Elvin og Elvina
✂
»O bliv dog, o bliv! af min udstrakte Arm
til Eet med din Pige omslynget;
o bliv dog, o bliv ved min kiærlige Barm
af Angest og Ømhed snart kold og snart varm,
af varslende Anelser tynget!«
✂
»O løs dog, du Hulde, du Søde, dit Favn,
løs Armenes holdende Knude!
en Nidding kun dvæler i glædelig Havn;
min Lykke med Bytte og hæderligt Navn
mig vinker paa Bølgen derude.
✂
Hesperiens Høst og Arabiens Vaar
jeg snart bringer hiem over Havet;
snart flettes med Indiens Perler dit Haar,
snart herlig paa Persiens Tepper du gaaer,
som Dronning for Jorden begavet.
✂
Dig, Herlige, ydes hver Vaar og hver Høst,
som stiger fra Solgudens Trone;
hver Kunst dig fortrylle med kongelig Lyst;
min Fare og Møie, mit modige Bryst
med Avind min Lykke forsone.«
✂
»Langt sød're hos dig ere Buskenes Bær,
end Frugt fra hesperiske Hækker;
langt blødere Engen end Tepperne er,
og Indiens Perle mit Smykke ei værd,
naar Elvin af Engen det brækker.
✂
Og fyldte du Seierens uhyre Haand
med Østens tilbedede Krone;
saa friste selv det ei din nøisomme Aand,
men fængslet af Elskovs fortryllende Baand,
med Lidt dig Elvina forsone.«
✂
'Ei fængsle du, Hulde, ei fængsle du mig,
jeg gaaer dig af Faren at vinde;
med Hav og med Storm jeg vil kæmpe om dig;
det ankes ei skal, kun ved Sledskhed og Svig
jeg vidste dit Hierte at finde.
✂
Det ankes ei skal, at kun Hæder var værd
i Favn af din Elskov at hvile:
skiønt Freden forsegler det rustende Sværd,
jeg skal til ublodig, dog hæderlig Færd,
til Farer og Møie bortile.'
✂
»O Elvin, lad Elskovs blidt styrende Bud
din kneisende Stolthed nedbøie!
Bliv her, vær min Brudgom, min Engel, min Gud!
Du elsker mig ikke, er Æren din Brud,
din Bryllupsfest Farer og Møie.
✂
O denne omdrømte Gudinde ei kan
som jeg, til et Hierte dig trykke!
Hun rækker dig Krandsen fra Lighulens Rand,
og lokker med den dig i Dødninges Land -
o Elvin, jeg løser dig ikke.«
✂
'O løs mig - »o tøv dog - 'o løs mig - »o tøv -
'see Bølgerne vinkende stige -
»o tøv dog; thi Bølgen for Bønner er døv -
'hør, Vinden mig kalder i susende Løv -
»hu! tøv hos din gysende Pige.
✂
O tøv dog, o tøv! af min udstrakte Arm
til Eet med din Pige omslynget;
o tøv dog, o tøv ved min kiærlige Barm,
af Angest og Ømhed snart kold og snart varm,
af varslende Anelser tynget!«
✂
'O løs dog, du Hulde, o løs dog dit Favn,
løs Armenes holdende Knude!
En Nidding kun dvæler i glædelig Havn;
min Lykke med Bytte og hæderligt Navn
mig vinker paa Bølgen derude.
✂
Til Afsked, du Hulde, du Søde, din Ven
et trøstende Ord har at sige:
Naar Vaarløvet rasler for Vindene hen,
og gæstende Trækfugle flyve igien,
jeg favner min Brud i min Pige.'
✂
»Saa far da - nei, tøv dog, jeg holder dig fast,
en Bøn og et Løfte du høre:
Naar hiemad du styrer din vingede Hast,
et melkehvidt Flag paa den steilende Mast
din signede Hiemkomst da føre.
