkelige,
Vi istemme Glædens Qvad.

Dog ei Fred og Nøie sløve,
Danners Æt, din siungne Arm;
Bag ved Uret ikke tøve,
Danners Æt, din ædle Harm;
Og naar Havets Hunner kue
Gridsk-Forvovne, hver en Strand,
Hævne vi med Staal og Lue
Dig, fribaarne Ocean.

Epistel til Henriette
den 25de September 1797

Med røde Straaler om det blonde Haar
Steeg denne Morgen til mit Leie ned
Og vækked' mig med sagte Rystelser.
»End blunder Du og ingen Aning Dig,
Med mystisk Vellystbæven Dig bebuder
Min Gjenkomst? Op og Festen hellighold!
Med Dandsens Svimmel ei og heller ikke
Med dithyrambisk Fryd, Dit fulde Bæger
83 Høitløftende; men ømt og inderligt,
Dybt i Dit indre Hiem, Bevidsthed, Du
Med kaarne Tanker Festen helligholde.
Thi Aarets Kreds idag ved Solens Gang
Sig sextengange lukked', siden jeg
Paa Fanny's Skiød den spæde Engel saae
Og ved et Undersyn fortryllet, rød
Paa Biergets Top for Dalen længe tøved:
See! Pallas i forhøiet Herlighed
Ned fra Olympen sprang, med Musers Chor
Og trefold Charis til indbudet Følge,
Og alle fletted' om det skiønne Noers
Indvi'de Vugge mystisk Runddands, mens
Piatoners Amor sig som braadløs Bie
Paa Mundens halvtudsprungne Ferskenblomst
Betydningsfuld med al sin Honning satte.«
Saa Solens spæde Søn formaned' mig
Og modnedes til Hemisphærens Dag.
O hulde Pige, lyt til mig! Saa sandt,
Saa inderligt og frit kun sielden een
Og denne Sieldne selv kun sieldent raader.
Thi, ak desværre! har den gode Tone
Forjaget Venskab og Fortrolighed.
I Etikettens gyldne Buur vi nu
Liig Snakkefugle sidde og bedøve,
Med sielløs Høfligheds halvlærte Floskler
Naturens Stemme overstemmende,
Vort frosne Hierte, mens vort Liv og Færd
Indkrymper sig til Forestilling af
Vor Afguds, Levemaadens, Ritual.
Thi lyt til mig!
Hvad Tasso om Rinaldo
Saa yndigt fabler, giør Natur og Kunst
I Dig, o hulde Pige, sandt. Du iler
Forud for Tiden, som Din Moder bag
Dens Ilen tøver. Pallas rækker Dig
84 Sin Straalehaand og aabner for sin Lærling,
For sin udkaarne Lærling Tankens Stoa,
Og ved det Gode, ved det Skiønne slaaer
Med ædel Uroe Din indvi'de Barm.
Du Tankens Rulle, Kunstens Blok og Tavle,
Naturens Mesterværk ei gaaer forbi,
Thi Hebe og Athene favne sig
Høit over Dine Lokkeringes Guld.
Den blide Ynde uden hvilken vi
Det Skiønne vel beundre, dog ei elske;
Og Munterhed som paa urokket Hæl
I Hvirvler dreier sig; og Vittighed
Med liflig Honning og med hvæsset Braad,
Lig Kubens Sønner; Spøgets Genius
Som giennem Satyrmaskens vide Mund
Det runde Hoved skalkeagtigt stikker,
Samt Lattrens ekkolige Nymphe, som
I Barmen boer - see! dette Følge gav
Dig Skiebnens Bud og skulde ei tillige
Til Frænde Lykken have givet Dig?
O aldrig knække Sorgens tunge Haand
De Roser Dine Kinder blomstre med!
Dit Øies Maidag aldrig skiule sig
Bag Graadens Regnskye! Aldrig Klagens Røst
Vanhellige de friske Læber hvor
Med Spøg og Ynde moden Sandhed troner!
Dog aander Frygt mig fierntfra koldt imod
Og bange Varsel mig igiennembæver,
Thi hvo er nu omstunder lykkelig?
Ja, hvo kan være det? Hvis ikke han,
Blant Aander en Alcid, staaer frem til Kamp
Mod Aandeverdnens Antheus, dette Olds
Almægtige og trædske Genius
Og seirende i Favnen knuser ham.
Langt større Udyr end i thrasisk Ørk
I Sæders aabne Rige strøife om
85 Som skrække Glæden fra vort Arnested
Og Søvnen fra vort Leies Ederduun.
Sirenen Forfang1) fra Naturens Skiød
Med giftig Sledskhed lokker os og giver
For ægte Mynt os Regnepenninge.
Thi siig, er Dronning, Frue og Grevinde
Ei Spillemærker, Regnepenninge
Mod Ægtefælle, Moder og Veninde,
De store Værdigheder som Natur
Med himmelsk Stempel, af ublandet Guld,
For hiin den store Kienders valgte Samling,
For Evigheden, dybt og skiønt udpræged?
Men ak! ved hiin Sirenes Røst forførte,
Til Menings Dukkeskab og Modeboe
Hvor Phantasie som Tærne tiener, hvor
Capriccio lig Proteus sig forvandler,
Vi følge, Hiorden lig. Her, udenfor
Naturens Grændse, tusinde Grottesker
Vi undrende begloe, mens Efterlignelsen
Paa dens Procustes-Seng omformer
Og snart forfuskede til Parodier
Paa Skabrens Værk, af Vanmagt ravende,
Paa Verdens Skueplads indfører os.
Kun ved din Barm, Natur, lig Antheus, vi
I Seener og i Kiendsler Styrke føle,
I Menings Favn vi qvalte daane hen.
Paa Verdens malte Scene Glæden blev
Til Uformuenhed at føle, ak!
Hvor fattige paa egen Fryd vi ere.
Vi klynge os ved alt hvad fremmet er
Og kunne endelig ei staae allene.
Vi rave. Ei af Drukkenskab, thi vi
Ei nød, af indre Tomhed rave vi,
Den Skrantende, ei Faunen lig.
Du ei fortørnes vil, o hulde Pige, at

* 86

Jeg troer at turde byde Dig idag
Til Gave denne Oldemoderviisdom,
Saa hedder den maaske hos mange - thi
Ved Gud! jeg intet bedre kiender. Og ei sandt?
Ung eller gammel, ligemeget, hvis
Kun sand, og troe mig, mig som Skiebnen gav
Til faver Ungdom end Erfarenheds
Maaske for tidlig modne Frugt og som
Tilstæde var i Sorgens dybe Løn,
I Taarer og i Sukke sandt det er.
Du ei fortørnes vil, thi andre Glæder
Dig, foretrukne Pige, sig tilbyde
Som ei paa Livets Halvvei Afskeed tage
Og Væmmelsens Harpyer vinke frem,
De Styxens Fostre, som selv Mindets Krands
Af tøvende Forglemmigei besmitte.
Af indre Kiendslers Følge, tændte an
Ved Skiønt og Sandt, ved Godt og Stort, Du tør
O Hulde, vente Fryd og Fred, Dig værdig.
Natur og Viisdom, Kunst og Videnskab,
Din Mages Elskov, Modrens søde Pligter,
Og Venskabs Arm og eget Arnested
Som Bluefærd, Samdragt og Penelopeia's
Med Dyd og Tænksomhed forvandte Syssel
Hver Dag med friske Krandse pryde tør.
See! paa hvor mange Veie Glæden vinker
Dig op i sin olympisk-rene Æter.
Lad Kjedsomhed, krum under Perlers Last,
Camelen lig som bar dem giennem Ørknen,
Hist i chorintisk Marmorcolonnade
Fra Pille tung til Pille ravende,
Vidtgabende sig støtte og omsonst,
Udstrakt paa gallisk Naals dødfødte Vaar,
I Fortids Bulder og misundte Skrine
Straatækket Hyttes jevne Lykke søge!
Lad graadig Stolthed her med alle Zoner
87 I peruanisk Guld og indisk Steen
Betynge Taflet som et Offerbord
Og hidse Guden som den ofrer til,
Forslugenheden hidse paa sit Bytte.
Styrt, Teppe, ned for Skuepladsen, hvor
Hiin snørte Afgud, Levemaade,
Samt Stolthed, Avind, Daarskab, Kiedsomhed
Og Forfang lure stivt paa Lykkens Fangst
I deres gyldne Net! - -
Dog, hulde Pige,
Paa hiint australisk-stille Hav som holder
De søgte Fredensøer i dets Favn,
Tør Faren true, og som Forfang her
I Verdens vildtoprørte Farvand, hist
En skiønnere Sirene, Sværmerie,
Saa mangt et Tog til Fredensøer stansed'
Tillad mig ved Din lette Gondels Roer
En liden Varsel til Pilot at stille.
Hvor fuld af Trang og mystisk Længsel træder
Hver Yngling og hver Pige frem i Verden!
Den unge Kraft med Brudgomsuroe stræber
At favne Daaden; Hiertet, Psyche ligt,
Ukiendte Glæders Brudgomskomme venter.
Strax Phantasien til Bedrag er rede
Og stiller mellem Skabningen og os
Med magisk Snedighed sit Basrelief.
Som før Pygmalion med Elskovs Luer
Sin Kunstes døde Marmor-Datter rundt
Omringede, til Stenen ved hans Barm
At vige, aande, føle, elske lærte,
Saa vi, kun omvendt, sande Væsener
Forvandle ak! til Kunstens Idealer.
En Grandison er hver en Yngling, hver
En Pige er en himmelsk Clementine.
Vi leve høit, lig Irus, naar en Drøm
Om Giestebud hans mugne Straae omflagrer.
88 Det er saa tungt, saa tungt at skilles fra
De himmelske Phantomer som i Hoved
Og Hierte vi udklækkede og satte
Paa Jorden, deres lave Piedestal,
Til vore dyrkede Idoler hen.
Det er saa tungt og dog det være skal,
Thi langsomt skridende ved Tidens Haand,
Fornuft Skilsmissen byder og antænder
Med Sandheds Fakkel Phantasiens Rige.
Med aaben Favn, i Taarer bristende,
End eengang vore Yndlinge vi skue
Og drages videre, beklemte, bange
Som om vi ginge til vor Grav. Vor Grav?
Ja vel, som om vi ginge til vor Grav,
Thi Verden nu os synes en uhyre,
En almeen Grav, hvor vi kun Spøgelser
Af alt hvad os saa sødt fortrylled, see.
Mens Attraae og Begier saa yppigt knopped
I Hiertet, varmet og befrugtet af
De himmelske Phantomers Trylleskin,
Hiint blev saa stort og stolt, at derimod
Det Virkelige lavt og lidet, blev.
Snart Giestebudets Drøm undveeg og paa
Det mugne Straae hvorpaa, hvortil han fødtes,
Den Daarede som Tigger sig erkiendte:
En Tigger, som hvad Jorden i sit Eie
Ei har, begierer, Bedlamsborgen lig
Som Kongen om en Sol til Gave bad.
Hvor mangen vreed, o Gud! hvor mangen vrider
De ømme Hænder end, naar Midnat Nag
Og Qval udruende, de sorte Vinger
Om fredløst Leie hvælver, ak! fordi
En Grusom Skiebne ved hans Tinding hæfted'
Det tryllende Bedrag! Snart Søvnen veeg
Med Fryd og Fred! I Gravens Taushed kun
Skal den Forladte finde dem igien!
89 O hulde Pige, Dig din Skiebne vil
For denne navnløs-grumme Qval betrygge.
Den lille Genius som ved Din Side
Igiennem Satyrmaskens vide Mund
Saa skielmsk det runde Hoved stikker, skal forjage
Med Latter og med Spøg hiint Sværmeri,
Som stolt med Stierner krandset, lækker sig
Til Taffel med Olympierne sætter
Og Sandhed skal med sindig Sielefred
Og ædru Glæde ved Din Side staae.

Ode
mine Vaabenbrødre tilegnet
ved Fanernes Imodtagelse

Til Fredens vante Hiem, til Retfærds Herredømme
Lød Trudslens Tordenrøst;
En Misdaad, brammende med Oceanets Tømme,
Fnøs frem mod Danners Kyst.

Tangkrandset Sundgud brat sin golde Isse dukked'
I Dybets Tryghed ned,
Mens Fredens Genier i hver en Hytte sukked'
Fra nordisk Tempes Bred.

Da vaagned' Kiækhed op af Fortids lange Dvale
I Fædres Hvilested,
Og patriotisk Id igiennem Herthas Dale,
Skiøn som en Seraph, skred.

90

Et Folk som frit og trygt med Fyldehornet smiled'
Spartanisk giorded' sig;
Selv Kunstens snilde Søn fra attisk Syssel iled'
Og aanded' Kamp og Krig.

Saa stærk og bold du er, o favre Dannerige!
Thi lykkelig du er.
Mon Trælles sultne Hiord angrebne Hiem omdige
Med ædel Feidefærd?

Stands aldrig, Nøiets Hiem! stands aldrig i at prise
Den Haand som signer dig!
Den palmekronte Helt, den glavindvante Vise
Som frit opoffrer sig!

Da Kampens Tordenbrag med Undergang dig trued',
Din Fredrik foran stod,
Og roligt Folket ind i Slagets Uveir skued',
Trygt bag hans Codrus-Mod.

Det hæved' Heltes Arm, det hærded' Heltes Hjerte,
Men Heltene sank hen ...
Triumph! thi skiønt de sank, dog brittisk Almagt lærte
At frygte Seieren.

Den ikkun Byttet vandt, de Overvundne Æren
Tog med fra hvert et Vrag,
Mens fra omtordnet Strand kampgraadig, indfødt, Hæren
Saae det misundte Slag.

Hvi voved' du dig aldrig fra Kiølens vante Veie,
Forvovne Albion?
Da skulde nu vort Nord, ligt siungne Hellas, eie
Et evigt Marathon!

91

Da skulde, Dania! med evige Trophæer
Din Isse krone sig,
Og Clios høie Røst med Hymne-Hymenæer
Til Hædern vie dig!

1) End Fredens Englesmiil, o mine Vaabenbrødre!
Ei Dan omstraale tør;
End frygter Oldingen, end bæver ømme Mødre
Og kierligblide Møer.

Thi spænder Spartas Giord ei fra Jer' stærke Side!
Høit lyder Ærens Bud,
Og Viisdoms Guddom tør med Skiold og Spyd henskride,
Med Buen Sangens Gud.

Seer! Eder Borgerdyd skal helligt Glavind række,
Og Hæder, Pligt og Kald
Med Krandse rede staae, den Blodstrøm at tildække,
Som atter flyde skal.

Naturen gyser, naar bloddrukne Horder rave
Og følge Hevnens Bud,
Men Borg'res Lighob er en Hecatombegave,
Som offres Fredens Gud.

O trefold salig den, som Borgerdyden kalder
Til Død for Almeengavn!
Thi Himlen vinker, naar det ædle Offer falder,
Og Tak staaer ved hans Savn.

Til sildig Slægts Pæan de faldne Heltes Maner
Med Høifryd lytte ned,
Thi den er Guder lig, som under Retfærds Faner
Sin Død imøde skred.

* 92

O Vaabenbrødre! her høimodig Eed os sanke
Om Fanen, Haand i Haand:
Seer! venligt vinker hist de siungne Graves Skranke,2)
De Faldnes Pantheon!3)

* *

Kriegsgesang
Dem freiwilligen Leibjägercorps
gewidmet

Von Albions Gestaden tönet
Der Donner der Gewalt heran:
So weit die Sonne aufgeht, fröhnet
Der Erdenball des Stärkern Wahn'.

Strahl' aus der Vorzeit, o Beispiel der Ahnen!
Rüste die Enkel mit Stärke und Muth!
Reich' uns, Gerechtigkeit! siegende Fahnen,
Siehe, wir kämpfen für Wahrheit und Gut!

Es klagt Natur in ihren Tiefen
Daß jener siegestrunkne Wahn,
Weil Rache und Vergeltung schliefen,
Hinfesselte den Ozean.

Auf! den sie winken, die Säumenden, Hehren,
Auf dann und werft der Verhängnisse Looß!
Frei soll dich Danien wiedergebähren
Weltmeer, aus stärkebefruchtetem Schooß'.

93

Da kommen sie mit frechem Hohne,
Mit Mord und Brand und Machtgebot,
Und bieten Dans ergrimten Sohne,
O Schmach! der Knechtschaft Geistertod.

Segnet uns, Väter mit silbernen Haaren!
Mütter und Bräute, o reicht uns das Schwert!
Bebe nicht, Säugling! Es stürzen die Schaaren
Opfer, an unserm entheiligten Heerd'!

Hinan, hinan, zum Heldentanze!
Dort stäubt die Schlacht: Hinein! Hinein!
Entscheidung mit des Ruhmes Kranze
Harrt unser in der Britten Reih'n.

Auf dann, den Heerd und die Menschheit zu rächen!
Auf dann, zu fallen, denn selig wer fällt:
Da wo wir fallend den Heeresstrom brechen,
Ist dem Thermopylä, siegende Welt!

Sang
for
Kronprindsens Livkorps

Hæld være dig, o Pagt! som sanker
Os i din fulde, stærke Favn!
Du pryder Heltebanens Skranker,
Og adler Kamp til Dyd og Gavn.
Thi være hilset, favnet hver
Blant os, som Borgerglavind bær!

94

Vai høit i Stormen, Dannefane!
Fra Ætrens Blaa forkynd dit Kald!
Du os ad Heltens Løbebane
Til Borg'rens Eegkrands lede skal;
Du danne skal af os et Skiold
For Fredrik og hans Stad mod Vold.

Lad Marathon, lad Murthen qvæde,
O Borgersind! din Almagtsfærd,
Indtil for Mødre, Mager, Spæde
Vi drage Oldtids giemte Sværd:
Ei drives vi til leiet Strid,
Skiælv, Voldgiæst, skiælv for Borgerid!

Naar Kampens Dom vor Uven fører
Hen til Forsonings Alterfod;
Naar Musens Krands vort Sværd indslører
Og Charis's Smil vort diærve Mod:
Da Fredrik! da, som nys i Krig,
I Fred og Fryd vi hævde Dig.

Og Du, som snoer Din Tvillingkrone
Af Eegens og af Laurens Løv;
Naar Freden krandser Herthas Trone,
Naar Slaget hvirvler Damp og Støv,
O Hauch! dig hylder Pligt og Lyst
I hver en Vaabenbroders Bryst!

Mens du de flinke Skarer øver
I Feideleeg og Heltedands,
De sukke tidt, at Faren tøver
Med Kamp og Seier, Død og Krands,
Og at med Krigens Billed Du
Kun tryller deres høie Hu.

95

Frieriet
Fragment i Stanser

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Og medens Ridderen saa tankefuld
Med Sværdet Berta's Navn i Sandet skriver,
I sin Fortælling Yndlingen vedbliver.

Langs Aaens Bredde, under Klagepile,
I blidt veemodigt Sværmerie jeg gik;
I Vandets Dyb jeg saae en Himmel Smile
Og sødt i den fordybede mit Blik:
Men af min sværmeriske Fred og Hvile,
Som af en Drøm, jeg vaktes snart og fik
En yndig Mø at skue, Hebes Billed',
Som yndigt rødmende, sig saa fremstilled':

O Fremmed, saae du ei et Barn som spøgte
Med tvende modne Pommerantser her?
Forgjæves jeg rundtom det ængstlig søgte
Og ak! min gode Søsters Søn det er.
Den ømme Moder bad mig det at rygte
Og stedse blive hendes Yndling nær,
Men ak! med ham jeg under hine Grene
Indslumrede og vaagnede allene.

»Ei har jeg seet (tog jeg herpaa til Mæle)
Det du beskriver i saa søde Ord,
Dog at den lille Flygtning nok maae dvæle
Paa dette Strøg, jeg ikke andet troer.
Men hvilke Kløfter, Skygger end ham hæle,
Vi begge nok udspeide skal hans Spor:
O skjønne Mø, du holde op at græde,
Thi sikkerlig opspore vi den Spæde.«

96

I Timer tre, i Timer fire lede
Vi rundtomkring i Skov og Kløft og Krat.
Fra Himlen hælder Solen allerede,
Og Østens Skygger størknes alt til Nat.
Den Huldes trætte Øine sig berede
At briste ud i haabløs Graad, da brat
Ved Occidentens første Purpurlue
I Græsset vi den spæde Flygtling skue.

I Skyggen af Akasier han hviled'
Sødt slumret ind ved Nattergales Qvad,
Og mens i Søvnens Favn saa frisk han smiled',
En skuffet Sommerfugl paa Læben sad.
Med yndig Hast den glade Mø fremiled'
At favne ham, dog jeg beskeden bad
Den spæde Hitting ei sin Søvn at røve,
Og til han vaagnede, med mig at tøve.

Snart jeg til Orde tog med kjelen Stemme
Som tit til Bluefærds bange Hvidsken svandt:
»Hvad maae dog ei et saligt Par fornemme
Naar saa de skue deres Elskovs Pant!
Jeg Jorden samt dens Daarskab skulde glemme
Og aldrig ændse dens høitpriste Tant,
Hvis jeg saaledes hos en yndig Mage
I Øiesyn min Afkom kunde tage.«

Med Ømhed hendes Blik paa Noret ruer,
Min Stemme smelter til petrarchisk Sang:
Med skye Forundring Møen mig beskuer,
Og vante Gjord nu synes hende trang;
Snart hendes Kind i Bluefærds Purpur luer,
I Barmens Løn hun sukker mangengang -
»O lad mig, om jeg vidste dig at røre,
O lad mig, Hulde, dig som Brud hjemføre!«

97

Jomfru'lighedens bange Suk hun drager
Og himmelsk blussende, kun stammer: Ven!
Ved Aftenrødens sidste Glimt jeg tager
Den mødte Haand og henrykt trykker den.
»O Festdag, fremfor alle andre fager,
Vær Pagtens Vidne, før du svinder hen!«
Snart skued' vi med fælleds, navnløs Glæde
Sødt slumret ind som hiin, vor egen Spæde.

Svanesang

Du Glæden, svage Dødelige,
Som Lasten skye,
Thi Savn og Nag fra Plagers Rige
Eens grumme tye:
Forgjæves du for dem dig dølger
I Viisdoms Løn;
Til Midnats Stjernebarm forfølger
De Jordens Søn.

Med Mindes-Taarer maae jeg bøde
Hver Glæde af:
O Skjebne, er da Fryd en Brøde
Og Savn dens Straf?
Hvi blev ei heller Nutids Fængsel
Dybt under dem
Som boe med Minde og med Længsel,
Mit trange Hjem!

98

Hvad med olympisk Lyst mig trylled',
Rev Tiden bort:
Jeg staaer i Sorgens Flor indhyllet
Ved Fortids Port.
Forsvundne Fryd, o vend tilbage!
Saa raaber jeg: - -
Men ak! min længselfulde Klage
Bønhøres ei.

Jeg af mit Hjertes skjønne Eie
Kun Mindet har,
Og jamrer høit paa Tabets Veie:
Jeg var! jeg var!
Iil, seene Død, iil at udklække
Min fangne Aand!
Iil, stumme Fortid, mig at række
Din mørke Haand!

Jeg skal ei bæve naar du tager
Mig i din Favn,
Skjøndt Hædern ei i Sarcophager
Indskjær mit Navn.
Kun een er Døden som mig favner
I kolde Slør,
Men i hvert Nu hvori jeg savner,
Jeg ogsaa døer.

Og at selv Mindet ei skal blotte
Den Svundnes Spor,
O bær ham til din sidste Grotte,
Hvor Glemsel boer!
Lad ei hans Navn og Billed' tøve
I Lysets Rom:
Han andre ei den Fred vil røve,
Han trygler om!

99

Annalil

Ved Havet skjøn Annalil ene sad
Og kasted' i Bølgerne mangt et Blad -
»Saa al min Glæde og Gammen bortflød,
O gid jeg hviled' i Jordens Skjød!«

Fra signede Reede en Nattergal
Ømtklukkende, tryllede Skov og Dal -
»Min Reede var ved min Kjærestes Bryst,
Der lød til Himlen min fromme Røst.

Han over det troeløse Nordhav drog
Og vendte tilbage i hastigt Tog,
Alt saae han Fædrenes taagede Land,
Men ak! han satte ei Fod paa Strand.«

Og medens hun klager, en Planke kom
Paa hoppende Dønninger skvulpet om.
Den Møe ved Planken en Æske af Blik
Med Angst og Anelse skue fik.

I Æsken laae Brudgommens Testament,
Der læstes det tegnet paa Pergament:
»Bliv, søde Annalil, Elskeren troe,
Endskiøndt i Himlen han har sin Boe.«

Og Annalils Barm blev saa øm og trang,
Og Beltet af aandeløs Angest sprang:
»Gud staaer mig arme Forladte dog bi
Og ende Nøden jeg qvæles i!«

Og fredløs hun iler fra Havets Bred
Til vanlige Have med bange Fjed:
Med hældet Hoved de Blomster der stod
Og døde under den Grummes Fod.

100

Med stridende Tanker, bestormet Sind
Hun styrter i flettede Løvsal ind:
Et Vindstød kaster for Annalils Fied
De sorrigfulde Jasminer ned.

I Fredens og Andagtens tause Løn
Fortvivlet hun kaster sig ned til Bøn:
Men Helgenbilledet bliver saa sort
Og støder Bønnen i Vrede bort.

En Tanke i Annalils Siel blir stor:
Som Brud hun sig pryder med festlig Giord,
En Krands af Tidsler i flagrende Haar,
Til Havets vinkende Bred hun gaaer.

Hun iler med Brudens de lette Fied
Og møder ung Thora ved Borgeleed:
Med Haandtryk stønner hun neppe: Farvel!
Hiin: Herren spare din arme Siel!

Og Solen i Bølgerne brat nedgaaer
Mens blodrød paa Himmelen Maanen staaer
Og Aftendamp som et Sørgeflor
Udfoldes over den tause Jord.

Paa Stranden skiøn Annalil ene staaer,
Hun tager sin Krands af det løse Haar,
Af Fingern Ringen som Elskeren gav
Og kaster alt i det grusomme Hav.

»I Himlen, i Himlen min Brudgom boer,
Farvel da for evig, o Sol og o Jord!«
Saa lød det rundt - i det favnende Hav
Hun fandt sin Brudeseng, fandt sin Grav.

101

Til en Moder

Ømme Moder, gid mit Hjerte
Mægted' at fortolke sig!
Dig at elske Hjertet lærte,
Ikke at besynge dig.

Tak for hver en Nat du tøved'
Søvnløs ved den Spædes Blund!
Tak for hver en Dag du øved'
Barnets Fjed paa slibrig Grund!

Tak for hver et Raad du stilled'
Hen ved Siden af min Lyst!
Tak for hvert et Dydens Billed'
Du afmaled' i mit Bryst!

Tak for hver en tidlig Kummer!
For hvert sagtnet Hjerteslag!
Tak for hver en roelig Slummer
Og for hver en skyldfrie Dag!

Al den Ømhed som du nærte
For den Spæde i dit Bryst,
Vorde nu i Mandens Hjerte
Lønnende, din Alders Trøst!

Ved min Kraft din Livets Lue
Næres i dens kolde Hjem:
Ved mit Blik du Fjernen skue,
Ved mit Fjed du skride frem.

Og naar seent den store Fremmed
Ak! udflytter af sit Leer
Og i Engles Kreds indlemmet,
Seirende tilbageseer:

102

Ved din Grav, som ved min Vugge
Du før sad, jeg sidde skal
Og med Taarer den bedugge,
Troe i Søvnens fromme Kald.

Den Forførte

Før drypper ei Dug fra Himlen ned,
Før jeg holder op at græde!
Som Løvet for Høstvindens susende Pust,
Saa svandt min Lykke og Glæde.

I Møernes Rad jeg stod saa rank,
De Svende mig saae og brændte:
Men bort fra dem alle med kneisende Hu
Mit stolte Hjerte jeg vendte.

En Fremmed som Gjæst til denne Egn
Nediled' fra hine Høie:
Hans Gang var saa herlig, hans Lokke saa mørk,
Saa lyst hans glimrende Øie.

I Dandsen han mig, jeg ham kun saae,
Han trylled' med slebne Sæder.
Om Natten ved Døren til Citherens Lyd
En Sang han lokkende qvæder.

O du blant Møer
Den eeneste Skjønne,
Klingling - ling - ling -
Min Elskov du lønne,
Hvis ei, jeg døer!
Klingling - ling - ling -
Hvis ei, jeg døer.
Klingling - ling - ling -
103 Luk op! Luk op!
Hør Brændingen bruse!
Hør Natvinden suse
I Lindens Top!

Dit Øie kun
En Straale nedsende,
Og Natten skal brænde
Som Middagsstund.

Oplad din Røst
Og Uveiret smiler,
Og Havet sødt hviler
Ved Jordens Bryst.

Luk op i Hast!
Jeg zittrer, jeg gyser,
Og Haanden den fryser
Ved Cithern fast.

Din Dør opluk,
Hvis ikke, du Grumme,
Jeg her skal forstumme
I sidste Suk!

Den Duun blev saa haard, den Seng saa trang,
Jeg monne ei Lise finde;
Jeg springer i natlige Klædebon op
Og Sangern, væ mig! er inde.

Han var saa beskeden, øm og huld,
Jeg monne ei tage Vare;
Han dristig afbrækkede Liljen og snart
For stedse saae jeg ham fare.

104

Som Knopper, de Bryster svulmed' op
Og Gjorden mig trangt omspændte;
Jeg blussende vendte fra alle mig bort,
Thi ak! min Brøde de kjendte.

I Møernes Rad jeg stod ei meer,
De Svende for mig ei brændte;
Men bort fra mig Arme med haanende Hu
De stolte Hjerter de vendte.

Min Moder ei længer Jammern bar
Og lagde sig ned til Hvile;
Jeg skued' min Broder som deelte min Skam,
Til fierne Lande bortile.

I Qval og i Angst ni Maaner gik,
Da laae i mit Skjød den Spæde;
Jeg moderlig smiled', dog Skiændsel og Nød
Forgifted' Moderens Glæde.

Fortvivlen mig greb, forvirrende
De ængstede, matte Sandser,
Dog, store Natur! du din Favn om mig slaaer
Og Dolken seirende standser.

Jeg lægger det Noer til Moderbryst
Og føler Naturens Kieder;
Jeg løfter det, rødt af nedgaaende Sol,
Til Solens Skaber og beder:

Algode, som tæller hver en Myg
Hvis Vinger mig her omsværme,
Sku' ned paa dit Billed og faderlig du
Den Faderløse beskjerme!

105

Han hverken har Fader eller Navn,
Og Verden ham nægter Ære:
Hans Fader du være og Fromhed hans Navn,
Hans Verden Klosteret være!

Den Moder snart Nonnesløret tog
Og tvætted' i Graad sin Brøde;
Han som St. Franciskus's Discipel blev stor
I Klostermuurenes Øde.

Sonnetter

I
I Templet paa Cobenzl1)

En Kuppel, Eenfolds Værk, af flettet Rør
Paa Eegestammers gamle Kreds sig hæver.
I deres Mellemrum Syringen væver
Sig med Akasier rundtom til Slør.

Her Solen kun i Dug neddryppe tør
Naar Løvets Net for Luftens Aande bæver,
Kun Gjenlyd her af fierne Sange svæver
Og svindende, som Dagens Straale, døer.

Elysisk Frihed, Fred og Lise finder
Hver Klagens Søn i dette Tempelrund,
Som i den tauriske Gudindes Lund:

Her Sorg og Anger, Savn og Længsel svinder;
Ved Glemsels Bæk som billedløs henrinder,
Med bunden Flugt sank Tiden selv i Blund.

*
106

II
Til Aussig-Dalen1)

Skjønne Dal! Hvor Fjeldets Trudsel svæver
Skyggende, høit over Hyttens Fred;
Hvor befrugtet af dens Dyrkers Sved,
Klippen sig med Slettens Fylde hæver.

Skjønne Dal! hvor Ørknens Ranke væver
Sig om sjunkne Ridderopholdssted,
Medens Blomsterfog i Hvirvler ned
Paa hver Hyttes luune Straatag bæver.

Skjønne Dal! hvor Elven billedrig,
Reen og Blid, liig Geßnerske Idyller,
Mellem Ossianske Klipper skyller.

Fred og Fylde, skjønne Dal! i dig
Ørknens Aand med Blomsterkjeder binder
Og med Smiil hans Vildhed overvinder.

*

III
Den anden Endymion

Rig ved meer end Phantasos formaaer,
Med Kronions Bæger, Søsterns Belte,
Under Nattens tause Stjernetelte
Hos indslumret Yndling Luna staaer.

107

Og han eier alt hvad Haabet spaaer
Naar i Længsel kjelne Hjerter smelte,
Naar sig Skjaldesangens Bølger velte
Under Roser fra Elysiums Vaar.

Liig Gudinden i den skjønne Mythe,
Ført af Hesper til min ringe Hytte,
Synker et Phantom fra Himmelen.

Undrende jeg stirrer, sukker, bæver,
Brændende min Sjel paa Læben svæver
Og i indbildt Lyst jeg daaner hen.

IV
Ved Tizians liggende Venus1)

Vellyst her al sin Magie udgød:
Skjøndt af den endnu hver Nerve bæver,
Dog Hun Barmen med nye Længsel hæver
Og igjen gad daanet Elskovs Død.

Rundt om Mund og Kind, om Barm og Skjød
Attraa sig, liig Efeuranker, væver;
Rundt en Sværm beruuste Tanker svæver,
Sig tilegnende den Lyst hun nød.

Uberømt i Marmorskjødet ligger
Elskeren; Arachnes tætte Spind
Skjuler Sarcophagens gyldne Smigger.

Kunstner'n vaager lyst i Mindets Skin
Mens den første Glemselsdøden blunder,
Dog ei ham, den Glemte jeg misunder.

*
108

V
Søefarten

Tidt, i Veemods søde Drømmetanker,
Hvad jeg engang var, igjen jeg er;
Tidt Erindringen ved Aftnens Skjær
Mig som Barn, med mine Lige sanker.

Da, med Rør til Master, Siv til Planker,
Svømmer stolt mit Skib paa Engens Kjær;
Da Forglemmigei og søde Bær
Plukker jeg blandt Mos og vilde Ranker.
Drømmen svinder og fra høien Søe
Nu jeg gjennem Graad og Taage skuer
Hist i Fjernen Barndoms Rosenøe.

Himlen slukkes, Storm og Klippe truer,
Idel Undergang vi svømmer i,
Dioscurer,1) ak! hvor lande vi?

*

VI
Mandens Klage

Fra Manddoms Høi, igiennem Alvors Flor,
Uforberedet, skuer jeg tilbage:
Ak! mine Ungdoms Glæder Afskeed tage
Og Minders Liigfærd følge deres Spor.

Tør jeg ei meer med alle Musers Chor
Naturens Dands for Jovis Blik ledsage?
Maae Tanken alt med grusom Hast bortdrage
Fra Skabningen Chariters Tryllegiord?

109

Du som min Barm ved Skjønheds Skiær optø'de
Og Himlens Glæde lokked' til mig ned,
Stands i dit sidste Suk, o Følsomhed!

Og du som døer med hver en Aftenrøde
I Ungdoms drømte Phantasopolis,
Stands, spraglet Letsind, stands Ephemeris!

VII
Ved de friske Grave paa Holmens
Kirkegaard i Maj 1801

Stands, o Ædling, her din Vandringsstav,
Og med Tak og Graad og Klagetone
Ved de friske Høie du forsone
De henfarne Heltemaners Krav.

Sagnet leired' sig ved deres Grav
Da de sank til Underverdnens Zone,
Thi for din, Okeanos! din Krone1)
Hver med Fryd sin Helteaand opgav.

Vaar og Høst paa deres Grave skiftes;
Trindt Naturen bliver og forgaaer,
Ak! og selv det gjemte Støv bortviftes.

Mindet ei! I Tidens Favn det staaer
Medens frem bag Slægter Slægter vanke
Uforgiængeligt som Dyd og Tanke.

*
110

Til Marco,
en Venetianer

Hvad er Lyæos's Skjønhed? hvad er Phryners
Favn og brændende Kys? misundte Skatte?
Mængdens deelte Trængsel for dine Fødder,
Brammende Marco?

Meget de milde Guder dig forundte,
Dog det bedre de end dig forbeholdte.
Med opløftet Tanke, behersket Attraae
Stræb til det Bedre:

Høisind som ovenfra med Jovis Øie
Alt beskuer, mens Nøisomhed, liig Hebe,
Axet til Ambrosia brat forvandler,
Kilden til Nectar.

Til Mennesk'heden
1793

Skiøn var din Krands, o Mennesk'hed, og herlig
I din signende Haand Fornuftens Fakkel.
Var det Dig som fordum, et Bind for Øiet,
Køllen omhvirvled'?

Nu en Megæra, hvi forvandler Krandsen
Du til Furiens Slangehaar? hvi svinger
Du til Mordbrand Faklen og tænder Staters
Arvede Bygning?

Saa at i Samfald alle Ordner styrte
Medens Selvhed paa nye sit Chaos finder
Og forgiæves Tænkeren søger Reglen
I det Opløste.

111

Platonismus

Da os Zeus af Aanders Trængsel
Stødte ned i Formens Fængsel,
Mindet af vort Fødeland
Fulgte med til Trællens Stand,
Men det blev paa Gravens Rand
Snart til Ahnelse og Længsel.

Derfor snoer med Elskovsbrynde
Kiendslen sig om hver en Ynde;
Derfor følger vort Begiær
Hist og her, og fiern og nær
Alle Varsler, alle Skiær,
Som det Himmelske forkynde.

Men i vor Forviisnings Rige
Synerne saa grusomt svige!
Ved en jordisk Skiønheds Bryst
Daane vi saa sødt til Trøst,
Trylles til Daimonens Lyst,
I den tabte Himmels Lige.

Men de falske Syners Skare
Hilde os i grusom Snare!
Trylleriet svinder hen,
Og vi finde os igien
Stødte ned fra Himmelen,
Hvor i Drøm paa nye vi vare.

Derfor milde Zeus os lærte
Skabe selv hvad vi begiærte:
Phantasien af sit Skiød
Frydphantomer stige bød,
Som i Fængslets Nat og Nød
Trylle det bønhørte Hierte!

112

Fortrydelse
Sonnet

Ved Arnos Bred, i kiølig Aftenstund,
Saa tankefuld og øm Theresa smiled';
Ved hendes Fod jeg kierlig sad og hviled'
Min Kind paa hendes Haand, saa blød og rund.

Med Sang jeg dyssed' hende ind i Blund.
Og mens i Harmoniens Favn hun hviled'
Med Zephyrs lette Flugt min Læbe iled'
Berørende, hen over hendes Mund.

Men med min Fred for det forvovne Nøie
Jeg bøde maae, thi Sukke trænge sig
Nu af min Barm og Taarer af mit Øie.

Blund evig, Hulde! Idas Jæger lig!
Som Luna øm, jeg evig mig skal bøie
I elskende Betragtning over dig.

Stum og forfærdet staaer ved Edvards Liigfærd Athene

Stum og forfærdet staaer ved Edvards Liigfærd Athene,
Ak! selv Gudinden ei har Ord til at tolke sin Sorg.
Trøstløs forlader Astræa sit tomme halvlukkede Tempel,
Lægger den feilløse Vægt trøstløs paa Yndlingens Grav.
Føl, o Fædreland, Tabet! Ei mange den Bortrevnes Lige
Har du at sidde til Værn høit paa Retfærdigheds Stoel.
Thi er det Alles Sorg; men jeg, som freidig tilbage
Vendte fra Skyggernes Land, skuer nu længselfuld did.
Ak! hvilken Række af Aar mig Skjebnen end maatte tildele,
Dog jeg maaskee ei igjen finder en Ven, som han var.

113

Ach! er stirbt! - mit zarter Mutter-Klage

Ach! er stirbt! - mit zarter Mutter-Klage
Blickt Athene auf den Sohn herab.
Themis legt mit Witwen-Gram die Wage
Auf des Weisen und Gerechten Grab.
Ach! wer wird, so rufen bange Schaaren
Wer wird nun des Rechts Verkünder seyn!
Der Gesetze heilgen Sinn bewahren,
Und die Wahrheit retten von dem Schein!
Darf auch weinend in des Flores Falten
Sich die Freundschaft jenen Chören nahn?
Froh entflohn den tödtlichen Gewalten,
Steig' ich wieder zu dem Licht hinan,
Aber, ach! Genesung reicht vergebens
Mir im goldnen Kelch ein neu Geschick,
Denn der Augenblick des neuens Lebens
Ist des Freundes letzter Augenblick!
Warum durft' er nicht im Lichte weilen?
Oder ich nicht in der Schattenwelt?
Gleiches würden dann die Freunde theilen,
Schön in Leben oder Tod gesellt!

114

Sonnetter

Still govern thou my song,
Urania, and fit audience find, though few.

Milton. Book VII.

l
Til Charis
Prof. Sander tilegnet

O du som kun indviet Hierte finder
Mens for Begrebets Favn du svæver hen;
Som neppe synlig, stedse nye igien
I skiønnere Forvandlinger forsvinder;

O Charis, som med hellig Bluefærd vinder
Hiin siungne Tryllegiord om Skabningen1)
Og Støvets Æt saa sødt og fast til den
Ved luttret Kiendsel, adlet Attraae binder:

Lad end, o lad med de Udkaarne mig
Dig, Dydens Eos, rødmende Sylfide,
O lad mig sværmeriskt ledsage dig!

I dine Rosenskygger den Indvi'de
Ved uvis Klarhed henrykt møde tør
Urania i luftig-vævet Slør.

*
115

II
Perlen

Dig, som Solen fra sit Lys forskyder,
Perlemusklens blinde Fange, lig,
Og som du, ved skiulte Skatte rig,
Livet jeg i selvskabt Fængsel nyder.

Idealisk, luttret Stof udflyder
Af min Siel og yndigt sanker sig
Til en digtet Verden rundt om mig
Ved hvis Skabning høi're Love byder.

Mit olympisk-skiønne Fredenshiem
Langs med Tidens Bred jeg troefast fører
Mellem nøgne Klipper med mig frem.

Bølgens Suk derude jeg ei hører
Mens for Mennesk'hedens Diadem
Hemmelig min Perle1) jeg fuldfører.

*

III
Ved den mediceiske Venus

Der hvor Glædens uoprørte Væld
Ud fra Jovis Stiernetrone rinder,
Phantasie med luerøde Kinder
Spiren vifted' hen i Kunstnerns Siel.

Dydens Fred som til olympiskt Hæld
Luttrer hver en Fryd som Hiertet finder,
116 Tanken under hvilken Jorden svinder,
Pleied' den i hans udkaarne Siel.

Til da Genien som frugtbar ruer
Med udfoldet Vinge, Taagen lig,
Lykkelige Kunstner, over dig,

Skabning vinker - bryndigt Jorden skuer,1)
Ah! men snart forvoven Elskovs Luer
Luttrede paa Altret lægge sig.2)

* *

IV
Ved Alexander's Byste1)
i det florentinske Gallerie

Visnende, den vundne Palmekrone
Falder her af Mennesk'hedens Haar,
Her hvor Skiebnen Philippiden slaaer
Og nedtræder indtil Ormens Zone.

Spot og Vanvid, ja! Bønhørings Trone
Reised' hist hvor Bønners Trængsel staaer:
Der er ingen Zeus-Kronion naar
Denne Qvalkolos ham skal forsone.

Thi maa Laster slæbe Støvets Æt
Hen for denne Marters Dommersæde,
Ak! hvi lærte den da Pligt og Ret?

* 117

Hvi ei førtes ved Instinktens Kiæde
Den paa Rovets Spor, til Hulens Roe,
Langt fra Tankens rædsomskiønne Boe!

V
Dødehavets Anadyomene1)
Ved et Madonnabillede

Er det dig som i din Tryllezone2)
Hver en Yndes Billed' glimre lod,
Mens usmittet Glæde, ædelt Mod
Festligt krandset, dandsed' om din Trone?

Er det dig, lystsmilende Dione,
Ved hvis Alters bønforslidte Fod
Lovpriist Savn og skyldfri Angerbod
Tage mod den grumme Tornekrone?

Hvilken Phantasie vanskabte her,
Ængstligt krybende i Trællens Kiæde,
Dig med Bøddelhaand, o Jordens Glæde?

Saa et barskt, blodtørstigt Folkefærd,
Klækket op i Ørknens bange Rige,
Dig af Dødehavet saae fremstige.

* *
118

VI
I Paris

Rasende, selvmordrisk her sit Hierte
Staten traf og af dens Kiempelig
Ryggesløshed, Blodskyld, Borgerkrig,
Lastens Vanvid1) hvinende fremgiærte.

Paa hvert Aasyn end i Nag og Smerte
Maler Misdaad, Vanhæld maler sig:
Voldets Morderbrøl og Uskylds Skrig
Her paa Gud og Fremtid tvivle lærte.

Bort med Gratiernes lette Slør
Og med alle Kunsters Tryllerier!
Tier, Latterns kaade Hvirvler, tier!

Anger her sig sønderrive bør,
Indtil ved Æoners Afløb Jorden
Selv fra Mindet reen er tvættet vorden.

*

VII
Dommen
Ved Slutningen af det attende Aarhundred

Tøv, Seklets Genius! jeg holder dig
Ved blodigt Haar. Til Viisdoms Dommersæde
Som Dyders og Chariters Taarer væde,
Til Regnskab og til Dom du følge mig.

119

Han fulgte, taug og bradt indhylled' sig
For Sagnet som med Tavlen var tilstæde;
Fremraslende i Følgetiders Kiæde,
Han svandt - og Dommen1) udbrød, Tordnen lig:

Halv Pericles, halv Attila, du sno'de
Uhyre, Musens blide Krandse om
Barbarens Kølle som ved dig fremgrode.

Du Tvivl af Tænkerns sprukne Helligdom,
Titansk Begiær af Sæders faldne Rige
I Fredløshed omhvirvlet, bød fremstige.

*

Til den uendelige Natur

O Natur, hvis Fod urokkelig
Staaer i Nattens svimmeldybe Zone,
Mens høitidelig en Stjernekrone
Om din klare Tinding dreier sig!

Du, ved hvis uendelige Bryst
Uden Tal din Afkom barnlig dier
Og i evig andre Harmonier
Livets Dirren vorder sødt opløst!

120

Skaberen i trofast Ægteskab
Dig med Almagts Vælde Mage kalder;
Fra din Barm en Myrias nu falder,
Nu en anden fødes i dens Tab.

Men omsonst uhyre Tanke sig
Om din uopnaa'de Omrids svinger,
Aldrig den dit Billede fuldbringer,
Thi du var og er uendelig.

Ja, selv Rummets vide Favn ei heelt
Dit uendelige Væsen holder,
Og Æoners lange Strøm udfolder
Her dit Billed' kun i Afsnit deelt.

Derfor vær mit Hjertes Ypperste!
Vær mig kun en øm og herlig Moder!
Dybt i Ormen jeg en yngre Broder,
I Seraphen høit en ældre see!

Saa mit hele Væsen smeltes i
Barnlig Ømhed, Slægtskab, Brodervarme,
Og hvad Tanken ikke tør omarme
Vorde fattet ved min Sympathi.

Opfordring

Om Tindingen en Krands af visnet Straae
Som Meieren i Furen levnede,
Forfalsket Maal og Vægt i slappe Haand,
Med knækket Vinge, Middelmaadighed
Til Jorden svæver ned i doven Flugt,
Og maaler jevnende i hver en Barm
Den diærve Kraft som naaer Naturens Maal.
121 Hvor er du, Helteold, da Hiertet slog
Med indfødt Kraft mod den omgivende,
Ei Vilkaar underkastede, Natur,
Som Oceanet mod Indfatningen?
Da Manddom, Mod og Selvfornægtelse
Forstørrede til Heros Mennesket
Og Curtius ved Romas Alter faldt
Med Offerdyrets valgte Blomsterkrands,
Men, faldende, høit paa dets Tavle steeg
Mens til olympisk Nimbus Krandsen blev?
Du malet er, o stærke Hedenold,
Paa gyldne Væg i Aners tomme Sal.
Som deres Gjenfærd, marveløse vi
Paa hine Heltes Grave vanke om:
Blødagtighed, den falske Amme, hvis
Betalte, slappe Bryst en Giftkalk er,
Opfostrer og med Daarskabs Rangle os
Bedøver mod Naturens Melodie.
For Ynde Kraften veeg. Hver Nydelse,
Hver Fryd opqvirlet blev til Slikkerie,
Forfinet blev til Drøm. Som Barnet, vi
Den sløve Haand udstrække efter Alt
Hvad Phantasien, lig en Charlatan,
Bag Glasset lod os see og Meening lumsk
Dig og din høie Jevnhed foretrak,
Forkastede Natur!
Og den almindelige Nedgang drog
Selv Digtren med, ham, som til Guders Borg
Og til Naturens Grotte Adgang fik,
Imens endnu bag ham den Vise stod
For Sandsens broget-malte Tavle der,
Og ei Begrebet sig opkastede
Til Herre over Indtryks vilde Flok.
Han, Himlens Tolk, Naturens blide Ven,
Som ved sin søde Rhytmus Vildhed bandt
Til Skjønheds Barm i Fredens bløde Favn;
122 Hvis foretrukne Anelser kun seent
Bag Tiders Følge naaes af Tankens Flugt;
Han, Guders Yndling, gaaer fra Dør til Dør
Og Bifald tigger, ved sin Lyra's Klang
Ledsagende, ei Sjeles høie Flugt,
Men Hjordens Fied paa trampet Almeenvei.
Ei i Olympen høit, paa lave Torv
Sin Krands han fletter, i hans qvalme Barm
Bortryger den guddommelige Ild
Som Japetiden fra Kronion stial.
Vaagn af din Dvale, Digter! Digter, reis
Af den Fornedring dig og slid dig løs
Fra Torvets Dronnings, Menings tomme Barm,
Hvor du i delilaisk Lænke laae
Med daanet Vælde, som Israels Helt
De kaade Poges Spot og Qvinders Spøg.
Vaagn op igjen og grib dit Arvespiir!
Ei er du Leiesvend, Lovgiver er
I Hjertets undertvungne Rige du,
Og før Fornuft indgrov den sene Lov
Du med Arions Harpe tæmmede
I Sæders Rige Storm og Bølgeslag.
Seer du det Skyggepar som svæver hist?
Skue hen! det Orpheus og Tyrtæus er:
En tæmmet Tiger slikker Thracierns Haand;
Thebaneren ved det vildtudslagne Haar
Opholder Seiern, Skiebne er hans Sang.
Seer du den skjønne Himmelnymphe hist?
Udød'lighed er hendes Navn, hun er
Din Løn ved fjerne Maal, hun i sin Favn
Med evig Attraa, evig Trofasthed
Opholder dig, mens Tidens lange Strøm
I Brudemelodier flyde hen.

123

Ode
I den franske Ultrarevolutionsperiode

Ak! hvor er jeg og hvad? Dyrkede Skygger, op!
Op af Gravenes Nat! Sokrates! Phocion!
Og du, Største paa Jorden,
Som i Theben den Ypperste!1)

Styrt dit Fyldehorn ud, Geßnerske Genius!
Hvert et Billede bær Glandsen af Dydens Smil.
Klopstock! lad i dit Huulspeil
Himlen stige til Jorden ned.

Ak! hvor er jeg og hvad? Nærmere, Dyders Chor!
Alt hvad mindet ved Sagn, skabt ved Fornuft og Kunst,
Jordforskjønnende smiled',
Samlet være ved Skjaldens Barm!

Troe paa Menneskeværd! hold mig i Favn, at ei
Tvivlens Malstrøm mig ei hvirvle fra Lyset ned
Naar Fornuften selv drager
Lasten trællende i Triumph,

Medens ryggesløs Spøg gøglende leger med
Misfærds blodige Dolk, skoggerende Latter vildt
Haaner Menneskeheden,
Ryster, Zeus! din ældgamle Stol.

*
124

Paa et aftalt Samlingssted

Alt Dagen sig i Purpurfolder dølger
Ved Havets ventende, forgyldte Bryst,
Og Maanen rødmende, lig Bruden, følger,
Velkommen hilst ved Nattergalens Røst.

Saa sagde Hun: »Naar Dagens Konge svinder
Og Maanen smiler Fred og Slummer ned,
Da vaagner Kjerlighed og du mig finder
Ved Klagepilen hist ved Bækkens Bred.«

Saa loved' Hun - og Hun kan ikke svige,
Med Sandhed Spøg paa hendes Læbe boer:
Saa vist som Solen atter vil fremstige,
Hun kommer og indløser dette Ord.

Hun kommer - Hør det fra Din Stjernebue
Du, Himlens Gud, og see mig lykkelig!
Modtag, Dig tændtes ingen Offerlue
Saa skjøn som det, mit Blik der takker Dig!

Modtag, mens rundt omkring Naturen tier
Sødtblundende, med sagtnet Aandedrag,
Modtag til Stjernekorets Harmonier
En Hymne i hvert saligt Hjerteslag!

Saa salige kun de Udødelige
Forsamles hist ved Glædens første Væld,
Hvi tør da her, i Nattens øde Rige,
En Dødelig indaande Himlens Hæld?

O du, som luttred', løfted' dette Hjerte,
Hvis engleblide Smil, mit andet Bliv,
Mig Jordens Ynde, Himlens Mildhed lærte,
Blidt overstraalende mit mørke Liv;

125

O du, som mig i Gratiernes Kjæde
Sødt fængslede til skjønne Sjeles Fryd!
Hvis hellig stille Daad og rene Glæde
Omgav med dobbelt Ynde Pligt og Dyd;

O du - men jeg forgjeves stræber
At fatte Dig, Din Ynde og mit Held:
O lad til Offer da paa Dine Læber
Mig i et Kys udstrømme Livets Væld!

Tamira og Rizamor
Fragment i Stanser1)

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - -
Men gjennem dem Ubaldo med sit Sværd
Sig baner Vei, til han omsider skuer
Et gammelt Taarn hvis Hælden Indfald truer.

* 126

Det syntes som om her i dette Øde
Ved Seklers Gang nedtraadt, det længe stod,
Mens til dets Samfald Tudsens Klager løde
I Sumpen ved den dybtnedsunkne Fod.
Ubaldos Øine intet Væsen møde,
Kun Snoge boltre sig ved Ellens Rod,
Og uvilkaarlig Rædsel selv den Giæve
I denne Ørken tør igjennembæve.

Men nu, da Stierners blege Skarer stige,
Forfærdelse og Angst udbreder sig,
I Mørket synes Spøgelser at snige
Og Ørknen fyldt med Marter, Blod og Lig:
Dog Nattens Blændværk, Frygtens Feber vige
For Riddrens Troe, som trodser Helveds Svig,
Med faste Skridt han gaaer, til han fornemmer
I Nattens huule Taushed tvende Stemmer.

Ved Taarnets Fod det lød i sagte Klage:
»Tamira, hører du da ei min Røst?
Vil du ei meer den fyldte Kurv modtage
Og lytte ned til mine Læbers Trøst?
Din Rizamor er atter vendt tilbage
Til denne Rædselegn med trofast Bryst,
Du atter sende Snoren ned og hidse
Dit vante Maaltid op til Taarnets Spidse.

