Jagten

✂ En Jæger blæser i krummede Horn,
Tolv Dødssaar i Kogg'ret han bær,
Saa vader han igiennem Klever og Korn
Og troer sig sin Lykke saa nær.

✂ Men langt og længe han speider, til brat
En Pige med nødebruunt Haar
Opfarer med Skræk af raslende Krat
Og flygtig paa Fodspidsen staaer.

✂ O stands dog, Søde, Bruunlokkede, stands
Og ræk mig de Hænder saa smaae!
Nei, Jæger! For dig har jeg ingen Krands,
Du aldrig i Favn mig skal faae.

✂ Jeg skal dig fange, endskiøndt du er snel
Og hastig som Bølge og Vind,
Det gaae mig saa ilde, det gaae mig saa vel,
Før har jeg ei Roe i mit Sind.

✂ Og ei du fanger den Snelle saa let,
Fast har du af Pile vel tolv,
Og ei du skal fange mig i dit Net,
Jeg ændser ei List eller Vold.

✂ Afsted hun fløi over Klever og Korn,
De Vipper urokkede stod,
Saa flygted' hun over Tidsel og Torn
Og saarede ikke sin Fod.

✂ De Pile surred', den tolvte henfløi
Og døde bag flyvende Hæl;
Vildt Jægeren møs over Slette og Høi
Og fristed' sit Ve eller Vel.

✂ Da vendte hun sig og standsede brat,
Paa Lillien stod hun saa fast,
Men neppe han Beltefligen greb fat
Før Jorden under ham brast.