✂
Paa Stranden jeg fletter af Grene et Tag,
og Mos jeg mig samler til Leie.
Der skal jeg, o Elvin! ved Nat og ved Dag
med stirrende Blik efter melkehvidt Flag,
til Andagt og Bønner mig bøie.
✂
Min Eenlighed være en Enkestand lig,
din Hiemkomst min Bryllupsfest være!
I Hytten jeg reder et Leie til dig,
der hvile dit Billed ved Siden af mig
til Bølgerne hiemad dig bære.
✂
O strømmede Skiebnens Velsignelses Væld
fra mine, dig signende, Hænder!
Omhegnet af Hellighed være den Fiel,
paa hvilken mit Liv og mit Haab og mit Held,
min Elvin sig bort fra mig vender.
✂
Fra ledende Stierner høit over din Raa
en straalende Bane udvælde;
en Engel for Kiølen paa Bølgerne gaae;
vidtvarslende Flammer paa Skierene staae
og Venskab paa Havnenes Fielde.«
✂
Hun hælder sin Kind til hans bølgende Bryst,
ned Haaret fra Skuldrene vælder;
paa Læben en synlig, men uhørlig Røst,
med signende Øie i Taarer opløst
sit Hoved tilbage kun hælder.
✂
I Sukke hans hærdede Barm nu udbrast,
hans Øie i uvante Draaber;
med brændende Læbe han hænger saa fast -
Dog, 'Søde, Farvel!' saa han raaber i hast,
'Farvel!' - han fra Bølgerne raaber.
✂
»O Elvin! min Elvin! o bliv dog! hvorhen?« -
Saa lyder den Trøstløses Klage.
Lad fare, Elvina, lad fare din Ven,
naar gæstende Trækfugle flyve igien,
da vender din Ven jo tilbage.
✂
Alt løfte de modige Søemænd saa steil
til Borde det strammende Anker;
alt svulme af Vinden de susende Seil,
og flyve paa Havets vidtblaanende Speil
bag Synskredsens taagede Skranker.
✂
Halv livløs, med standsende Aande og Blod,
Elvina paa Strandbreden ligger.
Da Aftnen paa Havet med rødnende Fod,
med stiernefuldt Hoved i Skyerne stod,
hun vaagned' i duggende Skygger.
✂
Hun reiste sig mat op af Sand og af Tang,
og Duggen af Lokkerne rysted'.
Vel rødmende Varme til Kinderne sprang,
dog var hendes Barm saa forunderlig trang,
af Mishaab og Anelser krystet.
✂
Da brækker, som Knoppen, den taagede Skye,
og Maanen, som Blomsten, udspringer;
for aabnede Himmel nu Sorgerne flye,
og tryllende Drømme til Skyggerne tye
med spraglede Sommerfuglvinger.
✂
I dulmende Afmagt nu Smerten sin Braad
fra blødende Hierter maae bøie;
med sværmerisk Smil og med lindrende Graad
nu Veemod til Himlen, med Stierner besaa't,
opløfter sit stirrende Øie.
✂
Med himmelske Taarer, med udvidet Bryst,
Elvina, du aner og drømmer;
lig bævende Psyche, af Lænkerne løst,
i Flugt til Elysiums nærmere Kyst,
i Vellyd og Syner du svømmer.
✂
Med stigende Længsel du sværmerisk spaaer
om Øer i Stiernernes Belte,
hvor Vaaren uældet paa Høiene staaer,
hvor Hiertet af evig Henrykkelse slaaer,
og Sange fra Læberne smelte.
✂
Beruset af Vellugt, inddysset af Sang,
du hviled' paa Snee og Jasminer;
du aandede Længsel og vellystig Trang,
til Elvin, som Engel, af Busken udsprang
med himmelsk forklarede Miner.
✂
Men Guderne Psyche til Jordkloden bandt,
og Døden kun Lænkerne bryder.
Elvina sig atter paa Strandbreden fandt;
med Himmelens Billed, hun sværmende vandt,
rundt om sig hun Jordkloden pryder.
