Staffeldt, A. W. Schack von IV. Ved Tizians liggende Venus1)

IV Ved Tizians liggende Venus1)

Vellyst her al sin Magie udgød:
Skjøndt af den endnu hver Nerve bæver,
Dog Hun Barmen med nye Længsel hæver
Og igjen gad daanet Elskovs Død.

Rundt om Mund og Kind, om Barm og Skjød
Attraa sig, liig Efeuranker, væver;
Rundt en Sværm beruuste Tanker svæver,
Sig tilegnende den Lyst hun nød.

Uberømt i Marmorskjødet ligger
Elskeren; Arachnes tætte Spind
Skjuler Sarcophagens gyldne Smigger.

Kunstner'n vaager lyst i Mindets Skin
Mens den første Glemselsdøden blunder,
Dog ei ham, den Glemte jeg misunder.

*