Staffeldt, A. W. Schack von Til den Helliganede

Til den Helliganede

Hændelsen, omvunden af din Kiæde,
tam ved dine Fødder ligge maa;
Hensigt, Orden, Skiønhed, Liv og Glæde
Haand i Haand rundt om din Trone staae.

Stiernerne af Lysets Strøm du støbte,
rundt omkring du hvælved' Æteren;
65 Jord og Maane du i Dunst indsvøbte,
og til Solens Ildbarm lagde hen.

Hist endnu din Almagt Verden dreier
og med Ætherhvirvlers1) Svøb omsnoer:
Selv fremfnysende Comet ei skeier,
hvirvelbunden, ud i Sphærers Spor.

Her du Dødens Askeørken dækker
med en Vaar af Væsener igien,
Og paa Jorden, deres Vugge, lægger
Lys og Blomst og Frugt til Gave hen.

Stiernerne til Diadem sig velte
om din Tinding; Ætren er din Giord;
rundt om alle Væsner som et Belte,
o som Moders Favn, du Armen snoer.

Du, du var og er og end skal være,
Rum dit Tempel, og din Festdag Tid,
Liv din Dyrker, Fryd din Lov og Lære,
Liv og Fryd, Tilbedede, din Iid.

Du - hvad end Henrykkelsen dig kalder
hist ved andre Soles Arnested,
eller her i Jordens Støv, - dybt falder,
Helliganede, for Dig jeg ned.

*