IV
Ved Tizians liggende Venus1)

✂ Vellyst her al sin Magie udgød:
Skjøndt af den endnu hver Nerve bæver,
Dog Hun Barmen med nye Længsel hæver
Og igjen gad daanet Elskovs Død.

✂ Rundt om Mund og Kind, om Barm og Skjød
Attraa sig, liig Efeuranker, væver;
Rundt en Sværm beruuste Tanker svæver,
Sig tilegnende den Lyst hun nød.

✂ Uberømt i Marmorskjødet ligger
Elskeren; Arachnes tætte Spind
Skjuler Sarcophagens gyldne Smigger.

✂ Kunstner'n vaager lyst i Mindets Skin
Mens den første Glemselsdøden blunder,
Dog ei ham, den Glemte jeg misunder.