Staffeldt, A. W. Schack von Elskovs Rige

Elskovs Rige

O Elskov! du hvis Tryllevælde
Tilbedes af den hele Jord,
Om Daarskab, Viisdom, Ungdom, Ælde
Du dine Straalekieder snoer.
Naturen af dit Smiil kun smiler,
Thi Død og Mørke er dit Savn,
Og Væsenmyriaden hviler
Opammet i dit Æterfavn.
Vel er, o Himmelske! dit Rige
Ei heelt af denne Verden her,
Vel tør os Tidens Syner svige
Og trællebinde vort Begiær,
Dog seer jeg med indviet Øie
Den første Moderblomst i dig,
Hvoraf den lave og den høie
Natur fra først udvikled' sig;
Og denne Alblomsts indre Bæger
Er Guders dybe Helligdom,
Og denne Alblomsts Rand os qvæger
Ak! med et Nektarduftatom.
211 O Elskov, i din indre Sfære
Er salig Frihed, ingen Lov,
Der er ei jordisk Guld og Ære,
Og ingen Nydelse er Rov.
Der blegner Chalifatets Krone
Ved Siden af en Krands af Løv;
Der smuldrer selv Cæsarers Trone
Og Hemisfæren bort til Støv.
Det Muld, hvorpaa du Foden sætter,
Forvandler sig til meer end Guld,
Den, som du med din Krands omflætter,
Indlemmes brat i Guders Kuld;
Og hvor din skiønne Verdens Orden
End giennem denne Verden gaaer,
Der Lighed atter deler Jorden,
Der Selvheds Alter ikke staaer.
Der sig Opofrelsen indvier,
Der Savnet er olympisk Fryd,
Og Sielene i Harmonier
Opløses, som forvandte Lyd.
Der skride Konger og Hyrdinder
Med samme Pligt og samme Krav,
Den samme Myrtekrands omvinder
Et Septer og en Hyrdestav.
Der sukker du, toscanske Svane,
Ei dybt ved din Madonnas Fod
Hun favner dig, skiøndt uden Ane
Og døde Sekler i dit Blod.
Der blev, i Elskovs Tryllesfære,
Der denne Haarlok blev til meer
End Stjernebilledernes Ære,
Opgangne over Heltes Leer.
Du skiønne Blomst fra Lillas Isse,
Modtagne, hemmelige Pant,
Som hendes Elsker tør forvisse,
At ei useet hans Taare randt;
212 O du guddommelige Eie,
Du Intet, som mig giør saa rig,
At Himmelen og Jorden dreie
Henrykkede sig rundt om mig:
En Helligdom du mig skal være,
Et Billed' paa mit største Hæld,
Jeg ved mit Hierte dig skal bære,
Indfattet i et Guldcapel.
Min Orden, naar jeg trygler Hæder,
Min Amulet i Sorg og Nød,
Min Anbefaling, naar jeg træder
For Dommeren af Gravens Skiød:
Thi Han, som øm sin Elskelige,
Naturen, ved sit Hierte bar,
Med venlig Faderrøst skal sige:
Han elskede og elsket var.