Men stille! stille! Maaskee Søvnen binder
Den Fangnes vildtoprørte Sind til Fred,
Mens Drømmes Sværm sødttryllende omvinder
Med Blomsterkieder Skiæbnens Rædsomhed.
O stille! stille! Maaskee Glæden finder
Selv Vei til Sultens Taarn og Martrens Sted:
I Drømmes trygge Grotte smiler Sorgen,
Vær da medlidende og tøv, o Morgen!«

127

Saa sagtned' Stemmen til den uhørt døde
Og kun et enkelt Suk sig høre lod.
Men snart fra Taarnet andre Toner løde
Og i dets Rift en hvidklædt Skabning stod.
Ubaldos Hjerte slog, hans Taarer fløde,
Alt løfter han til vinget Fied sin Fod,
Dog snart beslutter han at staae og tie
Og nærmere Oplysning oppebie.

»Saa er jeg Arme atter vendt tilbage
Til Ørknens tomme Skiød, mit Martersted!
Et Øieblik kun Søvnen turde tage
Mig i sin Favn til Glemsels søde Fred;
De hulde Drømme, ak! igjen uddrage
Af denne Barm, hvori de flagred' ned,
Paa nye den vandte Kjede mig omslynger
Og Nattens Storm i rystet Taarn mig gynger.

Men ak! hvor er du, Himlens Aand, som mader
Den blege Sult i Ørknens golde Skjød?
Du trofast din Tamira ei forlader
O Rizamor! før hun er fri og død.«
»Det høre Gud, som Svig og Meened hader,
(Saa det ved Taarnets Fod til Gjensvar lød)
Før Lammets Blidhed Tigrens Blodtørst tæmmer
End jeg mit høie Englekald forglemmer.

Her ved dit Fængsels Muur mit Liv henrinder,
I endløst Suk jeg stræber op til dig:
Naar kommer Tiden da din Favn omvinder
Og med en Himmel rundt omgiver mig?
Da evig Attraae ved din Barm sig binder
Og paa din Læbe sødt beruuser sig?
Skal jeg da det Umulige begjære
Og ak! min Attraae kun mig selv fortære!«

128

»Du glemme det Forgangne og forbarme
Dig over mig, for Elskov er jeg døv:
Lig nøgne Grene, din Tamiras Arme
Afkastede det skjønne Liljeløv;
Min Læbe visner, uden Fryd og Varme,
Min Barm bortsvinder til ufølsomt Støv,
Jeg løses op - o vil du for den Døde
Af Elskov og af kjelen Længsel gløde?«

»Du grusom Haabets Engel ei forjage
Fra din Tilbeders dig indvi'de Bryst!
Du lade mig saa sødt mig selv bedrage
Og i mit Indre digte Fred og Trøst!
O Gud! hvis Haabet ikke var tilbage,
Mod denne Muur (saa lød hans stærke Røst)
Jeg dette Hoved skulde sønderstøde
Og med mit Liig den mavre Ørken giøde.«

Ubaldo lyttende ei længer bier
Men nærmer Taarnet sig med vinget Fied:
»Siig! hvo er du, som medens Natten tier
I Kampen skrider med Gjenvordighed?
Til Uskylds Værn, til Lidendes Befrier
Indvi'des jeg ved Rhonens fierne Bred,
Mit Navn Ubaldo er, fra Nilens Bølger
Til hellig Jord jeg Ludvigs2) Banner følger.«

»O Ridderskabets Perle! er det Eder,
(Udraabte Rizamor med Glædens Lyd)
Hvis Billed' Rygtet overalt udbreder
Som Ideal for hver en Ridderdyd?
Velkommen her! I disse døde Heder
Er Eders Ankomst, ak! den første Fryd.
Men hvordan kommer I til disse Egne
Hvor ingen Mærker Vei og Sti betegne?«

* 129

»Min Falk som jeg ved Dagens Grye lod stige
I Luften tvende Turtelduer jog,
Men for en mægtig Guldørn maatte vige
Og overvunden, herhen Flugten tog.
Det nøies dig. Nu derimod du sige
Hvad dig i denne Jammerørken drog,
Ifald den fangne Dame vil tilgive
At vi paa ny de gamle Saar oprive.«

Og Rizamor: »Jeg strax adlyder Eder,
Dog lader mig først trykke denne Haand,
Thi skjøndt i Løgn opfødt, jeg dog tilbeder
De Christnes Guddom med indviet Aand.
Da underveis til Nilens Tryllebreder
Hvor nu vi mødes, jeg paa Libanon
Udhvilede, en Olding der jeg hørte
Som paa den sande Himmelvei mig førte.

Tamira selv som høit i Taarnets Giemme
Fra Jorden skilt, i Stormens Rige boer,
Fornam i Elskerens Apostelstemme
Det sande, himmelfødte Trøstens Ord,
Som eene Løgn og Last og Sorg kan tæmme,
Blidtledende paa alle Dyders Spor:
Det Sædekorn som jeg tog med i Flugten
I denne Ørken her udvikled' Frugten.«

Og nu med Suk som han kun ilde qvalte
Imens hans Øie steeg til Himmelen,
Omstændeligen Rizamor fortalte
Og til det Meldte kom saa tidt igjen.
Sin Konge-Slægt, sin Faders Stat han malte
Paa Grændsen af det gamle Indien,
Og Feen Mapyga han ikke glemte
Som tidlig alt til Dyd hans Hjerte stemte.

130

»Paa samme Tid der i vort Naborige,
(Saa med et Blik paa Taarnet blev han ved)
En sælsom Konge tronede, hvis Lige
Man ikke havde seet ved Indus's Bred;
Thi aldrig han sig kunde nok berige,
Og dybt i Jordens Skjød hans Gjerrighed
Med hundretusind bundne Bjergmænd boede,
Mens Nelder yppigt om hans Trone groede.

Men Folket dog hans Septers Tyngde taalte,
Thi hældigviis en Datter havde han,
Hvis Skjønhed og hvis Ynde overstraalte
Med Trøst og Gavmildhed det hele Land.
Naar han sit Guld og Sølv i Barrer maalte
Og blev beruust af sine Perlers Vand,
Af himmelsk Medynk hendes Øie tindred'
Og hver en Nød hun saae, hun ogsaa lindred'.

Af Liljeduft og Morgenrøde eltet
Ved Amors og ved Zephyrs Aandedræt,
Ved Hebe og Chariterne ombeltet,
Hun syntes ei af Menneskernes Æt;
Ved hendes Blik blev frossen Alder smeltet,
Ved hendes Aasyns høie Majestæt
Forvoven Ungdoms Attraae sig forskjønned'
Og luttret Elskov sødt sig selv belønned'.

Med hendes Billede det vævre Rygte
Om Kloden tumled' sig, fra Sted til Sted,
Og mangen mægtig Konges Søn forsøgte
At smelte hendes Barm til Kjerlighed.
Omsonst! thi med dem alle hun kun spøgte
Og hvert Forsøg fra hendes Hjerte gleed:
Hun elsked' ei, thi i Naturens Rige
Hun i Fuldkommenhed ei fandt sin Lige.

131

Iblant de hundre Beilere man talte,
End jeg, en Kongesøn, fremtrænged' mig:
En Morgenrøde paa min Kind sig malte,
I Bluefærds Skjød min Attraae dulgte sig.
Jeg sittrede og Frygten Ordet qvalte,
Gudinden hun og jeg Tilbedren lig,
Jeg ikke voved' hendes Blik at møde
Og Elskov snart i Ærefrygt bortdøde.

Men med et Smiil som selv Barbarer tæmmed'
Hun Haab og Mod og Tillid mig indgjød,
Og med en Dristighed som hendes Blik ei hemmed',
I Elskovs kjelne Nynnen jeg henflød.
Til himmelsk Fryd vi snarlig sammenstemmed',
Thi Dyd og Ømhed vor Forening bød,
O Mapyga! du sikkert hendes Hjerte
Din gode Pleiesøn at elske lærte.«

»Her Ridder, hører mig som Sagen kjendte,
(Saa lød fra Taarnets Rift den Fangnes Røst)
Det ei var Feen Mapyga som tændte
Den skjønne Lue i Tamiras Bryst:
Ved Elskrens Blik mit trufne Hjerte brændte,
Og ved hans dydige og kjelne Lyst
Jeg aned' at der noget maatte være
Som selve Englens Uskyld tør begjære.«

Med Tak og Fryd som maltes i hans Øie,
Til Sagen Rizamor tilbagekom:
»Men hvordan skulde vi Guldkongen bøie
For hvilken Gnomers Bopæl selv var tom?
Af Guldtørst plaget, uden Ro og Nøie,
Fra Tronen lod han vide Landet om,
At den til Priis hans Datter skulde vinde
Som kunde Nyt i Gjerrighed opfinde.

132

Men ak! i den forsultne Kunst at spare
Det ei var muligt ham at overgaae,
Man derfor snart den hele Frierskare
Foruden Haab fra Hoffet drage saae.
Kun jeg tilbageblev; en List, en Snare,
Den første i mit Liv! - jeg pønser paa,
Og medens hiin paa lange Hjemvei græder
For Kongens Stoel med disse Ord jeg træder:

Din Datter elsker jeg, i Haab at vinde
Til Priis og til Belønning hendes Haand:
Til gamle Memphis3) skal jeg Veien finde
Og stige ned i Hermes's4) Adyton5);
Hvorledes Elementerne sig binde
Jeg lære skal med dybt indviet Aand,
Og naar de Viises Steen mit Bytte bliver
For den, o Konge! du mig Dattren giver.

Den gamle Mand hvis Skarpsind just ei dømte
Saa saare rigtigt om Adepters6) Svig,
Saa ødsel sin Veltalenhed udtømte
For i mit Forsæt at bestyrke mig;
Og mens han sig forud til Midas drømte,
Ved Eed og Løfte han forpligted' sig:
Skaf mig de Viises Steen, det Alla7) høre!
Og du min Datter skal som Brud hiemføre.

* * * * * 133

Jeg tvende Aar i Eensomhed tilbringer
Og forberedet, af mit Skiul fremgaaer;
Min høire Haand en Caduceus8) svinger,
Mit Skjæg i Bølger ned til Beltet naaer;
Alt Rygtet med landebeskyggende Vinger
Uhyre stort, for Kongens Trone staaer,
Og mens mit Komme Ærefrygt udbreder,
Man mig som i Triumph til Slottet leder.

O Konge! (saa med Værdighed jeg sagde
Til ham, som uden Vidner ene var),
Hvad Herrebud og Elskov mig paalagde
Jeg hældig, skjøndt med Møie udført har.
Fra Viisdoms Hjem den store Kunst jeg bragte,
Men jeg den bragte i et værdigt Kar,
Thi aldrig jeg skal nogensinde vove
At overtræde mine Mestres Love.

I Hermes's dybe Adyton jeg traade
Og steeg med Hæld til Viisdomsbrønden ned;
Jeg allerede Guldets Kierne naa'de,
Da bød man mig at sværge denne Eed:
Til een allene vil jeg ei forraade,
Til alle eller ingen, hvad jeg veed.
Vil du derfor din Datter ei mig give,
Dit hele Rige, troe mig! Guld skal blive.

Nu Jorden Navn af Rigeste dig giver,
Men naar nu Rigdom saa almindelig
Som Dyndet hist paa Landeveien bliver,
Siig mig, o Konge! mon du da er rig?
Jeg spaaer med Vished, at din Id og Iver
At dynge Guld og Sølv, vil angre dig
Og at med Ringeagt du vil bortslænge
Som Kisselsteene, de tilbedte Penge.

* 134

Thi siig mig, store Konge! hvorfor sanker
Du trofast Dag og Nat det røde Guld?
Og hvi opdynger du bag Laas og Skranker
Ei Sand og Jern, hvad eller Løv og Uld?
Fordi i dine som i vore Tanker
Hver Ting opveies kan ved dette Muld,
Som ved sin Glands hver anden Værd bortstraaler
Og som det Ypperste alt andet maaler.

Kun Sieldenhed kan dette Fortrin skjenke,
Og hvis i Priis saaledes Guldet faldt,
Man vilde snart et andet Tegn optænke,
Et vist Slags Steen maaskee, hvad eller Salt.
Men tænk hvorledes dette maatte krænke
Enhver som eier mere end en Pialt,
Ja tænk især, o Konge blant de Rige!
At du flux vilde blive Staaddrens Lige.

Den Gjerrige med spidse Øren giver
Sit Overlæg til det som bliver sagt,
Snart bleg og rød, snart rasende han bliver
Ved Tanken om det røde Gulds Foragt;
Fortvivlende, han næsten sønderriver
Sin Turban og sin kongelige Dragt,
Dog efter langsomt Overlæg han fatter
Omsider sig og giver mig sin Datter.

Imens man Alt til Bryllup tilbereder
Og Rygtet over hele Landet naaer,
En Fee som hader hendes Stamme, leder
Tamiras Fied til Slottets Urtegaard.«
Her standser han i huule Suk og beder
Sin Brud, som høit i Taarnets Revning staaer,
Erindrings tunge Kald at overtage
Og mindes hine rædselfulde Dage.

135

»Saa tør jeg da (lød hendes klare Stemme
I Nattens huule Taushed tydelig)
Saa tør jeg da den grumme Qval ei glemme
Og i hvert Nu skal Før fornye sig!
Tilgiver, Ridder! at jeg ei kan hemme
Den fulde Taarestrøm som letter mig:
Naar Skjebnen med den ene Haand os saarer
Til Trøst den med den anden skjenker Taarer.

En Sommerdag da seene Aftenrøde
Fortrylled' Jorden med sit blide Smiil,
Mens hver en Sorg ved Søvnens Barm bortdøde
Og Drømme kom og fløi med yndig Iil,
Jeg sætter mig, undgaaende hvert Møde,
I Skyggen af min elskte Klagepiil,
Og mystisk Attraae sig mit Hjerte nærmer
Imens min Sjel blant Idealer sværmer.

Og mens jeg sværmer, see! med gyldne Vinger
En yndig Kolibri omflagrer mig,
I labyrintske Kredse den sig svinger
Og lokker mig saa listig efter sig,
Til endelig min lille Fører bringer
Mig til en Eng, paa tusind Blomster rig,
Dog fremfor alle der en Lilje smiled'
Mens i dens Kalk den sidste Straale hviled'.

Jeg studsed' og ei voved' den at bryde,
Thi i dens Glands en Guddom syntes nær,
Dog i min Barm en Røst jeg hører lyde:
Pluk den, Tamira! den er Dydens Sværd.
Uvisnelig, den siden maatte pryde
Min reene Barm og end den blomstrer der,
Som Talisman den stedse mig beskiermer
Naar Lasten sig med ublu Attraae nærmer.«

136

Her Rizamor sig ikke kunde bare,
Men hans Taknemmelighed saa brød ud:
»O Mapyga! du kjendte hendes Fare
Og for det Værste sikrede min Brud.
Men ak! hvor længe skal det endnu vare
Før al din Magt opløser Troldoms Bud?
De dage kom, de gik i langsom Kjede
Og end vi ei vort Brudeleie rede!«

»Men da jeg under Havens Skyggebuer,
(Saa blev hun ved) til Slottet vender om,
Den første sorte Haremstræl9) jeg skuer
Som langsomt snigende i Mørket kom.
Jeg vidste at han over Bøger ruer,
Indviet i Magiens Helligdom,
Og ofte eenlig i Phantomer favner
Hvad han med tantalsk Helvedsmarter savner.

Dog hvordan skal jeg min Forundring male,
Da dette Afskum med sin Fistelrøst
Om Sympathie formasted' sig at tale
Og om en evig Lue i sit Bryst?
At han kun fjasede i Feberdvale
Og at hans Tankers Kiede var opløst,
Eenfoldig troede jeg, men ak! jeg feiled',
Thi han for Alvor til mit Hjerte beiled'.

Med kielen Attraae og vanvittig Varme
Afskyelig, for mig han synker ned;
Med Rædsel, Væmmelse, Foragt og Harme
Jeg byder Galningen Ærbødighed;
Jeg flyer: de knuddrede, forvovne Arme
Lig Slanger, vikle sig om mine Fied,
En Drage daler med uhyre Vinger
Og med sit Bytte han paa den sig svinger.

* 137

Da jeg igjen opvaagned' af min Dvale,
Jeg med Forundring fandt mig i
Et Labyrinth af underfulde Sale,
Hvor Kunsten ødslede al sin Magie;
Thi Væggene sig stedse ny bemale
Med Guido's og Albani's Sværmerie,
Imedens Vellysts bløde Melodier
Rundtom forkynde Nydelsens Orgier.

Det var et Trylleslot foruden Mage
I Kunst og Nyhed, Ynde, Smag og Pragt,
Med Guld til Vægge, Platina til Tage
Og trende Pilleordner af Smaragt.
Om Kuplen snoede sig en rædsom Drage
Som Flammer sprudede med Ætna's Magt,
Mens tusind Aander Vingerne udfoldte
Og svævende, i Luften Slottet holdte.

Rundtom mig lokker hver bluefærdig Ynde
Som dybt i Hjertet vækker ømt Begiær;
Hver drukken Lyst og hver forvoven Brynde
Forførerisk, foruden Slør, staaer der;
Og tusind Stemmer vexlende forkynde
Vellystig Nydelsens Mysterier,
Mens tusind Syner og for Øiet vise
Hvad hine smeltende for Øret prise.

Rundt Sylpher ikkun svøbe sig i Krandse
Og lokke sødt med kielen Attraaes Røst;
Vellystigen de en Fandango10) dandse
Som maler Kjerligheds fuldendte Lyst,
Thi pludselig i Favn de parviis standse
I Kys, med Mund paa Mund, med Bryst mod Bryst -
Jeg blussende min Lilie udstrækker
Og hver en Smitte fra min Barm bortskrækker.

* 138

Med dydig Væmmelse jeg Øiet vender
Og skuer giennem Kuppel og Portal:
Et syvfoldt Lys i magisk Blanding brænder
Paa Himmelbuens spillende Chrystal;
I hver en Sephyr mildt udaandet, sender
Sin hele Virak Yemens11) rige Dal;
Samtidigt, Vaar og Høst i Favnen standse
Og Blomst og Frugt indsnoe i fælleds Krandse.

Lig colossalske Tempelcolonnader,
I yndig afmaalt Orden, Høie staae,
Og Rosenkieder mellem deres Rader
Fra Høi til Høi, en Blomsterkuppel, naae,
Imedens tusind Kilder som Cascader
Fra første Fald høit over Slottet slaae
Og Øiet høit i deres holdne Buer
Et Feepallads af Bølger flettet, skuer.

Sneehvide Hjorder fra de trygge Høie
Til Dalens slebne Sølvspeil hænge ned,
Hvor Hyrden skuer med forelsket Øie
Hyrdindens Slummer ved forskjønnet Bred.
Fortryllet ved Betragtnings reene Nøie,
Han vover ei at bryde hendes Fred,
Dog snart med Blomsterbaand han hende binder
Og vaagnende hun i hans Favn sig finder.

Rundt Hymenæers Samklang kielent lyder,
Hvert Træe en Lyra, og hver Green en Streng,
Og mens et almeent Vellystdirren skyder
Igjennem Høie, Dale, Lund og Eng,
Og Jorden sig med Himlens Ynde pryder
Til Glædens og Naturens Brudeseng,
Hvert Aandedrag, hvert Pulsslag synes sige:
O nyder! nyder! Her er Glædens Rige.

* 139

Men hvad der meest mig i Forundring sætter,
Det er en Ramme, som besynderlig
Af Ædelstene sig til Løvværk fletter
Og som et Maleri indfatter mig,
Mens lige for mig Negeren sig mætter
Med griskt Beskuen og Indbildnings Svig,
Og tidt de laadne Arme mod mig strækker
Skjøndt hvergang Liljen ham tilbageskrækker.

Tidt sukker han i Elskovs kielne Klage,
Fortæret af sit aldrig lægte Savn:
O skjønne Jomfru! end min grumme Plage
Som hverken Billed' haver eller Navn.
Lad os hinanden sværmende bedrage
Med Mund paa Mund, i sammenviklet Favn,
Og hvad os Skjebnen forbeholdte, drømme
Til vi phantastiskt Amors Bæger tømme.«

Her ended' hun, og Riddren: I mit Øre
Til Eders Røst, Prindsesse, fængslet har,
I selve Skovens Udyr vilde røre
Ved Eders Nød, ulykkelige Par.
Dog længes jeg ret inderligt at høre
Hvad denne sorte Troldoms Udfald var,
Thi vist en Traad, vestaliske Heltinde!
Af Eders Levnet maae i mit sig spinde.

Og Rizamor, ei uden Graad og Klage,
Fortællingen til Slutningen spandt ud:
Hvorlunde han i hine Jammerdage
Alt livkied hørte Haabløshedens Bud,
Til endelig ham Mapyga bød drage
Fra Fædres Hjem, at stride for sin Brud,
Og undervisende, ham gav et Billed'
Som hende fuld livagtig forestilled'.

140

»Jeg endelig, igjennem Nød og Møie,
Og mangen Snare lykkelig forbi,
Til Slottet kommer an og i det Høie
Det grundet seer ved underfuld Magie.
Men neppe lukker Dagens Gud sit Øie,
Før paa et valseføddet Staffelie
Tamiras trufne Billed' jeg opstiller
Og bag det skjult, rundtom i Egnen triller.

Om Natten da fra Kuplen Dragens Lue
Lig en Fontæne, op til Skyen naaer,
Ved blodrødt Skin troer Negeren at skue
Dernede det som i hans Ramme staaer,
Og i eet Springs forfærdelige Bue
Han Favnen om Tamiras Lige slaaer,
Da flux jeg frem bag Staffeliet springer
Og Sværdet dybt i haarde Nakke svinger.

Han styrted' brølende og Jorden revned'
Ved Vægten af hans fæle Kjempekrop,
Men ak! kun halvt jeg Dyd og Uskyld hævned',
Thi gyselig han flux igjen sprang op;
End Skjebnens Vilje Aande nok ham levned'
At mane de betvungne Aanders Trop,
Forbandelser han hvinende udstødte
Før han i sorte Bølger sig forblødte.

Og pludselig forvandles Glædens Rige,
Til Sumpe daaner mat det vævre Vand;
De lyse Enges Blomstertepper vige
For Hedens Ukrudt, Ørknens golde Sand;
Som lumske Snoge og som Tudser snige
De fromme Lam rundtom i Dødens Land,
Hvor Slottet svæved', dette Taarn sig hæver
Og ynkelig Tamira Føde kræver.

141

For stedse skilte, her vi skulle lide,
Saa var den Grummes sidste Villie,
Det Tantals Savn, den Marter Qval og Qvide
Han leed ved hiint umalte Billede.
Mens over os de tunge Dage skride
Og Ørknen stæddes i Forbandelse,
Vi mod hinanden Armene udstrække
Men ak! vi ei til elsket Gjenstand række.

Kun eengang Feen Mapyga nedsvæved'
I denne Sultens Ørk og Jammerns Dal:
Vort faldne Mod hun ved en Spaadom hæved'
Som sikkert ei saa snart opfyldes skal:
Kun naar en feilfri Helt som aldrig bæved',
Saa sagde hun, i Kydskheds tunge Kald,
Tamira med sin reene Favn omvinder,
Kun da det Tryllerie igjen forsvinder.«

»Nu, hvis I begge andet ei behøve,
Saa sagde Ridderen med Lune, da
Tør jeg nok vove denne Dyst at prøve
Med hver en Dame, selv med Mapyga.«
Han nærmer Porten sig og see! de sløve,
Troeløse Skud og Laase springe fra,
Tværskurrer den i rustne Hængsel
Og Riddren skrider ind i Sultens Fængsel.

Han følger Trappen som sig steil opvinder
Og gjennem mange Dørre Spidsen naaer,
Hvor Damen venter ham med røde Kinder,
Mens han sin kolde Favn om hende slaaer,
Og pludselig det frelste Par sig finder
I fælleds Favn, med hvert et attraaet Kaar,
Og Ridderen som Himlens Engel ligner,
Med roligt Smiil staaer hos og dem velsigner.

142

Da de fra Sphærerne igjen tilbage
Til Jorden kom, han Damen nærmer sig:
»Jeg end i mangt et Eventyr maae drage
Og mangen Kamp med Hjertet venter mig,
O tør jeg da af Eders Haand modtage
Den Lilje som er uvisnelig?«
Og smilende ham Damen Liljen rækker
Som lig et Skjold mod Smitte Barmen dækker.

Sang

Jeg kjender et Land som i Bølgernes Favn
Lig Glutten i Moderens, hviler,
Hvor Freden velsigner hver Ager og Havn
Og Førsten som Solguden smiler.

Jeg kjender i Landet en hemmelig Dal
Opfyldt med Naturens Idyller,
Hvor Skjønhed og Uskyld i mangt Ideal
Det saarede Hjerte fortryller.

Jeg kjender i Dalen en Hytte hvor Smag
Den linnede Nøisomhed pryder,
Og Gratiers Leege forskjønne hver Dag
Indviet til Flid og til Dyder.

Jeg kjender i Hytten en rødmende Møe,
Et Syn fra Seraphernes Rige!
Hvis Sjel er saa klar som den hvilende Søe
Med Himlens afmalede Lige.

143

Jeg kjender - uvidende Tanke, men tie!
Et Glimt kun af Himlen du kjender:
For tusindfold meer end du sværmede i,
Mit anende Hjerte sig tænder.

Nødvendighed

Mon det Hændelsen er, som med sin Dannestav,
Ved Forvildelsens Haand, hersker i Stoffens Land,
Og sit Vanvid fremstiller
I de vordende Skikkelser?

Eller er det maaskee sindet Vilkaarlighed,
Som, en lovløs Despot, nu et nedtrampet Folk
Grusom kræver til Offer,
Nu fremsmiler en Festens Dag?

Nei! Naturen er ei meningløs Grotteværk,
Arabeske og Leeg: Verden et Bagdad ei,
Hvor Chalifens uhyre
Løse Lune er Folkelod.

Ham jeg saae og endnu stirrer mit store Blik,
Altings Styrer jeg saae: evig Fornuft, din Søn!
Verdens Lov i den høire,
Tidens Flod i den venstre Haand.

En Uendelighed, maalte og fyldte han
Tankens, Gisningens Grav, bredde- og bundløst Rum;
Evig Een og sig selv lig,
Thi hans Navn er Nødvendighed.

144

Lig den trofaste Form, Kunstnerns Fortroelige,
Alnærværende, han binder det store Al:
Verdners Grundstof indsmeltes,
I Forvandlingen Formen staaer.

Altings Styrer, jeg Dig hilser med Hymneklang!
Uforkrænket Du er evig og overalt,
Himlens gisnede Stjerne,
Jordens Lilie lige nær.

Kraft og Drift og Instinkt lyde dit Enebud,
Og Beslutningen stolt dølger sin Lænke kun:
Støvet, Stjernen og Ormen,
Aanden, trælle i samme Baand.

I dit Rige tør ei Oprøret reise sig
Mod den stærkere Lov: see! Undergivenhed
Iisgraae, tæller Æoners
Følge dybt ved din Klippefod.

Straf med lynende Sværd, Naade med ødsel Haand
Ikke tjene dit Vink: Frygten og Haabet døer:
Ubønhørlighed ligger,
Lig en Ørk, ved din frosne Barm.

Ei forsonet og mild, ikke fortørnet nu,
Ubevægelig, eens, seer Du med samme Blik
Hen hvor Pesten fortærer,
Lykken hygger et talløst Folk.

Naar Forandrings Orkan ophvirvler Tidens Flod,
Over Tingenes Fald, Skibbrud og Undergang,
Høit i medfødte Straaler,
Evig, svæver den holdne Form.

145

Og din Krone den er. Tanke, min Ægis vær,
Og betrygg i min Barm Viisdommens Ligevægt,
At min Glæde kun Blidhed,
Sorgen Alvor kun vorde tør!

Hold for stedse mig her, høit over Haab og Frygt!
Fra Betragtningens Høi, herlig og stor ved Savn,
Uomveltet, jeg skue
Dybt Omveltningen ved min Fod!

Sonnetter

1
De tre Gudinder

Ceres kommer - Sædens gyldne Riger
Vidt henbølge i Gudindens Fied,
Jæg'ren slutter med Naturen Fred,
Og Nomadens Telt for Hytten viger.

Hastig da, med Borgerkronen, stiger
Samfundsmusen fra Olympen ned,
Og ved Lovens Rhytmus alle Meed,
Til en Chordands Alles Iid forliger.

Men naar Ceres og Egeria,
Meierens og Borgerens Gudinder,
Ax og Egeblade sammenbinder,

Da tilbedte Amathusia!
Med Chariterne du dig indfinder
Og om alt din Rosenkjede vinder.

146

2
Digterværdighed

Lyt i hellig Fred, o tause Jord!
Festlig Samdragt i Naturens Riger!
Hviil hos trygge Hind, velkomne Tiger!
Stands, o gridske Død! paa Livets Spor!

Lyt, Prometheiders faldne Chor!
Thi af Digt'rens Indre Sangen stiger,
I prophetisk Anelse han sviger
Tidens Bud og over Jorden boer.

Løftet om en salig Fredenssphære
I hans reene Barm Natur indgrov,
Thi hans Anelse er Verdners Lov.

I hans Trylleskabelse vi bære
Uranidens Billede igjen:
Æt'ren aabnes, Jorden svinder hen.

3
Den italienske Opera seria

Er det Blændværk? Mon en Guddom leder
Mig til Thetis's Bryllupsgrotte ned,
Mens indbudne Guders Eenighed
Hver en Høitidsgave der omspreder?

Harmonien her i gyldne Kjeder
Drager alle Kunster paa sit Fied;
Et Elysion af Fryd og Fred
Rundt for Sands og Hjerte sig udbreder.

147

Lad Kritik i Trylleriets Hiem,
Eris lig, ubuden, sig indtrænge
Og blandt Kunsterne sin Fakkel slænge!

Thi forgjæves! Harmonien dem
Samlede, i hellig Favn indlukker,
Medens Glædens Taare Faklen slukker.

4
Til Glemsel
Paa det Sted hvor den ældgamle tusciske Stad
Fiesole stod

Tiden folkerige Stæder fælder,
Hvor de kneised', hvisler Sumpens Rør;
Over støvomhvirvlet Afgrund før
Svimlende, sig Tankeløshed hælder.

Stumme Glemsel, med en Krands af Nelder
Og et Spindelvæv til Pryd og Slør,
I hvis Favn ældgamle Minde døer,
Og Æoners lange Strøm bortvælder:

Skjønne Guddom, for hvis Aasyn kun
Daaren bæver, boer ei i dit Gjemme
Mere Fred end i Dianas Lund?

Lær mig, glemt af alle, alt forglemme!
Hvad er mod dit tankeløse Blund
Selv et Navn saa stort som Jordens Rund!

148

5
Udsigt

Rundt Fornuft min Ungdoms Feeslot tænder,
Pralende med sit forhadte Kald;
Skilt fra Elskov, Leeg og Ideal
Ak! paa Manddoms Høi jeg mig erkjender.

Eengang end mit Afskedsblik jeg vender
Ned til den forladte Trylledal,
Medens for min Fod, med sagte Fald,
Banen fjern i Aldrens Ørken ender.

Er det hist, hvor Tid med dagligt Krav
Af sin Myndling hvert et Laan gjenkræver,
Og til Olding Manden klæder af?

Er det hist, hvor Nevtons1) Taare bæver,
Naar ei meer, o Sjel! du Tanken hæver,
Kjæmpetanken, du selv Fødsel gav?

*

6
Spaden

Pogen paa sin Kjephest far' afsted
I Triumph til Lykkens søgte Rige,
Mens Fortuna til den spæde Pige,
Som en spraglet Dukke, svæver ned.

Kun hvor Uskyld og Uvidenhed
Af Naturens Indhegn ei undvige,
Meerbegjær og Anger ikke stige
Op fra Acheron i Glædens Fied.

149

Derfor, Fabio! du overlade
Til Naturens Omsorg hver en Trang,
Tage Retsind kun til Stand og Rang.

Troe mig! Skyldfri Eenfolds tunge Spade
Lett're er end Kongens Septer, hvor
Høit hos Ørnen Sorgens Ugle boer.

Dæmonen

Dem Verdienste seine Kronen!
Untergang der Lugenbrut!

Nei! længer jeg det ikke bære kan!
Forlad mig, himmelske Langmodighed!
Og du, ædruelige Maadehold!
En hellig, ivrende Fortørnelse
Ved Smintheus's Bue, Dragen Pythons Død,
Retfærdig Haan, som straffer Overmod,
Ved Kogg'ret, opfyldt med forgiftede
Ulægelige Saar og Smerters Brand,
Indvier mig. Det værste Udyr som
I Sæders Rige sniger om og lig
Erinnyen, med tusind Slangebid
Anfalder, Lasten ei, men Værd og Dyd,
Dæmonen Avind moden er til Hævn.
Far hen igjen, til Plagers Hjem far hen!
Og lægg din giftopblæste Scorpion
Som æder af din egen Barm, lægg den
Til Arimans1), din Faders, Hjerte hen!

* 150

Da Oromasdes, Lysets rene Væld,
Naturen skabte og hun faver stod
Med Yndens Blomst ved Barmen, i sin Haand
Den søde Frugt, du sprang af Arimans
Fortvivlte Bryst, hvor Hovmod avled' dig
Med Afmagt, og i Raserie anfaldt
Din Fader først med tusind Slangesting.

Blandt alle Laster som nedværdige
Jordklodens Gjest og slette Seglet ud
Hvormed han Skab'rens Faderhaand forlod,
Blandt alle Laster, alle, Avind er
Den fæleste. Ve over Barmen, hvor
Det Bedres Afskye og Forfølgelse
Sit Sæde tog! thi den er gold og død,
En lybisk Ørk, dens Aande Samum er.
O Avindsyge! Lysets Apostat!
Som sværger evigt Had Fortjenesten,
Og fnyser Hævn og Undergang mod alt
Du af dig selv ei skabe kan, endskjønt
Du det beundre maae, det Onde du
I Templer fatter ind og stiller hen
Paa græsselige Altre, faldne Aand!
Med Uforsonlighed, din Guddom troe,
Forfølger Oromasdes's Billed' du
I Alnaturen og besmitter det
Med Harmens Fraade og med Løgnens Dunst.
Hvo raaber Brand, naar den oprundne Dag,
Oplysning, falder ned i Lastens Kløft,
Paa Dumheds Pande, Ladheds Svaneduun?
Hvo skriger Oprør, naar det jordede
Aarhundred's Spøgelse, det Levendes
Idol og Fetisch end, fra Alteret
Nedstyrter og stavnbunden Vedtægt for
Fribaaren Hensigt hylende forgaaer?
Hvo slæbte Offer hen for Foden af
151 Iberisk Inquisitor, som modtog
Med Hæder og med Guld hver Sykophant
Og slagted' Mennesker for Livets Gud?
(Dog Tanken ei, thi den udødelig,
Og i Triumph paa Alba's faldne Sværd
Og Torquemada's Fakkel skuer ned)
O Dæmon Avind! du med Giftens Kalk
Belønned' hiin udødelige Mund,
Hvor Viisdoms Lægedom sig blandede
Med Suada's Honning; du paa Skaaret, som
Forvarsled' Fædrelandets Fald, indgrov
De store Navne, som i Sagnets Boe,
De svundne Tiders Ekkogrotte, end
Gjenlyde, blandede med Nutids Priis.

Ve den! som herlig gaaer sit Old forud,
Et bedre Sekels hastende Herold.
Ve den! som dyrker dig, o Mennesk'hed!
Ved Nattens Lampe, Dagens Heltefærd,
Og ikke Mennesket; thi ak! hans Krands
Groer kun hos Efterslægten paa hans Grav,
Hans Old med Haan og Had belønner ham,
Fra Forum svandt hans Ære, og hans Fryd
Fra slukket Arne, thi han fredløs er.
Vil du, o Bruno! være lykkelig?
Til Søvnen tab din Nat, din Dag til Fjas,
Som slidte Penning, Mængden kun vær lig,
Da skal dit Arne lue overalt
Og overalt din Slægt omfavne dig.
Vær mindre, hvis det mueligt er, og de
Skal bære dig, du Usling! i Triumph.
Men vover du at være meer end de,
Og lyne gjennem de Beklumnes Sjel
Opdagelsen af egen Uværd, da
Rust dig til Kampen mod Gjenvordighed,
Og giv Anviisningen paa Arnefryd
152 Og Borgerfred, Natur og Stat igjen.
Thi Avind skrider sagte i dit Spor,
Et Uveir bag den lysoprundne Dag,
Og ve! den Nat han skygger af paa dig,
Er grumme Bødlers Tegn. Brat Tigeren
Forfølgelse fremstyrter af sin Kløft,
Ildaandende, med spændte Klø'r, imens
Bagvaskelsen paa Ondskabs fulde Torv
Dit Billed' brænder, og den trædske Løgn,
I Pagt med Aben Spot, opstiller det,
Vanskabt til Larve og til Grotteværk,
Paa Markedet, hvor Tankeløshed stivt
Med tvende svolne Øine der begloer
Og Latteren i Siden holder sig.

Dog - du udkaarne, store Genius
Naturen adlede ved herligt Kald;
Med hvem, ved rigere Nærværelse,
Hun inderligere forened' sig;
Du gyldne Kar, som til sin høie Rand
Med hiin den første Eenhed fyldte dig,
Vær stærk og strid og overvind som Helt!
Flygt ei til Dorskheds Hynde, ikke til
Navnløsheds Skygger! Grund dit store Værk,
Det være eensomt Forsken eller Daad,
Og Du Spinoza eller Washington,
Grund og fuldend det!
Verden med Foragt
Dig brændemærke - den er ikke stor
Som til at synes liden ei har Mod;
Og æsker den din Graad, saa yd
Den villigen: Gjenvordighed
Din Høikraft styrker, og ved Taarers Væld
En himmelsk Nymphe, Taalmod, møder dig.
Foragt, (det du tør vove) Oldets Fryd
Og Oldets Ære: i din egen Barm
153 Er skabende Henrykkelse, og al
Den Dyrkelse forud, som Tiderne
I Omgang om din Grav skal yde dig.
Thi Phantasien vækker Slægterne
Før Fødselen, og stille leder dem
Med Harpeslag og Krands, et Offertog,
Forbi din drukne Aand, som i et Nu
Guddommelig et Æon fatter ind.

Saaledes, i en høi're Sphære, du
Dit Værk fuldender og nedkaster det
I Tidens Flod; det staaer, dog Avind ei:
Uhyret fly'r til Helvede igjen,
Omvinder ikke Fordoms Krykkepar
Med stiaalne Laurbærblade, kroner ei
Den vingeløse Middelmaadighed,
Det Kryb, som graver sig i Jorden ind.

Indbydelse

- - mi gioverrà narrar altrui
Le novità vedute, e dir: io fui.

Tasso.

Jeg kjender et Land, hvor Himlen saa blaa
Omfavner sin grønnende Mage;
Cypresser og Pinjer i Klarhed staae
Og Kronerne aldrig aftage:
O Venner! det heder Hesperien,
Did lader, did lader os drage hen!

Jeg kjender et Land, hvor Naturen saa huld
Med ødslende Hænder os vinker,
Et duftende Land hvor Orangens Guld
Blandt Blomstersødskende blinker:
154 O Venner! det heder Hesperien,
Did lader, did lader os drage hen!

Jeg kjender et Land, hvor Templerne staae
Med Kuppel og krandsede Piller,
Og Lauren og Myrten Armene slaae
Om evig beskyggede Viller:
O Venner! det heder Hesperien,
Did lader, did lader os drage hen!

Jeg kjender et Land, hvor den glimrende Sal
Af Elskov og Glæde gjenlyder,
Som Lundenes Cypern, naar Tvillingens Kald
Til Kjerligheds Høitid indbyder:
O Venner! det heder Hesperien,
Did lader, did lader os drage hen!

Jeg kjender et Land, hvor Følelsen sig
I Sangen udaander og stiger
Ved Strengenes Dirren saa sagtelig
Fra Jorden til Anelsens Riger:
O Venner! det heder Hesperien,
Did lader, did lader os drage hen!

Jeg kjender et Land, hvor en høiere Æt
Af Marmorvæsener taler,
Og Rafael Himmelens Majestæt
Paa revnende Hvælvinger maler:
O Venner! det heder Hesperien,
Did lader, did lader os drage hen!

Jeg kjender et Land, hvor Ruinen staaer
Omvævet af yppige Ranker,
Mens Veemod blandt hældende Piller gaaer
Og Oldtidens Levninger sanker:
O Venner! det heder Hesperien,
Did lader, did lader os drage hen!

155

Jeg kjender et Land, hvor Mindets Haand
Saa mystisk paa Mærkerne peger,
Imedens Lacerten ved Rubicon
Hvor Cæsar tvivlede, leger:
O Venner! det heder Hesperien,
Did lader, did lader os drage hen!

Ja! lader os hilse den rigere Sol,
Og Dale, uvisnelig hulde!
En sneekronet Alpe skal være vor Pol,
Vor Vinter en Kjærestes Kulde:
O Venner! naar drage vi glade hen
Til Sol og til Fryd i Hesperien!

Tvivl og Troe

Oceanet over Digen bruser
Og bortskyller Kystens Folkerad;
Lavastrømmen aabner Dybets Sluser
Og omfavner den forsvundne Stad.

Pestens Aande Luften selv forgifter,
Hjertets skjønne Kjæder løse sig;
Hungersnød igjennem Gravens Rifter
Stiger ned og sluger Aners Lig.

Meening vildt i Krigens Tuba hviner -
Guderne fra hvert et Arne flye,
Templer, Troner ligge blandt Ruiner,
Døe, o Tanke! du har intet Lye.

156

Hist ved Dagens gyldne Porte, bøie
Slavestater sig for Lunens Bud;
Overtroe med grumt udstukket Øie
Styrter ned for den uhyre Gud.

Her ved Herculs Støtter, Sybariter
Tage mod Blødagtighedens Aag,
Og o Skam! vanærede Chariter
Dandse foran Lastens Seierstog.

See et Folk, som blidt og stærkt sig pryder
Med hver Arnedyd og Borgerfærd,
Førend Seklets Urne sig udgyder
See! det Skjændslens Segl paa Panden bær.

Men Naturen fra sit stille Sæde
Seer Forandrings vilde Cirkeldands,
Hænger Ring i Ring til Tidens Kjæde
Og omvinder den med Flor og Krands.

Stillevirkende, hun trofast læger
Jordens, Mennesk'hedens dybe Saar,
Og paa ny med evigt Stempel præger
Den opløste Kreds af Ting og Kaar.

Og saa svinges Verdnen (Tvivlen raaber)
Fremad og tilbage, Pendlen lig,
Stedse den det bedre spaaer og haaber,
Mens Naturen kun gjentager sig.

Lykken boer i idealske Zoner,
Hjertet tigger Fryd hos Phantasie,
Og omsonst Lycurger og Chironer1)
Strengen slog til Sæders Melodie.

* 157

Mennesk'hedens Poler, Dyd og Glæde,
Ubeslægtede, frastøde sig,
Sorgens Taarer Dydens Palmer væde,
Slangen Anger snoer om Glæden sig.

Svar, sneehvide Sagn! som kjerlig holder
Billedet af den bortdøde Tid,
Svar, Alvider! hvilken Lov udfolder
Mennesk'hedens hvileløse Id?

»Slavisk bundne Sphære lig, fuldender
Hun sit maalte Cirkelløb igjen,
Og i dets Fuldendelse hun vender
Ak! tilbage til Begyndelsen.«

Løgn, o Gamle! Løgn er paa din Læbe!
Ei i Runddans Tiderne sig snoe:
Fremad, frem, et Seierstog, de stræbe,
Tanken tør forud blandt Guder boe.

Foran svæver den med hellig Fakkel,
Glæde, Kunst og Sæder følge den:
Anelsen er Himmelens Orakel,
Følgetiderne Opløsningen.

Skjebnen ved et evigt Samfund lænker
Drifterne til deres favre Meed,
Aldrig vorde disse, aldrig, Enker,
Hines Lod blev ikke Eenlighed.

Hjertets reene Længsler aldrig standse,
Viisdom finder ei det sidste Leed,
Kunsten stedse attraaer høi're Krandse,
Sæders Ideal er Evighed.

158

Driften, endløs som dens Brud, ei lyder
Tidsphantomernes Sirenesang:
Evigheden af vort Indre flyder
Med den store, grændseløse Trang.

Pral, Natur! med din forhadte Kjæde,
Gamle Sagn! din Slavecyklus slaae -
Engang, ja! tør for Fornuftens Sæde
Dyd og Fred i signet Samfavn staae.

Barndommen

Barndom, skjøn som Englens Drøm,
Let, uskyldig, blid og øm,
Som Sylfidens Tanke!
Legende Ephemeris,
Som i Uskylds Paradiis
Tør sin Honning sanke!

Slangen Meerbegjær tør ei
Fristende udfinde Vei
Til dit Edens Skygge:
Thi for det en Engel maae
Med sit Glavinds Lynild staae
Og dets Fred betrygge.

Barndom, Livets gyldne Tid,
Før i Hjertet Nag og Splid
Evigt Sæde tage!
Livets Maidag! Phantasie
Tidt i saligt Sværmerie
Tryller dig tilbage.

159

Luna lig i Mørkets Stund,
Din nedgangne Straale hun
I sit Prisma brækker,
Og ved den en Billedvaar
Selv i Alderdom opstaaer
Og dens Vinter dækker.

Blide Blomstertid, o vend,
Standsende Fuldendelsen
Af min Frugt, tilbage!
Kom i friske Billeder,
Vuggede paa Atterskjær
Af henfarne Dage!

Da mit Skib paa Engens Kjær
Skjøndt af Bark, var mere værd
End Kong Georgs Flaade;
Meer end Gruben fuld af Guld
Var en Kurv af Jordbær fuld,
Jeg saa driftig saa'de.

Prydet Kjephest som mig bar,
Var min Rang, min Titel var
Vilhelm! Gode! Kjære!
Ellens Skygge mit Palads,
Engens Blomster al min Stads,
Faders Smiil min Ære.

Naar min Søster skjuled' sig
Og, opdaget favned' mig,
O da var min Glæde
Større, end naar Lilla nu
Øm, med overvunden Hu,
Deeler Elskovs Kjæde.

160

Naar med blikledsaget Iil
Fremfor Kappendes, min Piil
Skivens Hjerte rammed',
Svar mig, o Mæonia!
Om vel meer end Vilhelm da
Før din Sanger brammed'?

Naar ved Veddeløbets Tegn
Jeg forud til fjerne Egn
Løb af støvfuld Bane,
Mon Moreau vel større var,
Svar mig, Innflod! da han bar
Skiebnens Seiersfane?

Glad, utænksom, saae jeg før
Ei for Rosmariners Slør
Moders sidste Leie:
Ak! men nu paa Tabets Vei
Sanker jeg Forglemmigei,
Sorgens Arv og Eie.

Ei jeg spaa'de Nød og Savn
Naar i Frostens sene Favn
Spæde Vaar bortdøde:
Nu jeg maae af Fremtids Skjød
Forud tage Savn og Nød
Og usaaret bløde.

O hvor var jeg lykkelig!
Dyden Graad ei kosted' mig,
Lykken ikke Brøde;
Styret ved Uvidenhed,
Hvert et Ønske døde med
Dagens Aftenrøde.

161

O hvor var jeg lykkelig!
I min Armod mere rig
End den modne Vise,
Thi jeg nu desværre! veed
Hvad med stolt Unøisomhed
Tusind andre prise.

Væmmet ved de lave Kaar,
Jeg for Fremtids Porte staaer
Og unøisom tigger,
Medens Nutids spæde Lyst
Stoltforagtet, ved mit Bryst
Vee mig! dødfødt ligger.

Barndom, Livets gyldne Tid,
Før i Hjertet Nag og Splid
Evigt Sæde tage,
Kom i friske Billeder,
Vuggede paa Atterskjær
Af henfarne Dage!

Kom med reen Uvidenhed,
Uskyld, Fromhed, Englens Fred
Og med Englens Nøie!
Lad med letbevinget Sind
Mig min Honning drage ind
Dybt ved Manddoms Høie!

Som Libellers Sværme flye
Hen til Liljekalkens Lye,
Naar Orkaner true,
Da, naar Skjæbnen ruster sig,
Skal i Uskylds Favn jeg mig
Tryg og frygtløs skue.

162

Gesang
für die
Kronprinzessin von Dännemark,
zu singen an der Wiege

Sanftgebohrne, Engelsbild,
Schlumm're süß in Unschuldsfrieden!
Schlumm're und erwache mild,
Denn es ist wohl schön hienieden.

Heil zu Sonnenlicht und Seyn!
Hell und schön ist Gottes Erde;
An der frommen Einfalt Heerde,
Webt der Freuden leichter Reih'n.

Sanftgebohrne, Engelsbild -

Heil dir! Heil zum Lebenslauf!
Schön gleich einer Himmelsblüthe,
Hellt das Lächeln sanfter Güte
Noch des Menschen Antlitz auf.

Sanftgebohrne, Engelsbild -

Tugend weilt noch überall
In der Erdbewohner Mitte,
Und es blüht die zarte Sitte
Gleich der Lilie im Thal.

Sanftgebohrne, Engelsbild -

Nicht ein Kerker ist die Welt
Und der Mensch nicht ein Verbrecher;
Gott ist nicht ein strenger Rächer,
Dem der Mensch als Opfer fällt.

Sanftgebohrne, Engelsbild -

163

O drum sey willkommen hier,
Meines Busens zarte Blüthe!
Theures Pfand von Gottes Güte
Und von Friedrich's Liebe mir!

Sanftgebohrne, Engelsbild,
Schlumm're süß in Unschuldsfrieden!
Schlumm're und erwache mild,
Denn es ist wohl schön hienieden.

Ode til Harmonien

Ikkun den, som med indviet Øie
Ved det Ypperste paa Jorden hang;
Ikkun den, som sig til Lysets Høie,
Gudernes henrykte Giæst, opsvang;

Ikkun den Dig værdig synge lærte,
Himmelens og Jordens Dronning, Dig!
I hvis stille Barm og reene Hierte
Harmonie, Dit Billed' sænked' sig.

Tør da jeg, skiøndt end ei Dine Love
Jevnede hvert Oprør i mit Bryst,
Tør da jeg, Guddommelige! vove
Dig at synge med vanhellig Røst?

O tillad, tillad min Aand at sanke
Træk af Din tilbedte Herlighed!
Da maaskee Dit Billed' i min Tanke
Derfra synker i mit Hierte ned.

164

Dristigt da jeg nærmer mig Dit Sæde -
Ah! men Du er Alt, og Alt er Dig:
Liv og Skiønhed, Sandhed, Dyd og Glæde,
Til Dit Billed' alle danne sig.

Førend Formløshedens Oprør hviled',
Underkastet Hensigts Lov og Bud,
Laae du ved Kronions Barm og smiled',
Hans guddommelige, favre Brud.

Snart Du ham en Søn,1) hans Billed', skienked'
Som i sit uendelige Smiil
Liv og Lyst udstraalende, nedsænked'
Dybt i Chaos's vilde Barm sin Piil.2)

See! da hang fra Zeus-Kronions Trone,
Verden tryg i Loves Kiæde hang,
Og Naturen med sin Liljekrone
Smilende, som af en Drøm, opsprang.

O Kronions favre Brud! da bredte
Din Nærværelse sig herlig ud
Giennem det umaalte Rum og ledte
Tidens Strøm ved arioniskt Bud;

Og til afmaalt Orden, Id og Glæde,
Fra Din Mage giennem Væsners Hær
Dirrede nu Din Accordekiæde:
Verdnen, Styrende! Din Lyra er.

Stjernerne, i stadig opløst Vrimmel,
Ved Din viise Rhytmus styrede,
Dreie sig i henrykt, holden Svimmel
Om Din salige Nærværelse.

* * 165

Skiøndt i Labyrinth af Cycloider
Reglen synes at forvilde sig,
Dog i Samdragt Sphæreskaren glider:
Himlen, Harmonie! afbilder Dig.

Nærmere, Du i ulige Skaaler
Veier Dag og Nat for denne Jord,
Hvor det Skiønnes og det Godes Straaler
Til Naturens Krands sig sammensnoer.

Vaar og Høst i Aarets Kredsløb dandser;
Havets Barm, ved Love styret, slaaer;
Livet sig ved Dødens Side krandser;
Dyd og Fryd i evigt Slægtskab staaer.

Dybt, hvor sig Metallers Spirer dølge,
Dybt fra den lovlydende Chrystal,
Giennem Rodens Fostre, Væsners Følge
Op til Helten i Fornuftens Kald:

Overalt jeg Dine Aftryk finder
Harmonie, skiøndt giennem Sandsers Svig,
Overalt det Enkelte sig binder
Og dets Sammenhæng fremstiller Dig.

Thi med Skiønhed, Sandhed, Dyd Du skrider,
O Kronions Brud! ved Tidens Bred,
Medens Dit og Dines Billed' glider
I de fredelige Bølger ned.

Siig, hvo tæmmede de vilde Horder
Som ved omvendt Kølle støttede,
Paa de søde, thraciske Accorder
Med forundret Vellyst lyttede?

166

Siig, hvo dulgte al den blide Vælde
I Amphions Røst og Strengeleeg,
At med Smiil fra de betvungne Fielde
Vildes Flok i Thebens Favn nedsteeg?

Og hvo bød tilbedet Ynka stige
Ned med Skrivt og Plov fra Solens Skiød,
Der at stifte Sæders blide Rige,
Hvor Barbaren aanded' Rov og Død?

Og hvo lagde Zeus-Kronions Billed'
Ned i Phidias's forbauste Siel?
Hvo som Yndens Ideal fremstilled'
Sig for Himmelmalern Rafael?

Ah! hvo er, hvo er den Gud som troner
Dybt i Digterns foretrukne Aand?
Den, som mellem Følelser og Toner
Knyttede det stærke Slægtskabsbaand?

Du, som helst i Toner aabenbarer
Himmelske! for os Dit Tryllerie,
Ak! maaskee fordi de ikke varer
Og i dem Du svæver kun forbi;

Du, som under Skiønheds Navn udbreder
Rundtom Dit uendelige Smiil,
Og til Samfund, Kunst og Sæder leder
I Fornuftens Tempelperistil;

Du, o Harmonie! fortryller Jorden;
Hvor Du er, der dvæler Fryd og Fred,
Thi til Samklang med Din høie Orden
Stemmer Du de vilde Hierter ned.

Men hvad skuer jeg? Et andet Rige,
Ogsaa underkastet Dine Bud,
Hvor sig Drift og Villie forliige,
Folder sig ved andre Love ud.

167

Stierneskare, læg Din Straalekrone
Hyldende, dybt for Fornuften ned!
Hvad er Underne i Æterns Zone
Imod Aanders høie Færd og Fred?

See! den falder, Sandsens qvalme Skranke,
Støvets høie, fangne Giæst er løst;
Verdens Konge, den fribaarne Tanke,
Sønlig ligger ved Kronions Bryst.

