Staffeldt, A. W. Schack von Fortrydelse. Sonnet

Fortrydelse
Sonnet

Ved Arnos Bred, i kiølig Aftenstund,
Saa tankefuld og øm Theresa smiled';
Ved hendes Fod jeg kierlig sad og hviled'
Min Kind paa hendes Haand, saa blød og rund.

Med Sang jeg dyssed' hende ind i Blund.
Og mens i Harmoniens Favn hun hviled'
Med Zephyrs lette Flugt min Læbe iled'
Berørende, hen over hendes Mund.

Men med min Fred for det forvovne Nøie
Jeg bøde maae, thi Sukke trænge sig
Nu af min Barm og Taarer af mit Øie.

Blund evig, Hulde! Idas Jæger lig!
Som Luna øm, jeg evig mig skal bøie
I elskende Betragtning over dig.