Ruinens Indvaaner
✂
Paa Apenniners Spidse jeg kom
Til en Klosterruin,
Rundt smuldrede Guddommens Helligdom
I Vær og i Vind.
✂
Og i et Capel, ved en brusten Grav,
Jeg skuede een,
Som søgte at gnide Blodsdraaber af
En Marmorsteen.
✂
Hvad er, o Midnattens fredløse Søn,
Hvad er din Færd?
Hvi dvæler du saa i Mulm og i Løn
Blant Gravene her?
✂
Fornem, du natlige Vandrer, fornem,
Saa svarede hiin,
Hvorfor jeg haver mit rædsomme Hiem
I denne Ruin.
✂
Jeg var en Yngling af svulmende Kraft,
Lig Høidens Eeg,
Som herlig i Seklers hærdede Saft
Mod Skyen steeg.
✂
Der var en Jomfru, saa fauer og god,
Sølvpoppelen lig:
Naturen krandsede ved dens Rod
Med Violer sig.
✂
Jeg elskede Clara, hun elskede mig,
Kun een vi var,
Og Jord og Himmel frydede sig
Ved dette Par.
✂
Og heele Egnen syntes saa vel
Om de salige To,
Og spaaede os hvert glimrende Hæld
Til Fred i vor Boe.
✂
Da kom en Ridder, saa stolt og saa rig,
Heel Guld han var,
Med Fader og Moder indlukked' han sig
Og Prisen bar.
✂
Og krummede Munke gik ind og ud
Hos den grædende Møe,
Indtil hun adlød Forældrenes Bud,
I Haab om at døe.
✂
De allerede for Alteret stod,
Da styrted' jeg ind,
Brat Brudgommen veltede sig i sit Blod
Paa de rødnende Trin.
✂
Paa Bruden stænked' en Draabe hen,
Hun daanede ned,
Jeg baned' mig Vei giennem Trængselen
Og flygted' afsted.
✂
I dølgende Folder jeg hylled' mig ind,
Ukiendelig,
Med knuset Bryst og forvildet Sind,
Utrøstelig.
✂
Jeg vankede rundt den ængstlige Nat
I den slumrende Stad,
For Jomfruens Vindve, fortvivlet og mat,
Jeg endelig sad.
✂
Jeg gisped' forgaaende, Døende lig,
Kun eet Aandedrag!
Mit Hierte mod Brystet gad knuset sig
I vilde Slag.
✂
Min Siel gik under i Nattens Skiød,
Hvor alt forgaaer;
Mig Guddommen syntes at ligge død,
Og Naturen dens Baar.
✂
Og da nu Himlen blev hvid og graae,
Den kiæreste Port
Opdundrede brat, to Fruer jeg saae,
Indsvøbte i sort.
✂
Lig Maanen bag Skyen, den Yngeres Barm
Giorde Floret hvidt,
De begge steeg ind i en ventende Karm
Og sukkede tidt.
✂
Og som den i Gaden rulled' afsted,
Jeg efter den sprang,
Mig syntes mit Liv, min Lykke og Fred
Ved Hiulene hang.
✂
Og da den var ude af Øre og Blik,
Jeg blev saa øm,
Og Luft mit bristende Hierte fik
I en Taarestrøm.
✂
Da stod en medlidende Staadder for mig,
Af Alder graae,
Han følte sig mindre ulykkelig
Da mig han saae.
✂
»Giv mig den linnede Kiortel du bær,
Jeg giver for den
Dig denne skinnende Ridderdragt her
Med Glæde igien.
✂
Giv mig den brustne Guitarre der,
Jeg giver derfor
Igien min Fiederbusk og mit Sværd,
Samt venlige Ord.«
✂
Og da Castellanen i Porten stod
I Tieneres Rad,
Guitarrens Strenge jeg sukke lod
Til vemodigt Qvad.
✂
De skifted' med Staadderen mangt et Ord
Om Land og om Stad,
Dog ak! om de Fruer de vidste ei hvor,
De vidste ei hvad.
✂
I trende Dage jeg spillede saa
Ved det Marmorportal,
Da bøde mig Tienerne op at gaae
I den fulde Sal.
✂
Og mens jeg for Ridderne spillede, da
De talte saa tyst
Og tidt om den hellige Ursula,
Og alt blev lyst.