Her, o Harmonie! i Aanders Zoner
Hvor ei Sandheds blide Dag gaaer ned,
Og guddommelig Tilfredshed kroner
Villiens og Driftens Eenighed;

Her, i Verdens Indre, Frihed holder
I sin Skaberhaand det første Leed
Af den lange Kiæde, som udfolder
Sig fra Evighed til Evighed;

Her - men selv min lykkeligste Tanke
Svimlende, paa Evnens Spidse staaer,
Harmonie! - Fornuften har sin Skranke,
Du Din Favn om Jord og Himmel slaaer.

Til Harmonien

Lilla sover - Harmonie,
Kom med alt dit Tryllerie!
Kom fra Paphos og Cythere,
Eller fra Diones Sphære!
Din forelskte Sanger du
Høre og belønne nu!

168

Kom i Colibriens Lyd
Naar den nynner Vaar og Fryd!
Kom i Sylfens spæde Toner
Som hans vrede Brud forsoner!
Rundtom Alting smeltes i
Ømhed, Elskov, Sympathie!

Kom i Æolsharpers Klang!
Kom i kiælen Hourissang!
Hiin ved Zephyrs Aande surre,
Denne lokke, klukke, kurre:
Luft og Himmel, Hav og Jord
Dirre indeni til Chor!

Kom, o Hierters Dronning, kom!
Nærm dig Søvnens Helligdom!
Billeder af Elskovs Glæde
Gaae i din Accordekiæde,
Og saa sagte, sagtelig
Rundt om Lilla sanke sig.

Ubegrebne Anelser,
Yndigt Veemod, ømt Begiær,
Bange Fryd og kiælen Smerte
Blande sig i hendes Hierte,
Til den Ømme favnet gad
Ak! hun veed selv ikke hvad

Da i Drømmeskikkelse
Nærme sig mit Billede:
Sødtforskrækket, hun det skue,
Kinden staae i Purpurlue,
Ah! men snart hun inderlig
Elskende omfavne mig.

169

Men nu svinde Drøm og Blund,
I min Favn opvaagne hun:
Hvis hun da ei løs sig river,
Men med vaagen Ømhed bliver,
Da først, Harmonie! til Løn
Hørte du din Sangers Bøn.

Englene i Hytten

Blant Fielde Ethalina gaaer
Og stirrer giennem Taarer;
I Vinden flagrer hendes Haar
Og Torne Foden saarer:
»Hvad søger du saa ængstlig her
I Klippers Ørk ved Aftnens Skjær?«

Saa raabte Høidens karske Søn,
Et Havn af Kraft og Nøie,
Og hun, som dugfuld Rose skiøn,
Med taareblændet Øie:
»Mit Yndlingslam forvilded' sig,
O Gud! jeg er utrøstelig.«

»Thi viid, o Yngling! dette Lam
Var iisgraae Faders Glæde,
Det slikked' ham og fulgte ham
I Troeskabs skjønne Kiæde:
Nu seer han ad den vante Vei
Men Hiord og Datter seer han ei!«

»O skjønne Møe! det være vil
Forgiæves nu at lede:
See! Dagen lukker Øjet til
Og Fuglen søger Rede,
Din Hiord og Hytte ei du naaer,
Min Hytte hist paa Pynten staaer.«

170

»Din Hytte yndig staaer, men ei
Dens Tærskel jeg betræder;
Det ikke sømmer sig, o nei!
Mit Leie her jeg reder;
Min Moder sagde tidt med Klygt:
Fortrolighed og Mørke frygt.«

»Men dog du maae tillade mig
Her, under Himlens Bue,
I Mørket at betrygge dig,
Mens Farer rundtom true:
Blodtørstig Styrke af sit Hiem
I Fieldets Indre sniger frem.«

Saa siger han, og pludselig
En Ulv af Krattet springer
Og nærmer Ethalina sig,
Da Hyrden Staven svinger
Og som en Gud, med roligt Mod,
Ham vældig knuser for sin Fod.

Men Blod af Heltens Side randt,
Og Nat hans Øine dækked',
Medlidende hun ham forbandt
Og Liljehaanden rækked',
Paa hende støttet, gik han froe
Og haabefuld til trange Boe.

Der pleier hun, der trøster hun
Ham, som for hende bløder,
Og vaager ved hans trygge Blund
Og tidt hans Øie møder:
Medlidenhed en Engel er
Som svæver ned med dæmpet Skiær.

En anden er Taknemlighed,
Han staaer for Herrens Sæde,
171 Men naar med hiin han svæver ned,
Er Elskov tidt tilstæde:
Du Engel Elskov! som saa varm
Høit ligger ved Gud Faders Barm.

Fra Leiet Hyrden læget sprang,
Og Ethalina smiled',
De følte skiønne Siæles Trang,
I Øie, Øie hviled':
Med dem de hulde Engle tre
I Uskylds Hytte dvælede.

»Jeg frelsed' dig, du frelsed' mig,
Hinanden vi tilhøre,
O lad mig til din Fader dig
Og saa tilbageføre!«
De ilede til hendes Hiem
Og Oldingen velsigned' dem.

Brylluppet

Alvadero rev med Møie
Sig af Melesinas Favn,
Svang beklemt sig paa den høie
Ganger, som opsadlet stod.

Men med Jammerskrig den Ømme
Kasted' sig for Hestens Fod,
Holdt med Liljehaand dens Tømme
Og sit Løfte hulkede:

»Dag og Nat skal Sorg og Minde
Være mine Sødskende;
Sol og Maane Dig skal finde
Ak! i Billed ved min Barm.

172

Thi for evig er jeg bunden
Til din Skiebne og til Dig:
Saadan Troe er ikke funden,
Evig Din i Liv og Død!«

Men han grov, hvad Melesina
Lovede, dybt i sin Barm,
Og drog bort til Palæstina
For at vinde Himmelen.

Mørke Anelser omflored'
Underveis hans qvalme Sind;
Iiskold Varsel giennembored'
Som et Banesaar hans Barm.

Melesina! See ham svinde
Bort bag Fiernens Taageslør;
See og græd og giem hans Minde,
Thi saa lød dit Løfte jo.

Melesina! Gode Pige!
Trofasthed er Qvindens Dyd;
Lad hans Billed' aldrig vige
Af dit Hiertes reene Speil.

Tie, Madora! Falske Amme!
Edderfulde Slange, tie!
Dine sledske Ord ei ramme
Melesinas Inderste.

Sælg Din Pleiedatters Hierte
Ikke for det røde Guld,
Som Mirosos Dig forærte
For at friste Skyldfrihed.

173

Men den Riddersmand sig viiste:
Han var Tagoflodens Pryd;
Christ og Maur ham lige priiste
For hans Skiønhed og hans Mod.

Stjerners Skin er i hans Øie,
Morgenrøden paa hans Kind;
Paa hans Mund, Begiær og Nøie
Synes at foreene sig.

Helgenroe hans Pande klæder,
Mod og Styrke favne ham;
Og hans Barm er fuld af Hæder,
Og hans Arm og Gang er Hæld.

Kunsten paa hans Skiold ham malte
Som han med den eene Haand
Krandse flettede og qvalte
Løver med den anden Haand.

Vend dit Øie, Melesina!
Svøb dig i dit kydske Slør!
Tænk, o tænk paa Palæstina
Hvor maaskee din Ridder faldt!

Men hun skimter først og skuer,
Ak! og skuer stedse hen
Til hun troeløs gløder, luer
Og forglemmer hvad hun svor.

Og til Bryllup man indbyder
Mange Riddre, fiern og nær;
Cymbel og Guitarre lyder
I den fulde Høitidssal.

174

Trængselen til Dands sig fletter,
Spøg og Elskov fører an,
Til man sig om Taflet sætter
Og Pokalen gaaer omkring.

Hvad mon det er for en Ridder
Som i Sort, med lukt Visiir,
Høit ved Brudens Side sidder
Og ei Deel i Glæden ta'r?

Endelig ham Værten spørger:
»Hvo er Du, o Riddersmand,
Som ved festligt Gilde sørger
Og i Sorrig hylder Dig?«

Maanen slukkes, Vinden hviner
Da han aabner sit Visiir,
Og et Dødninghoved griner
Fælt omkring i Glædens Laug.

Melesina bæver, blegner,
Alvadero! skriger hun,
Og i Angstens Krampe segner
For den Svegnes Gienfærd ned.

Men han troefast hende rækker
Sin iiskolde Knokkelhaand
Og fra Bryllupsfesten trækker,
Alle staae som Støtter der.

175

Erindringer

Andre forkynde hvert Slag, som Riger løfted' og styrted'
Og i udødeligt Træk tale til seeneste Slægt,
I mit sødere Kald kun Dig, Therese, jeg synger
Og opfrisker igjen Mindets halvvisnede Krands.
Tænker den Aften du end, da du fra Gondolens Relling
Saae med sværmeriskt Blik ned i den speilende Flod?
Tankefuld legede du med den første Rose som Vaaren
Ved Naturens Barm satte med elskende Fryd.
Jeg i Naboens Hegn ved Dagens rødmende Komme
Havde med speidende Blik seet og tilegned' mig den.
Mens du nu tankefuld med Rosen leger, saa glider
Den af din slippende Haand ned i den speilende Flod,
Flux bagefter jeg styrter og triumpherende bringer,
Lig en Flodgud af Vand dryppende, Flygtlingen hjem.
O hvor yndigt du da min vilde Forvovenhed lasted'
Og med bekymret Smiil straffed' og lønnede mig,
Mens jeg laae ved din Fod og inderlig elskende stammed':
Jeg vil leve og døe, skiønne Therese, for dig!

Ofte mindes jeg end, at du en Frugt mig foræred'
Som Natur i sit Skjød saae med Forundring og Fryd:
Fremmet paa Jorden den var og Kunstens digtriske Foster,
Værdig at sættes til Pryd hist paa Olympernes Bord.
Gartnern med skabende Iid blandt Træer Ægteskab stifted',
See! og den blev Pommerants, Fersken tillige den blev.
Yndigt det straalende Guld med Purpurdunen sig blanded'
Mens den ved Nektarens Tryk, bristende, svulmede op.
Ærefrygt Nydelsen holdt, mig syntes at Gudernes Eie
Var mig betroet og min Haand lagde den hen i dit Skjød,
Men en Gudinde liig, som Udvalg til Offer modtager,
Tog du og flækkede den, Halvdelen rækkende mig.

Andre forkynde hvert Slag som Riger løfted' og styrted'
Og i udødeligt Træk tale til seneste Slægt,
I mit sødere Kald kun dig, Therese, jeg synger
Og opfrisker igjen Mindets halvvisnede Krands.
176 Tænker den Dag du end, da du paa det brændende Leie
Mig som Feberens Træl himmelsk medlidende, saae?
Det var just paa den Tid, da saturnaliske Glæder
Lig en almindelig Ruus, trylle Italiens Slægt1).
Alle Stænder forsvinde og een kun bliver tilbage,
Menneskets ædle Stand: Glæden er Rigdom og Rang.
Høie med Ringe fortroelig, og Rige med Arme sig blande,
Menneskers trampede Slægt trylles i Lighedens Skjød.
Til mit Leiested naaer den hvirvlende Latter paa Torvet,
Og som i nyeløvet Lund, hører jeg Eiskendes Chor.
Febern forgiæves mig knuser, en Gud mig synes at drive,
Og som Smintheus-Apoll staaer jeg i Maskernes Sal.
Alle forundrede studse og Trængslen ærbødig sig aabner
For den melodiske Gud, skridende herlig og blid,
Indtil han der, hvor du staaer i Tilbedres vigende Trængsel,
Standser og lægger sin Krands ned for din bævende Fod,
Medens til Strengenes Lyd som binder den larmende Tummel:
»Guderne hylde dig, dig, som gjør Støvet til Gud!«
Brat han forsvandt og længe i Trængslen Banen stod aaben,
I den Himmelskes Spor vovede ingen at gaae
Rødmende stod du der, dit Blik i Barmen forborgen,
Og den ofrede Krands laae ved din bævende Fod,
Til en Veninde den tog og blid opmuntrende satte
I dit lokkede Haar den med en Graties Haand.
Nogles Misundelse snart den smigrende Hylding nedsatte,
Andres Nysgjær gik efter det Skjulte paa Spor;
Hver en fortroelig Kreds, hver sladdrende Gruppe paa Torvet
Gjætted' omsonst - i en Gud dulgte Beskedenhed sig.
Men hvor finder jeg Ord din søde Forundring at male,
Da jeg seenere selv røbed' det skiønne Bedrag,
Ah! hvor finder jeg Ord den store Belønning at male
Som i min salige Barm Gudmaskens Ord gjorde sandt!
Laan mig nu ikke, Apoll! din skuffende udvortes Lighed,
Laan mig, Henrykkelsens Tolk, laan mig din Aand og din Røst!

*
177

Til Hiertet

Hvad fattes dig, Hierte?
I smilende Smerte,
I grædende Lyst,
Du længselfuld bæver
Og svulmende hæver
Det tyngende Bryst.

O Hierte! hvad røver
Din Fred og bedrøver
Og glæder i eet?
Ak! noget som ikke
Med Menneskers Blikke
Paa Jorden er seet.

Mit Savn mig fortærer
Og ak! jeg begiærer
Jeg veed ikke hvad:
I Bølgernes Brusen,
I Bladenes Susen
Mig lokker et Qvad.

Til Eeglundens Skygger,
Hvor Gysen betrygger
Druidernes Boe,
Min Attraae bortrinder:
Jeg kommer og finder -
Og finder ei Roe.

Paa blaanende Høie
Mig vinker et Nøje,
Og vinker igien:
Jeg iler, jeg stiger
Til Skyen - det viger
Kun fiernere hen.

178

Naar Stjernerne smile
Til Jordkloden Hvile,
Da blir jeg saa øm,
Da vil jeg henrinde
I Velklang og svinde
I anende Drøm.

Jeg lytter saa bange
Og salig til Sange
Fra Lyshavets Kyst,
Imedens min Længsel
Af jordiske Fængsel
Gad været forløst.

Naar Maanen sig løfter
Bag Fieldrækkens Kløfter
I Taage og Røg,
Jeg sværmende skuer
I Kløfternes Buer
Et himmelskt Besøg.

Fra festlige Strenge,
Fra evige Enge
Med Vellyd og Duft,
De dandse i Kjæde,
Rundt sittrer af Glæde
Den hellige Luft.

Jeg undrende stirrer
Og længselfuld dirrer
Af smertefuld Lyst:
Ved Randen jeg hænger
Mens hisset sig mænger
Med her i mit Bryst.

179

De salige Skialde
Mig synes at kalde
Til Glædernes Væld;
Min Lænke sig strækker,
Men Jordkloden trækker
Tilbage sin Træl.

Hvis ikke, jeg vilde
Til Glædernes Kilde
Bortlokket, undflye,
Og høit over Jorden
Til Sylfernes Orden
Som Medbroder tye.

I ei mig tildrage
Fra Sorg og fra Klage
Til høiere Stand!
Thi kun I mig hæve,
I Tomhed at svæve,
Fra Jordklodens Rand.

Veemodige Hierte!
I smilende Smerte
Og grædende Lyst,
Du længselfuld bæver
Og svulmende hæver
Det tyngende Bryst.

Hold op at begiære
Og lær at undvære
Hvad Favnen ei naaer:
Lig Møen, Zeus lønner
Beskedenheds Sønner
Med uventet Kaar.

180

De Guder sig sanke
Om Eenfoldens Skranke,
Om Nøisomheds Vraae,
Blufærdige Maade
De gierne i Naade
Og Gunst overgaae.

I Skabningens Strække
I Væseners Række
Nok ikkun er eet;
I Himmelens Ramme
Indfattet, det samme
Som her paa en Plet.

Søg da ei dit Nøie
Paa Anelsens Høie
Hos Guder til Laan,
Thi Skiebnen end troner
I Jordklodens Zoner
Med gaverig Haand.

Sang

Jeg kjender et Land, et velsignet Land!
Hvor Lasten i Mørke kun træder;
Hvor Tryghed og Nøie er Hvermands Stand
Og Fyrsten forskiønnes ved Sæder.

Jeg kjender i Landet en Dal saa skiøn,
Hvor Hyrden og Dyrkeren smiler;
Hvor Karskhed er Nøisomheds søde Løn
Og Uskyld paa Overflod hviler.

Jeg kiender i Dalen et Opholdssted,
Hvor Godhed og Glæde modtage,
Og ædel Tilfredshed fra trygge Bred
Paa Storlivet skuer tilbage.

181

Jeg kiender derinde en Glut saa øm,
Saa from og med Viisdom fortroelig,
Hvis Liv er saa reent som en Seraphs Drøm
Om Glæden i Menneskers Boelig.

Jeg kiender, o Glut! i dit ømme Bryst
Et Hierte, min Ære og Lykke -
O naar skal jeg kiende den seene Lyst
Til troefaste Barm dig at trykke!

Paa et aftalt Samlingssted

Staaer Dagens Vogn paa Himmelbuen stille?
Og standsed' rundt omkring Bevægelsen?
Saa sent, som om det var de sidste, trille
Minuterne af Tidens Urne hen.
Styrt, gyldne Dag, styrt Dig i Havets Bølge!
Kom, hemmelige Nat, med Stierners Følge!

En øde, frydløs Evighed udfolder
Sig mellem Nu og Dagens sidste Skiær,
Thi Lilla da, hvis hun sit Løfte holder,
Fortie det, kaarne Sted! - skal møde her.
O tøv ei længer, blide Aftenrøde!
Du skiønne Vink til det aftalte Møde!

Hvor stille rundt! Med ubetvungen Grøde
Her Eensomhed sin Neldekrone snoer,
Kun min Forventning dette bange Øde,
Ulædsket, Ørknens matte Giæst, beboer,
Lig Vandern, som til hærdet Himmel skuer,
Vansmægtende i Sahras Helvedluer.

182

Suus kiølende igiennem disse Blade,
Suus lindrende, Naturens Aandedrag!
Dys mig i Blund, hæsthvidslende Cicade,
Og tæm til Fred mit vilde Hjertes Slag!
Kom, hulde Søvn! med mine Yndlingsdrømme
Og lad mig forud Glædens Bæger tømme.

Men nei! For mig er ingen Fred og Hvile,
Unøisom Attraae i hver Aare slaaer;
Ei lærte jeg ved Haabets Barm at smile
Og forud salig, vente hvert et Kaar:
Lig Mindet, som iblandt Ruiner klager,
Mig selve Haabets blide Engel plager.

O kom da, Hulde! Siig, hvi kan du tøve
At synke til mit længselfulde Bryst?
Og vover du, seentsyslende, at røve
Et Øieblik fra Amors kielne Lyst?
Den svundne Tid ei meer tilbagevender,
Og Hiertet, ak! fortæres, mens det brænder.

Lad Livets Morgentimer ei forgiæves
Omcirkle dig i Glædens lette Dands,
Og viid, at alt igjen tilbagekræves,
Din Ungdoms Smiil og Gratiernes Krands;
Thi flyv! See! Solen daler allerede
Og Nattens Skygger sagte sig udbrede.

183

Natlig Fest

Naar Midnat Stierner om sin Isse sanker
Og Himlen ned til Jorden synes tye,
Ledsaget af høitidelige Tanker,
Forlader jeg mit Arnested og Lye;
Dybsindigt grublende, jeg eene vanker
I Tausheds Ørk til Dagens første Grye,
Da Kraften sig af Søvnens Arme river
Og Lysets Strømme Møjens Hiulværk driver.

Og medens Stiernehimmelen sig dreier
Saa hellig stille i sit Æons Ring,
Og jeg saa frit, kun halv paa Jorden, sveier
I Telescopens Underland omkring,
Jeg Liv og Død jeg Jord og Fremtid veier,
Min Aand bevæger sig i store Sving:
Lig Chrysaliden med udvoxne Vinger,
Til Aanders Rige moden den sig svinger.

Ved ubrudt Tankelys jeg Jordens Glæde
Seer tage Kronen af og lægge den
Dybthyldende, ned for Fornuftens Sæde,
Som bæres i Triumpf fra Himmelen;
Og mens i Samklang reene Aander qvæde
Fyrstindens Priis, blandt dem jeg knæler hen:
»O Himmelske! du end min Iid og Tanke
I dine idealske Former sanke.

Dit Bud, o Aanders Dronning! i hvert Hierte
Til Aanderigets Tyngdelov, du grov,
Og til forhøiet Orden, Lyst og Smerte
Strengt underkastede den høie Lov;
Du Jordens Pleiesøn hans Udspring lærte
Og sagte vænnende fra dyrisk Rov,
Ham herlig rakte Offerlammets Krone
Og segnende, han steeg til Guders Zone.«

184

Saa raaber jeg, imens sin Cycloide
I festlig ordnet Omgang, Toget slaaer:
Jeg seer Opofrelsen med Krandsen skride
Og Taalm d, som nedsmiler i sit Saar;
Jeg seer Dig, Samvid, grumme Eumenide,
Dig, som i Pagt med Søvn og Drømme staaer:
Med hellig Gruen jeg Triumphen skuer,
Indtil i Østen Dagens Purpur luer.

Sonnetter

I
Genierne

Før Sonnettets Genius kun læret
Gad Petrarchas spæde Veemodsqvad,
Han paa Liljekalkens Bredde sad,
Kiælent klukkende i Aftenskiæret.

Som en Sylfe Dug, gad han fortæret
Elskovs Taarer paa et Rosenblad;
Jaget Sukkes Hob i ordnet Rad,
Bobler lig, af Elskovs Barm opgiæret.

Tidens Genius som herlig steeg
Til Olympen, over Skyers Baner,
Ham i sin Forbiflugt saa formaner:

Følg mig du! Forlad din Børneleeg!
Hist du med Athenes Hielmbusk spøge
Og at løfte hendes Spyd forsøge.

185

II
Ved Staden Wiens Beskuelse fra
Gallizinbierget

Over Wiens Steenkolossers Rader
Hvirvler Røgen af en antændt Skov;
Id og Lyst med Fod og Hiul og Hov
Sliber, pløier, knuser hiine Gader.

Jeg Aartusinde tilbageblader,
Da end ingen Folkehyrdes Lov
Ned fra Himlen steeg med Skrift og Plov
Til Danubens strøifende Nomader.

Hvilket Dyb! Dets Maal Æoner er!
Maale paa Fuldkommenhedens Stige
Fleer vor Frastand fra Fornuftens Rige?

Frem i Tiden ligelangt jeg seer:
Dybt, som hiine for vort Blik undvige,
Sees vi engang af Daimoners Lige.

III
Den Troefaste

Venskab, Søvn og Elskov troeløs vender
Sig mod Lykken i dens Middagsstund;
Selv saa stor som hele Jordens Rund,
Hæderns Hymne Vennesuk ei kiender.

Milde Haab! Din Purpurmorgen brænder
Selv i Tungsinds og Erinners Lund;
Stjernebuen ligt, i Mørket kun
Skiønnest sig dit Himmelskiær antænder.

186

O hvor yndig, med en Engels Røst,
Ved en Krands af Natfioler fager,
Hvidsker du til Taalmod hist din Trøst:

Hun til Modgangs Bue, uden Klager,
Øiet løfter og med jevnet Bryst
Stor som Niobe, hver Piil modtager.

IV
Til min Genius

Naar du Vingen om min Isse slaaer,
Løsnet ud af Tidens Kreds jeg springer,
Egenvældes Tryllesepter svinger
Og ved Skiebnens brustne Urne staaer.

Hvad prophetisk reene Hierte spaaer
Og hvad Sagnets Æolsharpe klinger,
Meer end Sagn og Spaadom jeg fuldbringer
Rundt om mig til stolt-indbildte Kaar.

Lad mig saa i evig Svimmel hænge!
Bind for evig under mine Fied
Tidens Bølger med Arions Strenge!

End indsvøb mig i Usynlighed,
At ei Guderne af Avind slænge
Tordnen i min skiønn're Verden ned!

187

V
Tempelhallen
Ved Indfarten i Brentafloden

Seirende, i Ørkner, Sumper, Heder,
Orientens Ynka! du fremdrog,
Og med himmelsk Smiil og Stemme slog
Tigern Vildhed ved din Fod i Kieder.

Siig, mon her Naturen sig bereder
Atter til Triumphvei for dit Tog?
Her hvor Kunsten ved sit Blomsteraag
Den paa Tankens Straalebaner leder.

Ja, din Tempelhalle reistes her!
Olmer sig til Pillerader stille,
Medens Flodlasuren Tiljen er.

Festligt naae fra Pille hen til Pille
Druekieder; Efeus Væv som Tag
Over mig udlukker Dug og Dag.

VI
Ved en Amor af Mengs
I den churfyrstlige dresdenske Samling
af Pastelstykker

Hvilken Vellyst brænder Guden i!
Kun Dione, ved Lyæos's Side
Moder blivende til en Charide,
Nynner den i Sukkemelodie.

Lyst, til hvis forgudende Magie
Skiebnen Nervers Dirren ei indvi'de,
Kun som Drøm og Anelse tør glide
Fiern paa min Bevistheds Rand forbi.

188

Saa, Orpheussiungne! saa du brændte
Da af Harmoniens Skjød du sprang
Og til Liv og Vellyst Chaos tændte.

Jordens Lyst din's Billed' kun fuldendte
Da med Væsners Hær, ved Stjerneklang,
Hiin i Solens Straalekiede hang.

VII
Fredensriget

Fred paa Jorden og i Barmen Fred
Er den store, uopløste Gaade;
Enkelt Kraft og evig Almeenmaade,
Hvilken Kiede samler disse Led?

Mens jeg for mit Selv maae knæle ned,
Blodig Afgud, grusom Dyrker baade,
Vil Foreeningsdriften herligt raade,
Strømmende hen over Selvheds Bred.

Ja! til Formers Fredensrige iler
Denne Trang, som Jord og Tid forsmaaer,
Og med Alt i saligt Slægtskab staaer.

Hist en evig Afrodite smiler,
Og i Fred den indre Verden hviler
Medens Selvbestyring Harpen slaaer.

189

VIII
Tilstaaelsen

Ufulgt, vovsomt, over Ord og Ting,
Tankeverdnens Æronaut, jeg sveier;
Mængdens Trængsel under mig sig dreier
Lig en Myggeskye, i Leeg omkring.

Svimlende, ved Kiedens første Ring
Voldsomt jeg i Ligevægt mig veier,
Lig Cometen, som kun ikke skeier
Af sin Banes dristigt-skrevne Sving.

Skal jeg, tør jeg vove at udsukke
Hvad jeg bar i Tausheds Helligdom?
Gierne, ak! jeg gierne vendte om.

Gierne jeg for Kiephest og for Dukke
Min utrættelige Kunstnerstav,
Ak! og selv mit Ideal bortgav.

IX
Erindring og Haab

Tidt jeg giennem Mindets Skyggerige
Sukker efter hvad jeg før besad,
Som om Aanden alt i Svaneqvad
Vilde til sit Fødeland bortvige.

Snart de Elskedes Phantomer stige
For mit Blik, i yndig malet Rad,
Dog blant dem, fra Tusciernes Stad1),
Skrider seirende Diones Lige.

* 190

Sult paa Florents's Høie2) leirer sig,
Arno's Bølge mod sit Udspring triller
O Theresa! før jeg glemmer dig!

Slette, Bierg og Hav fra dig mig skiller,
Derfor Døden blidt tilsmiler mig
Mens i Himlen jeg dit Billed' stiller.

*

X
Til Marchesi1)
Efter en blid Aria

Mandens Høihed i din Himmelsang
Idealsk med Møens Ynde stemmer,
Som tvetydigt Kiøn om Liber's Lemmer
Sig i yndig-blandet Omrids svang.

Hvert et Hierte Nag og Tvivl og Trang,
Overgivet til din Vellyd, glemmer:
Harmonie hvert indre Oprør tæmmer,
Skiøn som den der af din Barm udsprang.

Naar i Venskabs Favn Saldagno2) hviler
Og hans Aand i Melodie bortiler,
Da det bæver giennem Væsners Rad:

* * 191

Ah! men Døden al sin Skræk bortsmiler,
Og hver Bævende henslumret gad
I Saldagnos søde Svaneqvad.

XI
Faklen

I Nattens Slør, af Taushed ledet, ned
Til Psyche Amor fra Olympen stiger,
Med navnløs Fryd hun til hans Barm sig smiger,
Med glæde-vogtende Uvidenhed.

Men Nysgjær snart om Rosenleiets Bred
Forførende, lig Edens Slange, sniger:
For Lampens Skin den Himmelske bortviger
Og Blufærds skiønne Charis følger med.

Forgiæves, Psyche! mindefuld du væder
Dit Leiested, i Savnets Enkeflor
Henstirrende paa Flugtens tomme Spor.

Saa flygte, uden Gienkomst, Hiertets Glæder,
NaarVidet med sin Fakkel blandt dem træder
Og giennemstraaler deres Slør og Giord.

XII
Ved Midnat

Sover, mens udfoldet Natten ruer
Over Luft og Jord og Ocean!
Sover, mens med Svøben ingen Khan,
Og med Tordnen ingen Lama kuer!

192

Under Fængslets skimmelfulde Buer,
Lænket Misdaad, sov paa Helveds Rand!
Sov, o strenge Straf, i Søvnens Land,
Mens selv Samvid Lasten ikke truer!

Modgangs Aand hist paa optegnet Blod
Slumrer ogsaa, Hævnens dorske Luer,
Misvæxts Meeldugurne ved sin Fod.

Ømme Moder lig som bøiet skuer
Sødt inddysset Spædes skyldfri Fred,
Seer paa Jorden milde Guddom ned.

Ax og Blomster

I
Til Gallia

Stor i Stort vil du være, o Gallia! Dronning for Smaating?
Stor du kun var i Smaat, Terne for Syd og for Nord!
Ædlere, stifte din Naboe Love og blomstrende Stater,
Du i Europas Haar flette den prydende Krands.

II
Til Britterne

Krigens Lynild omsonst, o Britter! mod Eder sig tænder,
Thi Neptun om jer Øe, slaaer sin betryggende Favn:
Kun for den lavere Krig med Piil og med Skytte I ræddes,
Mens det larmende Torv, Kræmmere! Valpladsen er.

193

III
Grækerne

Saligt jeg priser det Folk, hvis Ynde forskiønnede Jorden,
Og hvis barnlige Fryd seirede over dens Skræk:
Guderne lokkedes ned i Skove og Dale og Floder,
Og den forundrede Død skiulede sig i et Kys.

IV
Til Bonapartes Genealog

Aner du søger til ham i Glemsels forstyrrede Rige,
Og fra den gnavende Orm frelser de levnede Træk -
Daare! veed du da ei, at, store Gierningers Fader,
Han ei paa Aners Flok, men at den følger paa ham?

V
Under Moreau's Billede

Tvefold Hæder den Helt, som Hæder fortiener og afslaaer,
Tvefold seirede han: uden og inden for sig.

VI
Ved Bonapartes Billede

Ikke jeg vover at dømme, dog siger en Røst i mit Indre,
At det Ypperste er Højhed og Jevnhed i Eet.

VII
Demokratierne

Lig Pyramider, som man paa Spidsen voved' at stille,
Demokratierne nys, bagvendte Stater, man faae.

194

VIII
Indskrift paa en Eeg

Hundrede Gange jeg alt mit Løv paa Jordkloden kasted',
Trende Slægter jeg saae vorde og døe ved min Fod;
Paa min susende Top Begeistringen troner i Storme,
Ved min mossede Rod sidder Betragtningen taus;
Hellig min Skyggekreds er, Naturen til Tempel den hvælved',
Her er din Adgang, o Bøn! her er dit Alter, o Tak!

IX
Bøn

Styrende Skiebne, jeg ei om Ønskers Opfyldelse beder,
Lykkelig er jeg, hvis du mildt vil berøve mig dem.

X
Det sande Værd

Lykken er dybt i vor Barm og ikke i Tidernes Gaver,
Kongen vaager med Sorg, Tiggeren sover i Fred:
Sæt du Tingenes Priis og lad dig af dem ei vurdere,
Da er du rig ved dig selv, kiender, lig Guder, ei Trang.

XI
Til en Bonmotkræmmer

Vittig du være vil? Vær god og nøiet forinden,
Ellers din Vittighed bliver til Dolkstik og Gift.

195

XII
Den Lykkelige

Lykkelig priser jeg den, som siger til Dagen, der svinder:
Stiig i Østen paa nye, som du i Vesten gaaer ned!

Enevoldsherren

Hæld, trefold Hæld og Priis og Hæder
Hiin Himmelkaarne Ypperste
Som frem for Millioner træder,
Kronions skiønne Billede!
Hvo ligner ham i Fryd og Vælde?
Han uden Lige, ene gaaer,
Hans Bud som Verdenlove gielde
Og ved hans Side Døden staaer;
Med Fyldens Horn og Vredens Torden
Han signer og forfærder Jorden.

Han trygler ei, en Gud, han kræver
Og let det Høieste opnaaer,
Opfyldelsen fra Zeus nedsvæver
Og fletter Krandse i hans Haar.
Den gyldne Naade fra hans Trone
Uddeler Retfærds Overflod,
Barmhiertighed ham tør forsone,
Skiønt Hævnen ligger ved hans Fod,
Og Bøn og Tak i Samfavn qvæde
En evig Tvesang for hans Sæde.

Dit Enkeslør, o Sorg! han hæver,
Udspeidende den dulgte Graad;
Fortieneste! din Krands han kræver
Og pryder Lønnets stille Daad.
196 Han hersker selv i Nattens Riger,
Lig Gienfærd, hans Aarvaagenhed
Med dæmpet Diadem nedstiger
At vogte Søvnens dybe Fred,
Og mens han Borg og Vraae omhegner,
Paa Tærsklen ræddet Misdaad segner.

Hist kommer han i Uveirsstraaler,
Med Magtens Løve ved hans Fod,
Og veier Ret i sikre Skaaler
Og ubønhørlig æsker Blod.
Fra Lastens Aasyn brat nedglider
Bedrageriske Yndes Slør,
Mens Lysten fra dens Barm sig slider
Og under Angers Dolkstik døer:
Og saa han Pagten sønderriver
Som Last og Lykke underskriver.

Men giennem Vredes Uveir bryder
Hans Aasyns Æter frem igien,
Og Millioners Hær sig fryder,
Paa nye de skue Himmelen.
Et Foraar skinner fra hans Øie,
Lig Bier, Ønskerne med Iil
Omflaggre Velfærds lyse Høie
I Eneherrens Almeensmiil:
Et talløst Folk i samlet Kiæde
Omdandser hans tilbedte Sæde.

Og brat af Ørknens golde Rige
En blid Erobring spirer frem,
Mens taarnekronte Stæder stige,
Sindrige travle Syslers Hiem.
Hver Kunst sit Ideal opfylder,
Ved Gavnets Side Ynden staaer,
Sødt Folket Charis's Love hylder
197 Og blidt i Sæders Kiæde gaaer;
Oplysningen med Straalekronen
Cheruben lig, staaer nærmest Thronen.

Men hvilke Skrig, hvad Almeenklage
Mod Himlens Hvælving bryder sig?
Mon Fienders Hære vildt uddrage
Og æske Nøiets Folk til Krig?
O hvad var Krig og hver en Jammer
Da han med signet Vælde bød!
Nu selv Fortvivlelsen kun stammer
Utalte Myriaders Nød:
Brist ud, o Jord! i Graad og Klage,
Sin Lige kalder Zeus tilbage.

Foraarshymne

Du, som Jordens tunge Iisaag bryder
Og til evig ubekrandset Pol
Grumme Vinter at landflygte byder,
Vær velkommen, attervendte Sol!
Vaaren høit fra din Quadriga smiler
Liv og Fryd i Jordens Dale ned,
Og forløst Persephoneia iler
Op i Lysets Favn fra Styxens Bred.1)

Glæden vaagner af dens Vinterdvale,
Skyens Pindar Hymnetriller slaaer,
Og som Brud, Natur i luune Dale
Blomstrende, for Vie-Altret staaer.

* 198

Siig, hvor ere nu de bange Klager?
Hvor, Natur! er nu dit Enkesavn?
Himmelen paa nye dig bryndigt tager
Signede, i sin asurne Favn.

Jord og Himmel saligt sammensmile:
Engen prydes, Fromheds Alter lig;
Lundens Bøgecolonnader ile
Til et Pantheon at hvælve sig.
Ah! men skiønnere end Lunde, Enge
Psyche slaaer i søde Kiendsler ud,
Og i Nerveharpens stemte Strenge
Dirrer Budskab om en ventet Gud.

Hvilken salig ventet Gud at dyrke
Staaer i Høitidsskiønhed, Støv og Aand?
Hiin, som i chaotiskt Uveirsmørke
Smilende udstrakte Fredens Haand.
Hvert Atom hans glade Tempel være,
Hver en Gnist af Liv hans Offerpræst!
Jord og Hav og Himmel til hans Ære
Mindes Skabelsen i Vaarens Fest!

Ja! han kommer - Livets, Glædens Fader,
Dydens høie Frænde, kommer han,
Og i alle Væsenmyriader
Dirrer Himmel, Jord og Ocean:
Al Naturen langs den heele Kiæde
Bæver ved den Fryd han kommer i,
Al Naturen indtil Jovis Sæde
Smelter hen til fuldendt Sympathie.

Rundtom lyde Cyperns Hymenæer,
Vexlende med kiælen Længsels Suk;
Ingen vinget Sappho hiine Træer
Smerter ved sit ubønhørte Kluk:
199 Ikke, at opofre og at savne,
Er dit grumme, ubegrebne Bud,
Attraae og Opfyldelse sig favne
For dit Sæde, Harmoniens Gud!

Skiønne Magt, som med et Smiil optø'de
Chaos's frosne Barm til Liv og Fryd;
Ved hvis Alter, naar Platoner gløde,
Jorden tryllet dyrker Gud og Dyd;
Du, som paa Orions Høie tænder
Andagts Ild i Lysets rene Aand,
Mens en Gnist af samme Lue brænder
Her i elskende Ephemeron;

Hvert et Væsen bryndigt sig beruse
Af den Himmelild du brænder i,
Og i vilde Vellysthvirvler bruse
I et Hav af Hymneharmonie!
Al Naturen ved din Fakkel stræbe
Ud af Formens frosne Favn at tøe!
Kun dit Navn paa henryktstumme Læbe
Dig til Offer, al Naturen døe!

Til Phantasien

Forlad ei, hulde Phantasie,
Forlad ei dette matte Hierte!
Og lad mig længer trylles i
Din Glæderuus, din milde Smerte,
Og alt dit høie Sværmerie!

Hvad eier frossen Viisdom vel,
Hvad Selvbevidsthed, som kan bøde
Paa Tabet af dit drømte Hæld
200 Og denne friske Morgenrøde
Du aander paa den blændte Siel?

Ved aldrig nøiede Begiær
Det Evige os hist tildrager,
Men ikkun du, Indvi'de, her
De aldrig nøiede fredsager
Med evig Skiønheds Atterskiær.

Endymions Gudinde lig,
Du daler til den Dødelige,
Imedens ved dit fromme Svig
Et lyst, æteriskt Drømmerige
Rundt om hans Tinding dreier sig.

O du, min Glæde, Værd og Pryd!
Mit heele Eie dennesinde!
Du Billed' paa min Fremtids Fryd,
Hvor jeg tidt tør henrykt finde
Forklarte Træk af hver en Dyd!

O hold mig stedse i dit Favn
At ei jeg Himmelen undfalder,
Og trøst mig med hvert Yndlingshavn1)
Selv da, naar ubønhørlig Alder
Hver Glæde hævner ved dens Savn.

Og naar da blant Cypresserne
Jeg skuer Livets sidste Hora,
End da i dig jeg henrykt see
Min evig glødende Aurora
Som kiærlig smelter Tithons Snee!

*
201

Hiertets Philosophie

Skiøn er den svulmende Sommer med Lysets omstyrtede Urne
Medens en Eegeløvkrands kiøler dens luende Kind,
Skiøn er den svulmende Sommer og lig den signede Qvinde
Som ved Lucinas Fod naadig Bønhørelse fandt.
Ah! men skiønnere dog er Aarets smilende Ungdom,
Skabelsens Billed' den er, Skabelsens aarlige Fest,
Lig den rødmende Møe, hvis Belte ingen opløste
Og hvem i Anelser kun Nydelsen nærmede sig.
Kun det Vordende er i Skabningen Gudernes Yndling,
Naar det Vordende er raaber Kronion: forgaae!
Thi kun et Øieblik han det Fuldbragte, hans Lige, forunded';
Fra Fuldkommenheds Top støder Forandring det ned.
Det er Gudernes Drift naar du det Vordende elsker,
Halvt er meere end Heelt, nøisomme Hierte for dig:
Om det Heele Fornuft opreiser Lovenes Skranker,
Phantasien i Baand blunder ved Dronningens Fod,
Men den Hulde som blev til Legeveninde dig givet
Flaggrer gøglende rundt om den forskiønnede Deel.
Blændværk og Drømmesyn ja! fra spraglede Vinger hun drysser
Og et Aandedrags Stød Skabningen blæser omkuld,
Men i Ustadigheds Favn sank Glæden jo ned fra Olympen,
Er ei dens Evighed, flaggrende Hierte, dens Død?
Barmen er Glædens Hiem, i Følelsers hellige Mørke
Guddommen lagde den hen, Eenfoldens lønlige Skat:
Vov at begribe hvad ei du mægter i Ord at udaande,
Skatten svinder - du har, Daare! kun Mindet igien.
See hvor den stolte Fornuft, som praler med evige Aner,
Grunder sit frydløse Værk midt i Æonernes Strøm:
Uforandret og eens, den giennem Omskiftelser skrider
Og i Forvandlingens Skiød griber den styrende Lov,
Holder saa høit i sit Favn, høit over Omveltningens Hvirvler
Det fuldførte Begreb, evigt, men frydløst og dødt.
Phantasie nu fortvivlet sig under sit Pallads begraver,
Medens den golde Forstand, stiæler, o Hierte! fra dig;
Glæden, den kielne, den spæde, ved Sandhedens Nordlys bortdaaner
202 Ak! og dens Sommerfuglkrop knuses i Tankernes Form.
Fryd er fri som en Gud og foragter Begrebernes Lænker,
Svøbt i Ukiendelighed, stiger den Himmelske ned:
Lig Sylfidernes Chor som svæver paa Stiernernes Straaler
Og med blussende Kind frygter det dristige Lys,
Saa den olympiske her aarvaagen Bevidsthed forbigaaer,
Kun i Uvidenheds Nat daler den himmelske Giæst.
Derfor kald ikke en Drøm hvad dig henrykker og tryller,
Skiøndt du vel ikke veed noget om hvad og hvorfor:
Hvad du føler, det er saa vist som Lilliens Vellugt,
Det er din Eiendom meer end hvad udenfor er.
Troer du at Viisdommens Rækværk kan rumme det endløse Heele
Og at Tankens Præg kun er Tilværelsens Pandt?
Ligemeget hvordan, naar Harpen kun bæver til Vellyd,
Om ved en Spillers Greb eller en Vestenvinds Spøg.
Var Endymion ei en Giæst ved Gudernes Taffel
Skiøndt han ved Nattens Barm, Tiggerens Billede, laae?
Salig uvidende, Hiertet ei Drømme og Sandhed adskiller,
Var i Olympen han ei, saa var Olympen i ham.
Men du frygter maaskee at Drømmen igien skal opløses:
Nu saa slumrer du ind, drømmer og trylles paa nye.
Alderen vaager kun ved Fornuftens stadige Lampe,
Glædeløs tæller den kun Tankernes samlede Skat,
Vare de kun noget meer end Skuepenge for Skabet
Og paa det store Torv ikke en ubekiendt Mynt!
Ungdoms Letsind, o du, som flagrer med spraglede Vinger
Rundt om Nydelsens Kalk, salige Letsind, vær min!
Hvad er Socrates's Vid, hvad Phocions Tale og Seier
Mod dit Libellespøg, Døgnets misundede Søn?
Hvad er skiønnere, hvad? end hiint usmittede Nøie
Som ved Naturens Barm yndigt udfolder sit Smiil?
Meget Himmelen gav, skiøndt Jorden det ikke beundrer
Og i Taarer er ak! Dyden kun frygtelig-skiøn.
Sandhed og Menneskeværd, de store Navne! jeg hædrer,
Men Naturen mig bød elske et smilende Liv:
203 Sidder ei Sorgen dybt ved Kundskabsbrønden, dens Nymphe?
Er det ei hende som tungt krandser Opofrelsens Helt?
Vov, o Menneske! ei at fordre Templer og Altre,
Zeus er hellig og god, derfor vær skyldfri og glad!
Eenfold og Uskyld, de søde, tilbedede Navne! jeg elsker,
Hvor de dvæle, der er Glæden en tøvende Giæst,
Hvor de dvæle der staaer vel ikke den gabende Trængsel,
Ingen Mindesteen der taler til seeneste Slægt,
Men der hviler, Kronion! dit altomfattende Øie
Og du giver et Smiil - Jordkloden ruller i Fred.

Sørgesang
om
Asan-Aga's Hustrue
(Efter det Morlakkiske1))

Hvad er det som skinner hist ved Skoven?
Er det Snee, hvad eller er det Svaner?
Var det Snee, da vilde den bortsmelte,
Var det Svaner, vilde de bortflyve.
Det er ikke Snee, ei heller Svaner,
Men den Kriger Asan-Aga's Telte.
Der han saaret ligger og sig vaander,
Af hans Moder og hans Søster pleiet,
Men hans kiære Hustrue ikke sidder
Ved hans Hovedgierde, thi undseelig
Blev hun hos fem kiære Glutter hiemme.

* 204

Da nu Smerten i hans Vunder dulmed',
Harmefuld han hende Budskab skikker:
»Vent mig ikke i mit Huus, det vide,
Ei i Gaarden, ei blant mine Frender.«
Ligesaa bedrøvet som uskyldig,
Denne haarde Tale hun fornemmer,
Og da i det samme Hestes Trampen
Stedse nærmere ved Huuset høres,
Troer hun at den vrede Husbond kommer,
Thi hun rædselfuld paa Taget stiger
I forsætligt Fald sin Angst at ende.
Men forskrækkede de tvende Døttre
Hastigt følge hendes Fied og raabe:
»Kiære Moder! hvorfor mon Du flygte?
Det er ikke Fader Asan's Heste,
Det er Pintorovitsch, er Din Broder
Som med talrigt Følge os besøger.«

Da den Bange disse Ord fornemmer,
Vender hun sig hastigt om og iler
Med udbredte Arme mod sin Broder:
»Broder! Broder! see min Sorg og Skiendsel!
Mig forskyder Asan, mig, som skienked'
Hannem disse fem til Pryd og Ære!«

Beien tier og alvorlig drager
Af en lysrød Silkepung en skreven
Kiendelse, som Søsteren tillader
For en anden Brudgom sig at Krandse.

Sorrigfuld hun dette Blad beskuer
Og hvert Træk udslettet gad med Taarer.
Derpaa tidt hun Sønnerne paa Panden,
Døttrene paa Rosenkinden kysser,
Men fra Noeret som i Vuggen smiler
205 Kan den ømme Moder ei sig skille,
Derfor Beien voldsomt hende tager
I sin Arm og op paa Hesten løfter,
Men paa Veien til sin Fædrebolig
Giennem Graad hun tidt tilbage skuer.

Kun et Maaneskifte efter hendes
Nye Indlemmelse blandt Slægt og Frender,
Kun et Maaneskifte, og til Huuset
Stimle mange Friere at beile
Til den unge, jomfrueskiønne Enke.

Blandt de mange Friere udmærker
Sig den ædle Kadi fra Imoski,
Thi med bange Stemme Enken beder:
»Kiære Broder! aldrig Du mig give
Til en anden Husbond! Ak! mit Hierte
Briste vil, ifald jeg nogensinde
Seer de søde Glutter moderløse.«
Men den Haarde hendes Bøn ei ændser
Og fra første Forsæt ikke viger.
Da hun hulkende paa nye ham beder:
»Føl mig dog i dette eene Ønske
Og lad i det mindste dette Budskab
Til Imoski's ædle Kadi bringe:«
»»Asans Enke hilser Dig og beder,
At naar Du et talrigt Følge ordner
For at føre hende til Din Bolig,
Du da vil tillige sende hende
Et af hiine største Slør Du eier,
Saa at naar hun kommer Asans Vaaning
Nær, hun da indhyllet ikke skuer
De ulykkelige Moderløse.««

Neppe dette Budskab han fornemmer
Før han Følget ordner for at hente
Bruden og det store Slør at bringe.
206 Uden Vanhæld naae de Brudens Bolig;
Ligeledes uden Vanhæld lade
De tilbage til Imoski stande.

Men da underveis de Asans Vaaning
Nærme sig, fra Høieloft nedskue
Hendes Døttre og gienkiende hende,
Medens begge Sønner forudile
Og ved hendes Knæ saa kielent sukke:
»Moder! ak! du var saa længe borte!
Bliv nu her og spiis med os til Aften.«

Og da Asan-Aga's Enke hører
De Forladtes ynkelige Bønner,
Vender hun sig om til Togets Formand:
»Gud Dig lønne, hvis Du lader standse
Her ved dette Huus og mig tillader
At forære disse Glutter noget.«

Strax ved Døren Toget holder stille,
Og hun stiger af for at uddeele
Til de kiære Glutter Skiænk og Gave:
Sønnerne erholde guule Støvler,
Døttrene i røde Slør hun svøber,
Og den Spæde som i Vuggen ligger
Nedenfra hun og en Kiortel sender.

Fader Asan ovenfra nedskuer,
Men snart kalder han de Smaae tilbage:
»Kommer til mit Hierte, kiære Glutter!
Haardt som Staal er eders Moders Hierte,
Hun bær ei Medlidenhed med Sine.«

Da den ømme Moder, skyldfri Huustroe
Disse haarde Ord fornemmer, blegner
207 Hun og synker trøstløs ned til Jorden.
Men da nu de Smaae forlader hende
Livet ak! med dem forlader hende.

St. Jørgen fra Søen

Naar Jorden ved Midnattens dugfulde Bryst
Saa stille ligger og dier,
Naar Staden hviler fra Idræt og Lyst
Med dæmpede Livsmelodier,
En grublende Vandrer, Midnattens Ven,
Ved St. Jørgens Søe da sætter sig hen.

Og da stiger af Søens Sølverblaae
En Gestalt i Harnisk og Plade,
Og brat de vaagnende Fugle slaae
I Lindenes bævende Blade,
Og alle Blomster end lukke sig op
Og Vindene vaagne paa Sivenes Top.

Det er Sanct Jørgen1), den Helgen saa bold,
De Christnes vældige Kiæmpe,
Som sendtes af Gud, den Ondes Vold
I underfuld Seier at dæmpe:
Lindormen sig under hans Spydstage vred,
Men roelig han giennem Verdenen red.

Thi kneisede her ved sivkrandset Bred
Hans Capel i forrige Dage,
Men da sank det igien i Bølgerne ned
Med Helgen, Alter og Drage:

* 208

En anden Tidsalder velted' sig om
Og Hiertet blev viist da Forstanden blev from.

Den Helgen stander paa Bølgen der
Og i dyb Betragtning han skuer
Vor Frues Spiir, som i Maanens Skiær
Med Korset paa Kloden fremluer,
Og paa St. Peder og Nicolai end
I dyb Betragtning stirrer han hen.

»Der staaer eders Templer, saa raaber han ud,
Men siger, hvor er Eders Guder?
Ei skulle I dyrke hver jordskabt Gud
Som rommerske Klerke bebuder,
Ei skulle I tigge Brød af en Steen
Og Liv og Karskhed af Dødningens Been.

Men Livet herligt skal brede sig ud
I Bønnens stille Forklaring,
Og Himlen skal synke med hver en Gud
I Hierternes Aabenbaring,
Og Guder og Mennesker Haand i Haand
Skal knytte det saligste Slægtskabsbaand.

Forhærdede Tid! Kun Hierterne kan
Dette indvaanende Evige ane;
Imens af Naturen din golde Forstand
Kun dens truende Gienfærd kan mane,
Den rundt paa Jorden, blandt Stjernerne gaaer
Og alle de herlige Guder nedslaaer.

Fornedrede Tid! Du Lænken rev af,
Som Jorden til Himlene binder,
Thi flyder du ei i det Eviges Hav,
Derfra til en Sump du udrinder,
Thi strækker endnu kun Uskyld og Savn
Af Verden bespottet, mod Himlen sin Favn.

209

Kun Poge og Gubber med vaklende Fod
Betræde de hellige Fliser,
Og Korset, som herligt paa Jorden stod,
Kun som Rangle og Krykke de priser,
Ved Alteret tigge de Skaansel og Løn,
Hvor er da Gudernes elskede Søn?

En Tid der var, da Guddommen brød
Af Naturens Knop og fremsmilte,
Lig Sommerfugle i Lilliers Skiød,
I Gudblomster Mennesket hvilte,
O himmelske Tid! Du lever kun
Endnu i Profetens og Sangerens Mund!

En Alder der var, da Alt og Eet
Sig favned' i salig Forening,
O da havde Hierterne stedse Ret
Og Livet var Guddomsforleening,
Endnu var Mennesket ikke to,
Og al dets Rigdom ei Drømme og Troe.

Da skilte den saligste Blanding sig ad,
Det Eene i Alt sig erkiendte,
Paa Menneskets Pande nu Tanken sad
Og Love til Hiertet nedsendte,
Kun Længsel og Minde bleve igien
Og lokked' tilbage til Himmelen.

Og ved den fromme, den barnlige Troe
Fremblomstred' et Trøstens Rige,
Der alle de renere Ønsker boe
Som Tidens Omskiftelser svige,
Der gaaer end Guddommen fiernt forbi
Og Livet modtager i Sværmerie.

Glem aldrig, o Menneske! aldrig glem
At hige til Troens Rige,
210 Thi o det er alt det Skiønnes Hiem!
Kun Savnet til Himlen tør stige.
Kald aldrig Hiertets Sandheder Svig,
Thi kun barnlig Troe kan giøre dig rig.«

Og raskt igien, som i bristende Jord
En Tempelpille nedsynker,
I Søen han daler. I Taageflor
Naturen sig hyller og ynker.
Da Guddommen kommer i Solen igien,
Dog Mennesket ikke erkiender den.