✂
Lig hiemvegen Slave, af Vogterens Haand
giengreben; han fletter med Længsel
Erindringens Roser i tyngende Baand,
og maler sit Hiem med opfinderisk Aand
paa Muren af ensomme Fængsel.
✂
Ved Haab halv forklaret, med Skiebnen i Fred,
Elvina af Søvnen nu favnes;
saa svimmel, som vugget paa Skyer, hun gleed
i Selvglemsel ned paa den sandede Bred,
og Elvin ei længere savnes.
✂
Da Morgenen, hilset af Lærkernes Slag,
udstraaled' af Vandenes Flade,
hun hvælvede dryppende Grene til Tag,
til klosterligt Leie hun udspredte Lag
af Mos og af tørrede Blade.
✂
Af Græstørv fra Engenes blomstrende Skiød
et Alter i Hytten hun reiste;
som Virak, dets Vellugt var liflig og sød.
Til Haab og til Styrke i Liv og i Død,
et Kors høit i Viraken kneiste.
✂
I Cellen, indviet til Elvin og Gud,
hvor Andagt og Kiærlighed brænder,
der sidder en Nonne, der sidder en Brud,
i Havet hun skuer saa længselfuld ud
og løfter andægtige Hænder:
✂
»O Du som selv knyttede Kiærligheds Baand,
Alkiærlighed, Dig jeg paakalde:
du holder det svulmende Hav i din Haand,
du holder i Havet mit Liv og min Aand,
Alkiærlighed, lad ham ei falde.«
✂
Sit Ansigt, forklaret af Andagtens Ild,
til blomstrende Alter hun trykker.
En Engel ved Korset staaer herlig og mild,
dog synes formørket hans straalende Smil,
naar bort ud i Havet han blikker:
✂
Den himmelske Vogter med Tillid og Roe
den Bedendes Afsavn formilder,
og signer den Uskyld, som kiærlig og troe
til Gud og til Elvin indvier sin Bøn,
og Andagt med Kiærlighed ilder.
✂
Thi dog hendes Siel kun af Elvin er fuld,
med ham hun det Herligste kroner:
han straaler i Morgenens Purpur og Guld,
i Aftenens Stierne han blinker saa huld
og hvisler i Nattergaltoner.
✂
Naturen af Elvin et Aftryk kun er,
hans Ynde og Pragt kun den viser;
selv naar hun fra Korset til Himmelen seer,
end møder han hende i Glorieskiær
og ham hun med Bønnerne priser.
✂
Selv der, hvor der hverken er Fryd eller Savn,
hvor Lyset og Lyden forsvinder,
og Livet er dæmpet - i Søvngudens Favn
hun skuer hans Billed, hun hører hans Navn,
og Liv og Henrykkelse finder.
✂
Saaledes, ved Andagtens himmelske Trøst,
ved blomstrende Haab og Erindring,
hun aander og lever i sværmerisk Lyst,
og saarer end Frygten det hellige Bryst,
ved Alteret finder hun Lindring.
✂
Men Axet alt vinker fra bøiede Straa,
og Meieren Guldsæden fælder;
de afklædte Marker henfalme til Graa,
de tiende Lunde i Regnbuer staae,
og Aaret til Hvile sig hælder.
✂
End sidder Elvina troe under sit Tag
med havad udstrækkede Hænder.
For Elskerens Hiemkomst, ved Nat og ved Dag,
med stirrende Blik efter melkehvidt Flag,
af hellige Luer hun brænder.
✂
Alt gæstende Trækfugle flyve igien
og Taget af Hytten bortvifter,
da Vaarløvet rasler for Vindene hen.
En Bolig til Bryllup for sig og sin Ven
hun søger i Strandbredens Rifter.
