Ederduunsankerne
✂
De Qvinder med Perler vil rustes til Kamp,
Brat Dykkre i Havet neddukke;
Paa Duun vil de hvile, som om det var Damp,
Og Redens Duunblomster vi plukke.
✂
Den fredløse Biergmand, som Dødningen bleeg,
Nedfarer i guldsvangre Grube,
Imedens fra Fieldkystens stieløse Væg
Vi hænge i Undergangs Strube.
✂
Og høit over Dybet i slingrende Snor
De hvinende Storme os gynge,
Og rundt om vor Isse i klagende Chor
De Fugle Forbandelser synge.
✂
Og oven og neden og rundt om er Grav:
Høit over os Fieldstykket nikker,
Med tusinde Tunger det fraadende Hav
Høitbrændende, efter os slikker.
✂
Der hiemme vel surrer den fredløse Teen,
Der sysler den Mage saa troelig,
Og Børnene sidde paa Tærskelens Steen
Og pryde den straaetakte Bolig.
✂
Der hiemme er Bænken saa blød og saa luun,
I Krogene Glæderne smile,
Men Blødhed vil svømme paa skumlette Duun
Med seirende Vellyst og hvile.
✂
Men Hovmod vil blunde ved Ederfugls Bryst
Og boe i dens røvede Rede,
Dog mangen deri efter Hvile og Trøst
I evige Nætter skal lede.
✂
Kun Uskyld og Karskhed og Nøie tør sødt
Til Ederfuglbarmen sig hælde,
Men da er jo Straaeleiet lige saa blødt,
Da smelte jo Klipper og Fielde.
✂
Naar trøstløs Bekymring et lindrende Blund
I islandske Rede vil søge,
Da blive de haarde, de grusomme Duun,
Og brændende Smerten forøge.
✂
Naar knusende Feber i Aarerne slaaer,
Da bliver hvert Duun til en Nelde,
Og Vanvid phantastisk om Ildleiet gaaer
Og ryster den døvende Bielde.
✂
Naar Lasten paa Duunene søger sin Fred,
Som Hugormebraadde de stikke,
Mens Diævlenes Skarer fælt grine derved
Og skadefroe hvidske og nikke;
✂
Og Angest oprører hver dirrende Sands
Og Livet i Draaber aftapper,
Og Satan opfører en Dødningedands
Og efter den Halvdøde snapper.
✂
O Skiebne! jeg takker for Bænk og for Straae,
De andre om Ederduun tigge,
Jeg ændser den ikke, saa sandt som jeg maae
Med Freden i Favnen der ligge.