Elskovs Rige

O Elskov! du hvis Tryllevælde
Tilbedes af den hele Jord,
Om Daarskab, Viisdom, Ungdom, Ælde
Du dine Straalekieder snoer.
Naturen af dit Smiil kun smiler,
Thi Død og Mørke er dit Savn,
Og Væsenmyriaden hviler
Opammet i dit Æterfavn.
Vel er, o Himmelske! dit Rige
Ei heelt af denne Verden her,
Vel tør os Tidens Syner svige
Og trællebinde vort Begiær,
Dog seer jeg med indviet Øie
Den første Moderblomst i dig,
Hvoraf den lave og den høie
Natur fra først udvikled' sig;
Og denne Alblomsts indre Bæger
Er Guders dybe Helligdom,
Og denne Alblomsts Rand os qvæger
Ak! med et Nektarduftatom.
211 O Elskov, i din indre Sfære
Er salig Frihed, ingen Lov,
Der er ei jordisk Guld og Ære,
Og ingen Nydelse er Rov.
Der blegner Chalifatets Krone
Ved Siden af en Krands af Løv;
Der smuldrer selv Cæsarers Trone
Og Hemisfæren bort til Støv.
Det Muld, hvorpaa du Foden sætter,
Forvandler sig til meer end Guld,
Den, som du med din Krands omflætter,
Indlemmes brat i Guders Kuld;
Og hvor din skiønne Verdens Orden
End giennem denne Verden gaaer,
Der Lighed atter deler Jorden,
Der Selvheds Alter ikke staaer.
Der sig Opofrelsen indvier,
Der Savnet er olympisk Fryd,
Og Sielene i Harmonier
Opløses, som forvandte Lyd.
Der skride Konger og Hyrdinder
Med samme Pligt og samme Krav,
Den samme Myrtekrands omvinder
Et Septer og en Hyrdestav.
Der sukker du, toscanske Svane,
Ei dybt ved din Madonnas Fod
Hun favner dig, skiøndt uden Ane
Og døde Sekler i dit Blod.
Der blev, i Elskovs Tryllesfære,
Der denne Haarlok blev til meer
End Stjernebilledernes Ære,
Opgangne over Heltes Leer.
Du skiønne Blomst fra Lillas Isse,
Modtagne, hemmelige Pant,
Som hendes Elsker tør forvisse,
At ei useet hans Taare randt;
212 O du guddommelige Eie,
Du Intet, som mig giør saa rig,
At Himmelen og Jorden dreie
Henrykkede sig rundt om mig:
En Helligdom du mig skal være,
Et Billed' paa mit største Hæld,
Jeg ved mit Hierte dig skal bære,
Indfattet i et Guldcapel.
Min Orden, naar jeg trygler Hæder,
Min Amulet i Sorg og Nød,
Min Anbefaling, naar jeg træder
For Dommeren af Gravens Skiød:
Thi Han, som øm sin Elskelige,
Naturen, ved sit Hierte bar,
Med venlig Faderrøst skal sige:
Han elskede og elsket var.

Trækfuglen

Fra kolde Himmel hænge
De klamme Skyer ned,
Rundt Lunde, Haver, Enge
Henfalme ak! derved.
Forbi er Glædens Dage!
Forbi! forbi! forbi!
O Brødre! hvi bortdrage,
Hvorhen bortdrage I?

Hæld dem! de trække glade
Vidt over Land og Søe,
Til Søndens Palmeblade,
Til krydret Blomst og Frøe.
Paa Qvisten de sig gynge
Ved kiælen Melodi,
213 Men ak! jeg her maae synge:
Forbi! forbi! forbi!

O grumme, grumme Jæger!
Hvad havde jeg dig giort?
Mit Saar vel aldrig læger,
Mit Liv jeg sukker bort.
Opblæst og syg jeg sidder
Ved Aaens Pilesti,
O Grumme! alt mit Qvidder
Er kun: forbi! forbi!

Men du, som hisset støtter
Dig til den huule Piil,
Og til min Klage lytter
Med Vemods matte Smiil,
O snart du mig skal finde
Fra Sorg og Smerte fri
Da lad en Taare rinde
Og suk: forbi! forbi!

Det Venetianske Foraarsgilde1)

Til Zuecca imorgen! fra Celias Læber det lyder,
Til Zuecca! enhver frydefuld tager igien.
Vil Du ogsaa vide, hvad dette betyder? saa hør da!
Thi det Fremmede jo stedse tillokkede Dig.
Mellem Bølgen og Skyen, dens Grundvold i Dybet nedsænket,
Kneiser Poseidons Stad, takkede Steenklippe lig,
Men den sindrige Kunst kun Pragt og Gilder den skienked'
Og ved dens Marmorfod krandser Naturen sig ei.

* 214

Fiernt dens travle Kiøl afhøster ceilonske Marker,
Medens persiske Naal Tiljen med Blomster bestrøer,
Dog, o Moder Natur! din friske, dugfulde Gave
Blomstrer og modnes ei midt i Venetias Pragt.
Derfor, naar Solen paa nye sin sluttede Bane begynder
Og ved Adrias Bred Vaaren af Graven opstaaer,
Haster Poseidons Dyrker fra Scenens digtede Temper
Og fra Gildernes Qvalm hen til den nyefødte Øe,
Under Elskov og Spøg at nyde de sødlige Perler,
Som i grønnende Skal groe paa den rankende Væxt.
Da nu Celia havde udraabt det gienlydende Løsen,
Skillede Kredsen sig ad, hver med god Morgen gik hiem,
Pønsed', hvorledes han skulde foraarlige Gilde forskiønne,
Og ved Adfærd og Dragt aflokke Fruerne Smiil.
Og da Skygerne nu i Stadens mæandriske Stræder
(Klipperifter man før skulde dem give til Navn)
Smallere bleve og høit fra Buen Middagen hersked'
Og de Syslendes Færd lønned' med qvægende Søvn,
Samled' de Kaarede sig hos Gildets lovgivende Dronning
Og afdeelte i Par flinkt i Gondolerne steeg.
Stille styred' 'Tilbøielighed og Valget bestemte,
Ceremoniemester var Amor, thi hvad er han ei?
Saaledes afdeelt i Grupper, hvor Kunst at behage gav Fortrin,
Flød det ordnede Tog over den store Kanal
Ud i det blaanende Hav, hvor hver en Kind blev opfrisket
Og ved hvert Aandedrag Livet fordoblede sig.
Sikker i Vendingens Kast og let som Lacerten i Bugter,
Smuttede hver en Gondol mellem de Mødende hen,
Til dens smeddede Kam Zueccas Bredde berørte
Og paa den grønnende Jord Grupperne bandt sig paa nye.
Savn, o Menneske! Savn er Glædernes evige Ungdom,
I Besiddelsens Skiød ak! de forældede døe:
Kun Venedigs Indvaaner, af straalende Marmorvæg blændet,
Hviler saaledes sit Blik seent paa den grønnende Eng;
Kun Venetias Frue, opvoxet blant Guld og Coraller,
Elsker ei Blomsterne blot, elsker selv ringeste Løv.
215 Da vi nu længe nok os havde frydet ved Vaaren
Under de svulmende Træ'r, hvor med den stolte Granat
Figenen kappedes om at vorde, mens Viinstokken langsom
I sin Udvikling, kun samled' til Hierternes Fryd,
Celias Røst os formaned' at sankes om dampende Taffel
Hvor med Comus i Pagt Gratiers Chor sig indfandt.
Tarvelig er Italiens Søn, og gennem hans Tempe
Lig en olympisk Giest, Nøisomhed usmittet gaaer,
Væmmelse ei og Bedøvelse hævner hans fraadsende Gridskhed,
Og paa Bægerets Bund jager han Vanvid ei op.
Spøg og Latter og Elskov, samt Ridderens almeene Ømhed,
Vid, Guitarre og Sang skiulede Ganernes Lyst,
Ikkun sielden løsrev sig den hastig modnende Elskov,
Sielden Tvemeeningen skielmskt skotted' bag Gratiens Slør.
Men under Bordet de Fødder saa kiælent veltalende vare,
Som paa et Orgelværk spillede Amor paa dem.
Mangt et Indtryk sig sneeg saa sagte fra Foden til Hiertet
Og i et talende Blik siden sin Ankomst tilskrev,
Mangen en Hierteforeening ved Vaarens Gilde forsøgtes,
Som da Høsten nu kom saligt fuldbyrdede sig.

Bærret
(Oldrussisk)

De Jomfruer hopped' paa Eng og Vang
Saa mangen en fauer Vise de Sang.
Mit er Bærret hiint røde.

De plukke de Blomster, de sanke de Bær
I Græs paa Eng og i Mos ved Kiær.
Mit er Bærret hiint røde.

216

Saa legte de til det ad Qvelde led,
Da hopped' de alle saa let afsted.
Mit er Bærret hiint røde.

De hoppede alle saa let afsted,
Petrovna sinker de mødige Fied.
Hvor er Bærret hiint røde?

Saa gik hun vildt i den korte Nat,
Og hun gik vildt i det stieløse Krat.
Hvor er Bærret hiint røde?

Ak! hvo skal staae mig Arme bi
I den fæle Nat, paa vilden Sti,
Mig og Bærret hiint røde?

Den Fæstemand hørte hendes Røst,
Han hastede did til Skierm og Trøst
Hvor er Bærret hiint røde?

Nu bliver jeg jeg gierne i Krattet her,
Nu kan du beskierme mig med dit Sværd,
Mig og Bærret hiint røde.

Om Morgenen gik hun i Høieloft ind,
Foruden Blomster, med liljehvid Kind,
Uden Bærret hiint røde.

Hvor ere de Blomster, hvor ere de bær,
Du plukked' paa Eng og sanked' ved Kiær,
Og hvor er Bærret hiint røde?

O Moder! jeg gik feil i den sorte Nat,
Saa gik jeg og feil i det stieløse Krat.
Hvor er Bærret hiint røde?

217

Da raabte jeg: Hvo skal staae mig bi
I den fæle Nat, paa vilden Sti?
Mig og Bærret hiint røde?

Da hørte Monossov min bange Røst
Og ilede hid til Skierm og til Trøst.
Hvor er Bærret hiint røde?

Han var saa kiærlig, jeg blev saa sær,
Da gav jeg ham alle de Blomster og Bær,
Samt Bærret hiint røde.

Til
Sephir
(Efter det Spanske af Villegas)

Blide Indvaaner af grønnende Lunde,
Evige Ven af guldlokkede Maidag,
Sylphe, udaandet fra Cyprias Læber,
Venlige Sephir!

Ah! hvis du Vidne var før til min Kummer,
Du, som medynksom min Klage henvifted',
O saa henvift ogsaa nu til den Grumme
Elskerens Dødssuk!

Før Hun medlidende kiendte min Smerte,
Før Hun lystsmilende lindred' min Smerte,
Før hun mig ynded', men nu hendes Vrede
Knuser mit Hierte!

Maatte da Guder med faderlig Ømhed,
Maatte da Himle med vennehuld Ømhed
Mildne de strængere Tider og skaane
Jorden for Sneen!

218

At ei den graanende Vinterskyes Byrde,
Høiden omtruende, røre din Skygge!
At ei dens Hagl over døende Spirer
Saare din Vinge!

Blomsterne

Og over Engen
Jeg eensom gaaer,
Og Harpestrængen
Med Længsel slaaer
De Klippesteene
Bevæge sig,
I Lundens Greene
Det svarer mig.

Biergkløften giælder
Saa vemodsfuld,
Af Gruben vælder
Det gamle Guld;
De Blomster bæve
Og hilse mig,
Og alle hæve
Paa Stilken sig.

For stedse spæde,
De være maae
Naturens Glæde
Og hendes Smaae:
Ved hendes Bryster,
Endnu som før,
Med rene Lyster
De die tør.

219

I hver en Stengel
Indlukket boer
En barnlig Engel,
Et Himmelnoer;
Og naar i Tiden
Den Blomst forgaaer,
En Engel liden
Af den opstaaer.

De synes trænge
Sig venligt nær,
Som om de længe
Mig havde kiær,
Som om de vilde
Ved Farvespil
Mit Savn formilde,
Mig tale til.

Thi ak! den Alder,
Som Skialden end
Med Længsel kalder
Omsonst igien,
Endnu den hviler,
Den skiønne Tid,
Og standset smiler
I Blomsten blid.

Det, som ham tryller,
Fra Vaar til Vaar
I Blomsterhyller
Fremarvet gaaer:
Hvert Frø bevarer
Hiint første end,
Men aabenbarer
Det ei igien.

220

Ja Blomster spæde
Min Sang forstaae,
Om Natten græde
De Taarer smaa,
At Uskylds Dage
Ak! kun hos dem
Endnu tilbage
Beholdt et Hiem.

Mod mig de hige
Saa nær, saa nær,
De ville sige
Hvad svundet er;
Men ak! de ikke
Tør sige hvad,
Thi kun de nikke
Med løftet Blad.

Thi kun de bæve
Og hilse mig
Og alle hæve
Paa Stilken sig.
Naar over Engen
Jeg eensom gaaer,
Og Harpestrengen
Med Længsel slaaer.

Af den røde Bog

Taalmod

Da en Engel fra Himlen paa Jordkloden fordum vildfared'
Ak! og tilbage ei fandt, dydige Taalmod! du blev.

221

Samme

Graadgiennemsmilende Taalmod, du klagenynnende Engel,
Tør ei Seier og Hæld ad Livets Bane mig føre,
O saa følge du mig, følesløs vorde jeg ei.

Betingelse

Skienker, veldædige Guder! mig ikke Kunsten at nyde,
Hvis I ei føie til den Savnets og Lidelsens Kunst.

Sammenligning

Sikre Instinkt! er du ei en Vandringsstav for den Sunde,
Medens den seene Forstand Kryblingens Krykkepar er?

Til de Syge

Philosophien velsigner som Lægedom og som Lise,
Ak! hvi blev det vor Lod, at vi behøvede den!

Det Ypperste

Mellem Afsmag og Trang, Begiærets jordiske Følge
Nøiet ungdommelig staar, Gudernes salige Lod.

Tilfredshed

Intet jeg meere attraaer, hvis Skiebnens styrende Vilje
Skienker til Meierens Sved mig den sokratiske Fryd.

Stoicisme

Skiøn er den Kunst at nyde og vogte Glæden for Afsmag,
Dog en skiønnere end, den, at undvære, der er.

222

Valg

Væmmelse velter sig mat paa hovnende, guldstukne Divan,
Trang paa skimlede Straa - siig mig, hvor dvæled' du helst?

Kongen

Menneske, op - og grib Selvstændigheds herlige Septer!
Herre over dig selv, Skabningens Herre du er.

Simplicitet

Salig Naturens Søn, som foragter Livets Udpyntning
Og i Tilværelsen alt føler sig nøiet og stolt.

Uvidenhed

Trefold lykkelig den, som naar en Viismand ham spørger:
Hvi er du lykkelig? ikke kan sige hvorfor.

Den gode Skuespiller

Lykkelig den, som spiller paa Livets skiftende Scene
Sine Roller, og ei veed, at kun Roller det er.

De Viises Coquetterie

Hvis du Glæden forfølger, den for dit Favn vil undvige;
Flye den Stolte, og brat vil hun forfølge dit Spor.

Glæderne

Mange Glæderne ere, som eies eller fortæres,
Dog de skiønneste kun Syner og Billedværk er.

223

Alteret

Der er et Alter, hvor selv Uranionerne tiene,
Skiøndt deres Patera ellers af Gaver er fuld;
Der er et Alter, hvor ei den tryglende Attraae nedknæler,
Skiøndt det paa Glæder er rigt - Kunsternes Alter det er.

Til de æsthetiske Realister

Daarer! hvis lavere Id vil tærske Geniens Blomster
Og ved den himmelske Ild kaage de jordiske Roer.

Til Theoristerne

Giver I Love, o Daarer! for Geniens selvskabte Verden,
Medens Naturen selv lydig modtager hans Bud?

Digterprøve

Vil du vide, om dig Naturen til Digter indvied'
Og om Begeistringens Gud kasted' sit Lyn i dit Bryst?
Flye til Ørkenens Favn, for stedse adskilt fra Vidner,
Der slaae Harpen og da Genius hilser jeg dig.

Det Frivillige

Meget Fliden formaaer og den sandkorntællende Møie,
Dog det Yndige kun kommer ubudet til os.

Til Digteren

Spil dog længere ei det daglige Livs Melodier,
Hærd det ved dorisk Klang eller ved mysisk det smelt!

Formen

Samlivets venlige Charis, Urbanitet, vær mig hilset!
Du, den evige Freds synlige, blide Gestalt.

224

Selvtilbedelse

Mennesket er en Narcis, som i Naturen sig speiler,
Og i sit Billede nu tryllet tilbeder sig selv.

Over Bryllupssalen

Elskov og Attraae dig raskt til Hymens Helligdom føre,
Men Undseelsen dig indenfor række sit Slør.

Til Delia

Det er forgiæves, at du med Amors Kunster mig lokker,
Du vil seire, og saa staaer jeg forsigtigt imod.

Til * * *

Ydmyg staaer du og stum blant dybtnedskuende Stormænd,
Og usynlig du dig giør med Beskedenheds Slør:
Saaledes staaer i en Kreds af kneisende, frugtløse Graner
Gartnerens podede Træ, bugnende under sin Frugt.

Beskedenhedsreglen

Avind og Stolthed det er, som af Fortienesten kræver,
At den beskeden skal dølge sin blændende Glands.

Philosophiens Oprindelse

Ahriman var det, som først paa Menneskets nøiede Læbe
Lagde det frække hvorfor, Himlens forbandede Tyv.

Undseelsen

Dydens Morgenskiær ei, dens Nedgangs dvælende Purpur
Er du, blussende Glands hisset paa Jomfruens Kind:
Ikke Undseelse stod i Edens hellige Skygger,
Først da det Onde blev til, Uskyld, da rødmede du.

225

Samme

Ikke, Undseelse du, er Dydernes hellige Moder,
Brøde og Uskyld her, Rødmende, avlede dig:
Men som Taalmod er skiøn, naar mod Vanhælds Komme den smiler,
Saa, o Gratie! du er det ved blottede Last.

Fuldendelse

Mand og Qvinde i Favn er Tingenes høieste Spidse,
Thi hvad overgaaer Vælde og Blidhed i Pagt?

Sonnetter

I
Ved et Barns Død

Skyer ned paa Dødens Hæle hænge,
Bag ham lyder Savnets Klagerøst,
Med ham dog til Lethes Taagekyst
Phantasiens Straaleblikke trænge.

Lig en Klang af sprungne Harpestrænge,
Aanden lig af Rosens Purpurbryst,
Fløi din spæde Aand, af Sløret løst,
Til Elysions forklarte Enge.

Paa din Grav, din Grøntørvvugge, skal
Fra et Rosentræ en Nattergal
Dig til Minde sine Klager klukke.

Og naar Vaaren krandser Høi og Dal,
Skal din Moder under ømme Sukke
Dig til Minde, ak! en Knop afplukke.

226

II
Stoicismus

Tidens Bølge Glædens Boble føder,
Neppe hævet, brister den med Iil,
Ak! og da for hvert et vovet Smiil
Du med Savnets Taarefloder bøder.

Med sin Gienfrydskalk Erindring møder
Lykkens Yndlinger, som Hebe mild,
Som en Eumenide grum og vild,
Savnets Dolk i Vanhælds Bryst hun støder.

Guder kun til gyldne Sædes Rand
Glædens Flugt med evig Lænke binde;
Glemsel flyder kun i Dødens Land:

Thi vær glædeløs! Dig hærdet finde
Hvad din Arm ei stedse kan omvinde,
Eller tabt, din Barm ei glemme kan!

III
Fantasticis1) Sang

Aldrig jeg bortødsled' Harpens Klang,
Thi jeg kiender alt hvad Jorden pryder,
Hvad Naturen blind frivilligt yder,
Kunstens Medgift og Fornuftens Tvang.

Bækken lig, som med ustandset Trang
Af Naturens Urne sig udgyder,
Hist blant Stierner, her blant Roser flyder,
Brast af Hiertet Sangerindens Sang.

* 227

Stands, o stands i Flugten! Synligt Mæle,
I Porphyrens gyldne Ar du dvæle,
Aldrig slettet ud ved Tidens Haand.

Men forgiæves! lig en løsnet Aand,
Sangen ned til Lethes Bredder stræber,
Levende paa Sapphos Ekkolæber.

IV
Barmhiertigheds Tempel
Ved Billingtons1) Sang

Lidenskaberne ved Ninas Side
Blunde, som ved en Gudindes Fod,
Dydens Fred, olympiskt Stillemod
Hen paa Sangens klare Bølger glide.

I som sukke, hyle, Hænder vride,
Blodskyld, Angst, Fortvivlen, Angerbod!
Naade her aftvætter Mordets Blod
Og omfavner selv en Pelopide.

Stands, o Tonebygning! Styrt ei ned!
Stands, for her paa Jorden at opstige
Til et Tempel for Barmhiertighed.

At ei meer, med skrækforfulgte Fied,
Bønners Sværm omsonst forvildet skrige
Efter Hielp i Stiernekongens Rige.

*
228

V
Længsel efter Roe

End ei Kraften af min Arm bortviger,
End ei falmer Vaaren paa min Kind,
Dog med høi Tilfredshed gik jeg ind
Under Skyggerne hvor Lethe sniger.

Kun bag Støvets Hvirvel, som opstiger
Stormende fra Tidens Kiæmpetrin,
Er der Roe for dette matte Sind,
Som omsonst til Fryd og Sandhed higer.

Hist er ingen Tvivl, som støder Gud
Ned fra Thronen, og i Dødens Hænder
Livets stiaalne Flamme blæser ud.

Intet Misbegiær, som haanligt vender,
Tiggende for Muelighedens Port,
Fra Naturens Moderbarm sig bort.

VI
Billeddyrkelsen

Din Tilbeders høitudstrakte Hænder
Til Olympen, Lilla, ei dig bær,
Gienskin af min Lue er det Skiær,
Som saa herligt om din Tinding brænder.

For den første Skiønhed kun antænder
Anende, sig alt mit Hierte her,
Stolte, du kun Billedstøtten er
Jeg i henrykt Dyrkelse omspænder.

229

Mens jeg ved den stille Himmelglands
Dig min skabende Begeistring laaner,
Troer, at dig Urania indvaaner.

Lilla, dog af hendes Stiernekrands,
Ved hvis Straaler selv Daimonen daaner,
Kun et Glimt omspille tør min Sands.

VII
Sværmerens Huris1)

Styrt, min Taare! Thi i alle Zoner
Jorden var for dette Hierte tom,
Selv i Hesperidens Helligdom
Og ved Alpers Aftenrødekroner.

Himmelskt baaren hist bag Orioner
Og i Stiernehvirvlen veltet om,
Lokker noget, meer end et Phantom,
Mig med søde Æolsharpetoner.

Ei et Skyggefoster af mit Savn,
Det Urania har hisset baaren
For sin Sangers og Tilbeders Favn.

Huris! Himmelbrud, for mig udkaaren!
Ned fra Himmelen du styrte dig,
Eller op fra Jorden løfte mig!

*
230

VIII
Hyrdetimen
1

Udkaarne Himmelhuris! mine Strænge
Tidt lokked' dig med kiælen Melodie,
O kom med al den anede Magie
Din Elsker sukked' efter, ak saa længe!

Omduftet af elysionske Enge,
Omtont af Sfærechorets Harmonie,
Og o! den Salighed du svæver i
Forgudende mit Væsen giennemtrænge!

Mig Phantasos til lønlig Grotte før,
Som ved Arions Harpe, Tidens Bølge
I matte Slag og Suk derude døer.

Kom, Lysets Datter, med Sylfiders Følge,
Som vævende om os et Rosenslør
Vor Brudefest for Himlens Konge dølge!

IX
2

Hvi tør min Fødestierne ei udskeie
Og til din Fødejord nedvelte sig?
Hvi tør jeg ikke, drømmende om dig,
I Dug og Regn nedsmelte i dit Eie?

Til yndigt Brudetelt Sefirer dreie
En varig Blomsterhvirvel rundt om mig,
En Balsomskye derinde folder sig
Til hemmeligt og evigt Brudeleie.

231

O Længsel og o Trang jeg daaner i!
Derude Sfærers Harmonier stræbe
At smelte hen til festlig Melodie.

Et Foraars hele Lyst er paa min Læbe,
Et jordiskt Glædesæon er et Nu
Bortdaanet i min Favn - hvi tøver du?

X
Floden

Hvis dit Navn i Sagnets Ærepiller
Af Beundringen indgraves skal,
Dug ei bort i Skyens Draabetal,
Som kun kort om Dagens Ungdom spiller.

Velt dit Liv, en Flod som Lande skiller
Og til Oceanets fierne Val,
Aldrende ud over deres Fald,
Kongerigers hele Fylde triller.

Slægter følge Slægter paa dens Bred,
Tusind Bække af dens Sider rinder
I den travle Syssels Indhegn ned:

Men den prægtigt flyder og omvinder
Nationer med sit Sølverfavn -
Vær som den din Klodes Pryd og Gavn!

232

XI
Det kierere Bedrag
1

Naar, lig Fredens Engel, Maanen svæver
Over Mindehøies stille Rad,
Medens rundt med Dødningvuggeqvad
Gravens Grylle varsler hver som lever,

Da min Siel i trange Fængsel bæver
Og i Anelser bortilet gad,
Thi et himmelskt, ak! jeg veed ei hvad,
Den i svulmet Længselssuk ophæver.

Phantasie, du høit i Stierneskiær
Stiller et Phantom af Fred og Nøie
Ak! og didhen lokker mit Begiær.

O vend om, svæv heller Jorden nær!
Heller dine Syners Slør forhøie
Den til Himlens Lige for mit Øie!

XII
2

Nei undflye! Fra Jorden du bortvige,
Bort med Haabet og Henrykkelsen!
Fulgt af Tempe og Hesperien
Og af Chronos's glædedrukne Rige!

Ja! lad alt om hvilket Dødelige
Knælede ved Offerluen hen,
Alle Tiders, Zoners Fryd igien
I forklaret Eenhed hist fremstige.

233

O da skal mig, blinde Fange lig,
Naar igiennem Fængslets kiære Sprække
Frihedsdagens Rødme viser sig,

O da skal i salig Længsel mig
Hist bag stierneprydet Æterdække
Dit forklarte Jordphantom tiltrække!

234
235

Digte

236
237

FØRSTE AFDEELING

238

Indvielsen

Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred,
Himlene smilte, Og saae med Længsel i Dybet ned,
Bølgerne hvilte,
Da hælded' Solen til Havets Bryst
Og rundtom rødnede Luft og Kyst.

Og brat fra Skyerne Strengeleeg
Anelsen vakte,
I Aftenrøde Musen nedsteeg,
Harpen mig rakte,
Og raskt et brændende Kys mig gav,
Nedsynkende i det luende Hav.

Da rundt en anden Natur der blev,
Vindene talte;
Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev,
Aanderne kaldte,
Et Hierte slog varmt og kiærligt i Alt,
I Alt mig vinked' min egen Gestalt.

Dog blev fra nu for Tanke og Trang
Jorden et Fængsel;
Vel lindrer ved Anelse, Drøm og Sang
Hiertet sin Længsel,
Dog brænder mig Kysset jeg kiender ei Fred
Førend jeg drager Himlene ned!

239

Troubadouren

I Greven af Toulouses Gaard
En fremmet Harpespiller staaer
Og veed ei hvor han træder.
Ved Marmorpillens glatte Fod,
Saa sorgfrit som ved Eegens Rod,
Han sætter sig og qvæder.

I smigrende og kielne Lyd
Som døve Sorg og vække Fryd,
Han høres henrykt synge
Om Ridderleeg og Skiønheds Magt,
Om Elskovs Løn og Hoffers Pragt
Og Kroner som ei tynge.

Og rundt paa høie Corridor
Hofsindet samler sig i Chor
At trylles ved hans Toner,
Og Greven og Grevinden seer
Med Riddere og Fruer fleer
Fra aabnede Balconer.

Men Slottets Herre snart et Bud
Til Strengens Mester sender ud
Ham dette at forkynde:
Sæt bort din Stav, fra nu vær min,
Sid ved mit Bord og drik min Viin
Og sov paa Silkehynde.

Han tøved ei et Øieblik
Før han den lette Pagt indgik
Og villigt Greven tiente.
Til Løn for Sang og Harpeslag
Han levede i Fryd og Mag
Og ingen Uroe kiendte.

240

Men rundt om ham det blev som Nat,
Hans Hierte frøs, hans Haand blev mat
Og svagt hans Toner løde;
Lig fangne Bæk som stille staaer
I Grevens qvalme Urtegaard,
Hans Qvad i Barmen døde.

Da traad han med nedtynget Sind
Ved Morgengrye for Greven ind
Og sukkede sin Længsel:
Lad, Herre! lad din Troubadour
I den vildtsusende Natur
Udbryde af sit Fængsel.

Thi ikke kaldtes han til Giest
Ved Qvindeleeg og Ridderfest,
Men uden Lov og Skranke
I Stormvind høit paa takket Field,
I Maaneskin ved Kildevæld
Med Aanderne at vanke.

Lig Skovens Fugl fra Qvist til Qvist,
Han kiender ikke Roe og Rist,
En indre Magt ham driver,
Og syngende opsøger han
Ak! veed han hvad? fra Land til Land,
Dog ingensteds han bliver.

Og fri som Vind og Væld, han sprang
Med Harpen over Mark og Vang
Og intet mere savned.
Da vaagned' Dagen høit i Skye,
Natur i Lys og Dug stod nye
Og rødmende ham favned.

241

Emmelina

»Op, mine Mænd, til Ledingsfærd!
Op! Kamp og Bytte vinker,
Ombelter eders vante Sværd
Som Død og Seier blinker.«
Saa raabte ved det første Grye
Ulf Ridder høit i vilden Skye,
Den heele Egn forskrækket
Af søde Søvn blev vækket.

Med Hui og Støi, lig Hundeglam
Naar Jægerhornet klinger,
Flux hver Vassal adlyder ham
Og glad sit Glavind svinger;
Og i det røde Morgenskiær,
Forsamlet var den heele Hær,
Rundt Egnen var at skue
Som om den stod i Lue.

Frem drager Horden, vild og kaad,
Og stoler paa sin Lykke,
De lee ad tvungne Møers Graad
Og Gubbers Skiæg udrykke,
Mens Rædsel iler bleeg forud:
Nu kommer Ulf, o hielp os Gud!
Thi han er vidt berygtet
Og som en Farsoet frygtet.

Hvad vil de frække Mænd i Staal?
Hvi monne de saa ile?
De skulle rede til et Baal
Før Solen gaaer til Hvile.
Gud staae den fromme Uskyld bi
Mod vild og snild Forræderi,
Og i sin Vare tage
De spæde og de Svage.

242

Paa Høien hist ved Fiordens Strand
Stod fra det ældste Minde
I stille Favn af Ask og Gran
En Borg med gylden Tinde;
Ved Muur og Grave var den stærk,
Den vise Oldtids Underværk,
Og dens Vasaller saa'de
Saa vidt som Øiet naa'de.

Fra den drog ingen Voldsmand ud
Sin Naboes Skræk at være,
Her lød kun Pligtens Feidebud
For Ret og Ridderære;
Her ingen Klage hidses bort
Med Hunde fra den lukte Port,
Med dem og ingen Tigger
Om Been i Feide ligger.

Skiøn Emmelina, skiøn og from,
En Dalens favre Lilje,
Derinde sysler sagte om
I Have og paa Tilje:
Ved hendes stille blide Dyd
Hver Syssel bliver til en Fryd
Og rundt et saligt Eden
Belønner Huusligheden.

Skiøn Emmelina, som saa huld
Af Dyder skaber Glæder,
O siig, hvi er du sorrigfuld?
O siig, hvorfor du græder?
Ak! Ridder Edvard er ei der,
Nys drog han ud i Herrefærd
Og hendes Barm forgiæves
Af daglig Længsel hæves.

243

Der sidder hun med bange Sind
Ved tvende Døttres Hvile,
Mens Østens første Purpurskin
Om deres Leie spille.
Og o! med sænket Blik hun hvert
Et Fadertræk, saa skiønt og kiært,
Paa deres Ansigt søger
Og Fryd og Sorg forøger.

I Søvnens Favn hun havde drømt
At see en Fuglerede
Hvorpaa en Hun saa troe og ømt
Opklækked' tvende Spæde,
Men brat stod Almen rundt i Brand,
Een Unge faldt fra Redens Rand
De andre døe i Flammer,
En Jæger Hannen rammer.

En iiskold Rædsel pibler ved
Den Drøm i hendes Aarer
Og uvilkaarligt rinde ned
Ustandselige Taarer.
Det synes hende som om der
Ei meer er Fred og Lykke her
Og de kun ere trygge
Som boe i Grøntørvskygge.

Og som hun sidder, lyt! et Bud:
En Hær vi see fremdrage.
O evig være lovet Gud,
Det er min Ægtemage.
Nei, ikke er det vore Mænd,
De fare over Sæden hen,
Dem ingen gaaer imøde
Og bag dem er et Øde.

244

Forfærdet og med opløst Haar
Hun iler paa Altanen,
Hist Hæren rundt i Orden staaer,
Udfoldet vajer Fanen.
Ved Hestevrindsken,Vaabengnye,
Ophvinende i vilden Skye,
Den bange Frue blegner
Og ned paa Gittret segner.

Hvad vil I Feidelystne her,
I Mænd med Ild og Glavind?
Min Edvard har ei Feidefærd
Og kun en Niddings Avind.
Men paa en Ganger hvid og vild,
Dens Aande Røg, dens Øie Ild,
En Ridder brat fremjager
Og til Gienmæle tager:

Din Edvard er min Avindsmand,
Han styrker alle Svage,
Og ingen i det heele Land
Tør Hævn og Giengield tage,
Thi har jeg soeret ved St. Knud,
At der imellem os er Brud
Og at hans Borg i Flammen
Til Støv skal styrte sammen.

Dog hør! Ifald du ikke vil
End i din Rede brænde,
Saa siig mig Troe og Love til,
Og du mig mild skal kiende.
For dig jeg aabner, see! min Arm,
Kom, glem din Edvard ved min Barm,
Din Yndes Blomst mig fryde
Og tidt mit Leie pryde.

245

Og alle dine favre Møer,
Slip dem af deres Fængsel,
Hos mine Mænd vel ingen døer
Af Elskovs Soet og Længsel.
Betænk dig vel og overgiv
Dig flux til mig og vær min Viv,
Hvis ei, din Tid er omme,
Med Sværd og Brand vi komme.

Gud! sank jeg da saa dybt, at saa
(Det mæled' hun med Blussel)
Den frække Mand for mig tør staae
Med skiændig Haan og Trussel!
Uhyre, end dit Niddingstog!
Og døer jeg da, saa døer jeg dog
For Eduard i Nøden
Og troefast indtil Døden.

Mordbrænder Ulf den første Brand
Til Tegn i Slottet slænger,
Og flux bag ham hver Niddingsmand
Til Mordbrand sig fremtrænger.
Snart Ilden slaaer med hvirvlet Top
Igiennem Røgens Hvirvler op,
Og alle vilde Vinde
Til Kampen sig indfinde.

Da alle hendes Mænd hun saae,
I Spidsen Castellanen,
Ud over Vindelbroen gaae
Og favne Voldsmandsfanen.
Gaae I med Gud og Gud med Jer'!
Min Lod det er at blive her,
I Taalmod skal jeg øves
Og strængt i Luer prøves.

246

Saa staaer hun paa det store Baal
I hendes Møers Skare,
Stærk mod sin egen Nød ved Taal,
Ei mod de Spædes Fare:
Hun trykker begge til sin Barm,
Af Rædsel kold, af Ømhed varm,
Og ak! vil kysse Branden
Fra Kinden og fra Panden.

Da sukkede med heeden Kind
Den ældste: Tag af Sengen
Et Linnedmon og svøb mig ind
Og kast mig ud paa Engen.
De Ord den grumme Ulf fornam,
Og hu! til heele Jordens Skam
Sin Lantse han ophæver
Imedens hun nedsvæver

Hun sank til Niddingshaanden ned
Paa Børnebødlens Stage,
Og trygled om Barmhiertighed
Med Øiets matte Klage,
Dog uden Graad og uden Lyd
Hun døde paa vanæret Spyd,
Saa hænger Liljen kløvet
Ved Stilken ned i Støvet.

Men da den Marterlystne saae
Hvorledes Døden malte
Den Rosenrøde hviid og blaae,
Han Spot og Medynk talte:
O Skade at man dig afrev
Fra Qvisten før du moden blev,
Til mødig Krigers Hynde
Fremblomstred' denne Ynde.

247

Meddøende i Dattrens Død,
Ei Emmelina skuer
Den nærmere uhyre Død
Som rundt om hende truer:
Ved Bielkers Fald og Muures Brag,
Ved Dødens Komst fra Gulv og Tag,
Halvdøde Møers Jammer,
Hun vaagner op i Flammer.

Da hørtes, qvalt af Røg og Damp,
Paa Skiødet af dets Amme,
Det yngste Noer i Dødens Kamp
Om Luft og Kiøling stamme.
O hulde Spæde, spæd og huld,
Jeg vilde give alt mit Guld
For een af de smaae Vinde
Som kiøle hiine Linde.

Kom i min Arm, kom i min Arm,
O Hierte af mit Hierte!
Og døe igien ved denne Barm
Hvor du at leve lærte!
Og Moderen forklaret stod
Med Ild om Hoved og ved Fod,
Lig dalet Himmelfrue
I lindret Skiertsildlue.

Hvo kommer hist ad skakke Vei,
Foran en ædel Kriger?
De trætte Heste ile ei
Og Ridder Edvard siger:
O skuer hist, I brave Mænd,
Min Rede og min Borg igien,
Den straaler os imøde
Indsvøbt i Aftenrøde.

248

Men da de langsomt komme nær
Og ved den røde Lue
En vidtudstrakt og fremmet Hær
Om Borgen leiret skue,
Den lille seiervante Trop
I fri og tøileløs Gallop
Høit hvinende mod Himlen
Anfalder Voldsmændsvrimlen.

Lig Støtten paa en Dødninggaard
Som stirrer i det Høie,
Mens kun een Marmortaare staaer
I siæleløse Øie,
Saa stirrer Ridder Edvard ind
I Ildebrandens røde Skin,
Hvor Emmelina vinker
Og end sin Bortgang sinker.

Fortvivlelsen giør alle stærk,
Til lovløs Kamp de blandes,
Fortvivlelsen giør Underværk,
Dog ak! de overmandes.
Kun Ulf den Diærve, diærv og snu,
Og Ridder Edvard endnu
I særskilt Tvekamp tøve
Og deres Skiebne prøve.

Og da Hiin første Gang en Død
I afmaalt Kreds nedsvinger,
Undgaaer den Edvard kun med Nød,
Hans Hielm som Klokken ringer.
Og paa Altanen hvor hun stod
Imellem Angst og Haabemod,
Ved Synet hun sig vaander
Og trende Suk udaander.

249

Og da han anden Gang et Hug
Mod Ridder Edvard retter,
Udbrister ak! en rødlig Dug
Og blanke Rustning pletter.
Og paa Altanen hvor hun stod
Og blodig Læbe stamme lod,
Hun trende Taarer græder
Og døde Datter væder.

Da raaber Edvard: O forhal,
Velkomne Bøddel, ikke
Ved grusom Dorskhed i dit Kald
De sidste Øieblikke!
Hist staaer min Viv i Martyrild
Og døer i sidste Helgensmiil,
Kan du saa længe styre
Din søde Hævn, Uhyre?

Da hug den Diævel sidste Gang
Og Ridder Edvard hældte,
Ved Dødens Suk hans Harnisk sprang,
Det røde Liv udvældte.
Og paa Altanen hvor hun stod
I Dødens Frost, med størknet Blod,
Hun trende Skrig udstødte
Og hist sin Edvard mødte.

Skiøn Emmelina! kun for dig
I Kampen Edvard brændte,
Thi ved det sidste Hug mod dig
Han eengang end sig vendte,
Og i det samme, søde Nu
Han følte Dødens kolde Gru,
Og mens hans Siel bortilte
Omkap med din, han smilte.

250

Men neppe dette Sielepar
Ved Englemelodier
Til Himmelen opløftet var,
Kom ak! en seen Befrier.
Det Ridder Edvards Frende er
Som kommer med den heele Hær,
Endnu mens Slottet gløder
Og Ridder Edvard bløder.

Med Skræk og Gru fornemmer han
Hvad her sig har tildraget,
Og som en Hævnens Aand, paa Stand
Igien han vækker Slaget.
Og heele Voldsmændshæren faldt,
For hiin den strænge Dommer kaldt,
Mens Asken qvalte Flammen
Og Borgen styrted' sammen.

Nu blæser Vinden over Steen-
Og over Askedynger,
Og klapprer med de hvide Been
Mens Dødningfuglen synger.
En Gru igiennemfarer hver
En Vanderer som vanker her,
Og under bange Bønner
Han haster frem og stønner.

Jagten

En Jæger blæser i krummede Horn,
Tolv Dødssaar i Kogg'ret han bær,
Saa vader han igiennem Klever og Korn
Og troer sig sin Lykke saa nær.

251

Men langt og længe han speider, til brat
En Pige med nødebruunt Haar
Opfarer med Skræk af raslende Krat
Og flygtig paa Fodspidsen staaer.

O stands dog, Søde, Bruunlokkede, stands
Og ræk mig de Hænder saa smaae!
Nei, Jæger! For dig har jeg ingen Krands,
Du aldrig i Favn mig skal faae.

Jeg skal dig fange, endskiøndt du er snel
Og hastig som Bølge og Vind,
Det gaae mig saa ilde, det gaae mig saa vel,
Før har jeg ei Roe i mit Sind.

Og ei du fanger den Snelle saa let,
Fast har du af Pile vel tolv,
Og ei du skal fange mig i dit Net,
Jeg ændser ei List eller Vold.

Afsted hun fløi over Klever og Korn,
De Vipper urokkede stod,
Saa flygted' hun over Tidsel og Torn
Og saarede ikke sin Fod.

De Pile surred', den tolvte henfløi
Og døde bag flyvende Hæl;
Vildt Jægeren møs over Slette og Høi
Og fristed' sit Ve eller Vel.

Da vendte hun sig og standsede brat,
Paa Lillien stod hun saa fast,
Men neppe han Beltefligen greb fat
Før Jorden under ham brast.

252

Jertegnet

Paa de høie Apenniner,
Ved et skyefødt Kildevæld,
I en Ridderborgs Ruiner
Staaer et underfuldt Capel.

Tvende Engle her opstilled'
I den nøgne Eensomhed
Fordum et Madonnabilled',
Vandreren til Trøst og Fred.

Mangen alt med knuset Hierte
Kyssede Gudindens Fod,
Og foruden Saar og Smerte
Læget, den igien forlod.

Af Cypresser overskygget,
Staaer en Hytte nær derved,
Skyldfrihed og Nøie bygged'
Den til Fromheds Opholdsted.

I den lette Luft derinde
Sysler Clara, froe og from,
O thi alle Dyder finde
Der en stille Helligdom.

Trøstende, hun Hierter læger,
Pleier Sygdom i dens Vraae,
Iisgraa Oldings Hunger qvæger,
Skiuler Nøgenhed paa Straae.

I Gudindens Marmorniske
Hver en Dag hun aarle staaer,
Lægger Blomsterne, de friske,
Hen og til sin Syssel gaaer.

253

Solen tøver, Storme blæse,
Regnen ligner Elves Fald,
Tordnen truer hver Cypresse -
Troe hun rygter fromme Kald.

Og naar blomsterløse Vinter
Gaaer paa Apenniners Top,
Hun de spæde Hyacinter
I sit Kammer klækker op.

Prydet ved den fromme Pige,
Staaer dit Billed', Himlens Møe!
Lig dig selv i Himmerige,
Thi dets Blomster aldrig døe.

Men engang da Vaaren smiler
Haver frem i Skov og Dal,
Uden Blomster ak! hun iler
Til Gudindens Piedestal.

»O forlad, at alt mit Eie
Ikkun Taarer er i Dag!
Til min Moders Sygeleie
O send Blund og Aandedrag!«

Da, o Himmel! da forynger
Brat sig Krandsen fra igaar
Og som nys afplukket slynger
Sig om Billedstøttens Haar;

Og en liflig Duft udbreder
Sig i Nisken,Vaar i Vaar,
Og som alt ved Himlens Breder,
Pigen henrykt, svimmel staaer.

254

Og da hun tilbageilte,
Saliganende, hun saae
Moderen som freidigt smilte,
Legende med sine Smaae.

Et Aar i Padua

Det var den hellige Antons Fest
Udi Padua,
Hvortil saa mangen en fremmet Giest
Kom udenfra.

End jeg i Trængslen hvirvledes med
Til Kirkens Portal,
Hvor Blomsterkieder fra oven hang ned
I styret Fald.

Og Gamle og Unge med sænket Blik
Og løftet Siel,
Ad ruddrede Marmortillie gik
Til St. Antons Capel.

Der stod i Silke høitidelig klædt
De Pillers Porphyr,
Mens Virak om dem sig ringlede let
I blaanende Sky'r.

Der skinned' de Voxlys med rødlig Glands
Om Alteret,
Mens mangen Vievand-bestænket Krands
Omduftede det.

255

Da ned fra Tribunen Orgelens Klang
Høitideligt lød,
Og Siele opsvæved' i Bøn og i Sang
Til Guddommens Skiød.

Og til St. Antons Billed som stod
I Duft og Skin,
Opstirrede Mængden fra Alterets Fod
Med hævet Sind.
Og da nu Bispen i Høitidspryd
Opløftede
I krandset Monstrants ved Klokkens Lyd
Det Helligste;

Da Gud og Støv, og Himmel og Jord
Sig blanded' paa nye,
Og henrykte Engle daled' i Chor
Paa gylden Skye -

Da rasled' der noget ved Siden af mig,
En Jomfrue fiin
Andægtig for Altret nedkastede sig
Og kyssed' dets Triin.

Hun bad i stigende Blik og Suk
Med Inderlighed,
Mig syntes at alle Engle af Stuk
Nedsmiled' derved.

Da faldt fra Himlen min steegne Aand,
Vildt Hiertet slog,
Mit Blik paa den foldede Lilliehaand
Sit Sæde tog.

256

Hun mærkede det, med et ilende Blik
Hun strøifede mig,
Og sagde til Moderen da de bortgik
Saa lydelig:
Mon det ei imorgen min Navnedag er,
O Moder god?
Thi komme vi begge jo atter her,
Til Bøn og til Bod.

Ved hellig Cecilias Alter stod
Jeg Dagen derpaa,
Og o! den Jomfrue saa skiøn og saa god
Jeg atter saae.

Men hvergang en hastende Karm de to
Fra Kirken bar,
Og ingen kunde sige mig hvo
Den Jomfrue var.

Engang jeg hvidskede hende til,
De flygtige Ord:
O hvis du min Længsel husvale vil,
Siig hvem og hvor.

Og Dage derpaa hun udstrakte sin Arm
Med venligt Smiil,
Og under min Aande, saa gloende varm,
En Rose blev til.

Men ak! jeg Blinde for sildig saae
Det faldende Blad,
Thi kasted' hun brat sin Handske derpaa,
Vi skiltes ad.

257

Men Moderen saae til de Elskende hen,
Og truende rev
Fra hende den Handske, hvori hun igien
Optog sit Brev.

Og heele Dage jeg speidende sad
Ved Kirkens Port,
Ved Aftenklokken til Himlen jeg bad
Og trøstløs gik bort.

Thi aldrig meer den Jomfrue jeg saae,
Hun ilede vist,
En Engel, for Englenes Fader at staae
I Himmelen hist.

Og da det igien var St. Antons Fest
Udi Padua,
Og mangen en from og andægtig Giest
Kom udenfra;

End jeg i Trængslen hvirvledes med
Til den Helgens Capel,
Og knælede ned paa det samme Sted
Med blødende Siel.

Men ikke rasled' ved Siden af mig
Den fromme Møe,
Thi bad jeg: St. Anton, vær naaderig
Og lad mig døe!

Agnar og Aslaug

Ung Agnar tiener i Konningens Gaard,
Han er sig ei Hovmand og Ridder,
Naar fyldte Miødhorn ad Bordet gaaer
Paa Bænken Agnar ei sidder.

258

Skiøn Aslaug er Dankonnings Dotter god
Og Danmarkis rankeste Lilje,
I Kinden stiger hver Ungersvends Blod
Naar Aslaug fremtræder paa Tilje.

Som Lillien hvid og som Rosen rød
Er Herthedals feireste Blomme:
Den Rose som springer af Østens Skiød
Mon ikke saa faver fremkomme.

Saa mangen stolt Ridder sig reed under Øe
Den Konningdotter at fæste,
Det var stolt Aslaug, den Dannemøe,
Hun agted' kun lidet de Giæste.

Skiøn Aslaug sin Kaabe om Axlen mon slaae,
For Dannerkonning hun træder:
I lade mig Fader i Kloster gaae
Og slide de grove Haarklæder.

I lade mig tage det Nonneslør
Og Christus mig kiærligen fæste,
Hvis ikke, af Sorrig jeg snarligt døer,
Gud vende det alt til det Bedste!

Det svared' Dannerkonning bold:
Ei skal du Haarklæder slide,
En Ridder skal fange dig i sin Vold
Og sove alt hos din Side.

Stolt Aslaug ganger saa langsomt ind
Til sine Tærner i Buure,
Der sad hun med Taarer paa falmende Kind
Og saae paa de sørgende Muure.

259

Ung Agnar stander paa Engen grøn
Og binder de steilende Heste:
O hvis jeg var mig en Ridder skiøn
Da skulde jeg Aslaug fæste.

Først skulde jeg drage i Hadingsfærd
Paa Søen og Jorden vide,
I gylden Rustning, med draget Sværd,
Til Hielp for alle som lide.

Og naar da ved ridderligt Hug og Stik
Den Lindorm sig krymped' paa Rede,
Og Pillegrimmen uræddet gik
Til Kirkedøren, at bede,

Da skulde jeg axle mit Skarlagensskind
Og trine med Hæder og Ære
For Dannerkonningens Sæde ind
Og Prisen for alle bære.

Saa sukker ung Agnar og tidt monne see
Til Aslaugs glimrende Sale,
Og er i Hiertet saa mod og saa ve,
At ikke han mægter at tale.

Og mild som Maanen i duggende Nat
Paa ham hendes Øie hviler,
Og han giennem Taarer vemodigt og mat
Som regnende Sommerdag, smiler.

Stolt Aslaug sidder ved Abildtrærod
De Tærner i Buure sover,
Hun stirrer paa Blomsten ved sin Fod,
Ung Agnar til Døden hun lover.

260

O hør mine Bønner, du hvide Christ,
Du over din Møe dig forbarme!
Paa Jorden jeg fanger ei Roe og Rist
Hvis ikke i Agnars Arme.

Jeg agter kun lidet guldsømmede Maar
Og den velbyrdige Frende,
O gid jeg bar Vand i Konningens Gaard
Og dækkede Bord for hans Svende!

Jeg agter kun lidet de Bolstre blaae
Hvor aldrig jeg Hvile kan finde,
O gid jeg deeled' skiøn Agnars Straae
Og bag ham Neeg turde binde!

Ung Agnar aabner den qvalme Stald,
Han Hvile og Søvn ei kan fange,
Ham lokker Stierne og Nattergal
Til svalende Nøddetrægange.

Og da han nu hørte ved Abildtrærod
Skiøn Aslaug tolke sin Smerte,
Da tindred' hans Øie, da fanged' han Mod,
Han trykte den Møe til sit Hierte.

Hun drak hans brændende Aandedrag,
Han fik den skiønneste Gave:
Den Glæde og Gammen har ingen Dag
Som Elskendes Nætter mon have.

I Konningens Gaard et Bryllup mon staae,
Fast ingen tog Deel i dets Glæde,
Kun Himlen med alle de Stierner smaae
Som Vidne og Giæst var tilstæde.

261

Det var den arge Tærne, hun stod
Bag Busken og saae den Glæde,
Med sagte Fied hun den brat forlod
Og mon for Dankonning træde.

Op Dannerkonning af Leiet brat!
Mens du dig paa Bolsteret vender
Ung Agnar derude ved Midienat
Skiøn Aslaug, din Dotter, skænder.

Da skal dem times stor Jammer og Meen,
Dertil al Verdsens Elende:
Thi han skal hænge i Abildgreen
Og hun paa Baalet skal brænde.

De kastedes baade i Taarnet ned,
Det var stor Angest og Qvide.
Om Morgenen kiørte de Bønder Ved,
Det lagdes ved Abildtræ-Side.

Det var ung Agnar, da Solen gik op
Han blev i Træet opklynget,
Det var skiøn Aslaug, hendes Lilliekrop
Af Luerne blev omslynget.

Ung Agnar da mælede til sin Brud:
O var jeg hos dig dernede!
Her Høgen hakker mit Øie ud
Og plukker mit Haar til sin Rede.
Det var skiøn Aslaug, i Luen hun staaer,
De Lillielemmer mon gløde:
Min Bryllupsseng er saa heed og haard,
De Lagen ere saa røde.

262

Kold Agnar hang og Aslaug var Støv
Der var stor Jammer og Klage,
Da dryssed' hvert Abild fra Træets Løv,
Kun et eeneste blev tilbage.

Og da i Høsten de bragte ind
Alt Korn i Loe og i Lade,
Da funkled' det Abild med Rosenkind
Saa eene blant svedene Blade.

Liden Hofdreng en Aften for Konningen traad
Alt med det Abild hiint røde:
Det var Dankonning, da han det aad.
Saa sorrigfuld blev han og døde.

Den grædske Blomsterpige

Lytter, Vise! til mit Qvad
Skiøndt jeg ikkun Krandse sælger,
Ikkun Qvist og Blomst og Blad
Til mit ringe Kunstværk vælger,
Thi en høi Betydning er
I min nydelige Færd.

Medens disse Stilke maae
Villigt ved min Kunst sig bøie,
Til et yndigt Billed' paa
Tidens Vexel de sig føie:
Krandsende ledsager jeg
Mennesket paa Livets Vei.

Naar med Graad det spæde Noer
Slipper af sit Fødefængsel,
Naar en Yngling Brudens Giord
263 Løser under kielen Længsel,
Naar en Olding segner ned,
Stedse er min Krands bered.

Ømme Elsker, ved sin Dør
Pigen disse Roser finde!
Snække, ei du stunde før
Palmerne din Stevn omvinde!
Skiebnen elsker Blomster smaae,
Blomster Hæld og Lykke spaae.

Helt og Sanger, eders Løn
Færdig i min Haand den hviler;
Glade Tak og fromme Bøn,
Guden mild til Krandse smiler,
Ei paa gylden Trefod meer
End paa Blomst og Blad han seer.

Saa! ved Vugge, Sarcophag,
Torus, Alter, Glavind, Strenge,
Snækkens Stevn og Hyttens Tag
Mine friske Krandse hænge:
Sorg og Fryd, og Værd og Id,
Om en Krands de komme hid.

Hvor om Noerets Knoppeqvist
Her Cypresserne sig vinde,
Medens Glædens Roser hist
Under Laurens Alvor svinde!
Her i Kurven leger du,
Hendelse, med sindrig Hu.

Lytter, Vise! da til mig
Skiøndt jeg Krandse kun bereder,
Thi de friske vinde sig
Om Nødvendighedens Kieder:
264 Skiebnen lig, med alle Kaar
I min Kurv jeg roelig gaaer.

Havmanden og Fiskerinden

Den høie Bølge bæver
Og løftes ved et Stød,
Tangkrandset Havmand hæver
Sig op af Havets Skiød.

Hans Fod en Fiskehale,
Hans Bryst belagt med Skæl,
Som Miød hans sledske Tale,
Som Edder er hans Siel.

I finnet Haand han viser
En Perle i dens Skal
Og lokkende den priser
Blant alle Perlers Tal.

O skiønne Fiskerinde,
Lyt til mit Harpeslag,
Lad i dit Blik mig finde
En evig Glædens Dag!

Og hvis du mig vil give
En Lokke af dit Haar,
Den Perle din skal blive,
Jeg ved mit Løfte staaer.

Ei Kongen bar dens Lige,
Dens Lige ingen bar,
Meer end et Kongerige
I den du sikkert har.

265

Og Fiskerinden bærer
Stor Attraae til den Skat,
Guldlokken hun afskiærer
Og han den griber brat.

