Ode til Harmonien
✂
Ikkun den, som med indviet Øie
Ved det Ypperste paa Jorden hang;
Ikkun den, som sig til Lysets Høie,
Gudernes henrykte Giæst, opsvang;
✂
Ikkun den Dig værdig synge lærte,
Himmelens og Jordens Dronning, Dig!
I hvis stille Barm og reene Hierte
Harmonie, Dit Billed' sænked' sig.
✂
Tør da jeg, skiøndt end ei Dine Love
Jevnede hvert Oprør i mit Bryst,
Tør da jeg, Guddommelige! vove
Dig at synge med vanhellig Røst?
✂
O tillad, tillad min Aand at sanke
Træk af Din tilbedte Herlighed!
Da maaskee Dit Billed' i min Tanke
Derfra synker i mit Hierte ned.
✂
Dristigt da jeg nærmer mig Dit Sæde -
Ah! men Du er Alt, og Alt er Dig:
Liv og Skiønhed, Sandhed, Dyd og Glæde,
Til Dit Billed' alle danne sig.
✂
Førend Formløshedens Oprør hviled',
Underkastet Hensigts Lov og Bud,
Laae du ved Kronions Barm og smiled',
Hans guddommelige, favre Brud.
✂
Snart Du ham en Søn,1) hans Billed', skienked'
Som i sit uendelige Smiil
Liv og Lyst udstraalende, nedsænked'
Dybt i Chaos's vilde Barm sin Piil.2)
✂
See! da hang fra Zeus-Kronions Trone,
Verden tryg i Loves Kiæde hang,
Og Naturen med sin Liljekrone
Smilende, som af en Drøm, opsprang.
✂
O Kronions favre Brud! da bredte
Din Nærværelse sig herlig ud
Giennem det umaalte Rum og ledte
Tidens Strøm ved arioniskt Bud;
✂
Og til afmaalt Orden, Id og Glæde,
Fra Din Mage giennem Væsners Hær
Dirrede nu Din Accordekiæde:
Verdnen, Styrende! Din Lyra er.
✂
Stjernerne, i stadig opløst Vrimmel,
Ved Din viise Rhytmus styrede,
Dreie sig i henrykt, holden Svimmel
Om Din salige Nærværelse.
✂
Skiøndt i Labyrinth af Cycloider
Reglen synes at forvilde sig,
Dog i Samdragt Sphæreskaren glider:
Himlen, Harmonie! afbilder Dig.
✂
Nærmere, Du i ulige Skaaler
Veier Dag og Nat for denne Jord,
Hvor det Skiønnes og det Godes Straaler
Til Naturens Krands sig sammensnoer.
✂
Vaar og Høst i Aarets Kredsløb dandser;
Havets Barm, ved Love styret, slaaer;
Livet sig ved Dødens Side krandser;
Dyd og Fryd i evigt Slægtskab staaer.
✂
Dybt, hvor sig Metallers Spirer dølge,
Dybt fra den lovlydende Chrystal,
Giennem Rodens Fostre, Væsners Følge
Op til Helten i Fornuftens Kald:
✂
Overalt jeg Dine Aftryk finder
Harmonie, skiøndt giennem Sandsers Svig,
Overalt det Enkelte sig binder
Og dets Sammenhæng fremstiller Dig.
✂
Thi med Skiønhed, Sandhed, Dyd Du skrider,
O Kronions Brud! ved Tidens Bred,
Medens Dit og Dines Billed' glider
I de fredelige Bølger ned.
✂
Siig, hvo tæmmede de vilde Horder
Som ved omvendt Kølle støttede,
Paa de søde, thraciske Accorder
Med forundret Vellyst lyttede?
✂
Siig, hvo dulgte al den blide Vælde
I Amphions Røst og Strengeleeg,
At med Smiil fra de betvungne Fielde
Vildes Flok i Thebens Favn nedsteeg?
✂
Og hvo bød tilbedet Ynka stige
Ned med Skrivt og Plov fra Solens Skiød,
Der at stifte Sæders blide Rige,
Hvor Barbaren aanded' Rov og Død?
✂
Og hvo lagde Zeus-Kronions Billed'
Ned i Phidias's forbauste Siel?
Hvo som Yndens Ideal fremstilled'
Sig for Himmelmalern Rafael?
✂
Ah! hvo er, hvo er den Gud som troner
Dybt i Digterns foretrukne Aand?
Den, som mellem Følelser og Toner
Knyttede det stærke Slægtskabsbaand?
✂
Du, som helst i Toner aabenbarer
Himmelske! for os Dit Tryllerie,
Ak! maaskee fordi de ikke varer
Og i dem Du svæver kun forbi;
✂
Du, som under Skiønheds Navn udbreder
Rundtom Dit uendelige Smiil,
Og til Samfund, Kunst og Sæder leder
I Fornuftens Tempelperistil;
✂
Du, o Harmonie! fortryller Jorden;
Hvor Du er, der dvæler Fryd og Fred,
Thi til Samklang med Din høie Orden
Stemmer Du de vilde Hierter ned.
✂
Men hvad skuer jeg? Et andet Rige,
Ogsaa underkastet Dine Bud,
Hvor sig Drift og Villie forliige,
Folder sig ved andre Love ud.
✂
Stierneskare, læg Din Straalekrone
Hyldende, dybt for Fornuften ned!
Hvad er Underne i Æterns Zone
Imod Aanders høie Færd og Fred?
✂
See! den falder, Sandsens qvalme Skranke,
Støvets høie, fangne Giæst er løst;
Verdens Konge, den fribaarne Tanke,
Sønlig ligger ved Kronions Bryst.
✂
Her, o Harmonie! i Aanders Zoner
Hvor ei Sandheds blide Dag gaaer ned,
Og guddommelig Tilfredshed kroner
Villiens og Driftens Eenighed;
✂
Her, i Verdens Indre, Frihed holder
I sin Skaberhaand det første Leed
Af den lange Kiæde, som udfolder
Sig fra Evighed til Evighed;
✂
Her - men selv min lykkeligste Tanke
Svimlende, paa Evnens Spidse staaer,
Harmonie! - Fornuften har sin Skranke,
Du Din Favn om Jord og Himmel slaaer.