Staffeldt, A. W. Schack von Menneskets Kald. Plus ultra

Menneskets Kald
Plus ultra

Paa Aanders Bane ingen Støtter1)
opreistes af en kiek Alcid,
oprundne Slægt end vid're fløtter
den svundnes Maal fra Tid til Tid.

Naturens skiulte Plan at finde,
Du Væsen med opløftet Blik,
og større Aanders Værd at vinde
du Villien og Tanken fik.

Træng ind, hvor første Aarsag avler,
ind i Naturens Helligdom;
med Verdenlovens skiulte Tavler,
dit Bytte, rig tilbagekom.

* 52

Fald hen til dine Liges Hierte,
see deres Liv, see deres Siæl,
en høire Verden, Glæde, Smerte
og Frihed, rene Aanders Hæld.

Hvis da Betragtning dig indvied'
at finde Skiebnens mørke Spor,
hvis Dyd dig fra dit Selv befried' -
da vov at røre Skiebnens Ror.

Uskrækket, hold Fornuftens Fakkel
for Overtroens falske Gud,
qvæl Løgnens tordnende Orakel,
stød Altret om, sluk Ilden ud.

Med Brutus's Dolk bestorm det Sæde,
hvor første Led af Trældoms Baand,
som Myriaders Taarer væde,
end strammes op af Voldets Haand.

Skiønt baaren i en jordisk Hytte,
Du er af Guders Himmelæt,
og faaer Daimonens Værd til Bytte
i Kamp for Sandhed og for Ret.

Engang skal Sandheds Aasyn bryde
igiennem Løgnformørkelsen;
skal Ret med Enevælde byde,
og Drifters Oprør hylde den.

Et Tempel, hvor Fornuftens Lære
er Almenlov, engang skal staae;
Jordklodens Kreds dets Tilje være,
dets Overhvælving, Himlens Blaae.

53

Kun Lade dvæle, Feige bæve,
vor Høst var Fortids rige Sæd;
en Høst for Eftertiden hæve
Sig da igien af Nutids Sveed.

End en Gregor2) fra Capitolet
formørket Jord med Lynild slog;
en Torquemada's3) Gud paa Baalet
end Tænkeren til Offer tog.

Endnu skreg til en Bourbonide
en Million om Skiul og Brød,
lig Hecatomben, af hvis Side
for Billedguden Livet flød,

om Hine, hvis udkaarne Vælde
ned Løgnens, Voldets Tempel brød,
dybt havde knælet for dets Ælde
og agtet Trudsler, Hævn og Død.

Lad hele Folkefærd forsvinde
i Fortids Skygger, uden Savn!
End yngste Slægt med Sang og Minde
skal hædre hines Daad og Navn.

* *