Men i det samme tager
Han hendes Haand med Svig
Og sød forrædersk drager
Den Jomfrue ned med sig.

Dernede mellem Banker,
Et Net af Tang til Giord,
Hun Muslinger opsanker
Og rygter som en Hiord.

Der maae hun gaae og trælle
Og ofte fodre hver,
Om Aftenen dem tælle
Og melde: de er der.

Paa det at uden Lyde
De Perler fage groe,
Med sielden Glands at pryde
Den Havmands Grotteboe.

Men ak! i Perlers Riger
Hun gisper efter Vær,
Og uden Lise higer
Til Luft og Dagens Skiær.

Naar Maanen Stilhed byder
I taaget Aftenstund
De huule Klager lyder
Fra Havets dybe Bund.

266

Og Fiskeren sig skynder
Med bange Aarer frem,
Det Eventyr forkynder
Han i sit stille Hiem.

Da rinder mangen Taare,
Hvert Ansigt bliver hvidt,
Frygt dreier Rokken saare
Og Traaden brister tidt.

Harpespilleren
i Kong Erik Eiegods Leir

Kong Erik Eiegod med sine Mænd
I Purpurteltet sad og rundtom saae
Med Hævnens Fryd sin vidtopslagne Leir,
Og Sletten med de hvide Telte var
Lig oprørt Hav og syntes skumme op,
Mens Jomsborg midt deri som Klippe laae.
Fra Muurens Taarne, med udslaget Haar
Og størknet Aande, seer Fortvivlelsen
Rundt den uhyre Folkedød, imens
Tre Ypperste af Staden drage ud
At trygle Naade og Barmhiertighed
Ved Kongens Fod. Men i det samme traad
En Harpespiller op. Han fremmed var
Og ubekiendt hans Hiem. En Dødningluft
Gik kiølig ud fra ham og sammentrak
Hvert Hierte i den sammentrængte Kreds.
Ærbødig nærmede han Kongen sig
Og mæled' saa: Jeg ingen Lige har
I Strængens Kunst, jeg byder over Graad
Og over Smiil, og i fremsiunget Færd
Fra mine Strænge bruser Tidens Strøm.
267 Og førend Kongen Tegnet gav, han alt
I Harpens Strænge raslede og sang.

Salig, hvo i Ungdoms Vaar
Og i spæde Knop forgaaer!
Hvad er heele Jordens Lyst?
Sølverskum ved Havets Kyst!
Hvad er Jordens heele Fryd?
Ungdoms Rangle, Daarskabs Pryd!

Salig, hvo i Ungdoms Vaar
Og i spæde Knop forgaaer!
Hvad er Manddoms feire Lod?
Frugtløst Haab og hælet Graad!
Hvad er Alderdommens Kaar?
Glemsel, Spot til hvide Haar!

Herlig staaer du paa din Rod,
Lys om Top og Væld ved Fod:
Høsten kommer, Stormen gaaer,
Eegens Høihed brat nedslaaer,
Vandringsmanden ei den seer
Sukkende, den er ei meer!

Tidt ved Midnat i din Borg
Sniger sig søvnløse Sorg;
Løgnen ved din Side staaer,
Avind bag din Høifærd gaaer,
Kraftløs Attraae, Jordens Gud,
Suger ak dit Hierte ud!

Salig, hvo i første Vaar
Og i spæde Knop forgaaer!
Vandfred stormer op din Siel,
Afsmag staaer ved Glædens Væld,
Af dit Indre, ak! dens Hiem,
268 Borer Smertens Braad sig frem.
Døende laae Fredegod,
Rundt hans Vaabenfælle stod.
Fryd opsprudled' i min Barm,
Sagn udflød fra denne Arm,
Større end min Fryd, mit Navn
Er nu Alderdommens Savn!

Saa han sang.
Kong Erik blegned',
Tungt det kronte Hoved segned'
Paa hans Barm.
Af hans Arm
Skioldet gleed hvor Kunsten tegned'
Hver hans Stordaad, Skialdeklang
Ud i Evigheden sang.
Men Harpespillern tøved' kort og brat
De søde Melodier løde,
Da blev det liflig Morgenrøde
I Sorgens dybe Nat;
Og det blev Lys, og atter Lys i Lys
Og Luften rundt et almeent Elskovskys.
Da smiled' Erik Eiegod,
Tværskurrende, opdundrede hvert Fængsel,
Og Fangne deres Lænker brød,
Fremstyrtende i jublende Trængsel.
Og atter smiled' Erik Eiegod,
Da aabned sig den kongelige Lade
Og Gavmildhed med gylden Haand og Fod,
Og med en Giord af Frugter, Ax og Blade,
Lig høstlige Natur fremstod,
Og Skarer jubled' Eiegod!
Og see! tre Oldinger i Sørgeklæder
Med hvide Stave hen for Kongen træder,
De knæle ydmygt ved hans Fod:
Mod os du ogsaa være Eiegod,
269 Barmhiertighed er evig Fryd og Hæder.
Men Harpespillern fra sit Sæde sprang:
Lyt først, o Konge, til min sidste Sang!
Hans Øie gnistred' Hævnens Mod,
Tre Gange Oldingerne sukked'
Og Kongens Hierte sig tillukked';
Og mens fra Harpen drypper Blod
Og Askegreene af dens Skiød udskyder,
Lig Vandfaldsbrusen Sangen udbryder.
Kun Krymplingen er evig god,
Til ædel Hævn fik Manden Mod.
Konge! derinde
De klæde som Qvinde
Dit Billede paa
Og om Tindingen vinde
En Krone af Straae.
Naar Pogene leege
Den barnlige Krig,
De Svage som veege
Opkaldes efter dig.
Og kommer du
Ei Slaget ihu?
Lyt! Vindiske Pile
Dødvingede ile;
Hærene trampe,
De Saarede segne,
I Qvalers Krampe
Udvældede, egne
Indvolde de flette
Om Armen og slette
Med eget Blod af udsugede Saar
Den Brand hvori Gane og Læbe staaer.
Ve! Ve! Ve!
De komme! de komme! See!
Med stormende Haar
Og gabende Saar,
270 Med tømmede Aarer
Og Enkernes samlede Taarer!
Hør! Hør! de raabe:
Med Fostbrødres Mod
Vi gav dig hver Draabe
Af tiisoret Blod.
Vore Enker og Spæde
Nedkastede væde
Din tøvende Fod.
Vær ei længer Eiegod!
Men fyld vore Aarer
Med Fiendeblod!
Giv Vinderne Lænker
Af medfødte Tarme,
Og lallende Arme
Og tiggende Enker!

Saa han sang, brat hans Gestalt undviger,
Som en falden og uhævnet Kriger
Uden Blik og uden Blod,
Iiskold han i Kredsen stod.

Men Kongen rasende opfarer,
I Haanden Brand og Sværd,
I Spidsen af hvinende Skarer,
Og ak! Iulin er ikke meer.

Tilbagekomst

Selindaja! Selindaja!
Stiernefuldt er Nattens Rund,
Gaden er saa tyst og stille
Og din Moder sank i Blund.

271

Kiærlig vendte jeg tilbage
Fiernt fra blodig Tagos Bred,
Kampens Støv i mine Lokker
Og dens Blod ved mine Fied.

Selindaja! Selindaja!
Abenamars Røst det er,
Slumrer du saa fast og roeligt
Og din Elsker er saa nær?

Hvo er det som dristig bryder
Nattens hellig dybe Fred
Og den første Søvn forjager
Fra det søde Leiested?

Selindaja! Hulde Pige!
Abenamar neden staaer,
Kom igien til Mandeltræet
I din Faders Urtegaard.

Har du ikke hørt det rygtes?
Mens du fulgte Kongens Bud
Alt er anderledes vorden,
Mandeltræet ak! gik ud.

Nu saa kom da ned til Grotten
Hvor jeg tidt saa elskovsvarm
Ved det lille Vandfalds Ridslen
Hviled' i din Liljearm.

Har du ikke hørt det rygtes?
Grotten længe styrted' ind,
For dens Indgang Edderkoppen
Væver nu sit tætte Spind.

272

Kom da ned til Haveporten
Hvor jeg sidste Gang dig saae
Og dit Afskedsblik opstirred
I det klare Stierneblaae.

Har du ikke hørt det rygtes?
Steen og Kalk tilstopped den,
Over høie Muur kan ingen
Kisselsteenen kaste hen.

O saa ræk mig i det mindste
Giennem Gittret Haanden hen
At i Kys min Flammelæbe
Rødt afpræge sig paa den.

Tyst! jeg hører nogen komme.
Hu! hvor kold er Nattens Vind.
Skynd dig bort, en Ligfærd kommer,
Mange Folk med Fakkelskin.

Ha Troeløse! Mens jeg sanked'
Disse femten Hædersar,
Uden Blu du til en anden
Troe og Hierte givet har.

Hiertet har jeg ei bortgivet,
Allah høre mine Ord!
Almoralif det har taget,
Og hvad kunde jeg derfor?

273

Barden

Stormvinde suse
Om Fieldenes Top,
Fosser nedbruse
Og fraadende knuse
Graniternes Krop,
Mens Maanen kiæmper
Med vildsomme Skyer
Som graanende dæmper
Dens Glands og for andre undflyer.

Paa Vindens Høie
Barden staaer,
Fem Sneese Aar
Slukked' hans Øie
Og høsted' hans Haar:
Ak! Kraft og Nøie
Igien forgaaer!

»Natur, din Sang
Af Elvebrusen
Og Tordenklang
Og Stormvindssusen,
Din Strengeleeg
Af skielvende Lande
Og steilende Vande
Dig aldrig sveeg!

Men koldt er mit Bryst
Og klangløs min Røst.
Ak! ikke meer
Min Harpe jeg seer!
274 Min Tid er omme,
Mine Dage aftalte.
Hvor er min Grav?
De komme, de komme,
Som tidt mig kaldte,
Skyeridende Fædre,
At hente mig af
Til det anede Bedre.

Anderledes det var
Da jeg i Kampen min Harpe bar!
Paa Sværdlængde nær
Stod Hær mod Hær:
Da tordned' min Sang
I Skioldenes Klang
Og Døden sad
Paa min Læbe og qvad.
Stort Mandfald var der, Floden stod stille
Og kunde de faldne Kiæmper ei trille,
Og Kongen roeste: Din Harpe er værd
Titusinde Sværd.

Anderledes det ogsaa var
Da jeg til Gilde min Harpe bar!
Kong Leolin sad med væbnede Mænd
Og kaldte hver blodig Seier igien:
Da surrede mit Harpeslag
Sagtnende hvert Aandedrag,
Da blev Hiertet bag Brynien blødt,
Livet i Eegenes Skygger saa sødt.

Anderledes det dengang var,
Nu jeg levet og siunget har!
Har? End jeg Tider leve skal,
Styrter, Klipper! Eders Fald
Knuser Land og lukker Havn,
Men bedækker ei mit Navn.
275 Ak! jeg var og end skal være
Men jeg er ei meer!
Tiderne min Marv fortære,
Styrt da, siæleløse Leer!

Min Tid er omme.
Hvor er min Grav?
De Fremfarne komme
I syngende Flokke
At hente mig af.
Lyt hvor de lokke
I Biergstrømmens Fald
Med hemmeligt Kald!

Harpe, Harpe, hvor er du?
Vær min sidste Ven endnu!
Du, min heele Fryd og Ære,
Gaae med mig i Undergang,
Og din allersidste Klang
Bardens Ligsang være!«

Saa styrted' han sig i Biergstrømmens Fald
Med Harpen ned i den skummende Dal.
Men see! en stille Skye sig hæver
Og langsomt op mod Maanen svæver.
Det er den Ædles mægtige Aand
Som sled sig af Jordens kuende Baand
Og nu med Fædrenes Skarer
I Vinden henfarer.

276

Ephemeren

Ikke veed jeg hvad jeg vil,
Thi mit Liv er Spøg og Spil,
Intet jeg paa Jorden søger,
Lykken kommer mens jeg spøger,
Jeg er glad, thi jeg er til.

Dette himmelfulde Kiær
Med sin Bred min Verden er,
Liljens luune Kalk min Hytte,
Blomsterstøv mit søde Bytte
Og mit Ende Dagens Skiær.

Derfor vil jeg nyde den
Og i Glæde flaggre hen;
Op og ned, i salig Svimmel,
Hvirvles mellem Jord og Himmel,
Ventende Fuldendelsen.

Rige Bie, hist vinker, see!
Rosens Purpur, Liljens Snee,
Lad i Veddeflugt os ile
Did og diende udhvile -
Seer du at jeg seirede!

Ak! men hvad mon dette er?
Nøies jeg da ikke her?
Hvilken Uroe i mit Hierte!
Hvilken Sødhed selv i Smerte!
Hvilket anende Begiær!

Hisset ved et Myrtheblad
Hænger et jeg veed ei hvad,
Pryden i mit Blomsterrige,
Anderledes, dog min Lige,
Ak med det jeg spøget gad!
277 Lige, Mage, Brud, o vær
Tusindfold velkommen her!
Lad os i Foreening stedse
Høit i Glæderuusens Kredse
Svimle over Eng og Kiær!

Favn med dine Vinger mig,
Mine Vinger favne dig.
Sødt med dig jeg mig forvirrer,
Sittrer, svimler, smelter, dirrer,
Een og uadskillelig!

Søde Mathed! Er det Død?
O saa er da Døden sød!
Seer mig, Væsner, og misunder!
Thi jeg døer i det jeg blunder
Henrykt bort i Elskovs Skiød.

Ved Emmas Dødsseng
Af en ufuldendt Selvmordercharakteristik

Emma lider - tusind Helvedsqvaler -
Dødens Budskab i hver Aare slaaer -
Og dog reiser Solen sig og daler,
Og sin Gang Naturen freidigt gaaer!

Livets Fader! skal den Dyd og Ynde
Jorden med begeistret Elskov saae,
Dig med Angstens qvalte Skrig forkynde
Og i Rettersteders Qval forgaae?

Hvis du ei din egen Afkom hader
Og dit Vorde ikke angrer dig,
Da bønhør, Barmhiertighedens Fader,
Hendes, mine, heele Jordens Skrig!

278

Emma strider - Fader i det Høie,
Send med Hielp en Engel fra dit Skiød!
Jord og Himmel, skuer! hendes Øie
Slukkes - brister - hun er død! - -

Ja! det er, det Vanvid er, som fletter
Skiebnens Slavekiæde Led for Led,
Er indtemplet Skadelyst som mætter
Sig med Jammergraad og Angestsved!

Styrter, Templer! Tier, Hymmer! Bønner!
Himlens Latter haaner Jordens Skrig!
Hører det, bedragne Støvets Sønner!
Guds Barmhiertighed er Løgn og Svig!

Nu saa falde Frugten raae til Jorden!
Axet visne bort paa knækket Straae!
Hyl, o Stormvind! Rul og ram, o Torden!
Og Natur i Krampe rundt forgaae!

Raser, Krig og Pest og Misvæxtsjammer!
Bryd din Lænke, Lasters fæle Chor!
Lumske Blodskyld, som i Mørket rammer!
Hævnelyst og cannibalisk Mord!

Brister, Samfunds helligholdte Kieder!
Bliv til Skiændsel, Kongemajestæt!
Templets Tiener som ved Altret beder,
Slagtet, martret vorde han paa det!

Smiil, o Fader, naar din muntre Broder
Mætter dig med dine Sønners Død!
Sønderriv, o Pog, din svangre Moder,
Opslug Søsteren i hendes Skiød!

279

Flye, Fornuft, flye til en anden Sfære!
Luk for evig, Dag, din gyldne Port!
Mulm og Vanvid, Jorden I regiere!
Gud fra den sit Aasyn vendte bort!

Harpen

Nattens Kiæmpe naaer
Fra Jorden til Himlen
I Stiernevrimlen.
Bag Skyer Maanen staaer.
Som et bankende Hierte
Anende Smerte,
Bølgen mod Bredden slaaer,
Og fra de røgindsvøbte Fielde
Hvorfra lynslagne Graner hælde,
I Maanskin stille Elver gaae.

Blant duggende Greene
Alvilda eene
Vanker og taber
Veemodig sig i
Sværmerie.
Hun digtende skaber
Af Torvald og sig
Et Himmerig,
Hvor Styrken ei krones
Og Hævnen forsones,
Hvor Dyden er froe
Og Glæderne troe.

Men pludselig en Radsien hende vækker
Af kiære Drøm, og studsende hun seer
Et Barn som hende begge Hænder rækker
280 Og med sit heele lille Ansigt leer.
Jeg mig forvilded' mellem disse Hækker,
Saa siger det og sig saa bange teer,
O vil du ikke om min Svaghed frede
Og sikker mig til mine Søstre lede!

Du visselig ei før har skuet Mage
Til deres Vaanings underfulde Pragt,
Thi Guldet regner fra dens hvalte Tage,
Med Ædelsteene Tiljen er belagt.
De selv i Glædens Skiød fremleve fage;
Med spundet Sølv, saa let som Røg, til Dragt,
I Syssel og i Leeg de tabe Dagen
Og ofte væve Uskylds Brudelagen.

Tidt synge de: Hvad Solen favner
Og nærende opelsker ved sit Bryst,
Den rige Underjordiske ei savner
Ved Grubens stille, hemmelige Lyst. - -
Jeg agter Ædelsteen ei meer end Avner,
Saa lød til hastigt Giensvar Møens Røst,
Hvor Torvalds lyse Smiil mig ei modtager,
Dog til dit Hiem, dig Lille, jeg ledsager.

Giennem Moser og Krat
I den stieløse Nat,
Mens Trolde true,
Hun ledende gaaer
Til omsider hun staaer
For Huulens tornekrandsde Bue.
Der tre Gange en Ravn
Varslende kraaker hendes Navn,
Og tre Gange en sukkende Vind
Hindrer hende at trine ind.
Men troeskyldig sætter
Hun Foden frem
Og er hos Jætter
I Ondskabs Hiem.
281 Hvad mon det var for et Skrig
Som i Grotten ynkelig
Jamrende gientager sig?

Derinde
Qvinderne spinde
Og hylende tvinde;
Blodsdraaber rinde
Fra surrende Teen
Og knirkende Vinde,
Mens Troldene ile
At dreie og file
Menneskebeen
Og græsseligt smile.

Hvor er, o Torvald! Torvald du!
Kom, o kom din Brud ihu!
Paa Leiet han sig vrider
Saa ængstelig,
Med rædsom Drømmevarsel strider
Og trende Gange sig
Fra tunge Søvn løsslider,
Dog trende Gange og han glider
Med Angstens kolde Sveed
I bundløs Mathed ned.

Men da Hanen sidste Gang goel
Og fremkaldte den kommende Sol,
Lyt! et Vanhælds Sendebud:
O Torvald! din Brud
Som eene til Lunden
I Qvel mon gaae,
Mens du søvnbunden
I Duunene laae,
Er svunden! er svunden!
282 Ve dig! hendes Seng er kold,
Men glad er den fæle Trold.

Rædsom hylende springer han op
Og bestiger Biergenes Top,
Iler ned i den lukte Dal
Og i Huulens skimlede Sal.
Men forgiæves han søger
Med speidende Blik og skingrende Raab,
Gienlyd med hans Jammer spøger
Og bedrager lettroende Haab.
Blant vaklende Fielde
Som mødende hælde.
Ved Sumpe som dampe
I størknende Taage,
Paa eddrede Svampe
Og hvæsende Snoge,
Blant Uglereder
Han skrider og leder.

Endelig en Ugle
Vingen om hans Ansigt slaaer,
Han følger og staaer
For Jætternes Huule.
Der tre Gange den samme Ravn
Kraaker Alvildas Navn,
Og den Lille triner ud
Med en Hilsen fra hans Brud.
Forgiæves Snildhed ham advarer
Mod Ondskab skiult i Uskylds Smiil,
Han agter ikke Troldeskarer
Og styrted' sig i alle Farer,
I Nastronds Marter og Ild,
At frelse den Møe
Eller døe.
Og giennem de mange
Krummede, trange
283 Ertsprydede Gange
Og qvælende Stier,
Hvor Guldduggen sier
Fra riftede Dække
Langs glimrende Vægge,
Han famlende gaaer
Og Enden naaer.

Velkommen, Torvald, Trolden siger,
Velkommen i min guldbeslagne Boe!
Alvilda sysler mellem mine Piger
Som fiine Sølvertraad om Fingren snoe.
Mit Ord er klippefast og aldrig sviger,
Thi skal I brat giensamles begge to,
Ifald du vil forunde mig den Glæde
Til denne Harpe først en Sang at qvæde.

Til Hakons Hof (jeg skal det aldrig glemme)
Stolt paa min Kunst, en Gildedag jeg drog,
Men der du seirende med Streng og Stemme
Den seiervante Harpespiller slog.
Til Hæderstegn Kong Hakon af sit Giemme
Et mesterlig udhugget Guldkruus tog
Og ædelmodig Ynglingen foræred'
Mens Harm og Avind Oldingen fortæred'.

Og da jeg, skiøndt graaehaaret, mig formasted'
At lade haant om Kongens Ædelmod,
Og vred og avindsyg din Harpe lasted',
Mit lange Skiæg du rykked' ud med Rod,
Min gyldne Harpe du paa Tiljen kasted',
Den trampende med ubønhørlig Fod,
I Hælene mig Skoggerlatter fulgte
Til jeg fortvivlet mig i Klippen dulgte.
284 Dog seenere, o Guders Skiald, jeg haver
Oprigtig af mig selv tilgivet dig,
Thi Skiebnens Haand uddeeler mange Gaver
Og kun forskiellig naadig viser sig.
Og nu, imens derinde man tillaver
Dit Bryllup, thi det stande skal hos mig,
Til denne Harpe uden Mage qvæde
Du selv din Brudesang og Elskovs Glæde.

Og han Harpen tog
Og den tryllende slog,
I dens liflige Klang
Henrisled' hans Sang.
Ved de samlede Lyd
Odin med syvfold Fryd
Frigga omfavner,
Og Balder savner
I Helas Rige
Sin elskede Pige.
Ved den samlede Klang
Med rasende Trang
Hvalen i Havet frembruser,
Og Ørnen i Stormen
Med Magen hensuser,
I Græsset Ormen
Sig snoer og beruser
Med en Draabe af den Lyst
Som bølger i Asers Bryst.

Alvilda, min Brud, du fornemme
Din Elskers sødtlokkende Stemme!
Kom og lad os samles i
Elskovs søde Sværmerie!

Da reised' Trolden sig fra sit Sæde
Og hvidsled' med Lokes giftige Glæde:
285 Hil Sangeren og evig Ære!
Som nu, ham Odin stedse naadig være!
Thi viid, den Fryd
Du kaldte i liflige Lyd
Og hvad jeg nys dig loved' her
Det alt fuldbyrdet er.
Ja, denne Harpe er din Brud
Og du med Elskovsvarme
Hver kiælen Klang slog ud
Af hendes tvundne Tarme,
Imedens det udskaarne Bryst
Dirred' til din ømme Røst.

Men giennem Naturen det isned'
Som en Vinterdag,
Heele Norrigs Foraar visned',
Iis blev Sangerns Aandedrag.
I Dødens Krampe Haanden
Harpen holdt fast,
Øiet brast,
Han opgav Aanden.

Den hellige Therese

Violerne dufte, Natvindene gaae,
De Stierner fremtindre i Æterens Blaae,
Det Himmelske kommer i Anelser ned,
Det Jordiske stiger i Længsler derved.

Therese under Jasminen sad
Og inderligt, barnligt til Frelseren bad,
Da dryssede ned til en Glorie
Fra Træet den reeneste Blomstersnee.

286

Og da den falder, hos hende staaer
En Engel i den, som Vaarens Vaar,
Da dirred' det giennem Naturen hen,
Guldalderens Minde vaagned' igien.

Mens selv en vordende Engel lig,
For Elskovs Seraph hun reiser sig,
Han sænker sin lynende Flammepiil
I hendes Hierte og giver et Smiil.

Da svimler hun hen i Glæde og Ve,
Gestaltet hun vil den Evige see
Og synker med inderlig Længsel og Savn
Tilbage i Blomsternes kiølige Favn.

O hellige Christ! Du troelovede Gud!
For dig vansmægter din eensomme Brud,
En hellig Ild, uudslukkelig,
For dig igiennemluttrede mig.

Jeg blev ved dit Kors af Medynk saa øm
Og baded' det tidt i en Taarestrøm,
Jeg holdt dig Korsfæstede tæt til min Barm,
Men ak! du levede ei og blev varm.

O kom da, min Brudgom, som hisset du gaaer,
Syv Stierner til Krands i dit straalende Haar!
O kom med tilbedede Læbe og Blik
Hvorfra det evige Foraar udgik!

Bønhør mig, o søde Alkiærlighed, kom!
O kom til Kiærligheds Helligdom!
Min Siel kun bæver paa Læbernes Rand,
I et Kys bortfør den til Saliges Land!

287

Saa sværmed' hun hen i himmelskt Begiær
Og drømte det hellige Høieste nær,
Og sittrede længe, som Harpen naar
En gudlovsyngende Seraph den slaaer.

Violerne dufte, Natvindene staae,
De Stierner blegne i Æterens Blaae;
Det Himmelske kommer i Herlighed ned,
Det Jordiske døer saa saligt derved.

Thi under Frydmelodier brat
En Gestalt opgaaer i den hellige Nat,
Syv Stierner til Krands i det straalende Haar,
I smilende Øie den evige Vaar.

Den nærmede sig med et brændende Kys,
Da sled den Troelovedes Aande sig løs
Og fløi fra de blegnende Læbers Rand,
En Hymnelyd, op til de Saliges Land!

Men af hendes Gravhøi en Lilje fremsteeg,
Som aldrig i Tidens Omskiftelser veeg,
I Sommer og Høst, i Vinter og Vaar
Den favre Lilje evindelig staaer.

Og end, et Under! af Lilliens Skiød,
I Blomsten en Blomst, en Rose frembrød:
Og det er den Elskov, saa himmelsk og from,
Som af den reeneste Uskyld opkom.

288

Havfruen og Kongen

Paa Skierene skiøn Havfru sad,
Af Fiorden gaaer en Snække,
Hun j evner Bølgen ved sit Qvad,
Thi Kongen staaer paa Dække,
Han skuer hen ad fierne Hav,
Hans Hu er alt ved Herrens Grav.

Skiøn Havfru reiser sig og staaer
Paa høie Klippetakke,
Og stirrer paa hans guule Haar,
Som bølger om hans Nakke,
Og stirrer paa hans hvalte Bryst,
Saa hvidt som Skum ved Klippekyst.

»Lad kun, lad kun til Jorsal staae
Hen over salten Bølge!
Saa vidt som den er kold og blaae
Skiøn Havfru dig skal følge,
Thi, favre Konge, langt fra dig
Den Bølge brænder, brænder mig.

Naar Dagen stiger frem igien
Og naar Syvstiernen skinner,
Hvor mine Fiske smutte hen
Med vævre Sølverfinner,
Jeg ømt og troe skal følge dig,
Thi ellers Bølgen brænder mig.«

Og paa en Hval afsted hun foer,
Den var saa deilig spettet,
Om hendes Hofter hang en Giord,
Af Perler sammenflettet,
Med Sølverskæl hun dækket var,
Guldharpen hun ved Giorden bar.

289

Frem i hans Kiølvand troe og froe
Til Sikelei hun svømmer,
Og hvergang Kongen gaaer til Roe
Og sødt paa Hyndet drømmer,
Derude paa den Bølge blaae
Hun Harpen sagtelig mon slaae.

Saa følger hun til Myklegaard
I ubekiendte Vande,
Og naar den Miød til Randen staaer
I Kongens gyldne Kande
Og han den løfter til sin Mund,
Paa høie Dønning dandser hun.

Men da han nu til Jorsal drog
Skiøn Havfru blev tilbage,
Ved Myklegaard hun Harpen slog
Til Elskovs kielne Klage,
Og Væringer fornam med Fryd
Ved Dagens Port den Havfrus Lyd.

Hun aldrig reiser Vind og Vær
Og intet Skib nedsænker,
Skiøn Havfru er saa øm og kiær
Og kun paa Kongen tænker,
Og see! tilbage kommer han
Som Pilgrim fra Israels Land.

Et lidet Billede han bær
Og tidt til Læben trykker,
I Guld og Sølv det fattet er,
Sit Bryst dermed han smykker.
Det er den reene Himmelmøe
Som saae sin Søn paa Korset døe.

290

Hist ved den helligholdte Grav
Ham en af Munkeskaren
Det underfulde Billed' gav
At staae ham bi i Faren.
»Saa længe som mit Sværd og Skiold,
Det være skal i tryg Behold.«

Skiøn Havfru stirrer vildt derpaa,
Den Bølge hende brænder,
Den Sølverskæl blir mørkeblaae,
Mod Norden hun sig vender
Og synger rædsomt Uværsqvad -
Dog Elskov seirer over Had.

Skiøn Havfru troe men ikke froe
I Snækkens Kiølvand svømmer,
Men naar nu Kongen gaaer til Roe
Og gyldne Kande tømmer,
Hun Harpen ikke høres slaae
Og dandser ei paa Bølgen blaae.

Saa følger hun til Norrigs Kyst.
De vilde Vinde sove
Dybt i dens Kløfter, alt er tyst
Paa Ager, Bierg og Vove,
Med Maanen alle Stierner smaae
Nedstige i de Bølger blaae.

Skiøn Havfru staaer paa Havets Speil,
Ved Foden Fiske spille,
De folde sig, de slappe Seil,
Og Snækken ligger stille,
Den Styrmand blunder ved sit Roer,
Kun Kongen vaager end ombord.

291

Med stille Veemod af sin Barm
Han Billedet fremtager,
Og kysser det saa andagtsvarm,
Og fromme Sukke drager:
»O Himmelmøe! du førte mig
Tilbage til min vante Vig.«

Brat slaaer skiøn Havfru Strengens Guld,
Da daane alle Glæder,
Hver Tone er saa jammerfuld,
Rundtom Naturen græder,
Og Kongen staaer med dæmpet Aand,
Det Billed' slipper af hans Haand.

Med hellig Skræk udspringer han
Klenodiet at hente,
Men pludseligt med Elskovsbrand
Den Havfru ham omspændte,
Hun gynger ham paa Bølgetop
Og alle Storme vaagner op.

Men ved det første kolde Kys
Hun paa hans Læber trykker,
Den blide Siel hun suger løs,
Og ned i Havet dykker;
Det stormer, Snækken gaaer i Qvag,
Og Hvalen leger med dens Vrag.

Naturdatteren

Jeg sad under duftende Hyldetræ'r
Da Solen gik ned,
Og vilde tælle hvert Stierneskiær
Som tændtes derved.

292

Jeg noget attraa'de og vidste ei hvad,
Med længselfuldt Mod,
Vel syntes det hvidske fra hvert et Blad,
Men jeg intet forstod.

Og som jeg længtes, en Yngling jeg saae
Over Engen gaae,
Han havde til Øine to Stierner smaae
Udi Himmelblaae.

Hans gyldne Lokker saa flaggrende hang
Om hans Rosenkind,
Han nynned' en hiertelig Elskovssang
Som smelted' mit Sind.

Saa nærmed' han sig og bad mig saa sødt
Om et eeneste Kys,
Da blev mit Ansigt saa hedt og saa rødt,
Min Giord gik løs.

Saa drog han mig nær med en Heftighed
Saa varm, saa varm,
Jeg havde jo intet at skiule mig ved
Undtagen hans Barm.
Paa Kiæmpegraven ved Skoven hist
Der en Lillie staaer,
Og plukke vi den, da fange vi Rist,
Hvordan det saa gaaer.

Han drog mig hen til den Kiæmpegrav,
Jeg sagde ei nei,
Han bad om saa meget, saa meget jeg gav,
Hvi skulde jeg ei?

293

Han bad om saa meget, saa meget jeg gav,
Thi jeg var saa blød,
Jeg havde jo ingen Fortred deraf,
Du Yngling sød!

Da stod jeg siden ved Pigernes Brønd
En Aften seen,
Og fik at vide at det var en Synd,
Hvorfor er det een?

Kong Frode og Gubben

Kong Frode høit ved Gilde sad,
Kong Frode, diærv og snild,
Ved gammel Miød og Skialdeqvad
Han blev saa huld og mild.

Nu siger frem, I Dannemænd,
Nu siger uden Blu:
Hvo teede sig min bedste Ven
Med kiæk og snedig Hu?

Og den som meest har gavnet mig,
Det sværger jeg ved Thor,
Af dette Horn skal lædske sig
Her øverst ved mit Bord.

Flux mange Kiæmper traadde nær
Og priste deres Daad,
Een talte om sit hvasse Sværd,
Een om sit snilde Raad.

294

Og Leireborgen rundt gienklang
Af Mod og Snedighed,
Og Kongen fra sit Sæde sprang,
Saa glad han blev derved.

Da saae han at en Gubbe sad
Heel nederst ved hans Bord,
Og ikke mod, ei heller glad,
Ei mælede et Ord.

Hans Brynie bar mangt et Skaar
Af fordums Hug og Stød,
Som Vandfaldsskum, hans hvide Haar
Ned paa hans Rustning flød.

Og er du Gubbe uden Daad,
Saa gak hvorfra du kom,
Saa gak og end i Qvindegraad
Din usle Alderdom.

Ei Skiendsel blegede mit Haar,
Thi Retsind var mit Navn,
Og ei jeg for min Konge staaer
Foruden Daad og Gavn.

Da Gullands Fylkekonge sig
Mindst ventede sin Død,
Mod ham, din Giæst, du øved' Svig
Og ham at dræbe bød.

Men jeg til Høibords satte ham
Og lod i Fred ham gaae,
At Fredegod ei Meen og Skam
Af Manddrab monne faae.

295

Nei ikke er du uden Daad,
Kom hid! kom hid! thi den
Som styrer Kongens onde Raad
Er Kongens bedste Ven.

Jægeren

Der er en fredløs, en angrende Siel
Som Lise og Roe ei mon finde,
Thi lyde for den i hiint Helgen-Capel
De Bønner fra Klippernes Tinde.

En Jæger vel aarle om Morgenen gik
De vaagnende Vilddyr at bede,
Han søgte de Spor med udspeidende Blik
Og giettede Leie og Rede.

Ved bleghvide Striber i Dæmringens Graae,
I Lumskhed indhyllet, han sniger
Om tornefuldt Krat og om sivdækket Aae
Og Kiæmpernes Høie bestiger.

Og strøifende rundt, han paa eensomme Sti
En trængslende Faareflok skuer,
Og en Hyrdinde, som yndigen i
Dagbrækningens Purpurskin luer.

See Vildanden, Jæger! paa rødnende Aae
Blant Røret hensvømme og nikke. -
Men til den Hyrdinde hans Hu monne staae,
Til hende kun sigter hans Blikke.

296

See, Jæger, hist reiser sig vaagnende Hind
Og Duggen for Solen afryster. -
Men til den Hyrdinde kun stander hans Sind,
Kun hende at bede han lyster.

Han træder til hende og Bue og Piil
Uændset i Græsset henslænger,
Hans Vaaben er lokkende Tale og Smiil,
Som dybt i det Inderste trænger.

Han kryster de Fingre, han træder den Fod,
Han aldrig saae lignende Ynde,
Thi blir han i Hiertet saa ve og saa mod,
Og lyster saa saare at synde.

Hans Blik er som Taage, hans Aande som Ild,
De sittrende Læber kun stammer,
I vidneløs Udørk, ustandset og vild,
Hans Frækhed og Vellyst opflammer.

Forgiæves om hende Undseelsen brat
Sit hellige Purpurslør kaster,
Han røver Frivilligheds kostbare Skat
Og bort fra Forbrydelsen haster.

Men snarlig Bevidsthed med Samvid og Nag
Bag Nydelsen vender tilbage,
Ni Maaneder sørger han under sit Tag
Og Angeren tæller hans Dage.

Da drev det igien ved Morgenens Grye
Ham ud med forunderlig Vælde,
Den slappede Bue han spændte paa nye,
Sit savnede Bytte at fælde.

297

Og strøifende rundt, han paa eensomme Sti
I Krattet en Hind synes skue,
Han sigter og ikke han skyder forbi,
Men sukkende brister hans Bue.

Der laae en Moder, det diende Noer
I Døden omslynget af Armen,
Thi Pilen igiennem dem begge henfoer
Og hæfted' den Spæde ved Barmen.

Hvo var den Moder som Alherren bød
Med Noeret, lig Hinden, at bløde?
Blant Høiene Jægerens Hylen gienlød
Og begge i Favnen, han døde.

Der er en fredløs, en angrende Siel
Som Lise og Roe ei mon finde,
Thi lyde for den i hiint Helgencapel
De Bønner fra Klippernes Tinde.

Fugleapotheose

Paa Unger sidder
En kiærlig Hun,
Ved Hannens Qvidder
Saa mangen Stund.

Da kom mod Qvelde
Fra Milers Røg
Tre Mænd, at fælde
Den ranke Bøg.

Og Lunden brager
Af Øxeslag,
Og Fuglen klager
Ved hvert et Drag.

298

Men for de Ægge
Er Bullen haard,
Thi Glød de lægge
I Træets Saar.

Da Vinden vender
Saa hastigt sig,
Og Luen brænder,
Ustandselig.

Paa Unger sidder
Den Ømme der,
Men Hannens Qvidder
Ei høres meer.

Om elsket Rede,
Om spæde Kuld
Han sig vil brede,
Saa rædselfuld.

Forgiæves klynker,
Den ømme Han,
Snart brændt han synker
Fra Redens Rand.

Da Hunnen giver
Et Skrig, og saa
End offer bliver
For sine Smaae.

Den Ild fortærte
Det heele Kuld,
Og ak! af Smerte
Min Barm blev fuld.

299

Men da mit Øie
Fra Jorderig
Til Valhals Høie
Opløfter sig,

I Friggas Hænder
Jeg Reden seer,
Og o! nu brænder
Den ikke meer.

Af Ildens Luer
Hun frelsed' den,
Og venlig skuer
Den nu igien.

Paa Reden sidder
Den Hun paa nye,
Med sagte Qvidder,
Saa blid og blye;

Mens Hannen svinger
Sig rask og glad
Om Friggas Finger
Med freidigt Qvad.

Gudinden mader
De Unger blidt,
Og klapper Fader
Og Moder tidt;

Med Reden prydes
Idunas Træ,
Nu Himlen frydes
Ved Jordens Kræ.

300

Trende Nætter

Den første Nat var det Stierneblaae
Foruden Skye,
Sølvmaanen igiennem Grenene saae
Ned i Elskovs Lye.

Der sad under luftnende Mandeltræ'r
Det yndigste Par,
Hvis ei der var andre paa Jorden her,
Et Eden den var.

Der sad de fortroelige, Arm i Arm,
De elskende To,
Hun var saa undseelig, han var saa varm,
Og begge saa froe.

Hun snoede hans Lokkes faldende Ring
Undseelig, øm,
Om bævende, melkehvid Finger omkring
Og syntes i Drøm.

Sødtsværmende, han et Elskovsbrev
Med varmere Aand
Og dristig veltalende Finger skrev
I Jomfruens Haand.

Dog aldrig den spædere Attraae sig sled
Fra Blufærd løs,
Og aldrig svulmed' fra Læbernes Bred
Det dristige Kys.

Og som de i Uskyld dvælede der
Med barnlig Fryd,
Neddryssed' de venlige Mandeltræ'r
Den vaarlige Pryd.

301

Imorgen, imorgen ved Stierneskiær
Og Faderens Blund;
Kom, Søde, igien til de Mandeltræ'r!
Saa nynnede hun.

Imorgen foreenes vi atter igien
Af den lønlige Nat, -
Saa hvidskede han og raslede hen
Giennem Greene og Krat.

Men da han igiennem Hækkerne brød,
Det bag hans Hast
Som Trudsel og klapprende Tænder lød,
Qvalt Latter udbrast.

Den anden Nat hang Skyerne ned
Som et Sørgeflor,
Lig Døden, trykked' bedøvende Fred
Den qvalme Jord.

Og høit i Palladsets Mezzanin,
Hos den jamrende Brud,
Det Lys, som styrede Ynglingens Trin,
Gik tidlig ud.

End svang han sig over det høie Hegn
Med Fuglesving,
Det sukkede i den bange Egn
Saa vidt omkring.

De Mandeltræ'r rystede Duggen af,
Det var deres Graad;
De livkiede Blomster fandt gierne en Grav
Hvor Ynglingen traad.

302

Men raskt han iler til aftalte Maal,
Han alt det seer,
Da sank i hans Bryst det isnende Staal,
Han er ei meer!

O taber, I Træer, det visnende Løv
Paa Ynglingens Lig!
O Blomster, de Kroner i blodige Støv
Nedbøie sig!

Og da den tredie Nat nedsteeg,
En Jordefærd
Igiennem de eensomme Gader sig sneeg
Ved Fakkelskiær.

For Jomfruens Vindve den stille stod
Et Øieblik,
De alle opskued' med Sorrigmod
Og videre gik.

Da oven fra Mezzaninen det lød
I den ængstlige Nat:
O tøv dog, du Yngling, uskyldig og sød!
De standsede brat.

O tøv dog, du Yngling, saa fauer og from,
Paa Gravens Vei,
Og lad mig først kaste mit Jomfrueslør om,
Saa kommer jeg.

Og lad mig først sætte min Liljekrands paa
Og da for Gud,
Min mildere Fader, i Himmelen staae,
Din evige Brud!

303

Og i det samme hun styrtede sig
Fra oven ned.
I den aabne Kiste laae tvende Lig,
Nu har de Fred.

Forfædrene

Paa eensom Hede,
Blant Lyng og Krat,
Hvor Drager frede
Om Oldtids Skat,
En Borg sig hæved'
Den sammenfaldt,
Snart Vedbend' væved'
Sig rundt om alt.

Om Fod og Tinde
Sig Tidsler snoe,
De vilde Vinde
Derinde boe.
I Borgens Sale,
I Kirkens Chor,
Den vævre Svale
I Reden boer.

De Kirkeruder
Med rødligt Skiær
Og Biblens Guder
Udfaldne er.
Ved Lynet smelted'
Det gamle Blye,
Mod Gruben velted'
Sig ned paa nye.

304

Fra Kuplens Sprækker
Den vilde Regn
Med Vold indbrækker
I helligt Hegn.
De Altre stande,
Hvo rygter dem?
Af dovne Vande,
Lig Grøntørv, frem.

Naar Stiernen lyser
I Vinternat,
Iistappen fryser
Ved Korset brat:
Da rundt det klynker,
Fra Himmelen
En Straale synker
Og smelter den.

Og tolv Capeller
Rundtom endnu
Den Pilgrim tæller
Med stille Hu.
De Helgensteene
Muskronte staae
Ak! saa alleene
Og sørge saa.

O Himlens Frue!
Vemodig blid,
Du synes skue
Ad gamle Tid.
Mens Sommerfuglen
Omflaggrer dig,
Fra Taarnet Uglen
Udklager sig.

305

Og hist hvor Nelder
Saa froedigt staae,
I dybe Kielder
Du skue maae,
End stander Kiste
Ved Kiste der:
Hvad Jorden priste
Hensmuldret er!

I lange Rader
Der ligge de,
Den Stammefader
Er først at see,
De Mænd og Fruer
Her Hvile fandt,
Smaae Kister skuer
Du og iblant.

Et Billed' vinker
Fra hvert et Laag,
Der ogsaa blinker
Et gyldent Sprog,
Skiøndt Edderkoppen
Udslaaer sit Spind
Om Heltekroppen
Og Fruens Kind.

En Yngling iler
Vel ofte did,
Han Afskeed smiler
Til medfødt Tid,
Han vil sig lukke
Hos Oldtid ind,
Med Længselssukke
Og kraftfuldt Sind.

306

Blant faldne Steene,
I Ørknens Favn,
Han staaer alleene
Med ædelt Savn:
»Her vil jeg dvæle
Og ved mit Bryst
Paa nye besiæle
Hiin Alders Lyst.

Saa svinder, svinder
Det Bedste hen!
Snart ak! du finder
Kun Sagn igien.
Dog bort med Sorgen!
Thi stiger brat
Ei Haabets Morgen
Af Fortids Nat?

Kun Tidens Giæste
Vi være maae,
Thi bør det Bedste
Rundtom forgaae.
Forskiønnet stiger
Det frem igien
I Sagnets Riger
Hos Sangeren.

Her daler Nøie
Ei til dit Raab,
Paa andre Høie
Opgaaer dit Haab.
Rask fremad eller
Tilbage, du!
Hvis ei, du træller
I trange Nu.

307

Ja! kun som Minde
Og Vente du
Hver Fryd tør finde
Med luttret Hu;
Kun da du fryder
Usmittet dig,
Kun da du nyder,
Som Guder rig.

Hvis her du savner
Og ei har Rist,
O da du favner
Det fierne Hist.
Hvad først skal blive,
Dig Phantasie
Forud tør give
I Sværmerie.«

Naar Maanen stiger
Ad Fieldets Top
Og Skyggers Riger
Sig lukker op,
Han Harpen tager,
Saa længselfuld,
Og Klager drager
Af Strengens Guld.

De Toner lokke
Med mægtig Trang,
Fra brustne Klokke
Udgaaer en Klang,
De skilte Steene
Bevæge sig,
Som om foreene
De vilde sig.

308

Snart Klokken kimer
Saa klangfuld, som
I Festens Timer
Fra høie Dom,
Og brat sig hæver
Hvert Kistelaag,
Af Dybet svæver
Et herligt Tog.

Med Spyd og Skiolde,
I langsom Gang,
De Kiæmper bolde
Tye til hans Sang,
Og raskt han spiller
Med Frygt og Fryd,
En Taare triller
Ved hver en Lyd.

Dog Hiertet banker
Af hellig Gru,
Da Skaren sanker
Om ham sig nu,
Og da han skuer
Hvorlunde hver,
Skiøndt Dødning, truer
Med Blik og Sværd.

Thi Kraft sig maler
I hvert et Træk,
Fra Panden daler
Den kolde Skræk,
Kun Daad og Fare
De havde kiær,
De Kiæmper vare,
Saa staae de der.

309

Dog Blidhed binder
Den diærve Magt,
Paa haarde Kinder
Staaer Smilets Pragt,
Som Aftenrøde
Med stille Skin
Fieldegnens Øde
Blidt hyller ind.

Men brat tilside
De vige hen,
Een sees at skride
Mod Ynglingen.
I lange Fletter
Nedslaaer hans Skiæg,
Hans Høire letter
Som Spyd en Eeg.

Den Stammefader
Og Kiæmpe bold
Ham skue lader
I opladt Skiold.
Han stirrer længe
Paa hvert et Syn,
Mens Taarer hænge
Ved tunge Bryn.

En Engleskare
Fra Himlen kom,
Som om de bare
Dens Stiernedom;
De Blomsterkieder
Om Jorden slog,
Til Lysets Breder
Den kiærligt drog.

310

Og vidt paa Jorden
En Rose stod,
I Østen vorden
Af Guddomsblod.
Hvert Blad sig hæver
Mod Himmelen,
Og Gud nedsvæver
At boe i den.

Dens Stilk udskyder
Af barnlig Troe,
Til Haab frembryder
Hvert Blad saa froe,
Og Kiærligheden
Uddufter vidt
Et Fredenseden,
Saa lyst og blidt.

Dernæst tiltrækker
En Stad hans Blik,
Hvor Kiæmperækker
I Harnisk gik:
De Sværde klirre
Krigsmelodie,
Mens Harper dirre
Saa blidt deri.

Og mangen Ridder
I straaetakt Huus
Ærværdig sidder,
For Vedens Blus.
Ved Harpens Strenge
Han ung igien,
Imens hans Drenge
Brat blive Mænd.

311

Ved Arnens Lue
Huusved der sad
En deilig Frue,
Dog ikke glad;
Et Lam i Skiødet
Taalmodig laae,
Mens hun bedrøvet
I Luen saae.

Ad Døren triner
En Ridder ind,
Med diærve Miner
Og hærdet Sind.
Fra Jordans Kyster
Hiemhasted' han,
En Løve ryster
Bag ham sin Man.

Han Fruen søger,
Hun favner ham,
Og Løven spøger
Med kielne Lam;
En Lilje bryder
Af Spydets Skaft,
Hos Skiønhed fryder
Sig Mod og Kraft.

Da Klokken giver
Igien et Tegn,
Og lyst det bliver
I heele Egn,
Til Graven ringer
Den Nattens Tog,
Og sagte klinger
Hvert Kistelaag.

312

Snedkeren og hans Drenge,
i Pestens Tid

Sauger, høvler, hamrer brav!
Tænker ei paa Nøden!
Ved hver Spaan vi høvler af,
Raller Een i Døden.
Lader fare Rist og Mag
I den grumme Prøve!
Hamrer, Gutter, Slag i Slag,
Dødens Kald at døve!

Pesten raser i vor Stad,
Gaderne er sorte,
Dødefølgets lange Rad
Gaaer af alle Porte;
Himmelen forbarme sig!
Intet Huus er uden Liig.

Rundt der er stor Ve og Gru,
Verden er en anden:
Qvinderne er uden Blu,
Uden Manddom Manden,
Og den store, store Nød
Alle, alle Love brød.

Sauger, høvler, hamrer brav!
Tænker ei paa Nøden!
Ved hver Spaan vi høvler af,
Raller Een i Døden.

Hierters skiønne Baand er løst,
Ingen Hielp betrygger:
Giftigt er hvert Moderbryst,
Glutten Fingren tygger;
Dattren med forsteenet Blik
Nægter Moderen en Drik.

313

Faderen afskyer sin Søn,
Kiærligheden dræber;
Døden vifter i hver Bøn
Lumsk fra Præstens Læber;
Selv i Herrens Blodkalk nød
Mangen ak! den visse Død,

Lader fare Rist og Mag
I den haarde Prøve!
Hamrer, Gutter, Slag i Slag,
Dødens Kald at døve!

Hører I hvorledes de
Sviir og Tummel drive?
Vildt de synge, drikke, lee,
Ruusen Mod maae give;
Uvist er hvert Aandedrag,
Thi bortsvire de hver Dag.

Skuer hist en Røvertrop!
Øde Huuses Døre
De ved Dagen brækker op,
Godset de bortføre.
Dyd og Medynk svundet er,
Men endnu har Guldet Værd!

Sauger, høvler, hamrer brav!
Tænker ei paa Nøden!
Ved hver Spaan vi høvler af,
Raller Een i Døden.

Pestens Rustvogn ruller tvær,
Fyldt med Liig tilhobe,
Mangen ved sin Jordefærd
Høres end at raabe,
Men den blege Kiøresvend

314

Skynder sig til Graven hen.
Hastigt læsser man dem af,
Kaster saa en smule
Jord og Sand paa Skarens Grav,
Pestens fæle Kule;
Mangen Haand af Ormens Hiem
Krampefuld sig borer frem.

Lader fare Rist og Mag
I den haarde Prøve!
Hamrer, Gutter, Slag i Slag,
Dødens Kald at døve!

Rundtom bolner Saar i Saar,
Alle Afsked tage,
Dødningklokken stedse gaaer,
Dødningvogne knage - -
Stirrer ikke saa paa mig,
Drenge! I selv synes Liig.

Færdig staaer min Kiste hist,
Snart jeg den behøver,
Drenge, Drenge! ingen vist
Hos sin Mester tøver,
Dog forlader mig min Hund
Ikke i min sidste Stund.

Sauger, høvler, hamrer brav!
Staaer mig bi i Nøden!
Ved hver Spaan I høvler af,
Ral - ler - jeg - i - Dø - den.

315

Den ottende Søn

Den Hane slog ud sin Vinge og gol,
Ung Thora alt sad ved Væverstol.

Alt slog hun Væven med megen Hast,
Saa Traadene alle tilsammen brast.

Hun syede Blommer med Silketraad,
De Roser blev Blod og de Lillier Graad.

Hielp Gud! hvor jeg drager min Aande tungt,
Det volder det Foster, spædt og ungt.

Syv Maaneder gik hun i Høieloftssal
Og snørte sig i Midie tynd og smal.

Syv Maaneder bærged' hun sig udi Løn,
Til Engen blev broget og Skoven grøn.

Det var ved sorten Midienat,
Triner hun ud i Lunden brat.

De Kildevæld piblede frem som Graad,
Hvert Løv var hende en Slangebraad.

De Vinde stønned' som Dødningskrig,
De hvide Birker stode som Liig.

Fremtreen en Qvinde, saa gusten og guul,
Udaf sit sorte Midnatsskiul.

Og hør du liden Thora, hvi sørger du?
Hvi est du dig saa saare mod i Hu?

316

Svarte liden Thora, hun blev saa rød:
Hvad jeg skiuler bag Beltet volder min Død.

Mæled' den Qvinde da hastelig:
Hvad du skiuler under Beltet, du give mig,

Liden Thora, vilt du give mig det,
Den Byrde skal være dig saare let.

Liden Thora segned' ved Linderod,
Hun gav den Qvinde sit Kiød og sit Blod.

Den Qvinde grinte og krysted' det Nor,
Saa sank hun neder i sorten Jord.

Liden Thora blev sig saa let i Sind
Som naar Løvet vifter i sagten Vind.

Her Esben sig op under Lide reed,
Saa bandt han sin Ganger ved Borgeleed.

Op axler han sit Skarlagens Skind
Og træder høvisk for Jomfruen ind.

Hil sidde I, liden Thora, vel svøbt i Maar,
Saa vide der Rye af eders Skiønhed gaaer.

Liden Thora, I er mig fast saa kiær
Som Engen det klare Foraarsvær.

I give mig Eders Love og Troe,
Saa lade vi flux vort Bryllup boe.

Det var liden Thora, hun blev saa glad,
Hendes Kinder blussed' som Rosenblad.

317

De Dage de ginge, de Dage de kom,
Syv Aar hun var sig en Hustru from.

Sidder hun med syv Sønner smaae,
Den yngste end spæd ved Brystet laae.

Sidder hun mild i Maaneskin
Og klapper dem alle saa venlig paa Kind.

Klapper hun alle paa hviden Kind:
Hvi ere I Smaae saa blege som Liin?

Det var liden Thora, hun pludselig saae
Et lidet Utydske paa Tillien gaae.

Saa vissen den Skifting for hende staaer,
Med sortebruun Kind, uden Hovedhaar.

Hil sidde I, Moder, paa Bolstere blaae!
Have I kun syv Sønner smaae?

Hil lege I, Brødre, paa Tavle af Guld
Og kaste de Gamles Skakspil omkuld!

Og hør nu, I Moder, jeg er eders Søn,
For syv Aar siden født udi Løn.

Den Qvinde bar mig til Troldeboe,
Ret aldrig jeg kunde trives og groe.

Jeg er vanfør for to Maaneders Savn,
End gave de mig Vanfred til Navn.

Jeg ikke kan leve, ei heller døe,
Fordi jeg fødtes for tidlig af Møe.

318

Thi slaaer jeg om Eder min visne Arm
Og suger Melken af Eders Barm.

I var mig ret aldrig en Moder god,
Thi drikker jeg nu Eders Hierteblod.

To fulde Maaneder laae han der
Og diede, til han blev stor og svær.