✂
Med Elskerens Billed' og Korset hun gaaer
glad ind i den ensomme Hule;
med Haab hun forgylder de trængende Kaar,
med Haab hun saa rolig i Mundingen staaer,
naar Vindene rundt hende kule.
✂
Men ak; forgieves ved Nat og ved Dag
af Andagt og Længsel hun brænder;
forgieves hun sidder ved Bølgernes Brag
med stirrende Blik efter melkehvidt Flag,
og løfter de mødige Hænder.
✂
Og ak! nu visned' nys blomstrende Kind,
nu Haabet i Brystet bortdøde:
det mørknes, saa qvalmt er det anende Sind,
det synes som Skiebnen af Strandhulen ind
med Rædsler kom hende imøde.
✂
Den signende Moder med bævende Røst,
med halvbaaren Bøn hun paakalder;
tæt trykkende Korset til haabløse Bryst,
hun blundende føler en lindrende Trøst,
til Søvnen paa hende tung falder.
✂
Og Solen nediler i blodrøde Giord;
det synes rundtom sig at ynke;
det synes at buldre i rystende Jord;
Forfærdelsen raver ved Skibenes Roer,
som Stiernerne ikke tilvinke.
✂
Og pludselig Himlens tykhvælvede Rum
i vraalende Storme udbrister:
de hylende, knagende Skove staae krum,
og Himmelen Havets opkaagende Skum
tilbage, som Sneefoge, ryster.
✂
Hun sover, - dump Havet mod Klipperne slaaer,
og steiler mod skumklædte Bredder;
hun sover, og høit over Hulen det naaer,
i svulmende Fraade for Løvleiet slaaer,
og Døden ind til hende træder.
✂
Lig Dødningen jaget af revnende Grav,
hun livløs til Udgangen iler.
Hun bøier, hun flækker det mødende Hav.
Den Engel, som Skiebnen til Værn hende gav,
end rolig i Oprøret smiler.
✂
I døvende Storme, paa høiere Bred,
hun Gudernes Almagt paakalder!
»I himmelske Magter, o red ham! o red!
Qvæl Stormen! Styrt Havet til Afgrunden ned!«
Bedøvet til Jorden hun falder.
✂
Blant Bølgernes Anfald og Skierenes Svig
en Seiler paa Skumhvirvler stiger.
Det lyder som Skibbrud, som Synkendes Skrig.
Paa Strandbreden reiser den Daanede sig,
og Englen fra hende bortviger.
✂
Nu nedsvælger Stormen sit døvende Brag,
de faldende Bølger kun sprette.
Saa sort som en Ligfærd, med dæmpede Slag,
de bære en Ligbaar, de bære et Vrag,
og langsomt paa Stranden det sætte.
✂
Til Liglampe Maanen gientænder sit Skin,
som Ligsange Stødvinden klinker.
Elvina sig nærmer med anende Sind,
hun seer og med Skrig og med blegnende Kind
paa Vraget hun Sielløs nedsynker.
✂
Med dæmpet Bevidsthed, med skyggefuld Siæl
tilbage til Livet hun vender.
»Velkommen, velkommen, du hellige Fiel!
Velkommen, mit Liv og mit Haab og mit Hæld!
Min Elvin, min Brudgom jeg kiænder.
✂
Min Eenlighed nys var en Enkestand lig,
din Gienkomst mit Bryllup nu være.
I Kamret jeg redte et Leie til dig,
der hviled' dit Billed ved siden af mig,
didhen jeg min Brudgom vil bære.«
✂
Hun løfter ham op i sin mægtige Arm,
og bærer ham ind i sit Kammer;
hun trykker ham tæt til sin rallende Barm,
af Døden og Livet snart kold og snart varm,
og knuset af skrækkelig Jammer.
✂
Hun lægger ham ned og hun tager hans Haand,
fra Jord og fra Jammer hun stræber.
»Kom Død! knyt mit himmelske Ægteskabsbaand!«
Da brast hendes Øie - den martrende Aand
undveeg fra de visnende Læber.