Kongen af Tyrus og Tiggersken
✂
Kong Bechtabar af Tyrus fik
Ei Livets Fryd at smage,
Thi ikke efter gammel Skik
Han Hustru vilde tage.
✂
Naar Skovens Fugle Par og Par
Henflaggre mellem Qviste,
Hvormed de da saa travelt har,
Den gode Mand ei vidste.
✂
Hans Riges Raad vel mangen Gang
Hans Naade forestilled',
At Riget havde megen Trang
Til Høistbemældtes Billed;
✂
Ja Cantsleren i Graad udbrød,
Ak! at nu Kongestammen
Fortørret, ingen Greene skiød
Til Orientens Gammen.
✂
Omsonst! Endnu Naturen sov
I Kongens Sands og Hierte,
Han kiendte ei den søde Lov
Som alt at elske lærte.
✂
Da mon det hænde sig en Dag,
Han skued' fra Balconen,
Og pønsed' paa den store Sag
At skaffe Mand til Tronen,
✂
Han saae en Tiggerske som sad
Ved Portens Colonnade,
Og mangen om en Gave bad
Med stille, bønlig Lade.
✂
Med hendes Pialter, deiligt Haar
Henflaggrede i Vinden,
End var hun i de favre Aar
Med Rosensblomst paa Kinden.
✂
En lille Dreng i Skiødet laae
Og lysteligen spøgte,
Og famlende med Hænder smaae
De søde Bryster søgte.
✂
Og da hun fra hans Æblekind
Det tykke Haar adskiller,
Den Lilles Haand, saa spæd og trind,
Om Rosenknoppen spiller.
✂
Og da hun i den Spædes Mund
Med liden Finger leger,
Men sød Forundring skuer hun
At han paa Brystet peger.
✂
Men Kongen saae, og Kongen saae,
Men Kongen længe stirred',
Det for hans Blik blev sort og graae,
Hans Tanker sig forvirred'.
✂
Og i det kongelige Sind
Det sælsomt sammenløber,
Hans Flammeblik og røde Kind
En indre Lue røber.
✂
Hans Krone blev saa tung og heed,
O kunde han dog bytte
Sit Purpur bort for Nøgenhed,
Sit Pallads for en Hytte!
✂
Men brat han stiger ned med Hast,
I kongelige Klæder,
Og med forelsket Øiekast
Til Tiggersken hentræder:
✂
Hil, Tiggerske! hil være dig!
Og hil den lille Spæde!
Og vil du - - vil du elske mig,
Du deele skal mit Sæde.
✂
Til Drotning skal jeg giøre dig
Og give Land og Rige,
Og du igien skal give mig
Din og min egen Lige.
✂
Og denne søde Lille der,
Til Prinds jeg skal ham giøre,
I Raad han sidde skal og Hær
Mod Landets Fiender føre.
✂
Men Tiggersken forbaust snart seer
Paa Beltets Demantrækker,
Snart paa sit lille Noer som leer
Og efter Kronen rækker;
✂
Og snart hun i sit eget Skiød
Dybsindigen nedskuer,
Imedens Kinden dobbelt rød
Af ædel Blussel luer.
✂
Her Konge, nei! Her Konge, nei!
Tilsidst hun freidigt svarer,
Jeg eders Drotning bliver ei,
Jeg derfor nok mig barer.
✂
Her Konge, nei! Her Konge, nei!
Det ikke saa kan være,
Jeg sidde skal ved Landevei
Og Tiggerposen bære.
✂
Naar Dagens første røde Skin
Hen over Straaet rinder,
Og vaagnet, med bekymret Sind,
Jeg Glutten ikke finder,
✂
Dog endelig i fierne Vraae
I Halmen ham opdager,
Da er der ogsaa Fryd paa Straae
Og Gud hvor Armod klager.
✂
Min Husbond drog vel over Hav
Og søgte gyldne Lande,
Men ak! han fandt en tidlig Grav
I Thules haarde Vande.
✂
Jeg elsket har, jeg elsket har,
Gud evig lovet være!
Og hvad jeg under Beltet bar,
Er al min Fryd og Ære.
✂
Og har jeg ikkun Straae og Sol,
Og Mildhed ikkun slænger
I Skiødet stundom en Obol,
Til intet meer jeg trænger.
✂
Nu Gud med dig! Nu Gud med dig!
Gak hen med Fryd og Ære!
Dog en Obol du give mig,
Den skal mig hellig være.
✂
Og Kongen gav, og Kongen gik,
Og Kongen tidt stod stille,
Fra hende kunde ei hans Blik,
Hans Hierte ei sig skille.
✂
Kom, Kunstner, hid! kom, Kunstner, hid
Og tryl min Elskovslue!
O Kunstner, ved din Id og Flid
Min Elskede jeg skue!
✂
Og snart ved Kunstens snilde Magt
Blev Tiggerindens Billed',
Af Vox og i en Drotningdragt,
I Kongens Sal opstilled'.
✂
Nei bort med denne Drotningpragt,
Med Guld og Demantrosen!
Gak hen og kiøb en Uslings Dragt
Og glem ei Tiggerposen.
✂
Og Kunsten gik og Kunsten kom
Med Pialterne tilbage,
Og Billedet blev flux klædt om
Til Tiggerindens Mage.
✂
Men Kongen heele Dage sad
Og glemte Land og Rige,
Han Billedet om Elskov bad
Og kyste pialtet Flige.
✂
Hver Dag med en Obol igien
Han taus for det hentræder,
Og lægger den i Posen hen
Og gaaer derfra og græder.