Staffeldt, A. W. Schack von Digterphantasie. Om Vinteren

Digterphantasie Om Vinteren

Naturen dig, min Aand, ei kuer,
Lig Zeus, du vældig er og fri:
I Ætnas røde Helvedluer
Du med heroisk Apathie,
Som Barnet paa en Glød, nedskuer,
Og med forvovent Sværmerie,
Naar vildtopkaagte Have truer
Og over Kysten hæver sig,
Paa Vandets Tinde gynger dig.
Naar rundt, uhyre, Faren truer,
En mystisk Vellyst tryller dig,
Og det for hvilket Jorden gruer,
Herculske Aand! kun kildrer dig.
End mindes jeg, da Døden bag
Mig Lysets Port alt halvt tillukked',
Hvorlunde du fra mastløs Vrag
I Havets Skiød forud dig dukked',
Og seirende, ved Skibbrudsbrag,
Til Orkus styrtede med Velbehag.

Hvad er da, vilde Vinter, al din Vælde
Mod denne Almagt i mit Bryst,
Som seiersæl attraaer at fælde
Din Jøkelborg paa Klodens Kyst?
Hist Bølger sammengroe til Fielde
Og hærdes ved Æoners Ælde;
440 Hist ingen Nerve, intet Straae
Naturen føle, pryde maae,
Hist tør, Okeanos! dit vilde Hierte
Mod Jordens Barm ei meere slaae.
Stands, Risetanke, tidt jeg nærte
Med Risevellyst! Hvis min Arm
Hiint Helvede af Iis kuldkaste kunde
I Ildens dampende Afgrunde,
Og tvende Chaoskiæmper, Kold og Varm,
Ja! begge Helveder opægge
I Tvekamp sig at ødelægge!

Kan da det vilde Raserie
Du tøileløs fremfnyser i,
Min Genius, o Vinter! skrække!
Hvad Solen ei formaaer at flække
Med tusind Kastespyd, dit Skiold,
Min stærke Aand, saa kiæk og bold,
Ved Tankestraalens Magt tør brække
Og Jorden af din Dvales Vold
Til lifligsværmet Foraar vække.
Fnys frem, en buldrende Orkan
Som nu til Himlen reiser Skummets Telter,
Og nu et størknet Ocean
I Sneefog over Jorden velter,
Og hvinende, til Fieldets Top
Uhyre Sneekrands hvirvler op -
Min Aand til Leeg med dig, o Vinter! kiæmper
Og legende dit Uveir dæmper.
Conchyliens Indvaaner lig,
Som yndigt Fængsel skaber sig,
En Hvirvel af udkaarne Tanker
Til Fristad jeg omkring mig sanker,
Og tryg som Zeus, jeg føler mig
I min selvskabte Verdens Skranker.
Men Aanden Blødheds Duun forsmaaer
Og Sfæresang og evig Vaar,
441 Den Hiertets Sybaris foragter
Og stolt, med doriskt Høisind, tragter
Til Farers Hiem
Blandt alle Rædsler herligt frem.

Løft, Ocean, dig af dit Hængsel,
Med Skum at krandse Montblancs Top!
Stød, fangne Ild, dit svage Fængsel
I tusind Jordskielvrifter op!
I tusinde vulcanske Bylder,
Saa Ætnas Brand blir til en Gnist,
Du gamle, skiøre Jord! udbrist,
Indtil din Aske Rummet fylder
Og dæmper Lysets Arne hist!
Reis dig, Newtons store Datter,
Elementers Slægtskab, du,
Som i Form Atomerne indfatter,
Reis dig, riv dit Baand itu!
Løs dig op, o Hvirvelgiord,
Som det Heele fast omsnoer!
Vaagn, du gamle Had og Splid,
Ældre selv end Lys og Tid!
Alt igien omhvirvles i
Chaos's vilde Anarchie!
Tumlende, i sluppen Svimmel,
Styrte Maane, Sol og Himmel!
Svimlen blande Sfærer, Sole,
Stiernerne fra begge Pole!
Rundt det brage, styrte, dampe,
Hvine, hyle! Dødens Krampe,
Lig et almeent Jordskiælvstød,
Vidt adsplitte Verdens Skiød!
Alting selv sig knuse,
Ødelæggelsen frembruse,
Høit i Splinter hvirvlet op
Til det Heeles klare Top,
442 Til den sidste Ring, hvori
Zeus-Kronion kun er fri!
Mens med vildtudrykket Haar
See! Fortvivlelse rundt staaer,
Dødsangst, førend Døden Liig,
Dybt i Krampe krymper sig,
Og Forbandelsens Titan
Brøler ud i hver Orkan -
Løftet, tryllet, end jeg triner
Frem i Altings Undergang,
Høit af rædsom Vellyst hviner,
Og paa sidsthensmuldrende Ruiner
Triumpherende forgaaer i Sang!