Da lagde liden Thora sig paa sin Seng
Og visned' som Liljen paa grønnen Eng,

Men han slog sine syv Brødre ihiel
Og blev til en Trold, saa fuul og saa fæl.

Ruinens Indvaaner

Paa Apenniners Spidse jeg kom
Til en Klosterruin,
Rundt smuldrede Guddommens Helligdom
I Vær og i Vind.

Og i et Capel, ved en brusten Grav,
Jeg skuede een,
Som søgte at gnide Blodsdraaber af
En Marmorsteen.

Hvad er, o Midnattens fredløse Søn,
Hvad er din Færd?
Hvi dvæler du saa i Mulm og i Løn
Blant Gravene her?

Fornem, du natlige Vandrer, fornem,
Saa svarede hiin,
Hvorfor jeg haver mit rædsomme Hiem
I denne Ruin.

319

Jeg var en Yngling af svulmende Kraft,
Lig Høidens Eeg,
Som herlig i Seklers hærdede Saft
Mod Skyen steeg.

Der var en Jomfru, saa fauer og god,
Sølvpoppelen lig:
Naturen krandsede ved dens Rod
Med Violer sig.

Jeg elskede Clara, hun elskede mig,
Kun een vi var,
Og Jord og Himmel frydede sig
Ved dette Par.

Og heele Egnen syntes saa vel
Om de salige To,
Og spaaede os hvert glimrende Hæld
Til Fred i vor Boe.

Da kom en Ridder, saa stolt og saa rig,
Heel Guld han var,
Med Fader og Moder indlukked' han sig
Og Prisen bar.

Og krummede Munke gik ind og ud
Hos den grædende Møe,
Indtil hun adlød Forældrenes Bud,
I Haab om at døe.

De allerede for Alteret stod,
Da styrted' jeg ind,
Brat Brudgommen veltede sig i sit Blod
Paa de rødnende Trin.

320

Paa Bruden stænked' en Draabe hen,
Hun daanede ned,
Jeg baned' mig Vei giennem Trængselen
Og flygted' afsted.

I dølgende Folder jeg hylled' mig ind,
Ukiendelig,
Med knuset Bryst og forvildet Sind,
Utrøstelig.

Jeg vankede rundt den ængstlige Nat
I den slumrende Stad,
For Jomfruens Vindve, fortvivlet og mat,
Jeg endelig sad.

Jeg gisped' forgaaende, Døende lig,
Kun eet Aandedrag!
Mit Hierte mod Brystet gad knuset sig
I vilde Slag.

Min Siel gik under i Nattens Skiød,
Hvor alt forgaaer;
Mig Guddommen syntes at ligge død,
Og Naturen dens Baar.

Og da nu Himlen blev hvid og graae,
Den kiæreste Port
Opdundrede brat, to Fruer jeg saae,
Indsvøbte i sort.

Lig Maanen bag Skyen, den Yngeres Barm
Giorde Floret hvidt,
De begge steeg ind i en ventende Karm
Og sukkede tidt.

321

Og som den i Gaden rulled' afsted,
Jeg efter den sprang,
Mig syntes mit Liv, min Lykke og Fred
Ved Hiulene hang.

Og da den var ude af Øre og Blik,
Jeg blev saa øm,
Og Luft mit bristende Hierte fik
I en Taarestrøm.

Da stod en medlidende Staadder for mig,
Af Alder graae,
Han følte sig mindre ulykkelig
Da mig han saae.

»Giv mig den linnede Kiortel du bær,
Jeg giver for den
Dig denne skinnende Ridderdragt her
Med Glæde igien.

Giv mig den brustne Guitarre der,
Jeg giver derfor
Igien min Fiederbusk og mit Sværd,
Samt venlige Ord.«

Og da Castellanen i Porten stod
I Tieneres Rad,
Guitarrens Strenge jeg sukke lod
Til vemodigt Qvad.

De skifted' med Staadderen mangt et Ord
Om Land og om Stad,
Dog ak! om de Fruer de vidste ei hvor,
De vidste ei hvad.

322

I trende Dage jeg spillede saa
Ved det Marmorportal,
Da bøde mig Tienerne op at gaae
I den fulde Sal.

Og mens jeg for Ridderne spillede, da
De talte saa tyst
Og tidt om den hellige Ursula,
Og alt blev lyst.

Og lig en løssluppen Fange jeg sprang,
Jeg ustandselig fløi
Giennem Skov og Krat, over Mose og Vang
Til St. Ursulas Høi.

Og oppe ved Kirken jeg udenfor
Med mødig Trang
Mig kasted', mens Nonnerne inde i Chor
Alt Hora sang.

Om Morgenen gik jeg i Kirken ind
Til Bøn og til Bod,
Jeg trykte min Læbe med sønderknust Sind
Paa hver Helgens Fod.

Der laae jeg i Dage, der laae jeg i tre
Paa det ruddrede Gulv,
Dog aldrig fik jeg den Nonne at see,
Den Nonne saa huld.

Da var det engang ved Midienat,
Ved Altret jeg laae
I døvende Halvblund, saa mat, saa mat,
Og hørte det gaae.

323

Igiennem de malede Ruder flød
Et farvet Skiær,
En hvid Gestalt, lig en vaagnende Død,
Kom langsomt nær.

Og for et Madonnabilled' som stod
Med en Lampe derved,
Den knæled' og kyssed' dets Marmorfod
Med Inderlighed.

»O himmelske Jomfrue! jeg er saa varm!
Saa elskovsvarm!
Lad Kiøling udgaae fra din Marmorbarm
I min brændende Barm!

Jeg stræber i Aande, i Hierte og Aand
Til dig! til dig!
Men ak! et uløseligt Elskovsbaand
End holder mig!«

Og mens som et Rosenlys Maanens Skin
Forklarende faldt
Igiennem de rødlige Ruder ind
Paa hver Helgengestalt,

Og Himlen rundt om tilstæde var
I al sin Pragt,
Ledsaged' jeg Bønnen paa min Guitar,
Som sittrede svagt.

»I Engle, som komme med Harpesiet,
Tilaander mig Rist!
O hører mit Suk og opløfter det
Til den Reeneste hist!«

324

Da vendte mod Lampen den Bedende brat
Sin blege Kind,
Og Solen gik op i den størknende Nat,
Og Gud i mit Sind.

»O Clara! Clara! saa raabte jeg ud
Og knælede ned,
Min inderlig elskede evige Brud!
Nu har jeg Fred.«

»Tilbage, Forvovne! Jeg er Guds Brud
Og Savn min Lov.«
»»Om dig vil jeg kiæmpe med Helgen og Gud,
Du er deres Rov.

Min var du, min er du, og evig min
Du være skal,
Hvis ikke, saa endes paa disse Trin
Mine Dages Tal!

Jeg er en Forbryder, o hør min Bøn!
Vær naaderig!
Thi skal jeg nu savne Forbrydelsens Løn,
Da ve over mig!

Ha! hører du ikke den skoggrende Haan
Fra Helvede hid?
O vær barmhiertig og frels min Aand!
End er det Tid.««

Da døde Maanen i høie Blaae
Og Lampen gik ud,
Jeg ingen Helgen meere saae
Og ingen Gud.

325

Hun blev saa vemodig, saa underlig heed
Af Elskovsild,
Jeg trak hende ved Piedestallen ned,
Saa vild, saa vild.

Da styrted' Madonna fra rokkede Stavn
I den store Nød,
Og i hendes isnende Marmorfavn
Laae Jomfruen død,

Fortvivlet ved knusede Læbe jeg hang,
Jeg svømmed i Blod;
Fortvivlet jeg op fra Tillien sprang,
For Helved jeg stod.

Og i mit Vanvid min Hierneskal
I forfærdeligt Stød
Jeg knused' mod smittede Piedestal
Og var død. -

Og derfor i indfalden Kirke jeg maae
Med uendeligt Ve,
Fra Midienat indtil Hanegal gaae
Og Blodet see.

Jeg brænder at tvætte Pletten af,
Fordømt til Bod,
Men ak! den udbreder sig til et Hav
Af bølgende Blod.

Og naar da min Marter forkynder sig
I Hyl og i Hvin,
De troe at Vindene føre Krig
I den brustne Ruin.

326

Juuledød

Ved Juuletid haster en Fader frem,
Han bærer den Lille paa Arm,
Saa lader han staae til sit fierne Hiem
Og Vivlils ventende Barm.

Den Fader haster ved Nattetid
Over Marken, med bange Iil,
Det Maanskin rundt paa Sneen saa hvid
Var lig en Døendes Smiil.

Saa gik der en Stormvind ud fra Nord,
I Mulm og i Sneefog den kom,
Og veltede vildt i Luft og paa Jord
De fygende Sneebølger om.

Da blev det rundt om til et andet Land
Foruden Fodspor og Sti,
Vildfarelsen flyttede Land og Vand,
Gud staae den Vanderer bi!

Og giennem Naturen som Døden det giøs,
Og slukkede Stiernernes Skin,
Livsaanden til Riim ved Læberne frøs
Og Blodet i livløse Kind.

Saa siger den Spæde: O Fader kiær,
Hvor ere mine Hænder smaae?
Du tøe dem op ved mit Hierte her,
Saa varmt for dig det mon slaae.

Saa siger den Spæde: O Fader kiær,
Jeg er saa kold som et Lig.
Da kom du Søde, og drik mit Vær,
Min Aande skal oplive dig.

327

Saa siger den Spæde, han blev saa sær
Og klapped' sin Fader paa Kind:
Jeg er saa søvnig, o Fader kiær!
Som Moder, du lulle mig ind.

For Guds Skyld, min søde, min eneste Søn,
Du Hvile og Slummer modstaae,
Saa skal du faae den Smaastierne til Løn
Du nyeligen stirrede paa.

O Fader, mig vinker den lille Her Christ,
Af Stierner han haver vel fleer,
O skuer du ikke, hvor venligt han hist
I Sneefoget leger og leer?

Den Fader han trykked' det Noer til sin Barm:
Døe ikke! jeg gir dig mit Blod!
Saa aabned' han Aaren paa blottede Arm
Og Blodet ham drikke lod.

For seen! thi den Lille var kold og stiv,
Her Christ tog hans Siel til sig.
Paa Tærskelen stod den segnende Viv,
Da Faderen kom med hans Lig.

Kongen af Tyrus og Tiggersken

Kong Bechtabar af Tyrus fik
Ei Livets Fryd at smage,
Thi ikke efter gammel Skik
Han Hustru vilde tage.

328

Naar Skovens Fugle Par og Par
Henflaggre mellem Qviste,
Hvormed de da saa travelt har,
Den gode Mand ei vidste.

Hans Riges Raad vel mangen Gang
Hans Naade forestilled',
At Riget havde megen Trang
Til Høistbemældtes Billed;

Ja Cantsleren i Graad udbrød,
Ak! at nu Kongestammen
Fortørret, ingen Greene skiød
Til Orientens Gammen.

Omsonst! Endnu Naturen sov
I Kongens Sands og Hierte,
Han kiendte ei den søde Lov
Som alt at elske lærte.

Da mon det hænde sig en Dag,
Han skued' fra Balconen,
Og pønsed' paa den store Sag
At skaffe Mand til Tronen,

Han saae en Tiggerske som sad
Ved Portens Colonnade,
Og mangen om en Gave bad
Med stille, bønlig Lade.

Med hendes Pialter, deiligt Haar
Henflaggrede i Vinden,
End var hun i de favre Aar
Med Rosensblomst paa Kinden.

329

En lille Dreng i Skiødet laae
Og lysteligen spøgte,
Og famlende med Hænder smaae
De søde Bryster søgte.

Og da hun fra hans Æblekind
Det tykke Haar adskiller,
Den Lilles Haand, saa spæd og trind,
Om Rosenknoppen spiller.

Og da hun i den Spædes Mund
Med liden Finger leger,
Men sød Forundring skuer hun
At han paa Brystet peger.

Men Kongen saae, og Kongen saae,
Men Kongen længe stirred',
Det for hans Blik blev sort og graae,
Hans Tanker sig forvirred'.

Og i det kongelige Sind
Det sælsomt sammenløber,
Hans Flammeblik og røde Kind
En indre Lue røber.

Hans Krone blev saa tung og heed,
O kunde han dog bytte
Sit Purpur bort for Nøgenhed,
Sit Pallads for en Hytte!

Men brat han stiger ned med Hast,
I kongelige Klæder,
Og med forelsket Øiekast
Til Tiggersken hentræder:

330

Hil, Tiggerske! hil være dig!
Og hil den lille Spæde!
Og vil du - - vil du elske mig,
Du deele skal mit Sæde.

Til Drotning skal jeg giøre dig
Og give Land og Rige,
Og du igien skal give mig
Din og min egen Lige.

Og denne søde Lille der,
Til Prinds jeg skal ham giøre,
I Raad han sidde skal og Hær
Mod Landets Fiender føre.

Men Tiggersken forbaust snart seer
Paa Beltets Demantrækker,
Snart paa sit lille Noer som leer
Og efter Kronen rækker;

Og snart hun i sit eget Skiød
Dybsindigen nedskuer,
Imedens Kinden dobbelt rød
Af ædel Blussel luer.

Her Konge, nei! Her Konge, nei!
Tilsidst hun freidigt svarer,
Jeg eders Drotning bliver ei,
Jeg derfor nok mig barer.

Her Konge, nei! Her Konge, nei!
Det ikke saa kan være,
Jeg sidde skal ved Landevei
Og Tiggerposen bære.

331

Naar Dagens første røde Skin
Hen over Straaet rinder,
Og vaagnet, med bekymret Sind,
Jeg Glutten ikke finder,

Dog endelig i fierne Vraae
I Halmen ham opdager,
Da er der ogsaa Fryd paa Straae
Og Gud hvor Armod klager.

Min Husbond drog vel over Hav
Og søgte gyldne Lande,
Men ak! han fandt en tidlig Grav
I Thules haarde Vande.

Jeg elsket har, jeg elsket har,
Gud evig lovet være!
Og hvad jeg under Beltet bar,
Er al min Fryd og Ære.

Og har jeg ikkun Straae og Sol,
Og Mildhed ikkun slænger
I Skiødet stundom en Obol,
Til intet meer jeg trænger.

Nu Gud med dig! Nu Gud med dig!
Gak hen med Fryd og Ære!
Dog en Obol du give mig,
Den skal mig hellig være.

Og Kongen gav, og Kongen gik,
Og Kongen tidt stod stille,
Fra hende kunde ei hans Blik,
Hans Hierte ei sig skille.

332

Kom, Kunstner, hid! kom, Kunstner, hid
Og tryl min Elskovslue!
O Kunstner, ved din Id og Flid
Min Elskede jeg skue!

Og snart ved Kunstens snilde Magt
Blev Tiggerindens Billed',
Af Vox og i en Drotningdragt,
I Kongens Sal opstilled'.

Nei bort med denne Drotningpragt,
Med Guld og Demantrosen!
Gak hen og kiøb en Uslings Dragt
Og glem ei Tiggerposen.

Og Kunsten gik og Kunsten kom
Med Pialterne tilbage,
Og Billedet blev flux klædt om
Til Tiggerindens Mage.

Men Kongen heele Dage sad
Og glemte Land og Rige,
Han Billedet om Elskov bad
Og kyste pialtet Flige.

Hver Dag med en Obol igien
Han taus for det hentræder,
Og lægger den i Posen hen
Og gaaer derfra og græder.

333

Elverpigerne og Børnene

Tre Smaaebørn lege paa blommede Eng,
Det lider ad Qvel,
Der hiemme den Moder opreder der' Seng,
Hvor er de vel?
Men de hoppe og dandse
Uskyldige froe,
Og Blomster indsnoe
I Duggen til Pintsedagskrandse.

Tre Elverpiger kom dandsende frem
Bag aspekront Høi,
Lig Taage, Spindelvæv giordede dem
Og Fligen fløi
I de natlige Vinde,
Mens Sollerne ei
Paa Blomstertopvei
Afstrøifede Duggen den linde.

De sang saa lifligt, de sang til de tre:
Hil lege I Smaae
Med Dukker af Blomster og yndigen lee,
Men vil I gaae
Med os tre under Lide
og kaste omkuld
Med Bosler af Guld
De Kegler af Filsbeen det hvide?

Men vil I gaae med de Jomfruer tre,
Da skulle I faae
Vel Underblomster at plukke og see
Med Fugle smaae
Som de bygge der' Rede
Paa Lillieblad,
Og qviddre saa glad
Mens de Perler som Frøekorn oplede.

334

De Smaaebørn bleve saa tunge i Sind
Som drømmede de,
De susede hen i den natlige Vind
Vel alle tre.
Men de Blomsterliv sukked'
Da snarligt bag dem
Biergmøernes Hiem,
Den bristende Høi sig tillukked'.

Og anden Dagen den Fader han slog
Paa Aspernes Field:
Dine Smaaebørn Elverhøisjomfruer tog,
Det gaaer dem vel,
Thi en Grøntørv de have
Ved Hov'det, en Steen
Ved hvilende Been,
Og det er de Biergmøers Gave.

Melancholie
Af en ufuldendt Selvmordercharakteristik

Jeg gisper saa ængstligt af knusede Bryst
Og furer med Graad mine Kinder,
Jeg trygler hvert brændende Alter om Trøst,
Men Lise og Hvile ei finder.

Ha! bad jeg paa slagtede Sønner til Giæst
Den smilende Fader, min Broder?
Og dypped' jeg Haanden, en anden Orest,
I Blod af livtryglende Moder?

I Drømmenes Grotte, i Søvngudens Lye
Forgiæves mit Hoved jeg dølger,
Til Templet i Alterets hellige Skye
Mig fraadende Furie følger.

335

O Venskab! jeg synker saa tidt i din Arm,
Min Graad du saa yndigt aftørrer,
Men Lidelsens Billed', som fylder din Barm,
Sit Urbilled' grusomt forstørrer.

I Glædernes Hvirvel jeg kaster mig ned,
Bevidstløsheds Skiold mig bedækker:
Min Glæde er Svimmel og Dvale min Fred,
Erinnen igien mig optrækker.

Hos Phantasos søger jeg Lise og Roe,
Saa digterisk sødt han mig kalder,
O rædsomme Svig! i hans magiske Boe
Min Qval som Gigant mig anfalder.

Jeg sidder saa troeligt ved Viisdommens Væld
Og Oldtidens Straaler jeg sanker,
Men ved Idealer af Dyd og af Hæld
Mit Hierte end bangere banker.

Hvor Perlen ei ræddes for Dykkerens Haand,
I Havbundens dybeste Grotte,
Saa mystiskt det kalder, dog hvis for min Aand
Der Fortid og Fremtid sig blotte?

Det vinker saa sagte tiltrækkende hist
Hvor Sole og Maaner opstige,
Dog siig, er sig Aanden, o Viisdom, bevidst
I Haabets forjættede Rige?

Hvo viser mig Lunas fredsusende Lund
Hvor Helved selv Lasten forskaaner,
Og Moderens hylende Morder i Blund,
Fra Angest og Anger, bortdaaner?

336

Men ak! den forsvandt - o saa kast dig, min Siel,
I Lethes dorskrindende Bølge,
Thi kun hvor der hverken er Qval eller Hæld,
Din Bøddel dig ikke tør følge!

Ederduunsankerne

De Qvinder med Perler vil rustes til Kamp,
Brat Dykkre i Havet neddukke;
Paa Duun vil de hvile, som om det var Damp,
Og Redens Duunblomster vi plukke.

Den fredløse Biergmand, som Dødningen bleeg,
Nedfarer i guldsvangre Grube,
Imedens fra Fieldkystens stieløse Væg
Vi hænge i Undergangs Strube.

Og høit over Dybet i slingrende Snor
De hvinende Storme os gynge,
Og rundt om vor Isse i klagende Chor
De Fugle Forbandelser synge.

Og oven og neden og rundt om er Grav:
Høit over os Fieldstykket nikker,
Med tusinde Tunger det fraadende Hav
Høitbrændende, efter os slikker.

Der hiemme vel surrer den fredløse Teen,
Der sysler den Mage saa troelig,
Og Børnene sidde paa Tærskelens Steen
Og pryde den straaetakte Bolig.

337

Der hiemme er Bænken saa blød og saa luun,
I Krogene Glæderne smile,
Men Blødhed vil svømme paa skumlette Duun
Med seirende Vellyst og hvile.

Men Hovmod vil blunde ved Ederfugls Bryst
Og boe i dens røvede Rede,
Dog mangen deri efter Hvile og Trøst
I evige Nætter skal lede.

Kun Uskyld og Karskhed og Nøie tør sødt
Til Ederfuglbarmen sig hælde,
Men da er jo Straaeleiet lige saa blødt,
Da smelte jo Klipper og Fielde.

Naar trøstløs Bekymring et lindrende Blund
I islandske Rede vil søge,
Da blive de haarde, de grusomme Duun,
Og brændende Smerten forøge.

Naar knusende Feber i Aarerne slaaer,
Da bliver hvert Duun til en Nelde,
Og Vanvid phantastisk om Ildleiet gaaer
Og ryster den døvende Bielde.

Naar Lasten paa Duunene søger sin Fred,
Som Hugormebraadde de stikke,
Mens Diævlenes Skarer fælt grine derved
Og skadefroe hvidske og nikke;

Og Angest oprører hver dirrende Sands
Og Livet i Draaber aftapper,
Og Satan opfører en Dødningedands
Og efter den Halvdøde snapper.

338

O Skiebne! jeg takker for Bænk og for Straae,
De andre om Ederduun tigge,
Jeg ændser den ikke, saa sandt som jeg maae
Med Freden i Favnen der ligge.

Den Vanvittige

Og i min Hierne
Et Møllehiul gaaer,
De surrende Qværne
Male Sol og Stierne,
Det Nære og Fierne
Til Splinter og Skaar.
Hvor Elvene bruse
Af bristende Sluse
Mens Steenene knuse! -
Mit Hoved svulmer op
Til Biergenes Top,
Og derinde, derinde
Tiden er omme,
Og Tingene svinde
I det bundløse Tomme.

O Hoved! mit Hoved!
Med Svimmel troelovet!
Naar er det ude?
Naar faaer du Roe?
Paa en Græstørvpude
I Dødningens Boe! - -

Hvad er det som saare
I mit Indre græder?
Med Suk og Taare,
I Sørgeklæder,
339 Der sidder min Moder.
Hvad isnende Haand
I mit Indvold roder?
O skaan mig! skaan!
Tyst! det er min Broder,
Han søger sin Moder.
Hvo mig beskiermer!
Haanden sig nærmer
Og trykker, hu!
Mit Hierte itu!

O Hierte! mit Hierte!
Troelovet med Smerte!
Naar endes min Qvide,
Naar faaer jeg Roe?
Kun naar i min Side
Gravormene boe! - -

Op, Sphærer, begynder
Kun Svimmeldandsen!
Jeg skynder mig, skynder
Med Valmuekrandsen,
Saa! Dandser i Ring
Omkring - kring - kring.
Meer Strengeleeg,
Du søvnige Gamle
Med det iisgraae Skiæg!
Dine Fingre kun
I Strengene famle.
Lad Tiden ei dryppe!
Æoner du hyppe
I eet Secund!
Naar alt gaaer itu;
Og før med nu,
Og fiern med nær
Foreenet er,
340 Naar styrtende Himmel
Og løssluppen Jord
Sig blande i Svimmel,
Og det lille Noer
Bedøvelse, mat
Indslumrer derinde
I Alhvirvelvuggen,
Mens den blinde
Oldemoder Nat
Sidder derved
Og fortæller Eventyr
For den gamle Evighed - -

O Hoved! mit Hoved!
Med Svimmel troelovet!
Naar er det ude?
Naar faaer du Roe?
Paa en Græstørvpude
I Dødningens Boe!

Rigsdagen i Helvede

En Dag - dog nei! jeg burde sige
En Nat, thi hvilken Skoledreng ei veed
At ingen Sol gaaer op og ned
I de Fordømtes glædeløse Rige,
Og at, hvis Miltons Vers ei svige,
Det i det høieste der kun kan stige
Til det han kalder synlig Dunkelhed
En Nat - dog Nat ei heller finder Sted
Hvor ingen Sol gaaer op og ned:
(Jeg paa min Ære troer, at mig Methaphysiken
Netop i Helved' lar i Stikken)
Nu da! Engang i Hornet Satan tuder
341 Og heele Helvede derved bebuder,
At han, der alt saa længe var
Saa stum som en forelsket Nar,
Tidt brummede og Tænder skar,
Med de høiadelige Underguder
Og den gemeene Diævleflok
Som allerede længe nok
Laae snorkende paa Svovelpuder,
Nu vilde holde Raad og lade stemme
Om hvad det Heeles Bedste monne fremme.

Og lig Græshopper, med indsnærpet Krop,
Den fuule Skare fløi af Svovelsumpen op
Og sværmede om Helvedkongens Trone.
Høit siddende paa en Vulcan,
Mens Stormene dens Ildebrand
Rundt om hans Isse hvirvlede til Krone,
Med Velbehag han saae sit Parlament,
Bestaaende af tvende Stænder,
Thi Geistlige man som bekiendt
I Diævlestaten ikke kiender,
At sige, som aktive Borgere,
Thi ellers nok af dem man der kan see.

I Troner og Hærskarer! (saa han talte)
Min Sorg I sikkert længe mærket har,
Skiøndt Eders Ømhed for beskeden var,
At søge Grundene til det som malte
Sig paa min Pande, trods de mange Ar.
Nu derimod vil jeg af egen Drift
Mylords, for Eders ædle Skare,
Samt og for Underhuuset aabenbare
Min Trones Sorg og heele Helveds Fare.
Saa hører da! I mindes end den Rift
Som vi ved Reformationen
Og ved den Himmelhund, den Luther, fik,
342 Og ak! hvordan det dengang gik,
At nemlig dybt fra Hytten op til Tronen
Det blev en ret uhældig Skik,
At ikke stole meer paa Absolutionen.
Utrættelig var Morten Luther
For Himlen hvervende Rekruter,
Og mangen Hofmand og Prælat jeg saae
Forbi min Næse op til Lyset gaae.
Det siden ei er bedre blevet,
Nei tvertimod, hvert Tiaar haver seet
Et Land, et Folk afrevet
Fra vort Gebeet.
Først løbe disse Missionærer
Fra Øst til Vest, fra Nord til Syd;
Saa kommer Philosophen frem og lærer
Hvad der er Ret og Pligt og Dyd,
Og endelig, forbandede de være!
Udføres mangt af det, hvad disse lære,
Ved Pædagoger og Lovgivere,
Som man især i Dannemark kan see.
Desuden er man mod Religioner
Saa ligegyldig nu paa denne Tid,
At man med dem vist ei kan sætte Splid
Iblant de meer oplyste Nationer,
Hvorved vi før (her grinede hans Majestæt)
Paa Jorden fiskede med rige Dræt.
Den nyere Oplysnings Lære,
Ja tænker kun! den gaaer saa vidt,
At man om os sig bryder meget lidt.
Her Morten holdt os dog endnu i Ære,
Men nu de troe, de Kieltringer!
At Een den Andens Diævel er.
Jeg beder Jer, betænker bare!
Vor kirkelige Existents staaer Fare.
Men dette skal og maae en anden Vending tage
Hvis Helved' ei skal blive latterlig,
343 Og endelig til Glemsels Grotte
Hvor Ahriman og Typhon lande maatte,
Med Spot og Skam forføie sig.
Jeg derfor længe pønsede paa Svig,
Og hvordan jeg det skulde mage
At kalde hiin den gode Tid tilbage.
Thi hører nu hvad i min Hierneskal
Som Perlen i en Østers groede,
(Ifald jeg Billeder fra Dødens Dal
Paa min satanske Herlighed tør pode)
Fornemmer da! End Verden har en Side
Hvorpaa min List, saa haaber jeg, skal bide.
De Philosopher jeg nys banded' paa,
De bør dog lidt i Ære hos os staae,
Thi de har sat en Ting i Mode
Som nok kan komme os tilgode.
O den forgudede Jean-Jaques Rousseau,
Som vi ei blant os see, desværre!
Og den velsignede Voltaire
Som ei kan lade Bispen hist i Roe
Og morer Helvede med mangt bon-mot,
Saa byde og befale Vi! de To
I Helvede skal holdes i fortrinlig Ære.
Thi siden de ved deres dybe Lære
Om Statsform og Regieringskunst,
Bortpustede den fiine Hiernedunst
Som alle Troner, ogsaa min, skal bære,
I Jorderige er det blevet Skik
At lade alting staae for Politik.
Ei nogen vil saa tosset være,
At han ei skulde vide paa en Prik,
Hvorlunde selv det allerstørste Rige
I Magt og Velstand kommer til at stige,
Og at kun i en demokratisk Republik
Det Heeles Form for Viisdom holder Stik.
Naar nogen Kokken svede lader
344 Og Spisekammerne, som gaae omkring,
Om Bordet sætte sig i Ring,
Mens Værten alle fuldtop mader
Med Perigordpostejer og med Padder,
(Jeg beder Jer, at tænke Skild
Som Supplement i Parenthese til,
Thi jeg for dennegang ei anderledes
Kan holde mig til de bestemte Pedes)
Saa kunde selv en Plato høre
Med Glæde paa den Slidder Sladder
Og meget sig til Nytte føre;
Maaskee han brændte alle sine Kladder
Og paa en gandske anden Viis
Organiserede sit Platonopolis.
Derfor det vrimler nu af Demokrater
I slet og vel regierte Stater,
Og selv i mangen Konges Hof og Raad
Blev Sæden til det Fandens Ukrudt saaet.
Den Lærde hist Sententser ordner
Og alt i Tanken fra Tribunen tordner;
Poeten nynner paa en Mars
Som skal begeistre Peer og Lars,
Men Skade at det er forgiæves
Og nu aldeles ei udkræves,
Thi Skræddrens Naal og Kræmmerens Alen blir'
Som i en Daarekiste, til et Spiir
Hvormed de over andre byde,
Indtil der ingen er som skal adlyde
Og Politikens Kuller løber med
Den heele Stat cometisk vildt afsted,
En snorrig Stat som er kun bare Fyrste.
Ja hver en Pilt og hver en Skurk,
(Saaledes løbe alle durk)
Nu være vil iblant de Første
Og lade sine Støvler børste,
Til hvilken Dont han nys endnu saae op
Som om den monne være Lykkens Top.
345 Den Leeg mit heele Bifald nyder
Og synes mig aldeles ikke gal,
Jeg derfor heele Helvede indbyder
At tage Deel i dette Bal,
Ja lader os som Demokrater
Fordeele os i alle Stater,
Jeg Frankrig forbeholder mig
Og Helveds ypperste, udvalgte Skare,
Og i en Advokat vil fare
Med al min Vældighed og Svig.
Saa længe denne Spas vil vare,
Det blir den lystigste Comedie
Som noget Diævlepak kan see,
Desuden vil vi faae Colonner
Til Helveds ubebo'de Zoner.

Saa taled' Satan. Lig et Meteor,
Som Misvæxt, Krig og Pest bebuder,
Han svæved' foran Helveds Guder
Samt det gemeene Diævlechor
Og dalede paa vor forladte Jord.

Kampen mellem Havmanden
og Biergtrolden

Vellugtende Linde,
Hvor Sangersker boe!
I Kilder, som rinde
Og Engen omsnoe!
I svalende Vinde,
Som lege saa froe!
O hvor skal jeg finde
Den savnede Roe!
346 I Underhavsdale,
Omhvalte af Søe,
Hvor Enge ei prale
Med Blomster og Frøe,
I Havmandens Sale,
Der sukker en Møe,
Fra Mørke og Dvale
Hun længes at døe.

Svanhvide! Svanhvide!
O kom i mit Favn!
Svanhvide! Svanhvide
Jeg døer i dit Savn!
Og vil du ei høre

Min klagende Røst,
Skal Bølgen end føre
Mig ned til dit Bryst.
Fra Stranden Hogni sukked' saa sin Qvide
Mens Bølgeskummet hovned' ved hans Fod,
Da pludselig ved den Trøstløses Side
I Riseskikkelse en Biergtrold stod.
Han Marken dækked' med sin Skygges Vide,
Og Eegen syntes sunken mod sin Rod,
Hans skumle Blik rundtom Naturen trued',
Dog faderligt paa Hogni han nedskued.

Frygt ei, Ulykkelige! saa han siger,
Jeg iled' hid kun for at staae dig bi,
Den faureste blant Nordens faure Piger
Af skællet Havmands Favn jeg skal befrie.
Der er en Grændse vore skilte Riger
Foreenede, maae træffe sammen i,
For første Gang skal jeg den overskride
Og Møen af hans kolde Finner slide.

347

Mistroisk Harald til hans Tale lytted',
Thi blev hiin ved: See hid! Ved dette Skiæg,
Hvori jeg alle disse Knuder knytted',
Een for hvert Aar, som af mit Liv nedsteeg;
Ved denne Demantkølle jeg ei bytted'5
For Jordens Guld, thi den mig aldrig sveeg:
Ei Løgn og Skrømt fra mine Læber flyder
Naar jeg taknemmelig min Hielp tilbyder.

At ei din Mistvivl længer dig skal plage,
Hør til, og du mit Venskab skal forstaae!
Vi stundom Dyreskikkelser paatage
Og flyve, svømme, krybe eller gaae,
Og hvad os møder i de Angstens Dage,
Ja Døden selv, vi tvungne lide maae,
Saaledes Skiebnens strænge Vilje byder
Og hvert Aarhundred' eengang vi adlyder.

Saaledes var jeg blevet til en Skade
Da, som jeg vendte hiem fra Mark og Vand,
De pipende og sultne Smaae at made
Som Halsen strakte over Redens Rand,
Jeg skues giennem Aspens vævre Blade
Og sigtes paa af en bevæbnet Mand,
Af Frygt og Rædsel jeg mig falde lader,
Den Mand, o Hogni, var din Oldefader.

I høie Græs jeg tro'de trygt at dvæle,
Dog han mig øiner og fremskynder sig,
Men o! hans Læber mig paa nye besiæle
Og af min Dødsangst blidt oplive mig.
Du stakkels Kræ! saa lød hans kielne Mæle,
Du stakkels Kræ! jeg ikke myrder dig,
Iil, Frøe til dine Unger at oplede
Og vend tilbage til din trygge Rede.

348

Men da jeg til mig selv tilbagevender
Og Angstens Aar med Lykke er fuldbragt,
Jeg efter gammel Biergtroldskik antænder
Min Skadekrop, den trange Fiederdragt,
Og mens den under Troldomsqvad forbrænder,
Paakalder jeg hiin Verdens skiulte Magt:
Du Meneed straffer, hør da hvad jeg sværger!
Om Geitirs Æt taknemmelig jeg værger.

Hvo var det som da du fra Klippen trilled'
Og af dit Saar den varme Blodstrøm randt,
Paa dine Kinder aanded' Livets Billed'
Og medynksfuld de dybe Saar forbandt?
Hvo var det som de søde Bær henstilled',
Du, af din Dvale vaagnet, hos dig fandt?
Med Tak du dig til Aserne henvendte,
Men det var mig som Hielp og Lindring sendte.

Da smilte Hogni frygtløs og fortroelig
Og som en Skye, den qvalme Mistroe veeg,
I Troldens Spor han til hans dybe Bolig
I Biergets Skiød blant Underværker steeg.
I Oldtids Luft, som størknede saa roelig,
Den lette, vævre Vind selv ikke sneeg;
Her staaer Naturens allerførste Vugge
Mens rundtom Guld og Sølv paa den neddugge.

Forundret lytter han, thi Melodier
Neddryppe rundt i styret Draabefald,
En Steendug her igiennem Dækket sier
Fra Seklers Vinger, uden Maal og Tal:
Som om den skiønneste blant Phantasier
Opbygged' her en evig Glædessal,
Den blundede Natur i Drømme spøger
Og legende, sig at gientage søger.

349

De riflede og liljeranke Piller
Lig Stilke, Kuplens vendte Bæger bær,
Som Blomsterkieder, Ædelsteene spiller
I tusind Farver og omsnoe enhver,
Og mens en Morgenrøde rundt adskiller
Og tvivlsomt ordner alting fiernt og nær,
I dette Tempel vi en Guddom vente
Og troe os nær den store Ubekiendte.

O hvad er Pragten høit i Kongers Sale
Her, hvor Naturen selv gientager sig
Med Enge, Lunde, Elve, Bierge, Dale,
Med Hiorder, Hyrder, Øer, Fiord og Vig
Hvad fattes? Ædelsteenene udmale
Som Farver, Tegningen med hældig Svig,
Mens Skiulte Kilder cirklende oplive
Den skiønne Verden og den Stemme give.

Thi Blodet ligt i Aarer, Vandet flyder
Igiennem den i labyrinthske Rør,
Og naar det af sit Fængsel sig udgyder
Og alt indhyller i sit tynde Slør,
En liflig Harmoniestrøm, som udbryder
Af Mund og Næb, man med Forundring hør,
Og Ridslen, Susen, Qviddren naaer vort Øre,
Mens Hyrdefløiter styrende anføre.

Her dulmede, o Hogni, al din Smerte
Og i veemodigt Minde blev opløst,
Det grumme Savn, som nys din Barm fortærte,
Ved Underjordsnaturen fandt sin Trøst.
Dit Minde sødt hver kielen Længsel nærte,
Din Fremtid diede ved Fortids Bryst,
Og her hvor Jorden al sin Nød opsøgte,
Hvert Aandedrag den indre Fred forøgte.

350

Og da nu langsomt Ynglingen tilbage
Fra sin henrykkede Forundring kom,
Han Biergets Aand sin Rustning seer paatage
Og bryde Freden i sin Helligdom.
Med denne Demantkølle skal jeg drage
Og frelse Møen fra den haarde Dom,
Dog mens til Eventyret jeg bortiler,
Du trygt i dette Oldtidstempel hviler.

Med Demantkøllen hugger
Han i Bierget dybe Saar,
Og en Bane sig oplukker
Hvor han gaaer.
Han oprykker Fielde
Og svinger dem som Skiold
Mod vilde Strømme, som med Vold
Ham skummende imøde vælde.
Tre røde Lavastrømme lyde
Hans Bud og i hans Fodspor flyde,
Tre underjordiske Uveir, som
I Jordskielv Lande vilde knuse,
I hvileløse Hvirvler om
Hans rolige Tinding bruse.
Saaledes rustet, dybt som Norges Længde,
Han ned til Klippens Rødder trængde,
Hvor Havets perlefulde Mudderbærme
Ei røres op ved Vindesværme,

Og endelig i Dybets Dybde naaer
Havmandens hvalte Boe og slaaer
Med Demantkøllen i dens Dække
En Jordskiælvsprække,
Hvor han truende staaer
Og som et vaklende Bierg
Skuer ned paa den finnede Dværg.
351 Han laae i Blund
I en underfuld Lund
Af Purpurkoraller,
Hvor Muslinger kun
I beundret Boe
Af spettede Skaller
Som Frugter groe
Paa de kostbare Qviste,
Og naar de briste,
Lig moden Granat,
Fremvise en Skat,
En blinkende Kierne
Saa klar som en Stierne,
Til Underhavshøst
I det flekkede Bryst.

Der laae han i Lunden,
Svanhvide sad
Og nynned' et Qvad.
Hun var omvunden
Med Perler, men Graad
Var den Riges Lod.

Da Fieldene brage
Og brat han skuer
De revnende Tage,
Og Trolden, som truer
Med Lavaluer
Og løftet Field,
Han af Angst i sit Skæl
Sig trækker tilbage.
Men snart han tuder
Og rasende spruder
Af svolne Nariner,
Hvor Stormvinde hviner,
En stigende Elv
352 Mod Trolden som kiæmper,
Med Flammer og dæmper
Opskummende Field
Til susende Damp
I uvis Kamp.
Og længe strider
Bølger og Flammer,
Til Trolden løsslider
En Klippe og svinger
Den sikkert og rammer:
Den Saarede springer
I Hvalens Strube,
Som i Heklas Grube,
Men Biergtrolden bringer
I varsom Arm
Den frelsede Pige
Til Lysets Rige
Og Elskerens Barm.

Den nye Øe

Gnomer

Dybt under Havet,
Med Vælde begavet,
De Gnomers Chor
I Gruberne boer.
Vi blande og skille
Og Lande hentrille.
Men naar Salamandre
Og Gnomer hverandre
Hænderne give,
Maae alting blive.
353 Thi kommer, I Vilde!
Som Verdnen opilde.

Salamandre

I empyreiske Zoner
Vi ryste vore Luekroner.
Alt er underlagt
Ildens Risemagt,
Den er Livets Væld
Og Verdnens Siel.

Hvor Ertsene kaage
Til svulmende Taage!
I Lava vi vade
Og Ildstof indlade
I bragende Huler.
Hvor Uveiret kuler,
Mens Underhavsfielde
Revnende giælde!

Hørte I, Gnomer?
Sin længe baarne
Krone af Domer
Og musgroede Taarne
Lisboa taber.

Men Undergangen skaber:
Oceanet syder,
Afgrunden opskyder
En nye Azor
I det rystede Chor.

Paa Flammepiller
Vi løfted' dig op,
Snart Duggen omspiller
Din rygende Top.
354 Værket er fuldbragt.
Priser Ildens Magt.

Havet

Med Moderglæde
Velkommen, du Spæde!
En rædsom liflig Smerte stødte
Dig af mit Indre, kiære Noer,
Med samme Smerte længst jeg fødte
Dine Søstres Chor.

Men ak! hvor er du raae og vild!
Din Aande hvirvlet Røg og Ild,
Et Diadem af Muslinger din Pragt
Og vilden Havgræs din medfødte Dragt.

De hvinende Vinde
Skal kiøle dig.
Du Lindring skal finde,
Naar rasende Bølger
I Havskum dig dølger.
Saa damp et Sekul og moderlig
Ved min Uveirbarm jeg skal hygge dig.

De azoriske Øer

Velkommen til Lysets Rige,
O Søster, velkommen vær!
Med Rædsel saae vi dig stige,
Men nu er du der.

I hvert et Vindpust vi tilvifter
Dig kiølig Duft, du søsterlige Øe!
355 Og er du afkiølt, da vi strøe
Med hver en Vind i dine Klipperifter
Vort bedste Frø,
Indtil dig Solen Brudgomskysset giver
Og ved sin Ildbarm dig opliver.

Trækfuglen

Med Skyernes Skarer
I Vinden jeg farer,
Over Bierge og Bølger
Jeg Solen følger.
Det er Trækfuglens Færd:
Stedse hen og her
Den søgende flakker
Og hviler paa Skierenes Takker.

Men er det den yngste Øe?
Neppe den mit Blik gienkiender,
Thi ei meer dens sorte Isse brænder.
Af mit Næb tag dette Frøe,
I det jeg holder
Et blomstrende Land, som snart sig udfolder
Og hviler jeg da igien paa din Kyst,
Jeg helligholder din første Høst.

Vinden

Over Steene jeg gaaer
Og blæsende saaer;
Blant riftede Klipper
Snart Meieren slaaer
De undrende Vipper.

356

Verdenomsegleren

Hvor prægtig, med en Krands af Morgenrøde,
En Giord af Havskum, kneiser hiin Basalt!
Dens Dale svulmende af yppig Grøde,
Med Palmeskove Høiden overhvalt.
Her trygge Fred og travle Syssel bøde
Og til et Glædens Land forskiønned' alt,
Rundt hvide Hiorder Fieldene bedække,
Paa Marken staae de gyldne Neeg i Række.

Og hist, hvor Flodens Saffirarme bøie
Sig om den luftige og reene Stad,
Basiliker og Templer sig ophøie,
Opstillede i afmaalt Kreds og Rad.
Paa Torvet alt sig tusind Grupper føie
Og vexlende, snart atter skilles ad,
Mens Havnens Vrimmel fredløs sig bevæger
Og denne Egn med fierne Himmel qvæger,

Og hør! alt Hiulet klapprer, Hamren lyder,
Og Sysler vaagner op i hver en Vraae,
Paa Torvet styrende Senaten byder,
Mens reene Sæder ved hver Arne staae.
Ved Overflod sig Lykkens Sønner fryde,
Med Seierskrandse alle Kunster gaae;
Hist Geometere med Stavens Spidse
I Strandens hvide Sand Figurer ridse.

357

Ynglingen fra Megæra

Til Corinthus fra Megæra iler
Flink en Yngling i sin Blomstertid,
I hans Barm end Tvivlens Opstand hviler,
Med Fornuft hans Sands er ei i Strid.
Mens han Phantasiens Bæger tømmer
Ak! og troer at eie hvad han drømmer,
Ingen røbt Tilsyneladenhed
Døer tillige med hans Fred.

Kun een Trang hans dybe Selv bevæger,
Og til noget Stort han troer sig kaldt:
Tømme vil han ogsaa Sandheds Bæger,
I sit Jeg han vil indfatte Alt,
I Naturens indre Værksted trænge,
Gribe raskt i Verdenharpens Strænge,
Og den store Apollonius
Kaarer han til Genius.

Denne Vise over Jordens Skranker
Svang sig ved guddommelig Magie,
I sit Blik det Heele han indsanker
Og for ham bestaaer ei Tryllerie:
Stormen træder op hans Bud at høre,
Gode Aander hvert hans Vink udføre,
Og selv Døden ved hans strænge Lov
Slippe maae sit grebne Rov.

Ved den Viises Fod Menipp sig sætter
Og med stor Forventning hører til,
Naar hans Mester Slutninger indfletter
Og ved Love styrer Tankers Spil.
Men den første Dag han allerede
Synes sig forvildet paa en Hede,
Og han veed ei meer hvorfra, hvorhen,
Svimmel ved Begyndelsen.

358

Uden for Corinthus, blant Plataner,
Sprudler frem et eensomt Kildevæld,
Did han tidt fra mystiske Thyaner
Vanker hen med tvivlbestormet Siel;
Og mens Vandet over Steene spiller,
Bølgens Sang hans indre Oprør stiller,
Og mens Fuglen qviddrer paa sin Qvist,
Faaer den gode Yngling Rist.

Og en Dag ved eensom Kilde møder
Han en Qvinde i sin Ungdomsvaar,
Dobbelt skiønne hendes Kinder gløde
Bag det bruune, let udslagne Haar.
Skiøn som Kunstens høiere Naturer,
Stod hun der i himmelske Conturer,
Og som Sølverskum ved Havets Kyst,
Bølged' hendes Svanebryst.

Undrende Menippus længe stirrer,
For hans Øie blev det som et Slør,
I hans Hierte hver en Fiber dirrer
Og hans Tinding dreier sig saa ør.
Ah! er du den Najas som udgyder
Dette Væld og mødig Vandrer fryder,
O tillad mig da at takke dig,
Thi du qvæger ogsaa mig.

Skiønne Yngling, svared' hun, jeg ikke
Denne klare Kildes Najas er,
Dødelig som du, jeg kom at drikke
Bølgen i den svale Skygge her.
Under hendes Brynes høje Buer
I det samme Blik i Blik fremluer,
Dog der noget Skummelt var
I det vilde Øienpar.

359

Han ei mærker det, men, skiønne Qvinde,
Hvidsker han, med sød Blufærdighed
Sæt dig her, hvor Sølverbølger rinde
Med dit Billede til Havets Bred.
Snart de gaae til fierne Kysters Grotter,
Og paa nye henrykte Cypriotter
Venus - Anadyomene see
Født paa Bølgeskummets Snee.

Men hun smiler og med Liljehænder
Fra det vilde Haar hans Kind befrier,
Og mens den i Purpurluer brænder,
Aander hun paa den en let Sephir:
Ak! men Lue hun i Lue vækker,
Og idet hun ømt ham til sig trækker,
Døer hver Tvivl ved hendes matte Smiil
Og ved hendes Tales Piil.

Frygt, o Yngling! Stoa og Pøcile,
Tanken er Naturens, Glædens Mord;
Kun ved denne Barm er Fryd og Hvile,
Denne Giord er Glædehimlens Giord.
Skiønne, spæde Yngling, op at nyde!
Ei at samle, men i Alt henflyde!
Kun ved Tab og Gaver er du rig,
Salig og guddommelig.

Saa med Ord hans Uskyld hun besnærer
Og indsuger hans forladte Siel,
I hans Indre mystisk Trang opgiærer
Og fra Dybet sprudler Glædens Væld.
Ved en fremmed Magt Platanens Greene
Bøiede, omhegne dem alleene,
Og i raskt, harmoniskt Nervespil
Han i Alt opløses vil.

360

Seent, ved Nøie stille og fortroelig,
Ved hans Arm, hun træder frem igien:
Seer du ikke hist en dorisk Bolig?
Før han havde ei bemærket den.
Om det bløde, rosenstrøede Leie
Glæder og Begiær sig stedse dreie,
Hist i Luften er hvert Aandedrag
Kiælen Længsel og Behag.

Med et Kys, hvorved hans Indre dirrer,
Drager hun ham did med Elskovsmagt,
Snart hans hvileløse Øie stirrer
Paa den fiine Smag og rige Pragt.
Al den Glæde Phantasien drømmer
Der i hans beruuste Sands indstrømmer,
Salig døende i Nydelsen,
Lever Attraae op igien.

Men en Dag, da Middagssolen brænder,
Under Torvets kiøle Porticus
Møder han, og Blussel Kinden tænder,
Den forladte Apollonius.
Blid alvorlig, denne ham advarer
Mod den Magt som ham i fiine Snarer
Fra Naturens og fra Viisdoms Skiød
Drager ned i Ruus og Død.

O tilgiv mig, at en anden Lærer
Førte mig til Viisdoms Helligdom,
Ikke meer jeg savner og undværer,
Og min Barm er ikke kold og tom.
Menneskets Triumph det er at nyde,
Ei at samle, men i Alt henflyde,
Aldrig nøiet, evig i Begiær,
Det olympisk er.

361

O forførte Yngling, som ei kiender
Falsk og sledsk Tilsyneladenhed!
Kunstigt Tryllerie dit Øie blænder
Og du drømmer paa en Afgrunds Bred.
En af de berygtede Empuser
Dig saa sødt med giftigt Kys beruser,
Og vil ende al den kiære Svig
Med at blodudsuge Dig.

Før mig did, hvor dette falske Nøie
Til Fordærvelse indspinder dig,
Med eet Ord jeg blæser fra dit Øie,
Fra dit Hierte Tryllesyn og Svig.
Da de mod den skiønne Bolig haster
Og et Blik paa dem Empusen kaster,
Døden over hendes Ansigt gaaer,
Skræk opstormer hendes Haar.

Men den Viise mystisk Skik fuldfører
Og angriber velbefæstet Svig,
Dødningbleeg, den gode Yngling hører
Himmelbuen briste over sig.
Guldet brat fra brustne Muur forsvinder,
Rosen fra Empusens gustne Kinder,
Og han seer et ækelt Spøgelse
I et siunket Mausolee.

Men fortvivlet Ynglingen udbryder:
Stands din Grumhed, frelsende Barbar!
Gift og Død fra dine Læber flyder
I den Himmel, hvor jeg salig var.
Kan du ikke mig saa sødt bedrage,
O saa giv mig mit Phantom tilbage!
Lad mig døe med sødtforgiftet Bryst,
O saa døer jeg dog i Lyst!

362
363

ANDEN AFDEELING

364

Kunstnerlængsel

Hvad er det som fra Jorden her
Saa mægtigt drager mit Begiær
Og dybt mit Hierte saarer?
Den stille Fortid vender sig
I Flugten om og seer paa mig
Igiennem Smiil og Taarer.

O Veemod, som jeg smelter i!
O mystisk-dybe Sværmerie!
O Graad, som stille flyder!
Ustandselige, siig, er du
Ei Duggen, Tidens Aften nu
Paa Skyggerne udgyder?

Ah! vist en Tid der var engang,
Da Uskyld, Ungdom, Fryd og Sang
I Jordens Dale bøde:
Da var der idel Vaar og Dag,
Henrykkelse og Favnetag
Og Livets Morgenrøde.

Paa Sagatavlens sieldne Skaar
End mangt et ræddet Træk der staaer,
Som om det Svundne taler;
Og i hvert dyrket Gudphantom
I Kunstens indre Helligdom
Den gamle Tid sig maler.

I underjordisk Grottesal,
Hvor ved melodisk Draabefald
De gamle Aander klage,
Den siunkne Forjords Liigsang end
Jeg hører, ak! og smelter hen
I Savn af fordums Dage.

365

Jeg ingen Fred og Lise har,
Thi alting sukker: ak! det var
Og er ei meer at finde!
Selv Himmelen med lysblaae Grund
Og Stierneguld, mig synes kun
Et grændseløst Kiærminde.

Prometheus
eller
Menneskets Skabelse

Prometheus fra sit Klippesæde
Stirrede langs ad Tingenes Kiæde:
Imellem Dyr og Gud
Der er et Øde, et Brud.
Jeg skabende det fylder ud!
Mig vinker, mig vinker Eimarmene
Til det guddommelige Kald.
Stolte Kronion! ei du alleene
Livet i Former indfatte skal.

Driftige Natur, du holde
Hvilende, dit Aandedrag!
Hemmelige Nat, du folde
Flugten ud om den blændende Dag!
Kom, Betragtning med stirrende Øie!
Kom, Begeistring, fra Stiernernes Høie!

Og hans Tankers Strøm henbruser,
Og hans Hierte slaaer med Bølgeslag,
Tifoldt Livet fra hans Læbe suser
I hvert Guddomsaandedrag,
Thi Begeistringen svinger
Om ham sine Vinger
366 Af hans dybe Indre træder
Seirende, til Liv og Hæder,
Værkets høie Ideal,
Skiønt som en Gud fra stiernetakt Sal.

Men fra underjordiske Lavasal,
Og Metallernes Grav,
Fra det skummende Hav
Og Stormenes Baner,
Med tryllende Kunstnerstav
Elementernes Aander han maner;
Og i Naturens gienlydende Riger
Fra oven og neden Svaret stiger:

Elementaraanderne

Vi komme! vi komme! vi alle fornemme
Japetide, din vældige Stemme.

Gnomer

Fra Mørke og Muld
Og Riger af Guld,
Fra Underjordsdomer
Opile vi Gnomer.

Ondiner

Fra vandhvælvet Sal,
Vi fare paa Strømme
I Perlesnors-Tømme,
Med Flyden og Fald.

Sylfer

Paa rødnende Skye,
Som Balsom neddugger
Og sagte os vugger,
Til Jorden vi tye.

367

Salamandre

I hvirvlende Skare
Af Ætna vi fare,
Med Ildebrandskrandse
Vi Vilde hendandse.

Alle

Vi vare! vi vare!
Før Stiernernes Skare,
Før Jord og før Tid.
Da var der Splid.
Nu give hinanden
Vi eenige Haand,
Vor salige Blanden
Er Skabelsens Aand.
Vi komme i Chor
Fra Luft og fra Jord,
Fra Ild og fra Hav,
Hvad er dit Krav?

Prometheus

Hielper mig at fylde
Rummet mellem Dyr og Gud
Med et Væsen, som de andre hylde
Og som eier Jorden ved sit Bud.

Storm og Luer,
Jord og Hav,
Foreenede skuer
Ved min Kunstnerstav!

Gnomer

Det Faste vi have,
Vi give dig Leer.

368

Ondinerne

Ondinernes Gave
Det Flydende er.

Sylfer og Salamandre

Vi Mægtige give
De ædlere Deele,
At fuldendt, det Heele
Maae vaagne i Live.

