Staffeldt, A. W. Schack von Den største Heslighed

Den største Heslighed

At Ella ikke dejlig er,
Det sande maae med mig Enhver,
Naar ud af Øjet Aldren rinder,
og dugger ufrugtbare Kinder:
Naar Kunsten planter Roser der,
Hvor døde Liljers Gravsted er:
Naar en andægtig Elskovsbrand
I hendes røde Øjne griner,
Og fra den allersidste Tand
En Kjerlighedserklæring hviner.
Men at hun troer sig ung og skjøn,
En Krone for det smukke Kjøn,
Og mangen Ynglings tause Bøn,
Og Elskovs sidste, søde Løn,
Det er den største Heslighed,
Der af Pandoras Æske gled.