Digterne
✂
Gyldne Tider det vare, da Skialde fra Himlen nedsteege
Og til Himlen igien bares af Hørernes Chor,
Da den levende Sang den digtriske Verden regierte
Og i Billed' og Klang Livet opløsede sig!
Lig den rødnende Skye, som høit over Jorden bevarer
Den nedgangne Sols tøvende Billed' endnu,
Svæved' det høit over Jorden i Fortidens standsede Straaler,
Aftenrøden til hiin Uskylds og Eenigheds Dag.
Dette tøvende Skiær var Guderalderens Minde,
Poesie det var: seenere flytted' det sig
Hen mod Tidernes Opgang, forvandlet til Haab og til Længsel,
Ak! den svundne Dags atter frembrydende Grye.
Naar da Digteren sødt med Billeder Kiendslerne lokked'
Op fra den qvalme Jord, Livet udvidede sig
Til en blaanende Æter, som favner Sole og Stierner
Og den taagede Dals tungere Dunster forsmaaer.
Under Digterens Fied sank Jorden for Phantasos's Sfære,
431
Hvor med Mythernes Flok Hierterne legte, lig Børn,
Dog, lig Raphaels Engle, ei fængslede syntes til Leegen,
Sindigen anende om Originalernes Pragt.
Lig den guldsvangre Flod i nubiske Ørkener, vældte
Poesie giennem Alt, favned' den spirende Glut
Og ledsagede ham igiennem Livet til Graven,
Sindrig dølgende den under en haabefuld Vaar.
I den reenere Luft af blide, eenfoldige Sæder,
Hvor ei Meeningers Sværm døvende surrede rundt,
Klang end Hiertets Bud og Instinktens venlige Stemme,
Og kun det Skiønne var Menneskets velkomne Lov.
Musen ved Arnen stod, ved Vugge, Torus og Cippus,
Hvad hun berørte, fik ædel Betydning og Værd:
Musen styrede Stater og rygtede reisede Altre
Og gestaltet fremsprang rundtom det evige Liv,
Spaadommen aandede hun fra Præstens hellige Læber
Og af Lovgiverens Mund gav hun den rhytmiske Lov.
Glem det aldrig, o Menneskehed, at Musen dig skienked'
Sæder, Spaadom og Lov, Guddommens Billed' i Dig! -
Salige Folk, som fordum omsmiled' ægæiske Bredder,
Musernes Pleiebarn, blev du saa yndigt og froe!
Nærmere Tidernes Vaar, i dine Myther du standsed'
Mangen forsteenet Blomst, stedse dens Vidne endnu.
Skiønhed din Guddom var og Digtren dens tolkende Tiener,
Yndig Tilbøielighed pristes som Lykke og Værd.
Som Naturens Lyd af Kunstneren Love modtage
Og nu Toner, sødt tolke det inderste Liv,
Selv din lavere Færd ved Poesie sig forædled',
Fik Betydning og gav Gienlyd af forrige Tid.
Salige Digtre! ak! I toge de himmelske Krandse,
Ikkun tvende I lod ligge til seenere Tid:
Med den eene smykked' den væbnede Sanger vort Norden,
Elskovs Sangere tog hastigt den anden og svandt.
Musernes Tempel brat forvandlede sig til en Lade,
Nyttens trældrevne Plov pløiede Skiønhedens Eng,
Angest forjagede Glæden fra Gudernes frygtede Altre
432
Og den stive Forstand ordnede Kiendslernes Leeg.
Det Undværlige blev opløftet til høieste Gode,
Dybt i Jorden boer Menneskets nedsiunkne Trang.
Livet i Skabningen rundt til Hiertet trak sig tilbage,
Steene, Kilder og Træ'r tabte det sindrige Sprog:
Guddommens Billedstøtte, staaer kold den fremmede Verden,
Og den huule Forstand maaler bedømmende den.
Sielden stige endnu fra Uranionernes Bolig,
Deres Herolder endnu, Digternes hellige Chor,
Men de herske ei meer i den indre, dybe Bevidsthed,
Thi med Bedøvelse traf Skiebnen den pløiende Tid.
Derfor, Hammonia! skal du herlig blant Stæderne være
Og den vandrende Skiald tye til din krandsede Port:
Nævner ei Saga endnu syv prisede Stæder, som strede
Om den store Homer, Digternes Fader og Gud?
Saa skal du nævnes fordi, et uhyre, sørgende Minde,
Du ved Klopstoks Grav stod og indhyllede dig!