Staffeldt, A. W. Schack von Til den uendelige Natur

Til den uendelige Natur

O Natur, hvis Fod urokkelig
Staaer i Nattens svimmeldybe Zone,
Mens høitidelig en Stjernekrone
Om din klare Tinding dreier sig!

Du, ved hvis uendelige Bryst
Uden Tal din Afkom barnlig dier
Og i evig andre Harmonier
Livets Dirren vorder sødt opløst!

120

Skaberen i trofast Ægteskab
Dig med Almagts Vælde Mage kalder;
Fra din Barm en Myrias nu falder,
Nu en anden fødes i dens Tab.

Men omsonst uhyre Tanke sig
Om din uopnaa'de Omrids svinger,
Aldrig den dit Billede fuldbringer,
Thi du var og er uendelig.

Ja, selv Rummets vide Favn ei heelt
Dit uendelige Væsen holder,
Og Æoners lange Strøm udfolder
Her dit Billed' kun i Afsnit deelt.

Derfor vær mit Hjertes Ypperste!
Vær mig kun en øm og herlig Moder!
Dybt i Ormen jeg en yngre Broder,
I Seraphen høit en ældre see!

Saa mit hele Væsen smeltes i
Barnlig Ømhed, Slægtskab, Brodervarme,
Og hvad Tanken ikke tør omarme
Vorde fattet ved min Sympathi.