Staffeldt, A. W. Schack von Tilbagevendelsen

Tilbagevendelsen

Nedknælende til slavisk Bøn,
Hvi skielver Støvets feige Søn,
At Hævnens Gud, paa tause Ild
Indslumret, vaagner grum og vild?

39

Lad ældehærded Klippe ryste,
Lad Oceanets Fængsel briste,
Lad Skiebnens store Kiede brækkes
Og Jordens gamle Axe flækkes;

Lad Stiernerne, lig visnet Løv,
Fra Himlen falde ned i Støv,
Og Stormen paa Cometers Veie
Den døde Maanes Aske feie;

Lad, udbrændt, Dagens Arnested
Paa Stormens Maaneaskesæd
Af andre Stormes Vingeslag
Omveltes, som et strandet Vrag;

Lad med opreiste Flammelokke
Cometer ud af Banen rokke,
Og bristende, i blinde Møde,
Med brustne Kloder sammenstøde -

Ha! - Undergangens Flammeflod
Fortærer Verdnens dybe Rod
Og sidste Time vanker, hviner
Imellem rygende Ruiner.

Op, alle Storme, op og dynger
Med sorte skovelige Vinger
Den knuste Skabnings Aske op,
Og hyler Liigsang fra dens Top;

Og qvalte feier Asken ned
Hvor Elementers vilde Sæd
I Hvirvler syder, som et Hav,
I Altings Fødested og Grav. -

40

Du gyser, Støvets feige Søn,
Og knæler ned til slavisk Bøn?
Du skielver, som for Skyens Lyn,
For Verdenundergangens Syn?

Men uden Gruen, lig en Gud,
Seer jeg i Synets Rædsler ud:
En Taage synker fra mit Øie,
Jeg staaer paa Sandheds lyse Høie.

Ved mine Fødder Rum og Tid
Og Kræfter i harmonisk Strid,
Jeg taus nedknæler at fornemme,
O store Verdensaand, din Stemme.

Og Klipper revne, Havet syder,
Ud Stormen af sin Hule bryder,
Ud Flammer af forbrændte Kløfter
Og Liigstøv af udvendte Grøfter;

Og af Naturens dybe Skiød
I mægtig Udtryk Aanden brød,
Som, svulmende af mystisk Længsel,
Den Frommes Siel af trange Fængsel;

Og ud af Stormens døve Brag
En Stemme lød, lig Harpeslag:
»Naar vilde Elementers Baand,
Den altudbredte Verdensaand,

I Aander Aand, i Støvet Liv,
Naturens stedsesvangre Bliv,
Dybt i sit Væsen samler sig
Og Verdnen størknes som et Liig,

41

Da rulle Elementerne
Tilsammen i Forstyrrelse,
Og Verdnen, i sin Oldingsalder,
Til første Chaos sammenfalder.

Men, Udspring af det Heeles Siel,
Du vender freidig til dit Væld
Hvorhen du, mystisk længselfuld,
Opanede af Jordens Muld.«