Staffeldt, A. W. Schack von Ode mine Vaabenbrødre tilegnet ved Fanernes Imodtagelse

Ode
mine Vaabenbrødre tilegnet
ved Fanernes Imodtagelse

Til Fredens vante Hiem, til Retfærds Herredømme
Lød Trudslens Tordenrøst;
En Misdaad, brammende med Oceanets Tømme,
Fnøs frem mod Danners Kyst.

Tangkrandset Sundgud brat sin golde Isse dukked'
I Dybets Tryghed ned,
Mens Fredens Genier i hver en Hytte sukked'
Fra nordisk Tempes Bred.

Da vaagned' Kiækhed op af Fortids lange Dvale
I Fædres Hvilested,
Og patriotisk Id igiennem Herthas Dale,
Skiøn som en Seraph, skred.

90

Et Folk som frit og trygt med Fyldehornet smiled'
Spartanisk giorded' sig;
Selv Kunstens snilde Søn fra attisk Syssel iled'
Og aanded' Kamp og Krig.

Saa stærk og bold du er, o favre Dannerige!
Thi lykkelig du er.
Mon Trælles sultne Hiord angrebne Hiem omdige
Med ædel Feidefærd?

Stands aldrig, Nøiets Hiem! stands aldrig i at prise
Den Haand som signer dig!
Den palmekronte Helt, den glavindvante Vise
Som frit opoffrer sig!

Da Kampens Tordenbrag med Undergang dig trued',
Din Fredrik foran stod,
Og roligt Folket ind i Slagets Uveir skued',
Trygt bag hans Codrus-Mod.

Det hæved' Heltes Arm, det hærded' Heltes Hjerte,
Men Heltene sank hen ...
Triumph! thi skiønt de sank, dog brittisk Almagt lærte
At frygte Seieren.

Den ikkun Byttet vandt, de Overvundne Æren
Tog med fra hvert et Vrag,
Mens fra omtordnet Strand kampgraadig, indfødt, Hæren
Saae det misundte Slag.

Hvi voved' du dig aldrig fra Kiølens vante Veie,
Forvovne Albion?
Da skulde nu vort Nord, ligt siungne Hellas, eie
Et evigt Marathon!

91

Da skulde, Dania! med evige Trophæer
Din Isse krone sig,
Og Clios høie Røst med Hymne-Hymenæer
Til Hædern vie dig!

1) End Fredens Englesmiil, o mine Vaabenbrødre!
Ei Dan omstraale tør;
End frygter Oldingen, end bæver ømme Mødre
Og kierligblide Møer.

Thi spænder Spartas Giord ei fra Jer' stærke Side!
Høit lyder Ærens Bud,
Og Viisdoms Guddom tør med Skiold og Spyd henskride,
Med Buen Sangens Gud.

Seer! Eder Borgerdyd skal helligt Glavind række,
Og Hæder, Pligt og Kald
Med Krandse rede staae, den Blodstrøm at tildække,
Som atter flyde skal.

Naturen gyser, naar bloddrukne Horder rave
Og følge Hevnens Bud,
Men Borg'res Lighob er en Hecatombegave,
Som offres Fredens Gud.

O trefold salig den, som Borgerdyden kalder
Til Død for Almeengavn!
Thi Himlen vinker, naar det ædle Offer falder,
Og Tak staaer ved hans Savn.

Til sildig Slægts Pæan de faldne Heltes Maner
Med Høifryd lytte ned,
Thi den er Guder lig, som under Retfærds Faner
Sin Død imøde skred.

* 92

O Vaabenbrødre! her høimodig Eed os sanke
Om Fanen, Haand i Haand:
Seer! venligt vinker hist de siungne Graves Skranke,2)
De Faldnes Pantheon!3)

* *