Jertegnet

✂ Paa de høie Apenniner,
Ved et skyefødt Kildevæld,
I en Ridderborgs Ruiner
Staaer et underfuldt Capel.

✂ Tvende Engle her opstilled'
I den nøgne Eensomhed
Fordum et Madonnabilled',
Vandreren til Trøst og Fred.

✂ Mangen alt med knuset Hierte
Kyssede Gudindens Fod,
Og foruden Saar og Smerte
Læget, den igien forlod.

✂ Af Cypresser overskygget,
Staaer en Hytte nær derved,
Skyldfrihed og Nøie bygged'
Den til Fromheds Opholdsted.

✂ I den lette Luft derinde
Sysler Clara, froe og from,
O thi alle Dyder finde
Der en stille Helligdom.

✂ Trøstende, hun Hierter læger,
Pleier Sygdom i dens Vraae,
Iisgraa Oldings Hunger qvæger,
Skiuler Nøgenhed paa Straae.

✂ I Gudindens Marmorniske
Hver en Dag hun aarle staaer,
Lægger Blomsterne, de friske,
Hen og til sin Syssel gaaer.

✂ Solen tøver, Storme blæse,
Regnen ligner Elves Fald,
Tordnen truer hver Cypresse -
Troe hun rygter fromme Kald.

✂ Og naar blomsterløse Vinter
Gaaer paa Apenniners Top,
Hun de spæde Hyacinter
I sit Kammer klækker op.

✂ Prydet ved den fromme Pige,
Staaer dit Billed', Himlens Møe!
Lig dig selv i Himmerige,
Thi dets Blomster aldrig døe.

✂ Men engang da Vaaren smiler
Haver frem i Skov og Dal,
Uden Blomster ak! hun iler
Til Gudindens Piedestal.

✂ »O forlad, at alt mit Eie
Ikkun Taarer er i Dag!
Til min Moders Sygeleie
O send Blund og Aandedrag!«

✂ Da, o Himmel! da forynger
Brat sig Krandsen fra igaar
Og som nys afplukket slynger
Sig om Billedstøttens Haar;

✂ Og en liflig Duft udbreder
Sig i Nisken,Vaar i Vaar,
Og som alt ved Himlens Breder,
Pigen henrykt, svimmel staaer.

✂ Og da hun tilbageilte,
Saliganende, hun saae
Moderen som freidigt smilte,
Legende med sine Smaae.