✂
Og lig en løssluppen Fange jeg sprang,
Jeg ustandselig fløi
Giennem Skov og Krat, over Mose og Vang
Til St. Ursulas Høi.
✂
Og oppe ved Kirken jeg udenfor
Med mødig Trang
Mig kasted', mens Nonnerne inde i Chor
Alt Hora sang.
✂
Om Morgenen gik jeg i Kirken ind
Til Bøn og til Bod,
Jeg trykte min Læbe med sønderknust Sind
Paa hver Helgens Fod.
✂
Der laae jeg i Dage, der laae jeg i tre
Paa det ruddrede Gulv,
Dog aldrig fik jeg den Nonne at see,
Den Nonne saa huld.
✂
Da var det engang ved Midienat,
Ved Altret jeg laae
I døvende Halvblund, saa mat, saa mat,
Og hørte det gaae.
✂
Igiennem de malede Ruder flød
Et farvet Skiær,
En hvid Gestalt, lig en vaagnende Død,
Kom langsomt nær.
✂
Og for et Madonnabilled' som stod
Med en Lampe derved,
Den knæled' og kyssed' dets Marmorfod
Med Inderlighed.
✂
»O himmelske Jomfrue! jeg er saa varm!
Saa elskovsvarm!
Lad Kiøling udgaae fra din Marmorbarm
I min brændende Barm!
✂
Jeg stræber i Aande, i Hierte og Aand
Til dig! til dig!
Men ak! et uløseligt Elskovsbaand
End holder mig!«
✂
Og mens som et Rosenlys Maanens Skin
Forklarende faldt
Igiennem de rødlige Ruder ind
Paa hver Helgengestalt,
✂
Og Himlen rundt om tilstæde var
I al sin Pragt,
Ledsaged' jeg Bønnen paa min Guitar,
Som sittrede svagt.
✂
»I Engle, som komme med Harpesiet,
Tilaander mig Rist!
O hører mit Suk og opløfter det
Til den Reeneste hist!«
✂
Da vendte mod Lampen den Bedende brat
Sin blege Kind,
Og Solen gik op i den størknende Nat,
Og Gud i mit Sind.
✂
»O Clara! Clara! saa raabte jeg ud
Og knælede ned,
Min inderlig elskede evige Brud!
Nu har jeg Fred.«
✂
»Tilbage, Forvovne! Jeg er Guds Brud
Og Savn min Lov.«
»»Om dig vil jeg kiæmpe med Helgen og Gud,
Du er deres Rov.
✂
Min var du, min er du, og evig min
Du være skal,
Hvis ikke, saa endes paa disse Trin
Mine Dages Tal!
✂
Jeg er en Forbryder, o hør min Bøn!
Vær naaderig!
Thi skal jeg nu savne Forbrydelsens Løn,
Da ve over mig!
✂
Ha! hører du ikke den skoggrende Haan
Fra Helvede hid?
O vær barmhiertig og frels min Aand!
End er det Tid.««
✂
Da døde Maanen i høie Blaae
Og Lampen gik ud,
Jeg ingen Helgen meere saae
Og ingen Gud.
✂
Hun blev saa vemodig, saa underlig heed
Af Elskovsild,
Jeg trak hende ved Piedestallen ned,
Saa vild, saa vild.
✂
Da styrted' Madonna fra rokkede Stavn
I den store Nød,
Og i hendes isnende Marmorfavn
Laae Jomfruen død,
✂
Fortvivlet ved knusede Læbe jeg hang,
Jeg svømmed i Blod;
Fortvivlet jeg op fra Tillien sprang,
For Helved jeg stod.
✂
Og i mit Vanvid min Hierneskal
I forfærdeligt Stød
Jeg knused' mod smittede Piedestal
Og var død. -
✂
Og derfor i indfalden Kirke jeg maae
Med uendeligt Ve,
Fra Midienat indtil Hanegal gaae
Og Blodet see.
✂
Jeg brænder at tvætte Pletten af,
Fordømt til Bod,
Men ak! den udbreder sig til et Hav
Af bølgende Blod.
✂
Og naar da min Marter forkynder sig
I Hyl og i Hvin,
De troe at Vindene føre Krig
I den brustne Ruin.