Staffeldt, A. W. Schack von Ederduunsankerne

Ederduunsankerne

De Qvinder med Perler vil rustes til Kamp,
Brat Dykkre i Havet neddukke;
Paa Duun vil de hvile, som om det var Damp,
Og Redens Duunblomster vi plukke.

Den fredløse Biergmand, som Dødningen bleeg,
Nedfarer i guldsvangre Grube,
Imedens fra Fieldkystens stieløse Væg
Vi hænge i Undergangs Strube.

Og høit over Dybet i slingrende Snor
De hvinende Storme os gynge,
Og rundt om vor Isse i klagende Chor
De Fugle Forbandelser synge.

Og oven og neden og rundt om er Grav:
Høit over os Fieldstykket nikker,
Med tusinde Tunger det fraadende Hav
Høitbrændende, efter os slikker.

Der hiemme vel surrer den fredløse Teen,
Der sysler den Mage saa troelig,
Og Børnene sidde paa Tærskelens Steen
Og pryde den straaetakte Bolig.

337

Der hiemme er Bænken saa blød og saa luun,
I Krogene Glæderne smile,
Men Blødhed vil svømme paa skumlette Duun
Med seirende Vellyst og hvile.

Men Hovmod vil blunde ved Ederfugls Bryst
Og boe i dens røvede Rede,
Dog mangen deri efter Hvile og Trøst
I evige Nætter skal lede.

Kun Uskyld og Karskhed og Nøie tør sødt
Til Ederfuglbarmen sig hælde,
Men da er jo Straaeleiet lige saa blødt,
Da smelte jo Klipper og Fielde.

Naar trøstløs Bekymring et lindrende Blund
I islandske Rede vil søge,
Da blive de haarde, de grusomme Duun,
Og brændende Smerten forøge.

Naar knusende Feber i Aarerne slaaer,
Da bliver hvert Duun til en Nelde,
Og Vanvid phantastisk om Ildleiet gaaer
Og ryster den døvende Bielde.

Naar Lasten paa Duunene søger sin Fred,
Som Hugormebraadde de stikke,
Mens Diævlenes Skarer fælt grine derved
Og skadefroe hvidske og nikke;

Og Angest oprører hver dirrende Sands
Og Livet i Draaber aftapper,
Og Satan opfører en Dødningedands
Og efter den Halvdøde snapper.

338

O Skiebne! jeg takker for Bænk og for Straae,
De andre om Ederduun tigge,
Jeg ændser den ikke, saa sandt som jeg maae
Med Freden i Favnen der ligge.