Sylfer

Vi Aaanden dig give
Som vifter fra Læben.

Salamandre

Vor Hvirvel skal drive
Livsaandernes Stræben.

Alle

Grib din Dannestav, thi vi,
Uranide, staae dig bi!

Da skuer den herlige Titan
Sit Billed' i det rislende Vand:
I Betragtning over det han hænger,
Støttet ved sin gyldne Stav,
Dog brat han farer op og mænger
Jord og Hav.
Der ligger Deien, formløs og død,
Med Menneskeheden dulgt i dens Skiød.
Thi see! begeistret han den tvinger
Ved sit Kunstnerbud,
Og de kaarne Former springer
Let af den, lig Blomster, ud.
Endelig staaer Billedstøtten der,
Dens Piedestal Jordkloden er,
369 Dens Niske Himlens Bue,
Undrende Guder nedskue.

Men ak! den ikke Aande drager,
Og Døden i sin Favn den tager.
Da blæser Sylfen en Vestenvind,
Giennem de smeltende Læber ind,
Og Purpurmunden sagtelig
Rosen lig, udfolder sig.

Men ak! end Hiertet stille staaer,
Blodet ei sin Bølge slaaer.
Da Salamandren vældig kaster
Et Lyn i dens Barm,
Og Hiertet hopper og haster,
Og Blodsstrømmen flyder saa varm,
Og Øiet, lig en Stierne,
Behersker det hyldende Fierne.

Da udraabte Prometheus:
O herlige Fader Uranus!
Fra din evige Taage du sende
Et Blik til Verdenens Ende!
O skuer, Titaner!
Vanhældige Aner!
Eders aandende Billed'
Prometheus opstilled'!

Lyt! Aanden svæver,
See! Barmen sig hæver,
Og Blikket bortiler,
I dets Omfang hviler
Havet og Jorden,
Og Stiernernes Orden.
370 Men ak! det føler ei og tænker,
Og selv ei Dyr endnu,
Det bærer Urtens trange Lænker.
O hører mig med naadig Hu,
Æteriske Feer!
Begavende skiænker
Den aandende Leer
Det stærke Begiær
Med Naturen i Favnen
Den skabende Savnen
Af meere end her;
Vilje og Tanke,
Evne at sanke
Meget til Eet,
Og uden Skranke
At straale i egen Majestet.

Og paa Æterhvælvingen
Til en Concha Stiernerne sig føie,
Fra dens Relling Feerne sig bøie
Og paa Vindens Bølger glide hen.
Da blev det rundt som Morgenrøde,
Og Vaarnaturen atter slog ud,
En høiere Natur at favne som Brud,
Og rundtom Brudesange løde,
Mens Himlen og Jorden i saligt Møde
Tilsammenfløde.

De lyse Feer

I cirklende Dandse
Om dig vi os svinge,
Olympiske Krandse
Til Jorden vi bringe.
Vi signe dig! signe!
Du Guderne ligne!

371

De lyse Feers Dronning

Den første Krands jeg om din Tinding vinder,
Aftagende den Mæleløses Aag:
Der blomstre Smiil paa dine favre Kinder,
Bevidsthed vinke fra dit Øielaag;
Til meer end Skrig, din Tunge jeg løsbinder,
Til liflig Velklang og almægtigt Sprog;
I Tidens Strøm opbygger jeg din Trone,
I Evigheden fletter jeg din Krone.

Da oprandt Smilets Morgenskiær
Og Læben stammede: kiær.

Hiertets lyse Feer

Hiertets Skytsgudinder
Ere vi,
Hør os, og du finder
Alt deri.
Paa det vi Strænge trække,
Natur og Guddom slaaer
Harpen og de indre Toner vække,
Indtil Glæders lange Række
Ud fra Himlen over Jorden gaaer.

1

Dit Hierte sig stemme
Til Alharmonie,
Du Alt og i Alt dig fornemme,
Mangfoldiggiort ved Sympathie;
Med tusinde Følelsers Arme
Det Livløse selv du opvarme.

2

Jeg Guders Attraae skienker dig
Stor og herlig at vise sig:
Hæderns grændseløse Rige
Underkastes dine Bud,
I Naturen og blant Lige
Du herlig skride, som en Gud.

372

3

Jeg dig vil forære
De reene Begiær,
Som ikke fortære,
Æteriskt sig nære
Med Lyd, Gestalter og Skiær.

Da dirrede alle Følelsers Strænge,
Rundt Naturen var opløst
I et saligt Almeennøie;
Skiønhed gik over Fielde og Enge,
Og ved den Følendes Bryst
Laae Himmelens Høie.

Phantasiens lyse Feer

I

Hos troefaste Minde
Du stedse gienfinde
Det svindende Hæld;
Fornyet gienrinde
Dit Liv til sit Væld.

Og over dets Skiel
I Haab det skal svinde
Fra nu og fra her,
Og af din Siel
Skal kommende Dage
Forud modtage
Glæde og Skiær.

2

Hvad jeg forunder,
Dig Guden misunder:
Lyren og Kunstnerstaven,
Modtag dem! er Gaven.
Af denne Spire
En Verden udskyder,
373 Fra denne Lire
Det Heele gienlyder.

En Gud, du frembringe
Den savnede Glæde,
Og flette nye Ringe
I Tingenes Kiæde.
Og Guder nedstige,
At vandre med Fryd
I ætheriske Rige
Af Former og Lyd.

3

Fra Kunstens ætheriske Bue
Som over dig spænder sig ud,
En vinkende Himmel du skue,
Og hiin, den øverste Gud,
Med Evigheden, hans Brud,
Ved den salige Barm
Og Verdnen, hans Søn, i almægtige Arm.

Fornuftens lyse Feer

Phantasiens Blomster døe,
Evigt er Tankernes Frøe.

I

Jeg herligt dig skiænker
Olympiske Tanke,
Den bryder dine Lænker
Og over din Skranke
Til Guderne drager,
Hvor Hilsen modtager
Den jordiske Giæst
Ved den evige Fest.

Hersk i Naturens Rige:
Til Afgrunden du stige,
Til Stierner undvige,
374 Ved Skiebnens Fod
Blot Tingenes Rod
Og Kilden til Tidens Flod;
Med dristig Forstand
Find Skabningens Plan,
Og hiine første Idealer
Hvis reene Pragt
Formørket og svagt
I Tidens Flod sig afmaler.

2

En virkende Gud,
Handling din evig bekrandsede Brud,
Give Naturen og Tiden du Bud,
Og Verdens Aarbog fra dig flyde ud.
Vær hastig og stærk.
Dit vordende Værk
Til Spidsen du bære,
Til Gavn og til Ære.
Fuldendelsen sætte
Paa det sin Krands,
Og Sekler sig flette
Om det i Dands.

3

I Visheds rolige Æter
Din høieste Krone jeg fletter.
Her ved Skiebnens Barm du hvile
Og paa Alt nedsmile.
Du Overbeviisningens Kiede
Om Verdnen udbrede
Og mægtig den lede,
Mens Tiden nedskriver
De Love, du giver:
Thi Verdendandsen holdes i
Dit Tankefølges Melodie.
375 Saa de ætheriske Feer sang
Og deres Liljeseptere svang.
Men værdigt at staae i olympiske Sal,
Stod paa Jorden et Ideal.
En fremmet Henrykkelse foer
Sagte giennem den undrende Jord;
Morgenrødens Kilde sig udtømte
Og i den Jordkloden svømte;
Rundt Naturen syntes sprungen ud
Til en eeneste Blomst for sin Gud,
Rundt var Luften opløst i
Idel Hymneharmonie;
Paa de rosenrøde Høie
Gik et ubegrændset Nøie,
Uendelig Henrykkelse Verdenen tog
Og til Udtryk, som en Harpe, den slog,
Indtil Skiebnens Almagt, fattig vorden,
Daanede i Favn af Jorden.

Men hvilken Angest og Gruen?
Hvilken fierntfra buldrende Truen?
Ve! de lyse Feer undfly'r!
Solen sig dølger
Bag flygtende Sky'r,
Jordfladen bølger
I bristende Rystelse.
Ve! Ve! Ve!
Afgrunden føder
Og bristende støder
Paa Luers hvirvlede Top
De sorte Feers Skarer op.

Under Jordskiælv og Torden
Sled det Onde sig løs:
Freden bortveeg fra Jorden,
Livskilderne frøs.

376

De sorte Feer

Hvo løser vore Kieder
Og umodstaaeligt leder
Fra det evige Blund
Paa Afgrundens Bund?

I cirklende Dands
Vi formørke din Glands!
Vi bande dig, bande!
Og brænde din Pande
Med Helvedes Ild:
Vær fredløs og vild!

De sorte Feers Dronning

Skiebnens faste Love byde
Over Dyr og Gud,
Eene du skal turde bryde
Driftens lykkelige Bud.
Jeg løser hiine Lænker,
Som selve Guder pryde,
Og til første Gave skienker
Smertens Braad
Og Jammerens Graad.

Saa far i Tøileløshed hen
Mellem Jorden og Himmelen.

Hiertets mørke Feer

1

Jeg ødslende dig giver
Avind, Had og Haan;
Og sønderriver
Hierternes Baand.
Kom tilbage, chaotiske Taage!
Gamle Tvedragt, ryst dine Snoge!

377

2

Kneis fra omhylede Sæde,
Kneis, hovmodige Tyran!
Som Misvæxt, du nedtræde
Dit blomstrende Land!
Som Pesten, du æde
Dit Folk af dets Kiæde.

3

Selvhedens Drage
Sin Rede tage
Dybt i dit Bryst!
Paa Spliden den ruge,
Umættelig sluge
Den dyriske Lyst.

Phantasiens mørke Feer

1

Med martrende Slanger
Selvæderen Anger
Dig pidske tilbage
Til hadede Dage.

Du fredløs omstrøife,
Og Frygten dig sløife
Fra Nutiden bort
Til Fremtidens Port.

2

Vanvid opløse og sløve,
Broutende Skaber, din Sands,
Og dybt din Bevidsthed bedøve
Med blyetunge Valmuekrands!
Med Spøgelsers Skare
Du ængstet vildfare,
Og ræd dig forvilde
I Tarantaldands.
Dit Raserie,
378 Opmuddrende Livets Kilde,
At Himlen og Jorden
Ei speiles deri,
Forrykke den evige Orden.

3

Og Helved sig male
I Vellystens Sale,
Om Tiggerens Leie
Det evigt sig dreie!
Og Diævlene stedse
I skruede Kredse
Nærmere trine,
Vildttruende hvine,
Men nølende grine
Og tusindfold pine.

Fornuftens mørke Feer

1

Vildfarelsen hygge
Dig moderlig,
I din Aand dens Skygge
Aftegne sig!
Og Løgnen klæbe
Ved giftige Læbe,
Og Falskhed stræbe
Med Favnen at dræbe.
For Meening du bløde
Med Liig den føde,
Og i Strømme af Blod
Fæste det Onde dybere Rod.

2

Med skabende Brynde
Du vældig begynde,
Nyd forud den Ære
Som Lønnen skal være.
Da daane din Aand!
Da visne din Haand!
379 Rundt om Værkets Torso skride
Du med Gienfærds bange Hu,
Vildt fortvivlet, slide
Den halve Krands itu,
Og bande i hylende Klage
De frugtløse Dage.

3

Tvivlen løsbinde
Din grundløse Aand,
Du ikke gienfinde
Begrebernes Baand.
Forgiæves du raabe
I Ørkenens Sand,
Ingen Kundskabsdraabe
Kiøle din Brand!
I Tvivlslabyrinther,
Ved Verdenens Fald
Og Undergangssplinter,
Du Tvivl uden Ende
Mod dig selv skal vende
Og forekomme Dødens Kald.

Saa de sorte Feer sang
Til Afgrundsbrøl og Tordenklang,
Og ak! mod det han selv fuldendte,
Fortvivlet, Prometheus Staven svang
Men Skiebnen Slaget vendte,
Den Sønnen i Favnen tager,
Fra Caucasus lyder Faderens Klager.

380

Genien

Hen i Poseidons Stad med Menneskevrimlen jeg skrider
Og som et bølgende Hav, støder mig Trængselen frem.
Lig Melodier, omsmiggre italiske Toner mit Øre,
Og mit undrende Blik skuer det Bedre og Nye.
Gierne jeg lader mig fange af disse fremmede Sæder,
Som lig Nympher, om mig dandse i lokkende Chor,
Gierne jeg dyrker den Kunst, som Menneskelivet forskiønner,
Venlig med Blomsterbaand standsende Ungdommens Fryd.
Staten er revet ned: den høie, corinthiske Orden,
Oldtidens herlige Værk, dølger sit Hoved i Støv,
Og dog flaggrer endnu Venetias Genius, Letsind,
I en Sommerfuglkrop let om den store Ruin,
Hvor den berygtede Hane ved Gal og rystede Vinger
Seer i en Ildebrand Himlens oprindende Lys.
Ja, hvo skulde det troe? den barnlige Sorgløshed skued',
Uden Klage og Graad, Frankernes gothiske Færd,
Da de med Øxe og Saug forstyrrede hiin Bucentoro,
Ak! med Øxe og Saug Meislens beundrede Værk!
Det var den svømmende Torus, paa hvilken Venetias Doge
Fordum med Adria herlig Troelovelse holdt.
Nu som Enke hun sukker i sine dybeste Grotter,
Skuer grædende op til de forvildede Børn,
Som i offentlig Utugt med galliske Frille henleve,
Mens Republik, jeg troer, hende de give til Navn.
Ikke saaledes tænkte en Pilgrim fra baltiske Bredde,
Som paa den klassiske Grund satte sin krandsede Stav:
Væmmet, han vendte sig bort fra det pøbelombølgede Forum
Og med den svundne Tid lukked' han stille sig ind,
Thi ham Guderne gave, at finde den reenere Glæde
I det Skiønne som var, ak! og i det som først blir,
Og at indflette de Roser, som Phantasien ham skienker,
Hældende Alderdom, i din forvisnede Krands.
Af en gallisk Kriger for nogle Soldi han kiøbte,
Tænk hvilken ringe Priis! kiøbte en Genius han,
381 En af hiine, som pryded' den svømmende, kunstrige Torus,
Hvor med Adria før Dogen Troelovelse holdt.
Og nu skulde I seet, hvordan jeg drømte og legte,
Barnet var Phantasie, Genius! Dukken du var.
Med de sødeste Ord for den himmelske Spæde jeg kiæler:
Siig, hvor kommer dú fra, blide, ætheriske Giæst?
Siig, hvilken Gruppe du hist med dit barnlige Ansigt forskiønned',
Hvilken velgiørende Id Skiebnen dig giorde til Pligt?
Ah! du hørte maaskee til Auroras stigende Følge
Og i en Horas Haar fletted' den dugfulde Krands,
Eller du legte maaskee paa Trappen af Viisdommens Tempel,
I den spæde Haand svingende Passer og Styl.
Hvad du ogsaa har været, saa hør mig nu og beløn mig!
Tænk, at Brødrenes Chor Flammerne bleve til Rov:
Hersk i min rolige Barm og vær min Skytsaand paa Jorden,
Medens den austriske Ørn holder Venedig i Kloe;
Giv mig den barnlige Fryd, dertil den usmittede Uskyld,
Hiin, den første, som selv kiender Undseelsen ei;
Løft mig op i den Æter, hvor Glæderne aldrig bortvisne,
Stedse opfriskede ved Nøisomheds kiølige Dug;
Und mig kun lidet af Jorden, endskiøndt jeg det bryndigt begærer
Und mig hiint rige Savn, Gudernes salige Giæst.
Saa jeg hvidsker og snart mig synes at Himlen mig hører
Og at med barnligt Smiil Genien Pagten indgaaer:
Og nu dyrker jeg ham med fromme Offer og Bønner,
Og i et Rosenkapel stiller som Guddom ham hen,
Eller jeg pryder til Alter for ham min luende Arne
Og af de første Ax sindig ham fletter en Krands.
Kalder det Afguderie, men Poesie jeg det kalder
Alt det Ypperste var, bliver og er Poesie.
Ak! vor kiæreste Fryd er Selvbedrag og Indbildning,
Og er selv Elskov ei Menneskets herligste Digt?
Selvbedrag og Indbildning? Forlader mig, høiere Glæder,
Hvis jeg med kiølig Forstand myrder det himmelske Liv!
Poesie er det Blod som fra Verdenens Hierte udstrømmer
Og til sit Udspring igien bølgende skynder sig frem;
382 Poesie er den dybe den alnærværende Alaand
Hvor han udtrykker sig meest, Verdenens Øie den er;
Poesie er indskrænket Evighed, Alt i det Eene,
Guddommen er Poesie, Tiden Indfatningen er.

Paa Toppen af Mont-Cenis

Hvilket Uveir! Storm og Torden døve,
Eegens Rod omfavnes af dens Top,
Skoven styrter; Søer, Floder støve
Under Stormens Slag i Taage op.

Gemsen tumler ned fra frosne Bølger,
Uveirsdøden over Bierget gaaer;
Ulven venlig sig i Hiorden dølger,
Skræk om Alt en Slægtskabskiæde slaaer.

Mennesket de vredne Hænder folder,
Og et Tempel hver en Hytte er,
Hvert et Haab i Undergangen holder
Sig ved Bøn og ydmyg Tempelfærd.

Lyn i Lyn sig om min Isse slynge,
Og som fra den høie Klippestrand,
Skuer jeg et Hav af Dunster gynge
Over dybe, havbundlige Land.

Uadskilte Lyn mit Øie blinder,
og sig Lyset selv tilintetgiør;
Hvert et Brag i Almeenbuldren svinder,
Døvende, den i sig selv hendøer.

383

Ras Og hyl, Orkan! og brøl, o Torden!
Bæv i hver en Aare, Risefield!
Bryd, du fangne Ild! bryd ud af Jorden,
Havet drik! Sug Floden af dens Væld!

Hvilken bange Vellyst! liflig Gruen!
Orm og Guddom stride i mit Bryst:
Denne seirer - o Natur! din Truen
Kun mig ryster til en Seraphs Lyst.

Min udødelige Aand sig hæver
Høiere i Altings Undergang,
Paa lynvinget Tordenvogn den svæver
Triumpherende med Seierssang.

Kun en Boble, som paa Havet springer,
Er et Skybrud for min stærke Aand,
Thi selv Undergangen jeg paatvinger
Skiønhedskrandsen med min Skaberhaand.

Ja! naar Sole aldrende udbrænder,
Kloder smuldre - da udødelig,
Da guddommelig jeg mig erkiender,
Og o Alaand! Fader hilser dig.

Denne Tryghed ved Naturens Gruen,
Denne Fasthed midt i Altings Fald,
Denne Fryd ved Undergangs Beskuen
Vidner om mit grændseløse Kald.

384

I Høsten

Vinden hvirvler Lundens faldne Blade
Hvinende, hen over Markens Straae,
Fuglen giæster Fyldens aabne Lade
Og en Halvnat dølger Himlens Blaae;
O Natur! din fulde Frugt du gav,
Og nu ringe Storme dig til Grav.

Saa forgaaer hvad alles Hierte priser,
Saa staaer Savnet bag hver Fryd igien,
Ak! selv Phantasiens Paradiser,
Aandens indre Eie, viftes hen:
Mindets Halvglands, denne Høstdag lig,
Mat om Livets Vesten samler sig.

Hør mig, Skiebne! Lad mit Tab ei være
Lidet, naar og jeg engang forgaaer,
Lad mig Løv paa tusind Greene nære
Og afkaste en beundret Vaar:
Ved min Fod da Vandrern skue skal
Sorrigfuld, mit rige Forlivs Fald.

Lillas Minde

I

Velsignet vær, o Dag! som lued'
Med sinket Pragt, da første Gang
Jeg Gratiernes Søster skued',
Og evig nu ved hende hang!
Da hun min Siel igien besiæled',
Mit Liv oplived', blid og glad,
Med høi Tilfredshed, end du dvæled'
Og rød paa Apenninen sad.
385 En Fest du stedse Jorden være
Og dens Velgiørers Fødselsdag!
Og aldrig skænde Tvedragts Hære
Dig, Signede, med Blod og Brag!
Vær og velsignet, Colonnade
Af duftende Orangetræ'r,
Hvor jeg imellem tætte Blade
Useet, mig listede saa nær.
Grøn frisk i Favnen af Sephirer
Og stands for stedse Tidens Flugt!
Og hver en Blomst, som her fremspirer,
I Tryghed modnes til en Frugt!
Jeg over Hegn og Dige stiger,
En Aftenstraale luer end,
Hun ei den Dristige undviger,
Men mod hans Komme skotter hen:
Thi med forundret Glæde skuer
Hun snart hans gyldne Lokkehaar,
Snart Øiets Himmelblaae, som luer
Vel ei, men troefast Ømhed spaaer.
Og med en Røst som kunde drage
Fra Himmelen en salig Aand:
Vil du, o Fremmed! vel modtage
Det gyldne Æble af min Haand?
Jeg takker dig, o Hesperide!
Den Frugt er Polens Naboe kiær.
Saa gik jeg taus ved hendes Side
Og stirred' hen i Aftnens Skiær.
Da stode vi ved hendes Ville,
Og begge med forvirret Sind,
I samlet Blik vi stode stille,
Indtil hun bød mig træde ind.
Og først da Sympathiens Kiæder
Om os for evig slynged' sig,
Fremtraadde nu de fiine Sæder,
Som Fremmed at modtage mig.
386 Men fra den Aften er jeg vorden
Saa god og nøiet, som en Gud,
En anden Sol gaaer over Jorden,
Og hver en Blomst slaaer atter ud.

II

Velsignet vær, o Aftenrøde!
Som Vidne var og smiled' ned
Til Lillas hemmelige Møde
Ved Flodens poppelkrandsde Bred.
Velsignet ogsaa du, o Maane!
Du Ømheds Genius, som saae
Mig her til Guders Liv bortdaane
Og frydfuldendt blant Stierner gaae.
For Lilla kiælent jeg nedknæled'
Paa hendes Knæ jeg støtted' mig,
Mit Blik i hendes Øie dvæled'
Og i en Himmel tabte sig.
Mod mig hun blussende sig hælded'
Og op til sig saa tæt mig drog
Mens hendes Lokkers Strøm nedvælded'
Og over os i Bølger slog.
Til hende fra mig selv jeg stræber,
Almægtig hun tiltrækker mig,
Til Offer brat paa mine Læber
Mit heele Væsen samler sig;
Og mens hvert Aandedrag vi deele
Og blande sødt det indre Liv,
Tilsammendirre vore Siele,
Som ved en nyeskabt Seraphs Bliv.
Ja! vrede Skiebne! du mig sætte
Paa Klodens uoptø'de Kyst,
Hvad eller der, hvor Sahras Slette
Vandsmægter ved sin Himmels Bryst;
Bind mig paa Toppen af en Ande
I stormomhylet Eensomhed,
387 Hvad eller under Klodens Vande,
Hvor selv ei Gisningen steeg ned:
Men lad mig aldrig, aldrig tabe
Gienfølelsen af Lillas Favn,
Da skal jeg i mit Indre skabe
En Himmel midt i Nød og Savn!

III

Af Livet atter du opliver,
O søde Elskov! Mennesket,
Og adlende tilbagegiver
Den ak! forbrudte Majestet.
Naar Liv i Liv paa nye du skaber,
Du Livets høie Poesie,
Og langt fra Jord og Tid dig taber
I himmelsk-yndigt Sværmerie,
Da og Naturen sig fornyer,
I Vaar igien det bliver Vaar,
Fryd drypper ned fra gyldne Skyer
Og Solen Festens Harpe slaaer;
Og Samdragt, Uskyld, Fryd og Nøie,
Og Barmens dybe, indre Fred,
Og Andagt med forklaret Øie,
Og favnende Alkiærlighed:
Og alt hvad Hiertets Længsel priser
Og hvad Fornuftens høie Id,
Rundt sanker sig til Paradiser
Og blander Evighed og Tid.
En idealisk Sfære river
Os bort fra Jorden i sit Sving,
Fuldkommenhed tilbagegiver
Troelovelsens forbrudte Ring;
Og salig Velklang rundtom lyder,
Hver Blomsterkalk en Nektarskaal
Mens hellig-stille, Hiertet byder
Tidsmelodiens skiønne Maal.

388

IV

En bange Tvivl mit Hierte nager
At jeg min Lykke ei er værd,
Og dristig, Bedres Giengield tager
For nyttig eller ædel Færd.
Thi ak! af alt hvad Manden pryder
Jeg intet om min Tinding snoer,
I Skygger skiult, mit Liv henflyder,
Jeg efterlader intet Spor.
Dog siger jeg, naar Solen svinder:
O Dag! den feireste var du;
Men naar den anden da oprinder,
Den synes skiønnere endnu.
Hvad selve Mængden ringeagter,
Mig blænder ved sin Majestet,
Med Iver jeg det eftertragter
Og frydes ved at eie det.
Det Ringeste som jeg berører,
Udgyder Glædens skiulte Væld,
Hver Time til min Hytte fører,
O gode Guder! Fred og Hæld.
Men naar jeg da mit Øie hæver
Og nøiet, skuer rundt om mig,
Hvor hungrig Idræt Lønnen kræver,
Og Dyd i Vraaer jorder sig,
Og hvor Fortienesten sig dølger,
Mens Avind den med grusomt Staal
Selv i dens Navnløshed forfølger,
Og fnyser ved dens stille Taal -
Ulykkelige! da tilgiver
Mig at jeg er saa lykkelig,
Skiøndt Himlen ei mit Navn opskriver
Og Jorden ikke kiender mig.
Thi Skiebnen end bød mig at lide,
Da tog mig Lilla i sit Favn,
O glemmer ved en Lillas Side,
Ulykkelige! hvert et Savn.

389

V

Hvad er det som saa magiskt binder
Hver Tanke, Sands og Id til dig,
At kun fra dig mit Liv udrinder
Og ej fra dig kan skille sig?
Jeg dybt det føler, at jeg kunde
Foruden dig ei være til,
Og i det høieste kun blunde
I dyrisk, sandsløs Nervespil.
Ved dig mit heele Liv modtager
Betydning og fuldender sig,
Thi selv det Ringeste du drager
Med himmelsk Vælde op til dig,
Og nu, Regnbuen ligt, som tryller,
Skiøndt jordisk Dunst, med himmelskt Skiær,
Det i din Nærheds Glands sig hyller
Og synes ikke meere her.
Det Klædebon hvori din svelte,
Din Guddomsform sig trykked' af
Hiint blomsterstukne Silkebelte,
Dit stille Dagværk, du mig gav:
Og hver en Ting, som du berører,
Modtager brat et mystiskt Sving,
Til en æterisk Sfære hører
Som ruller høiere omkring.
I dette Elskovs Tryllerige,
Hvor hver en Attraae luttrer sig,
Jeg løftes op, og kan ei sige,
Hvorfor jeg er saa lykkelig.
Thi kan hos dig jeg heele Dage
Ei dvæle, ord- og tankeløs,
Selv ikke fristet til at tage
Din Læbes Nektar i et Kys?
Hver dristig Attraae mig forlader,
Rundtom det Tidens Havblik er;
Og o! min reene Siel sig bader
390 I evig Skiønheds Atterskiær.
Naar legende min Haand forvirrer,
Sig i de bruune Lokkers Net;
Naar i dit Øies Dyb jeg stirrer
Og ak! mit Blik ei maaler det;
Naar jeg med tryllet Finger nøler
Paa hver en Form, saa reen og rund,
Og i dit sagte Pulsslag føler
Hvor Livet pibler fra sin Bund;
Og naar jeg med Forundring skuer,
Hvorledes fra dit Inderste
Et Rosenliv æteriskt luer
Igiennem disse Formers Snee;
Og naar, lig Edens Knop, din Læbe
Udaander et ambrosiskt Liv,
Og Glædeskloder rundt fremstræbe
I dit Udaandens stille Bliv -
Omsonst jeg Navn og Billed' leder
Til Udtryk for min Salighed,
Jeg Gud, alt Ypperste, tilbeder
Naar jeg for Lilla knæler ned!

VI

Hold inde! O jeg dig besværger
Ved alt hvad kiært og yndigt er!
Thi ikkun Nøisomheden værger
Om al vor Fryd og Lykke her.
Du veed ei, reene Englelige!
At Nydelsen er Viises Kunst,
Og alle Glæder brat undvige
Ved rask Tilegnelse i Dunst.
Opfyldelsen sig aldrig skynde
At forekomme vort Begiær:
Uvillighed er Glædens Ynde,
Vort Savn er ofte Tingens Værd.
Thi, Hulde, ikkun ved at savne
391 Mod Aekel sikre vi vor Barm,
Og ikkun Guderne tør favne
Den største Lod med vældig Arm.
Det Høieste, som Skiebnen skienker,
Er ikkun Billedværk for os,
Raskt draget ned i Tidens Lænker,
Det er en himmelsk Frydcolos,
Som Marven af vort Indre drager
Og til vor Straf, ved grusom Svig,
En fæl Misskikkelse paatager
Og - ve os! - Ækel kalder sig.
O derfor lad mig stedse drømme
Ved hver en Fryd om meer endnu,
Og Amors Bæger ikkun tømme
Med levnende og nøisom Blu.
O lad mig ved dit Bryst bortdaane,
Bær mig til Himlen i din Arm,
Dog for det Sidste du mig skaane
Og hygge Længslet i min Barm.
Chariters lette Slør indsvøbe
Hvad dristig Attraae standser ved,
Og kun for Phantasien røbe
Den sluttede Fuldkommenhed:
At ei min Lykke overleve,
Betænk det, Lilla! - mit Begiær,
Men mine Længsler stedse svæve
Om hvert et ventet Morgenskiær.

VII

Hvad er det som mit Blik fortryller
Og underfuldt omgiver mig?
Den heele Skabning rundt indhyller
I alt det Skiønnes Lighed sig.
Det er et Atterskin af Luen
Som Lilla aanded' i mit Bryst,
Hvori, som hist i Farvebuen,
392 Det Lave vorder skiønt opløst.
Med Skiebnen, Himmelen og Jorden
I aldrig afbrudt Eenighed,
Jeg skuer rundt en anden Orden,
Og evig Uskyld, Fryd og Fred.
En Strøm af nyeskabt Liv sig velter
Fra Stiernerne, saa reen og varm,
At selv Granitcolossen smelter
Og lever ved min stærke Barm.
Mens venligt Viperen i Dalen
Sin Ring rundt om min Ankel snoer,
Og paa min Skulder Nattergalen
Tryg mader sine Ungers Chor.
Paa denne bedre Verdens Høie,
O Lilla! knæler jeg for dig,
Og Sol og Jord tillige bøie
Tilbedende, sig ned med mig,
O du Alskiønheds Billedstøtte,
For evig holde du mig her!
Mit Liv forædles til en Mythe
Om Guders høie Fryd og Færd!

VIII

O Lilla! du mig alt har givet,
Min heele Fryd og al min Værd,
Og var jeg lykkelig ved Livet,
O Himmelske! dit Værk det er.
Naar haabefuld jeg seer imøde
Og hilser den oprundne Dag,
Naar nøiet, jeg dens Aftenrøde
Velsigner med hvert Aandedrag;
Naar hver en kiærlig opsøgt Stierne
Paa Nattens Skulder hilser mig,
Og indtil Taagestiernens Fierne
Mit Sværmerie udfolder sig;
Og naar jeg avindsyg ei skeeler
393 Til Broderen, som herlig gaaer,
Med nøgen Hunger Brødet deeler
Og Giorden om dens Feber slaaer;
Naar ikke Undertrykte bander,
Berøvede anklager mig,
Men tidt den Godes Forbøn blander
I mine stille Bønner sig;
Og naar da ved mit Hovedhynde
Samvittighed Akkorder slaaer,
Og svundne Dag med Engelynde
I Drømmes Land paa nye opgaaer -
O Lilla! hvi maae jeg da savne
Det store Ord til al min Fryd?
Jeg Jord og Himmel vil omfavne
Og henrykt døe foruden Lyd.

IX

Slip dine Lokkers holdne Strømme!
Udtryk dig i din lette Dragt!
Og lad mig svimle hen i Drømme
Og Gisning om det Skiultes Pragt!
Hør! kielne Nattergaler stamme
Hvad ikkun Engle heelt forstaae,
See! Stierners Brudefakler flamme,
Antændte i det stille Blaae:
Lad mig almægtig Armen vinde
Rundt om din Liliegestalt,
Og i foreenet Tveliv finde
Det længselfulde Hiertes Alt.
Din Læbes Rosendug jeg drikke
Med Middagssolens Tørst! Jeg dig
Ved tusind Favnetag og Blikke
Med Elskovsmagt tilegne mig!
Fortærende, en Længsel brænder
Uslukkelig, dybt i mit Bryst,
Jeg Lundens Stamme ømt omspænder
Og elskende aftrygler Lyst.
394 Jeg raser i den vise Tømme,
Du Engel ak! mig holder i,
Kun eengang Elskovs Kalk jeg tømme
Med Sandsens heele Raserie! -
Dog nei! Tilbedede, du tøve
og svøbe dig i helligt Slør!
Hvis ei Begiæret holder Prøve
Men høit paa Glædens Spidse døer?
Hvis Væmmelsens Erinnis hævner
Den dristige, fuldendte Lyst,
og ak! paa Jorden intet levner
At attraaes af det mætte Bryst?
o siig, hvad kunde vel mig lokke
Hvis du, o Lilla, alt mig gav?
Hvad, uden hæse Dødningklokke
Min Vuggesang i dybe Grav?
Men skal da intet Nøie læge
Den ømme Attraae i min Barm?
Skal jeg hvert Kys i Luften præge
og kun om Vinden slaae min Arm?
Mens alle Væsner Elskov tiene
I Dyb og Luft paa Field og Eng,
og hvert Atom for sig alleene
Er Myriaders Brudeseng;
Mens hisset i sit Blomsterrige
Ephemeren selv elske tør,
Den flaggrer hen, den Lykkelige!
Den eengang elsker ak! og døer -
Skal jeg, du store Englereene!
om ingen Mage Armen slaae,
Men med en evig Længsel eene
og fiernt fra Elskovs Alter staae?
Nei! heller ved dit Bryst jeg blive,
o Lilla! et Ephemeron,
og der i første Kys opgive
Til Elskovs søde Straf min Aand!

395

X

O Stierner, elskte Vidner! laaner
Mig eders Harper, ved hvis Lyd
Den gamle Tvedragt tryllet daaner
Og Evighed troelover Fryd!
At i Begeistring jeg forkynde
Henrykkelsen jeg smelted' i,
Min Lillas evig friske Ynde
Og mit ubundne Sværmerie!
O kunde jeg til Tankens Rige
Opløfte det fornumne Hæld,
Og standse det Ulignelige
I Ord og Billed' for min Siel!
Men hvad er Vellyd, hvad er Tale?
Lig Lavens Strøm, min Aande kun
I Luer kan min Lykke male,
O Lilla! Lilla! paa din Mund.
Var jeg en Harpe blot, som længe,
Som stedse troe giendirred' i
De bævende, skiøndt stumme Strænge,
Den engang slagne Melodie!
Men alt det Høieste foragter
Jordklodens diærve Vid og Baand,
Til himmelskt Fødeland det tragter,
Et Øiebliks gientagne Laan.
Og som en Engel brat nedstiger
Til natlig Lampes viise Ven,
Men pludselig igien bortviger,
Et føie Glimt af Himmelen,
Saa sank til mig det store Nøie,
Af tusind Længsler baaret, ned,
Fra Guders bønbebo'de Høie
I Stiernefølge sank det ned.
Saa hellig stille Jorden hviled'
I Aftentaagens bløde Favn,
Mens blid-vemodig Maanen smiled',
Som Udtryk for Naturens Savn.
396 Af sløve Sandsers aabne Fængsel
Bortsneege fangne Siele sig,
Naturens inderlige Længsel
I Duggens Taarer letted' sig,
Thi af det Høiere berørtes
Hver stille Sands, hvert løftet Sind,
Og fra Elysion der hørtes,
Et Budskab i hver Aftenvind.
O Lilla! Lilla! vi alleene
I Lye for dristig Nysgiær sad,
Omgittrede af Blomstergreene,
Ved kielne Nattergalers Qvad.
Da strømmede en Livets Bølge
O Verdenshierte! ud fra dig
Igiennem høire Væsners Følge
Og brød i vor Bevidsthed sig:
Og lig en Tvillinggnist, foreente
I Samkys vore Siele sig,
O lig en Tvillingblomst, foreente
I Samlyst vore Sandser sig.
Kun Sukkemelodier løde,
Lig Gienlyd af en Engels Qvad,
Indtil den snelle Morgenrøde
Den skiønne Eenhed skilte ad.
Blus atter op, o Aftenrøde!
Min Brudefakkel, lys mig hen
Til stierneoverhvælvet Møde,
Og evig lys mig did igien!

XI

O Lilla, tør jeg ogsaa vove
At være salig som en Gud?
Jeg hylder ei Naturens Love:
Gik jeg af Tidens Riger ud?
Thi ved den Dødeliges Side
Staaer Uraniders høie Fred,
Og herlig frikiendt for at lide,
397 I Livets Graad jeg skuer ned.
Mit Blik den heele Jord forgylder,
Et Kys er hvert et Aandedrag,
Min Fryd den heele Nat udfylder,
Min kielne Trang den heele Dag.
Og tidt Henrykkelsen mig bærer
Høit over Jorden i sin Arm,
Og alle Glædens drømte Sfærer
Igiennemcirkle denne Barm.
Taknemmelig, paa Stierners Høie
Jeg søger tidt min Lykkes Væld,
Men Guden skiules for mit Øie
Og ak! jeg ræddes ved mit Hæld.
Nyn derfor Tryghed i mit Øre,
Indlul mig sødt i Sværmeri,
Og lad mig tidt, du Hulde! høre
At Elskov som en Gud er fri.
At den ei er og ei skal være
Den Kloges og den Stærkes Løn
Ei Formaal, Vinding eller Ære
Men uden jordisk Hensigt skiøn
Som Lys og Regn og Dug sig sænker
Fra Himmelen til Jorden ned,
Kronion Elskovs Glæde skiænker
Med herlig blind Frigivenhed.
O trefold Hæld den Lykkelige
Som Himmelstraalen rammer her!
Han hører til et bedre Rige
Og dyrker ædlere Begiær.
Af Selvheds fængslende Forsteening
Som ved et Trylleord forløst,
Han smelter hen til Alforeening,
Lig Floden fra Fredshavets Kyst.
O nei! Kronions Tordner finde
Ei Veien til vor Elskovs Lye,
Thi, hulde Lilla, du omvinde
Mig med dit Hebefavn paa nye.
398 Lad mig olympiskt Liv inddrage
Af dine Læbers Nektarskaal!
Lad mig forud de Krandse tage
Som snoes om Dødeliges Maal!
Naar hver tildragen, sødt tildrager
Med evig Attraaes Trang igien,
Og salig giver og modtager -
Da segner Tiden fængslet hen!

XII

O Lilla! Lilla! tør da Sorgen
Din høie Guddom nærme sig?
Og tør jeg tænke paa imorgen
Den Dag dit Smiil omstraaler mig?
En Gud, jeg ved din Side troner,
Mens Jorden ruller ved min Fod,
Og paa dens tusind Millioner
Jeg skuer ned, saa mild og god.
Ei noget Ønske blev tilbage
I din Tilbeders stille Siel,
Hvad tør da friste ham til Klage
Og blande Jorden i hans Hæld?
O Lilla! Lilla! Tiden iler
Ustandset i sin Stormvindsflugt,
Endnu i Dag, see! Blomsten smiler
Imorgen visner den til Frugt.
Endnu i Dag dit Hierte gløder,
Naturen smiler i dit Favn,
Om føie Tid, o Gud! du bøder
For hver en Ungdomsfryd med Savn.
Ak! Tiden alt tilbagekræver,
Og Modenhed omfavner dig,
Og Glæders lette Flok bortsvæver,
De stormafblæste Blomster lig;
Og Letsinds Sommerfugl, hvis Vinger
Omflaggrer Hebes friske Krands,
Og Ynden, som om dig sig svinger
399 I stedse anderledes Dands;
Og Phantasos, som salig velter
Indbildte Sfærer ved sin Stav,
Og Sværmeriet, som hensmelter
Forud i Evighedens Hav -
Dit skiønne Foraars lette Følge,
O Elskede! forlader dig,
Og ved dit Hierte Tidens Bølge
Saa vild og iiskold bryder sig.
Da tør du ikke meere gløde,
End hældig, hvis i Venskabs Smiil
Din gyldne Alders Aftenrøde
Opholder sin fremtrængte Iil.
Alt det Æteriske forsvinder
Med Phantasiens Blomsterstøv,
Og ved din Fod du ikkun finder
Dit svundne Foraars faldne Løv.
Og jeg - o Gud! jeg bæver, gruer,
Ei længer da jeg elsker dig!
Og kun til Lysning end jeg luer
Til Varme ei, Nordlyset lig.
Da sindig Alvor til mig træder
Og hænger Jorden ved min Aand
Og Pligten smedder mine Kiæder,
Og Sysler leie denne Haand.
Hvad eller skal mit Hierte kiæmpe
End levende i Sandsens Grav?
Og intet ak! den Flamme dæmpe
Jeg før som Yngling lued' af?
O grumme Minde, Eumenide
Som hævner hver en Glæde her,
Og ved graaelokket Oldings Side
Oppidsker Ynglingens Begiær!
Hans eget Spøgelse sig stiller
For ham paa Livets sidste Vei,
Hvor er den Letheflod som skiller
Ham fra sit første, døde Jeg?

400

XIII

Hvo er det som min Barm forgifter
Og nedrigt Elskovs Ende spaaer?
Natur, og Liv, og alt omskifter,
Men Elskovs Salighed bestaaer.
Ha! kunde jeg blot eengang tænke
Den lumske Tvivl, den fæle Svig,
Saa brast, o Elskov, brat din Lænke
Og Tanken eene myrded' dig.
Bort, du som mig omsonst omsnærte
Med glatte Ringe, Tvivlens Snog!
Kom, lyse Tillid, til mit Hierte,
Og Haab, som mig fra Jorden drog!
Lue op til Tegn, o Aftenrøde!
Hæld dine Greene, o Jasmin!
Jeg iler til det vante Møde
Med længselvinget Fied og Sind.
Lue op igien, o Aftenrøde!
Du lukker ikke Himlen til,
Du aabner den for dem som gløde
Af Kiærligheds uskabte Ild.
Men som en Helvedflod du brænde
For Niddingen, som giftigt spaaer
Om Glæderuusens snelle Ende
Og at selv Elskovs Fryd forgaaer.
Dog kunde - hellige Guder! - kunde
Den døe i Alustadighed?
Saa kaster, Cypresselunde,
Hver Sørgegreen paa Jorden ned!
Saa visner, grønne Myrtheskove!
Forband din Datter, Cyperns Hav!
Natur Ufrugtbarhed troelove
Og hælde barnløs mod sin Grav!

401

XIV

Hvor himmelsk salig var jeg ikke,
Troeløse Lilla, ved din Fod?
Jeg hersked' rundt ved stille Blikke,
Thi i min Barm var Fred og Mod.
Mig ikke Savn og Nag fortærte,
Thi Fryd og Uskyld fulgtes ad,
Af Himlen intet jeg begiærte,
Og derfor alting jeg besad.
Naar vi ved Nattetid saa gierne
Langs Flodens Marmorbredde gik,
Og tidt i Elskovs lyse Stierne
Indtraf med et samtidigt Blik,
Og vore Hierter sammenhasted'
Med stigende Accordeslag,
Du Armen om min Nakke kasted'
Og o! mig gav dit Aandedrag:
Hvad kunde friste din Tilbeder,
O Lilla, siig! hvad friste dig?
Dog løser du de skiønne Kiæder,
Som ved din Vilje fletted' sig!
Thi kom ihu, hvordan du sno'de
Dig om mit Hierte, sød og øm,
Og ak! hvor gierne jeg dig trode
Og hældte til den kiære Drøm.
Du, ja! du tryglede mit Hierte,
Og heelt du ogsaa det modtog,
Mit heele Væsen du fortærte
I dit, mit Liv du overdrog.
Og dog, Troeløse! tilbereder
Du snedigt dit Bedragerie!
Har du da glemt de tusind Eeder
Du hildede min Lettroe i?
Saa vidner, Stierner! Blade! hvidsler
Og tager Eederne igien!
Kluk, Nattergal! og Bække! ridsler
402 Og tager Eederne igien!
Siig! hørte jeg dig ikke stamme,
Imens du ved mit Hierte laae,
At Døden før dig skulde ramme,
End Hiertets søde Trang forgaae?
O havde Skiebnen dengang taget
Imod din fræktudtalte Eed,
Ulykkelig, dog ei bedraget,
Nu ved din Grav jeg knæled' ned.
Der i hvert sagte Vindpust sendte
Du mig en Gienlyd af din Røst,
I hver en Blomst tilbagevendte
Dit friske Smiil til Elskovs Trøst.
Da trylled' mig den søde Tanke,
At hist du elsked' mig endnu,
Skiøndt løfted' ud af Tidens Skranke
Og med forklaret Sands og Hu.
Da flød i Billeder og Drømme
Mit Levnet over Tidens Rand
Til Phantasiens Herredømme
Og Sværmeriets luune Land.
Men nu - Erinnen sønderriver
Min Barm i ubønhørligt Kald,
og hvirvlende, mig rundtom driver
Til Riger af ei udtrykt Qval.
Min Smertes Krampetræk ledsager
O Lilla! Smiilet paa din Kind,
Den Sang du aander ud, jeg drager
Til Suk igien med Luften ind.
Min egen Skygge kun, jeg svæver
Om dine Glæder Nat og Dag,
Mit stiaalne Liv af dig jeg kræver,
En Gienfærd uden Aandedrag.
Ha! Luft! kun Luft til Suk og Klage!
Kun Graad til sielden Lise giv!
Gid da ved hver en lindret Plage
En Fryd opblomstre i dit Liv!

403

Ganimed

Ganimed
ved Solens opgang vaagnende paa Bierget Ida

Bortviger du, o søde Søvn!
Og overgiver mig igien
Til min Bevidsthed?
O grumme Marter! grumme Qval!
Hver Morgenstraale er
En Dolk i denne Barm.
Fald ned igien, du Mørkets Forhæng,
Hvorpaa de vævre Drømme male
Mit sødt-indbildte Eie,
Fald ned igien før den forhadte Dag!
O tause Nat!
I dine Skygger stiger
Det Ypperste til Jorden ned:
Ved dig min Anelse
Til Indtryk bliver!
Min Tanke og min Kiendsel
Til Alnaturens første Leed
Sig saligt knytter,
Og o! ved dig afpræger
Sig Sandheds Billed' i min Aand,
Mens Verdnens Harmonier
Gienlyde i mit Inderste.

Men ak! forgiæves stræber jeg
At finde Navn og Billed'
Til den uendelige Trang,
Som ud i Evigheden
Sig strækker og det Ypperste
Kun søger. - -
404 Og dog! hvor skiøn
I Morgenrøden svømmer
Den unge Skabelse.
Af Formers Strid
Paa nye udviklet, staaer
Natur i fuldendt Ynde
For Lysets Trone og modtager
Sit Straalediadem.

Hvi er dog, ak! for denne Jord
Min Længsel og min Trang for stor!
Natur, du Rige! intet eier
For din forvænte Søn,
Som lig en himmelsk Giæst
Ei med din dødelige Frugt
Sin Læbe smitter.
Ved denne Anen hænger
Jeg ved en høiere Natur,
Jeg er af Guders Æt,
Thi jeg forsmaaer det Jordiske.

Denne Anen, denne Længsel
Varsler om min første Stand:
Lave Jord, du er mit Fængsel!
Himmel, du mit Fødeland!

Bortviftende Vinde,
Jer' Favn mig omvinde!
Til Guders Gudinde
Fra Jorden jeg svinde!
Smeltes i
Harmonie!

Chor af Mænader

Ved Cymblernes Lyd,
Med Vedbendets Pryd
Og viinkrandset Spyd,
405 Vi dandse i Kiæde
Om Viingudens Sæde,
Og hvirvles i Glæde
Paa Slette og Field
Til Nydelsens Væld
Os Bacchus henriver,
Idalia driver,
Beruuste synke med brændende Barm
Vi hen i Faunernes kraftfulde Arm.
O Evan! Evoe! du skaane! du skaane!
O Venus-Dione! vi daane! vi daane!
Den rasende Lyst
Fortærer vort Bryst!

Ganimed

Vanhellige! besmitter ei
Med eders Ruus
Min Eensomhed,
Et ædelt Savns
Indvi'de Tempel.
Bort! Eders Id er Raseri,
Og Halvdød eders Hvile.
Ved Vellysts Lueaande visner
Selv denne lavere Natur,
Og Afsmags Gift opsprudler
Af Nydelsens udtømte Kilde.

Chor af Krigere

Med omdandset og lovsiungen Fane
Hilse vi vort trygge Hiem igien,
Alle Palmeskove paa vor Bane
Kaste deres Bladekroner hen.

Guder lig, vi stolt fremdrage,
Hver en Stad vort Tempel er
Ingen tæller vore Dage,
Thi de flyde ud fra Mindets Skiær.

406

Een

Bort med Hvile og Nøie!
Høifærd og Hæder sig føie!
Heltenes Id
Kamp og Strid!
Sværdene klirre,
Spydene dirre,
Salige Lyst!
Dybt i vort Bryst!

Paa Olympens stiernefulde Høie
Hviler den fuldbragte Møie,
Evig Ungdoms Nektarbæger
Dig, Heracles, qvæger.

Ganimed

Vanvittige! som ødsle
Det skiønne Nu
For indbildt Fremtid,
Og Aande trygle
Af Efterslægtens Læbe!
Vanvittige! thi Tiden
Kuldkaster Værket,
Skiøndt Navnet staaer,
Og uden Daad, kun Navne, svømme
Til Efterverdnen I paa Blodets Strømme!

Nais
med Hyrder og Hyrdinder

O søde Øieblik!
Jeg finder dig,
Du Glædens Flygtling!
Din egen Arnes, ak!
Din ømme Mages,
Din Afkoms Flygtling!
O lad mig favne dig!
407 O lad min Graad
Opløse denne Malm,
Som Skiebnen smedded' om din Barm.
Ja! du er god og øm,
Dit Øie hviled',
En lykkesvanger Stierne,
Paa alt hvad dig omgav.
Men ve! nu kneiser,
Uhyre kneiser
Dit rasende Begiær for Zeus,
Og ak! maaskee du snart skal favne
En tordensvanger Skye -
Flye til din Mages Hierte, flye!

Men du har intet Hierte meer!
Du selv til Himlen
Dig svang, og efterlod
Paa Jorden kun din Billedstøtte.

I Guder, som hæver
Fra Jorden hans Hierte,
O skuer min Smerte!
I Guder! jeg kræver
Min elskede Mage
Af eder tilbage!

Chor af Hyrder og Hyrdinder

Om vor stille Arne dandse
Uskyld, Elskov, Nøisomhed,
Fred fra Himlen alle sine Krandse
Kaster til os ned.

Store Hyrde! Uranide!
I dit Guddomsspor vi skride.
Dine Hænder os velsigne,
Thi vi dig, du Store! ligne:
408 Septeret, dig Skiebnen gav,
Er en Hyrdestav.

Een

Ved klingende Strenge,
Paa Æterens Enge,
Han leder
Og freder
Stiernernes Chor,
Sin straalende Hiord.

Alle

Naar Ørne svæve over Heltes Lig
Og Krigens Fakkel Stæder tænder,
Dit Øie hen til os du vender
Og ved dit Billed' fryder dig.

Romanze

Nok er det Største Skiebnen yder,
Og Nok er Eet,
Thi selv Uranioner nyder
Ei meer end det.
Det sidder paa Olympens Sæde,
Paa Liljen her:
Du alle Væsener, o Glæde!
Er lige nær.
En kostbar Perle, Eenfold, hviler
I Hyrdens Bryst,
Og Nøisomhed, hans Hebe, smiler
Ham varig Lyst.
Hans stille Haab hver Dag modtager
Med Harpeslag,
Hans fromme Tak til Roe ledsager
Hver fuldbragt Dag.
409 Apollo fra Olympens Høie
Til os nedsteeg,
Og fandt et ubesmittet Nøie
I Hyrders Leeg:
Sin gyldne Lyra han nedstemte
Og trylled' dem,
Olympen og dens Nektar glemte
I Uskylds Hiem.

Nais og Ganimed

1

Flye ei Naturens stille Rige,
Som lokker Himlens Guder ned.

2

Ah! kun blant de Udødelige,
Kun hisset blomstrer Fryd og Fred!

1

Zeus-Ammon trykked' Jordens Datter
Til sit guddommelige Bryst.

2

Min Attraae Verdners Alt omfatter
Kun evig Skiønhed er min Lyst.

1

See, Ganimed! min Taare rinde,
Kom, elskte Mage, i min Arm!

2

O Hierte, hvi kan du ei finde
Dit Nøie ved en jordisk Barm!

1

Dig, Eeneste! jeg kun tilbeder:
O Altrets Guder, vredes ei.

2

Urania! O jeg dig tilbeder,
Dog Billedstøtten dyrker ei.

410

Ganimed

Mit heele Væsen luttret blev,
O Nais! i Begeistrings Luer
Og i Betragtnings høie Æter.
Kun Medynk, som selv Guder føle,
Til denne Klode fæster mig.
Ei i min egen Barm
Blev denne Attraae avlet,
Fra Himmelen den kom
Og vied' hiin
Til evig Skiønheds Tempel.
Jeg drak af Lethe,
Det kun min Skygge er som vandrer her,
Begræd mig - thi jeg er ei meer.

Tre
En Mænas

Nydelse er Livets Fryd
Og Orgien Jordens Pryd:
Kun i Ruusens Svimmel, Daare!
Standser Savnets Taare.

En Kriger

Daad og Kamp er Livets Fryd,
Hæderskrandsen Jordens Pryd:
Kun i Kampens Tummel, Daare!
Standser Savnets Taare.

En Hyrdinde

Kiærlighed er Livets Fryd,
Skyldfrihed er Jordens Pryd:
Kun hos Nøisomhed, o Daare!
Standser Savnets Taare.

Ganimed

Nei! bort med Jordens Fryd!
Jeg var før jeg blev født
Og fatted' ind i denne trange Form.
411 Ja! denne Anen er et Minde
Hvortil min Attraae knytter sig.
Jeg var - Til dig!
Til dig igien, Kronion!
Din Aande, Herlige,
Er Skabelse! Dit Blik
Er Lysets Væld!
Et Ocean af Fryd
I evigt Kredsløb flyder
Fra dig til Verdenen
Og til dit Bryst igien.

Zeus-Kronion i det Høie,
Du som mig at sukke bød,
Verdners Fader! alt mit Nøie
Hviler i dit Skiød.

Hvis du ei vil høre,
Min forvovne Bøn,
Du tilintetgiøre
Din forskudte Søn!

En Hyrde

Himlen sin Yndling bønhør,
Ætren aabnes, Ørnen nedsvæver,
Med varsomme Klø'r
Ham favner og hæver
Over Jord og Tid og Død
Op til Zeus-Kronions Skiød.

