Dativen

✂ v - v - v - vv-,
vv - v - v - vv -,
- v -, - vv -, - v -,
- vv -, - vv -,

✂ Han træder ud i Hedenolds Lund,
Hvor paa Staven Saga hygger hvert Ar,
Mosbegroet, Runernes Steen, Klippen lig,
Bryder med Magt Tidernes Strøm.

✂ »O Dativ! raaber Sprogenes Tolk,
Hvi undveeg du, Flygtling, Nutiden haard?
Er du kun Heltenes Ven, Genius?
Hader du os, Blødhedens Æt?«

✂ Snart, Oldtids Gienlyd, toner hans Røst,
Med hans Læber taler Runernes Steen:
Lyt! o lyt! Vækket i Mus, Nordens Sprog
Ordner igien Tankernes Sværm.

✂ Anfører, svinger Nominativ
I den klare Orddands stolt sig foran,
Følget let, Dativen snoer Blomsterbaand,
Bindende skiønt Gruppernes Leeg.

✂ O Dativ! raaber Sprogenes Tolk,
O du Flygtling! pryd vor Arne paa nye!
Sorrigfuldt Søstrenes Chor sidder der,
Lykkes dem nu Phrasernes Dands?