Til Phantasien
✂
Quel ch'altri lungi vede, lascio al tergo,
- fendo i' cieli, e a l'infinito m'ergo.
Giordano Bruno.
✂
Du, mit Livs velsignede Gudinde!
Du, som i min Dag fremsmiler Dag,
Og fra Midnats stiernefulde Tinde
Sender mig et sværmeriskt Behag!
✂
Du, mit Livs tilbedede Gudinde!
Vover jeg at synge al din Magt,
Jeg, som grublede omsonst, at finde
Navn og Billed til din høie Pragt?
✂
Hvis du om min første Lokke svæved'
Og med Ynglingen til Lunden gik,
Hvis du Sløret fra mit Øie hæved'
Og fra Jorden løftede mit Blik:
✂
O saa lad mig skue al din Ynde,
Al din hellighøie Majestet,
Hvad jeg ei kan fatte og forkynde,
Lad mig ordløs daane hen ved det!
✂
Kom fra Havets Tilje, hvor du skrider
Med en evig hælet Perlekrands;
Eller Polens Vinter-Pyramider,
Med en Glorie af Nordlysglands;
✂
Kom fra Hyrders Leeg i Peneus's Dale,
Kom fra Arethusa's Brudeseng,
Eller Sylfers Aftenrødesale,
Og fra Elverdandsens stille Eng.
✂
Kom fra hellige Theresas Celle,
Hvor med andagtgiennemboret Bryst
Hun hos den guddommelige Fælle
Smeltede i himmelsk Elskovs Lyst.
✂
Kom fra Brahmas evige Pagode,
Og fra Orosmasdes's Adyton,
Kom i Oldtids høie Epos-Ode
Og i Gru fra Protogæas Aand!
✂
Dig det er, som ved sin Barm opliver
Skabningens uhyre Risekrop,
Oververdnens Forhæng sønderriver
Og til Sole Stierner puster op.
✂
Muelighedens Rige du oplukker
Ved din blomsterfulde Tryllestav,
Nattens Dyb udgrunder og neddukker
Dig i Sfæreharmoniens Hav.
✂
Tanken er din Træl, bag dig den høster,
Medens Vaaren lig, du drager frem
Giennem Rummet, uden Bund og Kyster:
Dit er og Uendeligheds Hiem.
✂
Dig det er, som skabende udmaler
I det seiertvungne Stofs Kolos
Hiine sødttilbedte Idealer,
Verdensaandens Billeder i os.
✂
Dig det er, som her ved Elskov vækker
I mit Jeg mit første, bedre Selv,
Og som Hiertet Blodets Strømme, trækker
Mig til Alforeenings dybe Elv.
✂
Dig det er, som i Naturen toner
Den ustandselige Hymne ud,
Dig, som fletter Stiernerne til Kroner
Om en evig, algestaltet Gud;
✂
Som paa Solebaalet hist antænder
Dig med Andagts ikke skabte Ild,
Og til sød Gienfødelse forbrænder,
Henrykt døende med Helgensmiil.
✂
Hvor du, Evigblomstrende! fremskrider
Spirer Skiønt i Skiønt, og Gud i Gud:
Elskov, Kunst og Andagt, som Charider,
Af dit Guddomsvæsen vikles ud.
✂
Ved Alaandens Barm du Kunsten drømmer,
Elskov brænder i dit Aandedræt,
Og dit Æterblod, som Andagt, strømmmer
Ud fra dig og smelter Alt til Eet.
✂
Elskovs Trang af Formernes Forsteening
Stræber over Enkelthedens Bred,
Andagt, Andagt kun er Alforeening,
Alliv, evig Alselvkiærlighed!
✂
Hold mig her blant dine sidste Himle,
Phantasie, her paa din Almagts Rand!
Heller lad mig, Gud i Gud, nedsvimle
I det eene Allivsocean!