Staffeldt, A. W. Schack von Genien

Genien

Hen i Poseidons Stad med Menneskevrimlen jeg skrider
Og som et bølgende Hav, støder mig Trængselen frem.
Lig Melodier, omsmiggre italiske Toner mit Øre,
Og mit undrende Blik skuer det Bedre og Nye.
Gierne jeg lader mig fange af disse fremmede Sæder,
Som lig Nympher, om mig dandse i lokkende Chor,
Gierne jeg dyrker den Kunst, som Menneskelivet forskiønner,
Venlig med Blomsterbaand standsende Ungdommens Fryd.
Staten er revet ned: den høie, corinthiske Orden,
Oldtidens herlige Værk, dølger sit Hoved i Støv,
Og dog flaggrer endnu Venetias Genius, Letsind,
I en Sommerfuglkrop let om den store Ruin,
Hvor den berygtede Hane ved Gal og rystede Vinger
Seer i en Ildebrand Himlens oprindende Lys.
Ja, hvo skulde det troe? den barnlige Sorgløshed skued',
Uden Klage og Graad, Frankernes gothiske Færd,
Da de med Øxe og Saug forstyrrede hiin Bucentoro,
Ak! med Øxe og Saug Meislens beundrede Værk!
Det var den svømmende Torus, paa hvilken Venetias Doge
Fordum med Adria herlig Troelovelse holdt.
Nu som Enke hun sukker i sine dybeste Grotter,
Skuer grædende op til de forvildede Børn,
Som i offentlig Utugt med galliske Frille henleve,
Mens Republik, jeg troer, hende de give til Navn.
Ikke saaledes tænkte en Pilgrim fra baltiske Bredde,
Som paa den klassiske Grund satte sin krandsede Stav:
Væmmet, han vendte sig bort fra det pøbelombølgede Forum
Og med den svundne Tid lukked' han stille sig ind,
Thi ham Guderne gave, at finde den reenere Glæde
I det Skiønne som var, ak! og i det som først blir,
Og at indflette de Roser, som Phantasien ham skienker,
Hældende Alderdom, i din forvisnede Krands.
Af en gallisk Kriger for nogle Soldi han kiøbte,
Tænk hvilken ringe Priis! kiøbte en Genius han,
381 En af hiine, som pryded' den svømmende, kunstrige Torus,
Hvor med Adria før Dogen Troelovelse holdt.
Og nu skulde I seet, hvordan jeg drømte og legte,
Barnet var Phantasie, Genius! Dukken du var.
Med de sødeste Ord for den himmelske Spæde jeg kiæler:
Siig, hvor kommer dú fra, blide, ætheriske Giæst?
Siig, hvilken Gruppe du hist med dit barnlige Ansigt forskiønned',
Hvilken velgiørende Id Skiebnen dig giorde til Pligt?
Ah! du hørte maaskee til Auroras stigende Følge
Og i en Horas Haar fletted' den dugfulde Krands,
Eller du legte maaskee paa Trappen af Viisdommens Tempel,
I den spæde Haand svingende Passer og Styl.
Hvad du ogsaa har været, saa hør mig nu og beløn mig!
Tænk, at Brødrenes Chor Flammerne bleve til Rov:
Hersk i min rolige Barm og vær min Skytsaand paa Jorden,
Medens den austriske Ørn holder Venedig i Kloe;
Giv mig den barnlige Fryd, dertil den usmittede Uskyld,
Hiin, den første, som selv kiender Undseelsen ei;
Løft mig op i den Æter, hvor Glæderne aldrig bortvisne,
Stedse opfriskede ved Nøisomheds kiølige Dug;
Und mig kun lidet af Jorden, endskiøndt jeg det bryndigt begærer
Und mig hiint rige Savn, Gudernes salige Giæst.
Saa jeg hvidsker og snart mig synes at Himlen mig hører
Og at med barnligt Smiil Genien Pagten indgaaer:
Og nu dyrker jeg ham med fromme Offer og Bønner,
Og i et Rosenkapel stiller som Guddom ham hen,
Eller jeg pryder til Alter for ham min luende Arne
Og af de første Ax sindig ham fletter en Krands.
Kalder det Afguderie, men Poesie jeg det kalder
Alt det Ypperste var, bliver og er Poesie.
Ak! vor kiæreste Fryd er Selvbedrag og Indbildning,
Og er selv Elskov ei Menneskets herligste Digt?
Selvbedrag og Indbildning? Forlader mig, høiere Glæder,
Hvis jeg med kiølig Forstand myrder det himmelske Liv!
Poesie er det Blod som fra Verdenens Hierte udstrømmer
Og til sit Udspring igien bølgende skynder sig frem;
382 Poesie er den dybe den alnærværende Alaand
Hvor han udtrykker sig meest, Verdenens Øie den er;
Poesie er indskrænket Evighed, Alt i det Eene,
Guddommen er Poesie, Tiden Indfatningen er.