Ganimed

Op! Op!
Over Biergenes Top!
Over tordnende Skyer
Ørnen mig bærer!
I Stierner og Sfærer!
412 Til eder jeg tyer!
Kronion nedsmiler,
Jeg iler! jeg iler!
O Alfader,
I dit Favn
Kun forlader
Mig mit Savn!

Nais

Han ikke hører Tiden til,
En høiere Natur om ham
Sin lette Kiede slynger,
Og Guders Lige, sidder han
Høit ved Heracles's Side:
Thi ikke blot den store Daad,
Den reene, skiønne Attraae
End Adgang har til de Udødelige.

O du, som jeg at elske voved',
Uendeligheds Brudgom du!
Min Ømhed bliver
Tilbedelse! - -
Modtag - modtag i denne Taare
Det første, ak! det største Offer!
Min Kiærlighed - -

Op! reiser Alteret,
Bekrandser Offerlammet og istemmer
Forgudelsens Pæan!

Almeent Chor

Himmelske, Udød'lighed dig præger
Til en Gud ved evig Ungdoms Glands,
Rummet er din Fryds bundløse Bæger,
Stiernehimlen er din Krands.

413

En Hyrde
som Altrets Tiener

Blodet flyder,
Flammen suser,
Bønnen lyder,
Hymnen bruser.

Alle

O guddommelige Ganimed,
Smiil i Naade til vort Offer ned!

Heltedyrkelse

Dagens Vogn bag hiine Fielderader
Dølger Banens dristigt trukne Sving,
Mens de stille, duggende Hyader
Rykke frem i Verdenaarets Ring.

Nat og Taushed ruger over Jorden,
Hvor er fredløs Idræt, svimmel Fryd?
Hvor er Raadets Viisdom, Krigens Torden?
Ak! det er en Drøm, en svunden Lyd!

Lampen lig i qvalme Mausolæer,
Maanen høit fra Himlen hænger ned,
Medens Gryllens hæse Hymenæer
Vie Dødningen til evig Fred.

Phantasie fra aaben Himmel daler
Ned i Nattens stille Skyggeland;
Phantasie de svundne Dage maler
Frisk igien paa Jord og Ocean.

414

Sagte det Nærværende bortviger,
Gamle Fortid, Krandsen i sit Haar,
I Triumph med Skialdefølge stiger
Af sin Grav og over Jorden gaaer.

Glødende af raske Ungdomsluer,
Og ved Aftnens sidste Straaler rød,
Hist fra Strandens høie Brinke skuer
Ynglingen paa Nattens sorte Skiød.

Paa de store, underfulde Syner
Stirrer han med Rædsel og Behag,
Og Begeistring fra hans Øie lyner,
Og Beslutning er hvert Aandedrag.

Ha! skal ikkun hiine siungne Helte
Seirende, med Tidens Bølgefald,
Deres Minde, deres Navne velte
Rundt om Skialdes gienlydrige Hald?

Staae de eene der i Sagnets Rige,
Hiine evige Graniter lig,
Som med Skovekroner herligt stige
Og i Strømme aldrig tømme sig?

Staae de der som colossalske Minder
Af en Protogæa, medens mat
Sagnets Maanlys mellem dem henrinder,
Uvist tegnende i Tidens Nat?

Eller mon ved muldrende Ruiner
Phantasien større reiser dem?
Og mon ikke Hæder, lig Laviner,
Svulmende ad Sekler veltes frem?

415

Bort, forvovne Tvivl, som tør forklare
Tidens Under kun som Drøm og Svig!
Knæl, o Sløvhed! for den Helteskare,
Til hvis Høifest Sekler samled' sig.

Mennesk'hedens grundende Graniter,
Som ved Tidens Kilde fæsted' Rod,
Skrækker Nutids kielne Sybariter,
Myldrende ved eders Risefod!

Giennemskrækker dem, dog mig udkaarer
Til at skride eders Heltegang,
Tidssirenens Sang ei mig bedaarer,
Ei af Jorden spirer frem min Trang.

Orpheus, viis hiin blodige Nebride
Du fra Mennesk'hedens Skulder sled!
Ryst din gamle Krands, o Mæonide,
Og fra den Begeistring suse ned!

Hilset vær, lyssendte Zoroaster!
Numa! Sokrates! Timoleon!
Og Lycurg, som spændte alle Laster
I Triumph for Lovens Seiersvogn.

Hilset vær, fremstraalende Thebaner
Trende Dyders sieldne Yndling du:
Nu en Løve under Retfærds Faner,
Raadets Stierne, Arnens Guddom nu.

Store Helteskikkelser, omsvæver
Mig fra Morgenrødens første Glands,
Indtil Midnat hemmelig sig hæver
Med Plejader i sin høie Krands.

416

Guderne til eders Risevilje,
Skiænke mig det viise Maadehold:
Lauren skændes ei ved Charis's Lilje,
Guder ære Adrasteas Maal.

Store Forsæt i mit Indre stræbe,
Fuld af sildigt Sagn er denne Barm,
Efterslægtens Lod er paa min Læbe,
Efterslægtens Hæld i denne Arm:

Giennem fierne Tider kun udfører
Mit begyndte Heltelevnet sig,
Mennesk'hedens døende Velgiører,
Mig din skiønne Martyrkrone! mig!

Under Lillas Vinduer

Hellige Jordens Havblik!
Hvor stille rundt!
Guitarrens sidste
Smeltende Lyd døde
Hist ved Ridderstøtten
Paa den maanelyse Plads,
Medens den SkiønnesVindve
Knirkende lukkede sig.
O hellige Taushed!
Kun afbrudt, naar Gryllen,
Siddende paa Nattens Haand,
Varsler om den dybere Søvn,
Eller naar Svalen,
Høit i sin Rede
Ved det corinthiske Capital,
Qviddrer i kiælen Drøm.
417 Giennem eensomme Gader
Bredt oplyste af Maanen,
Gaaer jeg og skuer
Min Skygge langt forud.
Hvor underligt blande sig Dag og Nat
Til phantastisk Uvished!
Halvt svinder det Nærværende
Og ætheriskt synes mig alt.
Hiine Helgen af Marmor
Over Fruekirkens Portal
Synes dem selv og at straale
I paradisisk Glands.
O Nattens kydske Lys,
I dit Englesmiil
Spire Phantasiens Blomster
Til et Eden!

Men her - ja! her,
Her er Palladset.
Grusomme Portal!
Veed du hvilken Skat du bevogter?
Kast din Skygge over mig!
Deroppe i Mezzaninen,
Hvor Lyset neppe stænker hen,
Brudt mellem Pillerne,
Der er, søde Erindring!
Et Gemak, nei! et Tempel,
Skiønhedens og Yndens,
Salige Elskov, dit Tempel!
Der aander Dione Kiøling
Paa Adonis's dryppende Pande,
Mens Leda søger en Læbe
Og præger de glødende Kys
I den forelskede Luft.
I dette Tempel staaer et Leie,
Hellige Amor, dit Alter!
418 O himmelske Syn!
Phantasie trækker Forhænget
Sagte til Siden
Og Amoriner gynge
Paa de bølgende Hynder.
Der ligger du, yndige Lilla!
Lig Harpen med slappede Strænge:
Livets Melodier tie,
Kun Viften fra Phantasiens Vinger
Svæver hen mellem Strængene,
Til Gienlyd af Dagens Velklang.

Søde! Guddommelige!
O kunde jeg inddrage
Dit luende Aandedrag,
Og i uopløseligt Favn
Vikle mig sammen med dig!
Glødende, som Solen
Ved Havets Barm,
Skulde jeg ligge ved dit Bryst
Og aldrig gaae ned!

Lykkelige Maanestraale,
Som snoer sig om hendes Arm!
Var jeg Luften,
Der sniger sig giennem Sprækkerne
Og modtager hendes Udaanden!
Giennem denne Marmormasse,
Som giennem opdynget Snee,
Gad jeg skridt!
Snærpes sammen, I Piller!
Ind i eders Sokkel,
Og sætter Tempel,
Alter og Gudinde
Ned for min Fod,
At jeg som Offer
419 Maae kaste mig derpaa,
Og mine kielne Dødssukke
Vorde den sødeste Hymne!
Skal jeg fylde Haanden
Med Ildebrand
Og slænge den ind,
Og giennem Farer og Undergang
Frelse den Blundende?
O skaan mig, vilde Raserie!
Fred! Fred! I Furier!
Kommer du fra Tartarus,
Tøileløse Elskov?
Ah! velkommen, Himmelrødme!
Velkommen, Horasang
Fra Nonnernes hellige Læber!
Yndige Undseelse,
Usmittede Savn,
Ledsager mig tilbage!

Til Naturkraften

O du, som i Skabningens rystede Rum
Forvandlingens knusende Hiul dreier om,
Saa Sekler, lig Draaber, henstænke;
O Magt, som nu krandset med Tingenes Vaar,
I Undergangsstøv nu forfærdelig staaer,
Skiøndt holdende Lovenes Lænke,
O Verdenskraft! uendelig!
Kan Støvets Tanke fatte dig?

420

Forgiæves i Menneskets Barm en Titan,
Som Frihed sig kalder, din Arv griber an
Og vover dit Septer at krænke:
Du skaber hver Tanke i Grandskerens Siel,
Heroernes Vilje er ikkun din Træl,
Fornuft kun en ædlere Lænke:
Af Tankens og af Viljens Hjem
Du Tidens Aarbog ruller frem.

Af Støv og af Tanker, af Stof og af Aand,
O evige Vælde! din skabende Haand
Naturen og Skiebnen frembringer,
Og stadig, blant uhyre Blokke og Vrag,
Vulcanisk Frembringing og Undergangsbrag,
I selvsamme Kreds du dig svinger,
Og medens Alt rundtom forgaaer
Du ikkun uforkrænket staaer.

O siig mig, du Store, o siig hvilken Naal
I Tidernes Oprør maae pege dit Maal
Og uden Misviisning dig lede?
Siig, velter du Alt i en Malstrøm omkring,
Hvad eller fremskyder fra Ring og til Ring
Langs endløse Udviklingskiede?
Staaer Tanken ogsaa ved dit Roer
Og styrer til uaftrykt Spor?

I Stoffet du stedse den Samme dig teer,
Siig! haster du ikke til bedre og meer
Paa Aandernes høiere Baner?
Opadler du ikke, i ædlere Kald,
Fornedrede Aander til hiint Ideal
Den Viises Henrykkelse aner,
Og i forvoven Flammearm
Opløfter til en Skabers Barm?

421

I Tidernes Aarbog den Grandskende troer
I hemmeligt Mørke at skimte dit Spor
Og Skiær paa din Bane antænder:
Som Jordklodens Søster i Æterens Hav
Formørkelsens Skygge ei brat kaster af
Og smilende Aasyn fuldender,
Saa seer han Guders faldne Slægt
Afryste Støvets Slør og Vægt.

Ved Viisdommens Fødder saa henrykt han spaaer:
Fuldkommenheds Alter paa Jordkloden staaer
Og Slægter til Offer sig trænger,
Hver stiller i Tingenes Række et Haab,
En Misting nedslaaer og med Seirendes Raab
Ved Alteret Krandsen henhænger,
Indtil med sin, Daimonen skal
Fuldende alle Krandses Tal.

O trylleride Spaadom, du troefaste Fiel!
Ved hvilket i Tingenes Skibbrud min Siel
Paa Haabløsheds Afgrunde svæver!
Vær Menneskets Fodsteen til høiere Stand,
Naar Tvivlen formasteligt griber det an,
Naar Vantroe gigantisk sig hæver
Og haanligt Armen strækker ud,
At styrte Jordens Billedgud.

Det veies (saa lyde Bespottelsens Ord)
Lig Maanen, tiltrukken af Sol og af Jord,
Paa Grændsen af modsatte Baner:
Fornuften og Selvheden stride om det,
En Blanding af ædel og trællende Æt,
Det praler med himmelske Aner,
Men ak! ei Dyr, ei Daimon, maae
Jordklodens Søn i Rækken staae.

422

Forvoven, i Støvets udstrammede Baand,
Mod Himlen han stiger, en modnende Aand
Og Sæde blant Guderne tager:
Men Tyngden ham hvirvler til Jordkloden ned
Og Selvhed paa Rovdyrets blodige Fied
I skiændige Lænker ham drager:
Urania, han fra din Barm
Dybt styrter ned i Circes Arm.

O gothiske Stamme, som drømmer sig stor,
Spørg Fortids Orakel, paa Viisdommens Spor
Indført i dens hellige Mørke!
Hvo ligner blant eder Thebanernes Priis?
Hvo er eders Phocion, nøisom og viis,
En Gud ved opofrende Styrke?
I Vid I hiine overgaae,
I Kraft og Vilje bag dem staae.

Omsonst du dig væbner med viisere Lov
Mod Flokke af Laster som luure paa Rov,
Lig Tigere, Frygten kun holder:
Paa Torvet du drager i Feide mod dem,
Ved vidnefrit Ildsted, i Tankernes Hiem
Forvovenheds Skiød dem udfolder:
Det Onde heelt undfanget er,
Dog kun halv født til Dagens Skiær.

Spørg hiin, som nedsteeg til eurotiske Bred,
Fra Smintheus-Apollon med Love steeg ned
Og Mennesket vældigt omstøbte:
Han styrede Sparta ved Vugge og Bord,
Slog Fienden i Børnenes legende Chor
Og Hymens Mysterier røbte;
Ja, selv i Spirers Helligdom
Han skiulte Isis forekom.

423

Hun sukked' da evige Former han brød,
Da Sønnen i Væseners Række laae død,
Spartaneren Aabningen fyldte.
Men bort i det Heele det Enkelte svandt,
Hver Tanke og Attraae til Forum henrandt
Og Selvhed Lovstifteren hyldte:
I hver Spartaner, Solen lig
I Duggen, Sparta speilte sig.

En Form du da vælge, af Ynde og Ret
I Himmelen dannet, som Menneskers Æt
Til meer end Spartaner forhøier:
Hvor ere Heloter til træilende Slid,
Som Aanden fornedrer til Dyrhedens Id,
Og Issen mod Jordklumpen bøier?
Hvor er den Haand, det Øie hvor
Som viser Millioner Spor?

Kan du Embryonen bemægtige dig?
Ved Vugge og Leeg, hvor den udvikler sig,
Henstille en englelig Vægter?
O gothiske Hyrde, din talløse Hiord
At drive paa Viisdommens almeene Spor
Et Folk af Sokrater kun mægter:
Hvorfra den høie Ynkaæt
Som sammenvier Lyst og Ret?

Saa kald da de Kunsters cirkassiske Slæng
At oprede Yppigheds Ederdunseng
Og Jordklodens Sultan at lyde!
Molukkernes Grøde du gridsk svælge ned,
Mens persiske Naale beblomstre dit Fied
Og indiske Perler dig pryde!
Sug Negerns Sved af Japans Skaal
Og sødt forbrænd paa Vellysts Baal!

424

Mens Axet saa yppigt i Furen maae groe,
Omskaberens Ambolt og Teen ei har Roe,
Lad Misvæxt i Sædernes Rige
Med kunstlende Ynde sin Klintekrands snoe
Og Ungdommens Mentor saa sikker sig troe
Bag Lovenes kneisende Dige;
Lad Tigren Selvhed tam og from
Sig tee i Charis's Helligdom!

Vent roelig til Blussel undfly'r af hver Barm
Og Themis forhaanet, afvæbnede Arm
Mod Forsæt-Titaner udstrækker!
Snart Rædsel af Slummer dig opjage skal
Naar Samfundets Ordner i bragende Fald
Et Chaos, dit Tempe bedækker,
Og Ryggesløshed i sin Ruus
Hovvæbnet, tramper Templers Gruus. -

O siig mig, du Store, o siig hvilket Maal
I Tidernes Oprør din troefaste Naal
Misvisende aldrig tør svige?
Hvor er da det Havblik, de Fredensø'r, du
Troe styrer til, Store, med seirende Hu,
Og o! det forjættede Rige,
Hvor Uskyld sikker synker hen
I Favnen af Forskiønnelsen?

Skal hisset en Orpheus ved himmelsk Accord,
Sin Lyra til Hyrdestav, Drifternes Hiord
Til Skyggen af Palmetræ'r drive?
Skal der, med Foreeningens evige Krands,
Fornuften med Selvhed og Pligten med Sands
Den signede Pagt underskrive,
Og jordisk Amathusia
Afsløres til Urania?

425

Alstyrende Vælde! et Sekel, som sveeg
Saa grusomt de Bedres Forventning, nedsteeg
Og Frygten i Jamren end saarer!
Talfrie, som de Straaler din Sol sender ned,
Er Lidendes Blikke fra Jordklodens Bred,
Talfrie som din Dug, deres Taarer,
Og Bønnen, svøbt i Sorgens Flor,
Henskygger over halve Jord.

O skal da Fornuften i kommende Tid
Grumtseirende, ende den blodige Strid
Og Jordkloden Alteret være,
Hvor Selvhed som Offerdyr nedstyrte skal,
Forkort da, Almægtige! Dagenes Tal,
Til Drift giør den hellige Lære!
Og hvad Fornuft i Sekler, du
Fuldbringe i et Almagtsnu!

Giv dybt i dit Værksted Atomerne Sving,
Hæng Ring i din Kiede saaledes i Ring,
At Drifternes Oprør maae hvile,
Og Jordkloden Frihedens medfødte Bud
I Handlingen synes at see foldet ud,
Skiøndt Drifter den kun forudile,
Og blot dens Billedstøtte saa
Ved dem opreist, blant os tør staae.

Giv Retsind, paa Prøvelsens Udkant saa fast,
Giv Maadeholds Tømme, der styrer hver Hast
Som vovsomt mod Grændsen heniler;
Os Nøisomhed und, som Helvetiens Field
Til Guders Olympos, til Nektar dets Væld
Forvandler og Hebe lig, smiler;
Send Charis-Bluefærd, som sin Giord
I selve Eenlighed omsnoer.

426

Til Kunst os den samlende Videnskab giv,
Til Tryghedens Blødhed det mægtige Liv
Som Møie omskaber til Glæder;
Forjag af vort Indre den Vanfred, som der
Opgiærer af Tvivl og afmægtigt Begiær,
Og lad til fuldendede Sæder
Sokratisk Ynde smeltes i
Heroens ædle Barbarie.

O frels os fra Hæd'ren, naar seirende Dyd
Sin Offerkrands fletter om bævende Fryd
Og Jordklodens Yndling hensegner!
Hiin Palmegreen visner i Lidelsens Haand
Og afbrudt i Himlen, kun høiere Aand,
Ei lavere Halvbroder egner;
Her groer den kun ved Taarers Væld
Men bød du ei os elske Hæld?

Lad til ubegreben Lyksalighed hist
Daimonen, sin Tankedyd stolt sig bevidst,
Ved jordiske Savn sig berige:
Giør Glæden til Pligt, eller Pligten til Fryd,
Og send os i Sandsers elskværdige Pryd
Fornuftdydens jordiske Lige,
Og Alt til Eet hensmeltes i
Et Havblik af skiøn Symphatie.

Da skulle, skiøndt ikke med Hæder, dog Pryd,
Hvert Aandedrag Fred og hvert Pulsslag en Fryd,
Vi Viisdommens Spaadom fuldbringe;
Da skulle, anførte ved nye Melodie,
De Dage og Aar og Aarhundrede i
Henrykkelsens Runddans sig svinge,
Og du Pæaner uden Tal
I Hierters Slag fornemme skal.

427

Ved en døende Sommerfugl

Skiønne Blomst af Ormeknop!
Lethenflyvende og spæde
Lilje, som med Sølverkrop
Og i barnlig yndig Glæde
Vuggedes paa Vippens Top!

Ormens Siel! Du Liv af Død!
Billede paa Evigheden!
Du, som her paa Dødens Skiød
Alt opvaagned' i et Eden
Og mig freidigt haabe bød!

Sødtfrigivne Blomst! O siig
Hvi du dig i Støvet slæber?
Spurven ak! har saaret dig,
og din knuste Vinge stræber
Nu omsonst at hæve sig.

Ikke du det Suk forstaaer
Som fra mine Læber lyder,
Og min Graad i dine Saar
Ei som Lægebalsom flyder:
Spæde, du igien forgaaer!

Alt for snart du visne maae,
Glade Søn af Morgenrøden!
Før dig Middagssolen saae,
I en Spurveskabning Døden
Traf dig paa det gyldne Straae.

Haabets signede Herold!
Hades venter glad sit Bytte:
Alt du skuffed' Dødens Vold,
Og i Platons skiønne Mythe
Spaaer et saligt Fredensold.

428

Gaae da ubeklaget ned!
Lesbias Begrædte finder
Du ved Lethes Rosenbred,
Der, hvor evig Fred forbinder
Hver en jordisk Fiendtlighed!

Iil da til Elysien!
Iil med skiønfornyet Vinge
Til den ædle Plato hen,
Blid en Hilsen ham at bringe
Fra hans haabefulde Ven!

Aftenhøitid

Solen daler, Natten aander Taage
Ud fra Østen over Vang og Vig;
Alting hviler, selv fredløse Maage
Dybt i Strandens Rafter skiuler sig.

Neppe Luftens matte Pulsslag bæver
I din lette Krone, stille Bøg;
Rank, som Pillen, Engens Damp sig hæver
Og den er Naturens Offerrøg.

O hvor festlig, o hvor hellig - stille
Hviler alt paa Jord, i Luft og Hav!
Selv Gestalterne sig ikke skille,
Blandede i Natten, Altings Grav.

Phantasien sagte Haabets Riger,
Dødens Afgrund lukker op, og brat
Ufødt Fremtid ned fra Himlen stiger,
Jordet Fortid op af Glemsels Nat.

429

Hist hvor Aspers Bladekuppel bæver
Over svundne Seklers Heltebeen,
Oltids helligholdte Maner svæver
Rundt om mosbegroet Bautasteen.

Ærefrygt og hellig Gru hidvifter
Fra den gamle, grønne Kiæmpegrav,
Harpesælle Oldtids Storbedrifter
Gaae i Mindet over Jord og Hav;

Medens Himlen med hver venlig Stierne
Nærmere mod Jorden synker ned,
Og Forventningernes stille Fierne
Træder i det Virkeliges Sted.

O hvor bliver let, hvad mig nedtyngte!
O hvor liden, hvad opløfted' mig!
Hvad mig knused', hvad jeg tæt omslyngte,
Er bortviftet, som en Drømmesvig.

Hisset, hvor med hver en ustilt Længsel
Her, en evig Glæde bliver til,
Hist mig løfter af mit trange Fængsel
Phantasie ved helligt Tryllespil.

Giennem Stierners gyldne Sæd jeg skrider,
Som imellem Agrens Vipper her,
Medens Tid og Rum sig rundt udvider
Uden Bund og Bred, for mit Begiær.

Glæden, jeg i Tidens Hvirvler tabte
Og som ved mit Savn blev dobbelt skiøn,
Alt hvad Kunstnern i Begeistring skabte
Og som tændte Viisdoms kolde Søn,

430

Hiine sødt-indbildte Idealer,
Som, i Samfund med Melancolie,
Phantasie i Fremtids Skumring maler
Og Forkrænkelighed luttres i:

Alt jeg finder, alt, med fuldendt Nøie,
Hist i Ætrens Fredensocean,
Og jeg undres ei, thi Himlens Høie
Ere jo mit sande Fødeland.

Svarer mig, Forklarte! Møder eder
Ikke hisset min Gestalt, lig dem
Natten her fra Dødens Grotter leder
Tidt igien til deres elskte Hiem?

Digterne

Gyldne Tider det vare, da Skialde fra Himlen nedsteege
Og til Himlen igien bares af Hørernes Chor,
Da den levende Sang den digtriske Verden regierte
Og i Billed' og Klang Livet opløsede sig!
Lig den rødnende Skye, som høit over Jorden bevarer
Den nedgangne Sols tøvende Billed' endnu,
Svæved' det høit over Jorden i Fortidens standsede Straaler,
Aftenrøden til hiin Uskylds og Eenigheds Dag.
Dette tøvende Skiær var Guderalderens Minde,
Poesie det var: seenere flytted' det sig
Hen mod Tidernes Opgang, forvandlet til Haab og til Længsel,
Ak! den svundne Dags atter frembrydende Grye.
Naar da Digteren sødt med Billeder Kiendslerne lokked'
Op fra den qvalme Jord, Livet udvidede sig
Til en blaanende Æter, som favner Sole og Stierner
Og den taagede Dals tungere Dunster forsmaaer.
Under Digterens Fied sank Jorden for Phantasos's Sfære,
431 Hvor med Mythernes Flok Hierterne legte, lig Børn,
Dog, lig Raphaels Engle, ei fængslede syntes til Leegen,
Sindigen anende om Originalernes Pragt.
Lig den guldsvangre Flod i nubiske Ørkener, vældte
Poesie giennem Alt, favned' den spirende Glut
Og ledsagede ham igiennem Livet til Graven,
Sindrig dølgende den under en haabefuld Vaar.
I den reenere Luft af blide, eenfoldige Sæder,
Hvor ei Meeningers Sværm døvende surrede rundt,
Klang end Hiertets Bud og Instinktens venlige Stemme,
Og kun det Skiønne var Menneskets velkomne Lov.
Musen ved Arnen stod, ved Vugge, Torus og Cippus,
Hvad hun berørte, fik ædel Betydning og Værd:
Musen styrede Stater og rygtede reisede Altre
Og gestaltet fremsprang rundtom det evige Liv,
Spaadommen aandede hun fra Præstens hellige Læber
Og af Lovgiverens Mund gav hun den rhytmiske Lov.
Glem det aldrig, o Menneskehed, at Musen dig skienked'
Sæder, Spaadom og Lov, Guddommens Billed' i Dig! -
Salige Folk, som fordum omsmiled' ægæiske Bredder,
Musernes Pleiebarn, blev du saa yndigt og froe!
Nærmere Tidernes Vaar, i dine Myther du standsed'
Mangen forsteenet Blomst, stedse dens Vidne endnu.
Skiønhed din Guddom var og Digtren dens tolkende Tiener,
Yndig Tilbøielighed pristes som Lykke og Værd.
Som Naturens Lyd af Kunstneren Love modtage
Og nu Toner, sødt tolke det inderste Liv,
Selv din lavere Færd ved Poesie sig forædled',
Fik Betydning og gav Gienlyd af forrige Tid.
Salige Digtre! ak! I toge de himmelske Krandse,
Ikkun tvende I lod ligge til seenere Tid:
Med den eene smykked' den væbnede Sanger vort Norden,
Elskovs Sangere tog hastigt den anden og svandt.
Musernes Tempel brat forvandlede sig til en Lade,
Nyttens trældrevne Plov pløiede Skiønhedens Eng,
Angest forjagede Glæden fra Gudernes frygtede Altre
432 Og den stive Forstand ordnede Kiendslernes Leeg.
Det Undværlige blev opløftet til høieste Gode,
Dybt i Jorden boer Menneskets nedsiunkne Trang.
Livet i Skabningen rundt til Hiertet trak sig tilbage,
Steene, Kilder og Træ'r tabte det sindrige Sprog:
Guddommens Billedstøtte, staaer kold den fremmede Verden,
Og den huule Forstand maaler bedømmende den.
Sielden stige endnu fra Uranionernes Bolig,
Deres Herolder endnu, Digternes hellige Chor,
Men de herske ei meer i den indre, dybe Bevidsthed,
Thi med Bedøvelse traf Skiebnen den pløiende Tid.
Derfor, Hammonia! skal du herlig blant Stæderne være
Og den vandrende Skiald tye til din krandsede Port:
Nævner ei Saga endnu syv prisede Stæder, som strede
Om den store Homer, Digternes Fader og Gud?
Saa skal du nævnes fordi, et uhyre, sørgende Minde,
Du ved Klopstoks Grav stod og indhyllede dig!

Blomsten

Naar jeg i det dybe Fierne
Blidvemodig stirrer hen,
Naar om Aftenen hver Stierne
Vinker mig til Himmelen,
Hierte! siig, hvi maae du banke
Saa uroeligt mod din Skranke
Og med Smerte føle den?

Noget vist paa denne Klode
Noget være maae etsteds,
Som giør Sorgen blidt tilmode
Og Unøisomhed tilfreds.
Sagn og Spaadom det forkynde,
Alle Længsler det fremskynde
Til de Dødeliges Kreds.

433

Tidt mig synes at det maatte
Endelig dog være der,
Her i Biergets stille Grotte,
Hist i Morgenrødens Skiær:
Ak! men dybt og høit jeg finder
Intet, intet! Det forsvinder,
Kun i Hiertet er det nær!

Aldrig skal jeg kunde sige
Hvad det kielne Hierte vil
Det er det Ulignelige,
Det er heele Verdens Smiil!
Og dog ingen Tvivl mig saarer,
At mig Ufornuft bedaarer
Og at alt er Drømmespil.

Tidt jeg som en Blomst mig tænker
Dette, ak! jeg veed ei hvad:
Ingen Aarstid den forkrænker,
Himmelblaat er hvert et Blad;
Om dens Rod paa Guldets Strømme
Sees Naturen rundt at svømme,
Evig god og evig glad.

Kalken, blaae og guldbestænket,
Er en Himmel i det Smaae:
Solen synes den indsænket
Og igien af den at gaae;
Kun ved hiine i dens Indre,
Synes Stiernerne at tindre
I en Blomst af Æterblaae.

Ah! hvo vil, hvo tør mig vise
Himmelblomsten hvor den staaer?
Thi jeg har ei Fred og Lise
Førend jeg den skuet faaer:
434 Til en Blomstgestalt jeg sanker
Alt hvorfor mit Hierte banker,
Alt hvad Aanden henrykt spaaer.

Naar et Elskovssmiil udspringer
Paa den favre Jomfrus Kind,
Og naar Sangen lifligt klinger
Fra et klart og kiærligt Sind,
Synes mig den skulde stige
Fra Naturens dybe Rige
Op i Foraarssolens Skin.

Knæler da i Templets Halle
Altrets Giæste ned i Rad,
Og ved Orgeltoner alle
Hierter stige himmelad,
Synes mig den skulde springe
Frem af Tillien og svinge
Op til Kuppelen hvert Blad.

Hvis jeg turde blot hentræde
Og i Blomsten skue ned,
O da saae jeg Glædens Glæde
Og den evig klare Fred!
Lig Dugdraaben, som fra Jorden
Solens glade Rov er vorden,
Følte jeg mig vidst derved.

Thi det Barnlige og Høie
I dens Indre er forvart,
Der hvert salig anet Nøie
I et Indtryk bliver klart;
Alt hvad Hiertet elsker, priser,
I et barnligt Smiil sig viser,
Dybt i Kalken aabenbart.

435

Og da skyder, hvilket Under!
Stilken op i Æteren,
Kalken grændseløs sig runder
Og indtager Verdenen:
I en Alblomst alt forsvinder,
Det Adskilte brat sig finder
Alle Een, Alt Eet igien!

Og da maae af selve Jorden
Morgenrøden spire frem,
Lyset er til Blade vorden,
Stierneknopper mellem dem:
Støvet svinder i Forklaring,
Livet i Guds Aabenbaring,
Lys og Guddom er vort Hiem!

I Canovas Værksted

Styrted' en Marmorklippe sammen?
Er det Vrag af den faldne Fortid?
Lig uhyre Liljeknopper,
De Blokke ligge og indslutte
De ædle Gestalter, lig Blomster.
Svar, Phantasie! thi du elter
Steenen som Dei, og kuer
Selv Porphyren
Med dit Septer af Staal:
Hvad skal den vorde,
Denne Blok, dette Ribbeen
Af den brudte Klippe?
En fodtraadt Hiørnesteen?
En Tempelfrise, hvor Svaler
Klæbe deres Rede?
Eller et Gudbilled'
436 Kneisende i Hymnestorm
Og Uveir af Virak,
Med knælende Sekler
Ved den kyssede Sokkel?

Natur! du evig Skabende!
Med Dage om din Tinding
Og Guldstrømme ved din Fod,
Mens mangfoldigt Livet
Leger paa dit Skiød -
Driftige Moder!
Nødvendigheds Huustroe!
Utaknemmelig er jeg ikke,
Men den himmelske Phantasie
Lokker mig saa sødt,
Og Kunsten, som staaer
Ved den Eviges Høire,
Mens Andagten
Ligger ved hans Barm! -
Hvor Gestalterne kiæmpende
Trænge frem af Steenen,
Og synes halv indfrosne
I dens evige Iis!
Befrielse! Befrielse!
Træder frem af Fængslet,
Æteriske Væsner!
Aander af Kunstnerens Aand,
Og Hierter af hans Hierte!
Træder frem, herlige Gienskiær
Af det Evige
I det Endelige!
I, den brændende Længsels
Inderlig Elskede!
437 Op Kunstner! tag Meislen!
Disse Steene ere fulde af Guder:
Ved deres Indvaanings
Hellige Rand
Standser Meislen
Og omskriver den.
Tøv! luk Porten!
Det Dødelige blive udenfor!
Her ere Himmelske i Besøg!
Saa!
Lad dem træde frem,
Apoll og Sebastian,
Madonna og Cypria,
Og hiin Lille, som leger
Med Løvens Man,
Og den vingede Psyche,
Uendeligheds Sommerfugl,
Og den glødende Nymphe
Vaagnende af Drømme,
Med tøvende Henrykkelse
Paa den ambrosiske Læbe,
Og det salige Tvekiøn,
Hermaphroditen,
Den store Eenheds
Længselsløse Billed'.

Mægtige Kunstner,
Hvor du favner
Den levende Klippe
Og aftrykker dig i den!
Hvor hvert et Meisselslag
Er den evige Skabekrafts
Fiernere Pulsslag!
438 Hellige Kunst!
Det Eviges Udbrud
Af det Endelige!
Guddommelige Børneleeg
Ved det Uendeliges Fod!
Salige Andagt!
Den Eviges Selverkiendelse
I det Endelige!
Straale af den uendelige
Selvkiærlighed
Som holder det Heele sammen!
Du, det eene, eeneste Væsens
Tilværelse i os!
Hellige Kunst!
Salige Andagt!
Samler mig i det Heele!
Styrter mig ned i den salige Afgrund,
I det eene, uendelige Selv!

Ved Søen

- Og medens de Bølger fare afsted,
Mig synes at ogsaa jeg skulde med,
Og stirrende ned i billedfuld Søe,
I underlig Længsel vil jeg bortdøe.

Mig vinker dybt i den stille Azur
En anden Himmel, en anden Natur,
Æteriskt og idealiskt er Alt,
Ligt Tingenes allerførste Gestalt.

Mit første Jeg fra det reene Blaae,
Mit reenere Selv tilhvidsker mig saa:
Hvi skilte du dig fra mig, fra mig?
Og dog hvor elsker, hvor elsker jeg dig!

439

Da blir jeg saa underlig bange og øm,
Min Aand sig løsner til meere end Drøm:
Mig synes at Guder og Mennesker gaae
Omfavnede, dybt i det reene Blaae.

Digterphantasie
Om Vinteren

Naturen dig, min Aand, ei kuer,
Lig Zeus, du vældig er og fri:
I Ætnas røde Helvedluer
Du med heroisk Apathie,
Som Barnet paa en Glød, nedskuer,
Og med forvovent Sværmerie,
Naar vildtopkaagte Have truer
Og over Kysten hæver sig,
Paa Vandets Tinde gynger dig.
Naar rundt, uhyre, Faren truer,
En mystisk Vellyst tryller dig,
Og det for hvilket Jorden gruer,
Herculske Aand! kun kildrer dig.
End mindes jeg, da Døden bag
Mig Lysets Port alt halvt tillukked',
Hvorlunde du fra mastløs Vrag
I Havets Skiød forud dig dukked',
Og seirende, ved Skibbrudsbrag,
Til Orkus styrtede med Velbehag.

Hvad er da, vilde Vinter, al din Vælde
Mod denne Almagt i mit Bryst,
Som seiersæl attraaer at fælde
Din Jøkelborg paa Klodens Kyst?
Hist Bølger sammengroe til Fielde
Og hærdes ved Æoners Ælde;
440 Hist ingen Nerve, intet Straae
Naturen føle, pryde maae,
Hist tør, Okeanos! dit vilde Hierte
Mod Jordens Barm ei meere slaae.
Stands, Risetanke, tidt jeg nærte
Med Risevellyst! Hvis min Arm
Hiint Helvede af Iis kuldkaste kunde
I Ildens dampende Afgrunde,
Og tvende Chaoskiæmper, Kold og Varm,
Ja! begge Helveder opægge
I Tvekamp sig at ødelægge!

Kan da det vilde Raserie
Du tøileløs fremfnyser i,
Min Genius, o Vinter! skrække!
Hvad Solen ei formaaer at flække
Med tusind Kastespyd, dit Skiold,
Min stærke Aand, saa kiæk og bold,
Ved Tankestraalens Magt tør brække
Og Jorden af din Dvales Vold
Til lifligsværmet Foraar vække.
Fnys frem, en buldrende Orkan
Som nu til Himlen reiser Skummets Telter,
Og nu et størknet Ocean
I Sneefog over Jorden velter,
Og hvinende, til Fieldets Top
Uhyre Sneekrands hvirvler op -
Min Aand til Leeg med dig, o Vinter! kiæmper
Og legende dit Uveir dæmper.
Conchyliens Indvaaner lig,
Som yndigt Fængsel skaber sig,
En Hvirvel af udkaarne Tanker
Til Fristad jeg omkring mig sanker,
Og tryg som Zeus, jeg føler mig
I min selvskabte Verdens Skranker.
Men Aanden Blødheds Duun forsmaaer
Og Sfæresang og evig Vaar,
441 Den Hiertets Sybaris foragter
Og stolt, med doriskt Høisind, tragter
Til Farers Hiem
Blandt alle Rædsler herligt frem.

Løft, Ocean, dig af dit Hængsel,
Med Skum at krandse Montblancs Top!
Stød, fangne Ild, dit svage Fængsel
I tusind Jordskielvrifter op!
I tusinde vulcanske Bylder,
Saa Ætnas Brand blir til en Gnist,
Du gamle, skiøre Jord! udbrist,
Indtil din Aske Rummet fylder
Og dæmper Lysets Arne hist!
Reis dig, Newtons store Datter,
Elementers Slægtskab, du,
Som i Form Atomerne indfatter,
Reis dig, riv dit Baand itu!
Løs dig op, o Hvirvelgiord,
Som det Heele fast omsnoer!
Vaagn, du gamle Had og Splid,
Ældre selv end Lys og Tid!
Alt igien omhvirvles i
Chaos's vilde Anarchie!
Tumlende, i sluppen Svimmel,
Styrte Maane, Sol og Himmel!
Svimlen blande Sfærer, Sole,
Stiernerne fra begge Pole!
Rundt det brage, styrte, dampe,
Hvine, hyle! Dødens Krampe,
Lig et almeent Jordskiælvstød,
Vidt adsplitte Verdens Skiød!
Alting selv sig knuse,
Ødelæggelsen frembruse,
Høit i Splinter hvirvlet op
Til det Heeles klare Top,
442 Til den sidste Ring, hvori
Zeus-Kronion kun er fri!
Mens med vildtudrykket Haar
See! Fortvivlelse rundt staaer,
Dødsangst, førend Døden Liig,
Dybt i Krampe krymper sig,
Og Forbandelsens Titan
Brøler ud i hver Orkan -
Løftet, tryllet, end jeg triner
Frem i Altings Undergang,
Høit af rædsom Vellyst hviner,
Og paa sidsthensmuldrende Ruiner
Triumpherende forgaaer i Sang!

Drømmene

Jeg drømte jeg var en Harpe af Guld,
Og Lilla leged' i mine Strænge,
Hver Melodie blev saa blød og fuld,
Og Strængen, standsed' hun, dirrede længe;
Og o! den Ømme,
Ved uvant Lyd,
Sank ned i Drømme
Til anet Fryd.
Men hvor det gaaer, eller ikke gaaer,
(Sligt stundom vel i Drømme hænder)
I Harpens Sted der en Elsker staaer
Og Lilla mig i sit Favn erkiender -
O grumme Forvandling! hun flyer saa brat
Og ak! jeg vaagner i Taushed og Nat.

Jeg drømte igien at være en Spurv,
Som hun fortørnet i Barmen giemte
Hvergang den pilled' i hendes Kurv
Og vildt omflaggrende, Harpen forstemte.
443 Jeg turde pikke
Ambrosiskt Brød
Og Nektar drikke
Af Munden rød.
Men hvor det gik eller ei gik til,
Brat min Gestalt tilbagevender,
Forfærdet seer hun det Tryllespil
Og bort fra mig med et Skrig sig vender -
O grumme Forvandling! hun flyer afsted
Og ak! jeg vaagner saa hastigt derved.

En andengang blev jeg drømmende til
Min Amathusias vævre Terne,
Min Id var Gratiens Kald og Spil,
Hver Perle blev i min Haand til en Stierne;
Hvergang jeg klæder
Gudinden af,
Paa nye hun træder
Af cypriskt Hav.
Men hvor det gaaer eller ikke gaaer,
Omskabelsen i Hast forsvinder,
Og mens hun der som Dione staaer,
I Gratien hun sin Elsker finder -
O grusomme Drømme! Hun dukked' ned
I Slør og Giord, og jeg vaagned' derved.

Da - neppe troeligt - jeg drømmer hun er
Omskabt til Elsker og jeg til hende,
Hvo tænker ei, at jeg overbær
Og at vi begge foreenede brænde?
Med antændt Læbe
Og Hiertets Iil,
Vi sammenstræbe
I Kys og Smiil.
Men hvor det gik eller ikke gik,
Skiøndt til os selv vi tilbagevende,
444 Dog luer Ømhed i hendes Blik
Og Kys fra Læben i Luften udbrænde -
O signede Phantasos! endelig
Hvad Skiebnen nægted', forundte du mig!

Dativen

v - v - v - vv-,
vv - v - v - vv -,
- v -, - vv -, - v -,
- vv -, - vv -,

Han træder ud i Hedenolds Lund,
Hvor paa Staven Saga hygger hvert Ar,
Mosbegroet, Runernes Steen, Klippen lig,
Bryder med Magt Tidernes Strøm.

»O Dativ! raaber Sprogenes Tolk,
Hvi undveeg du, Flygtling, Nutiden haard?
Er du kun Heltenes Ven, Genius?
Hader du os, Blødhedens Æt?«

Snart, Oldtids Gienlyd, toner hans Røst,
Med hans Læber taler Runernes Steen:
Lyt! o lyt! Vækket i Mus, Nordens Sprog
Ordner igien Tankernes Sværm.

Anfører, svinger Nominativ
I den klare Orddands stolt sig foran,
Følget let, Dativen snoer Blomsterbaand,
Bindende skiønt Gruppernes Leeg.

O Dativ! raaber Sprogenes Tolk,
O du Flygtling! pryd vor Arne paa nye!
Sorrigfuldt Søstrenes Chor sidder der,
Lykkes dem nu Phrasernes Dands?

445

Til Phantasien

Quel ch'altri lungi vede, lascio al tergo,
- fendo i' cieli, e a l'infinito m'ergo.

Giordano Bruno.

Du, mit Livs velsignede Gudinde!
Du, som i min Dag fremsmiler Dag,
Og fra Midnats stiernefulde Tinde
Sender mig et sværmeriskt Behag!

Du, mit Livs tilbedede Gudinde!
Vover jeg at synge al din Magt,
Jeg, som grublede omsonst, at finde
Navn og Billed til din høie Pragt?

Hvis du om min første Lokke svæved'
Og med Ynglingen til Lunden gik,
Hvis du Sløret fra mit Øie hæved'
Og fra Jorden løftede mit Blik:

O saa lad mig skue al din Ynde,
Al din hellighøie Majestet,
Hvad jeg ei kan fatte og forkynde,
Lad mig ordløs daane hen ved det!

Kom fra Havets Tilje, hvor du skrider
Med en evig hælet Perlekrands;
Eller Polens Vinter-Pyramider,
Med en Glorie af Nordlysglands;

Kom fra Hyrders Leeg i Peneus's Dale,
Kom fra Arethusa's Brudeseng,
Eller Sylfers Aftenrødesale,
Og fra Elverdandsens stille Eng.

446

Kom fra hellige Theresas Celle,
Hvor med andagtgiennemboret Bryst
Hun hos den guddommelige Fælle
Smeltede i himmelsk Elskovs Lyst.

Kom fra Brahmas evige Pagode,
Og fra Orosmasdes's Adyton,
Kom i Oldtids høie Epos-Ode
Og i Gru fra Protogæas Aand!

Dig det er, som ved sin Barm opliver
Skabningens uhyre Risekrop,
Oververdnens Forhæng sønderriver
Og til Sole Stierner puster op.

Muelighedens Rige du oplukker
Ved din blomsterfulde Tryllestav,
Nattens Dyb udgrunder og neddukker
Dig i Sfæreharmoniens Hav.

Tanken er din Træl, bag dig den høster,
Medens Vaaren lig, du drager frem
Giennem Rummet, uden Bund og Kyster:
Dit er og Uendeligheds Hiem.

Dig det er, som skabende udmaler
I det seiertvungne Stofs Kolos
Hiine sødttilbedte Idealer,
Verdensaandens Billeder i os.

Dig det er, som her ved Elskov vækker
I mit Jeg mit første, bedre Selv,
Og som Hiertet Blodets Strømme, trækker
Mig til Alforeenings dybe Elv.

447

Dig det er, som i Naturen toner
Den ustandselige Hymne ud,
Dig, som fletter Stiernerne til Kroner
Om en evig, algestaltet Gud;

Som paa Solebaalet hist antænder
Dig med Andagts ikke skabte Ild,
Og til sød Gienfødelse forbrænder,
Henrykt døende med Helgensmiil.

Hvor du, Evigblomstrende! fremskrider
Spirer Skiønt i Skiønt, og Gud i Gud:
Elskov, Kunst og Andagt, som Charider,
Af dit Guddomsvæsen vikles ud.

Ved Alaandens Barm du Kunsten drømmer,
Elskov brænder i dit Aandedræt,
Og dit Æterblod, som Andagt, strømmmer
Ud fra dig og smelter Alt til Eet.

Elskovs Trang af Formernes Forsteening
Stræber over Enkelthedens Bred,
Andagt, Andagt kun er Alforeening,
Alliv, evig Alselvkiærlighed!

Hold mig her blant dine sidste Himle,
Phantasie, her paa din Almagts Rand!
Heller lad mig, Gud i Gud, nedsvimle
I det eene Allivsocean!

448

Det Uopnaaelige

Orme skiælve! Uforsagt
Føle du, o Siel! din Magt
Og ved medfødt Vinge herligt stige!
End er Jord og Himmel skiøn,
End omfavner kiærligt dig din Lige,
Tvivlen ei erobred' Haabets Rige,
Sorrigs Udsigt og Opofrings Løn.

Vil du nyde? Op og nyd!
Med hver Attraae blev en Fryd.
Vil du, lig en Gud, usmittet skride
Hen blant alle Glæders Chor,
Ikkun Fremtid Virke, Fortid vide
Og fra Efterslægten Krandsen slide,
Da beslut! thi Drømmen alt er stor. -

Mellem Jord og Himmel her
Alt mit Eie Længsel er.
Vilde Skiebnens Almagt mig forleene,
Kraft med Ynde, Pligt med Lyst,
Jordisk Ringhed med det Himmelreene,
Ideal med Udtryk at foreene
I et dødigiennemaandet Bryst?

Kunde jeg i Form og Klang
Tolke denne ædle Trang!
Skabe Lighed med det Ubekiendte,
Som de Bedres Sværmeri
Higed' til i Minde eller Vente,
Det, for hvilket Kunstens Alter brændte
Og selv Andagt blændet stirred i!

449

Alt igien af dybe Fald
Herligt, ja! sig reise skal.
Lyset er Naturens Sagn og Minde,
Duggen Længselsgraaden er,
Ak! men Verdensaldre glemte svinde,
Oceaner ned fra Fielde rinde,
Tidens Vaar dog stedse er kun nær!

Digterbekiendelse

Jeg kan, jeg vil, jeg tør mig ikke lempe,
O Venner! efter Tidens usle Bud,
En himmelsk Ild, som ingen Magt kan dæmpe,
Dybt af mig selv til Vinger bryder ud,
Og derfor tør og derfor skal jeg kiæmpe
Med Tiden og dens Søn, hiin trædske Gud,
Som Mængden Meening kalder og nedknæler,
Mens Genien ham høit i Luften qvæler.

Dybt nede kun har denne Anteus Vælde,
Thi kun af Jordens Skiød hans Kraft gaaer frem,
Dog hist hvor Idealer, frie for Ælde,
Skiøndt evige, fra Aandens Æterhiem
Af gyldne Urner over Verdner hælde
Olympisk Nektardug og livne dem,
Der daaner Tidens Søn, der svinder Jorden,
Med Kronen skrider der en høire Orden.

Hvo ei indviet Adgang fik til dette,
Til Aandeverdnens høie Hellligdom,
Ephemeriskt paa Tidens lave Slette
Til Dieliv letvinget flaggre om:
Men naar da Genien med aldrig trætte
Ildvinger op til Tankeverdnens Dom
Sig herlig svinger og dens Sol tør drikke,
Sin hæse Spot bag ham hiin hvidsle ikke!

450

Med Ynde Kraftløsheden sig bevæger,
Hvad ei beundres kan, det tækkes skal,
Dog medens hiin af jordiskt Blomsterbæger
Aromer suger dybt i lave Dal,
Høit Kraften sig med Nektarskaalen qvæger
I Favn af et huldsaligt Ideal:
Med Charis ei, med Hebe gik Alciden
Da han sig herligt opsvang over Tiden.

Æsk ei af Ørnen, at han sig skal svinge
Imellem Uveir, travle Bier lig,
Som hvirvle sig i stedse mindre Ringe
Om Blomsten og i den nedsænke sig:
Thi vildt det stormer fra hans Risevinge,
Hans høie Flugt er idel Kraft og Krig,
Paa Zeus-Kronions Septer han udhviler
Og med hiin første Ild til Jorden iler.

O du, som Guderne ei foretrække
Til deres Idealers føie Laan,
Skal Geniernes Flugt sig kun udstrække
Til Kredsen af dit korte Trællebaand?
Og hvis de svinder bort bag Skyers Dække
Og du ei følger dem i Blik og Aand,
Troer du, at naar de see den aabne Himmel,
De hvirvles ned i Tankeløsheds Svimmel?

Og ei, dig selv bedragende, du kalde
Fuldkommenhed hvad Feilfrihed kun er!
Kun store Mestre vældigt kunne falde,
Det dybe Fald om Høiden Vidne bær
Og den kun er en Heros mellem Skialde,
Som uden Frygt gik store Farer nær,
Thi af det samme Væld alt Stort fremspiller,
Som Ondt og Godt det siden sig adskiller.

451

Dog derfor ei du troe at jeg foragter
Den strænge Nemesis og Gratien:
Til Maal og Forhold dannende jeg tragter,
Til Yndesløret som ombølger den,
Men ikke jeg det Tækkelige agter
Naar jeg en Kunstens Heros stiller hen,
Barbarisk ædel, prydløs, skal han skrække
Og som et Fortidssyn af Slummer vække.

Hvo i sit Værk kan Alt og Eet foreene?
Den Lod end ei af Skiebnens Urne faldt,
Men Charis staaer hos Anadyomene
Og Høihed reiser Hæres Storgestalt;
Sødt lokker Cittrens smeltende Gamene,
Calliope til Kampens Brag er kaldt,
Ved Skiønheds Alter staae Alcibiader,
I Løveblod Alcider dybt sig bader.

I Enkelthedens bølgefulde Rige
Er Kraft og Ynde i en evig Splid,
Athleter lig, de for hinanden vige
Og stedse vexler den uvisse Strid;
Til fælles Seir de kun sig sammensmige
I hiin den store Alhermaphrodit,
Ham, som det Heele med Gestalt omskriver,
Mens Tidens Strømme ham som Blod opliver.

Ved tvende Kræfters Samstød Alting bliver:
Den eene virker stedse lige hen,
Den anden kun med Grændser rundt omskriver
Og ved sin viise Modstand styrer den,
Og medens denne hiin tilbagedriver,
Hvad eller trænges i sig selv igien,
Een mandig sig som Vælde skal forkynde,
Den anden blid og qvindelig som Ynde.

452

Af deres Blanden hver Natur oprinder,
Dog i det Heele Ligevægt kun er,
Det skiønne Maal og Forhold ak! forsvinder
I alt det Enkelte og Eene her:
I Blandinger af meer og mindre, binder
Sig dette, stræbende det Heele nær -
Tør jeg ei begge i min Barm foreene,
Da Skiebnen mig den Mandige forleene!

Jeg agter ikke Daarskab, Jordens Datter,
Og Tidens Lænker jeg heroisk brød;
Mig skrækker ei de Uindvi'des Latter,
Selv om det Helligste den ofte lød.
Det Vanlige det Store ikke fatter,
Thi træder dette hen med vældigt Stød,
For Genien maae selv Naturen vige,
Hvis hun i ham sig selv vil ikke svige.

Paa Høiden af olympiskt, selvskabt Nøie,
Hvor med sin Yndling hun i Storm opfoer,
Hun Tidens Rige blotted' for hans Øie
Og Evighed i Værket ham tilsoer.
Lig nyefødt Øe, opstødt til Lysets Høie,
Hvor ingen Nuslægt fryder sig og boer
Og som bag svundne Sekler først skal grønnes,
Hans store Værk, skiøndt seent, dog vidst paaskiønnes.

Og ei er den en Genius som brænder
Sit Offer af for den medfødte Tid,
Kan Millioner laurbærfulde Hænder
Belønne Kunsten, ved hvis høie Id
Den store Alaand sig i os erkiender
Og vi i ham, i Evigheden Tid?
Alaandens Blik igiennem Kunsten tindre,
Hans dagende Bevidsthed i vort Indre.

453

Saaledes Kunsten i sig selv medbærer
Sin Løn, sin Høihed og sin Evighed,
Den Evige af eget Indre nærer
Sin ægte Datter, som han frydes ved.
I Guddomstolke! store Digtre! lærer
Heraf den ædle Lod som I fik med,
Og I, Frugtløse! det sig ei kan sømme
At skabe, lærer heraf at bedømme.

Vanhellige! som Værket vil forkaste
Før i dit Indre det nyeblevet staaer:
Den Gienskiald kun berømme skal og laste,
Som det i sig hiin udenfor formaaer.
Du kan mod Oceanet dig formaste
Og straffe Risebølgen som den slaaer,
Men først indfat den i din Haand og siden
Din Dom skal lære os, hvor stor, hvor liden.

Og begge, du, som seirende dig svinger
Ud af Naturens Kreds ved Egenmagt,
Og du, som hiin ved stille Love tvinger
Og ordner jevnt hans vildthenstrø'de Pragt,
I helligt Samfund eders Offer bringer
Og slutter ofrende en evig Pagt,
Hinanden værdige I begge være,
Og Kunsten som det Ypperste I ære!

Thi Pieriderne er ikke Terner,
Som Ephesus's Gudinde klæde paa,
De, selv guddommelige, over Stierner
Med Guder og Heroer herligt gaae.
Op, Digtre! alt det Jordiske bortfierner,
Da skal I snart det Himmelske opnaae,
Thi Kunsten er lig Troens skiønne Rige,
Kun ubesmittet Frahold did tør stige.