Staffeldt, A. W. Schack von Tvivl og Troe

Tvivl og Troe

Oceanet over Digen bruser
Og bortskyller Kystens Folkerad;
Lavastrømmen aabner Dybets Sluser
Og omfavner den forsvundne Stad.

Pestens Aande Luften selv forgifter,
Hjertets skjønne Kjæder løse sig;
Hungersnød igjennem Gravens Rifter
Stiger ned og sluger Aners Lig.

Meening vildt i Krigens Tuba hviner -
Guderne fra hvert et Arne flye,
Templer, Troner ligge blandt Ruiner,
Døe, o Tanke! du har intet Lye.

156

Hist ved Dagens gyldne Porte, bøie
Slavestater sig for Lunens Bud;
Overtroe med grumt udstukket Øie
Styrter ned for den uhyre Gud.

Her ved Herculs Støtter, Sybariter
Tage mod Blødagtighedens Aag,
Og o Skam! vanærede Chariter
Dandse foran Lastens Seierstog.

See et Folk, som blidt og stærkt sig pryder
Med hver Arnedyd og Borgerfærd,
Førend Seklets Urne sig udgyder
See! det Skjændslens Segl paa Panden bær.

Men Naturen fra sit stille Sæde
Seer Forandrings vilde Cirkeldands,
Hænger Ring i Ring til Tidens Kjæde
Og omvinder den med Flor og Krands.

Stillevirkende, hun trofast læger
Jordens, Mennesk'hedens dybe Saar,
Og paa ny med evigt Stempel præger
Den opløste Kreds af Ting og Kaar.

Og saa svinges Verdnen (Tvivlen raaber)
Fremad og tilbage, Pendlen lig,
Stedse den det bedre spaaer og haaber,
Mens Naturen kun gjentager sig.

Lykken boer i idealske Zoner,
Hjertet tigger Fryd hos Phantasie,
Og omsonst Lycurger og Chironer1)
Strengen slog til Sæders Melodie.

* 157

Mennesk'hedens Poler, Dyd og Glæde,
Ubeslægtede, frastøde sig,
Sorgens Taarer Dydens Palmer væde,
Slangen Anger snoer om Glæden sig.

Svar, sneehvide Sagn! som kjerlig holder
Billedet af den bortdøde Tid,
Svar, Alvider! hvilken Lov udfolder
Mennesk'hedens hvileløse Id?

»Slavisk bundne Sphære lig, fuldender
Hun sit maalte Cirkelløb igjen,
Og i dets Fuldendelse hun vender
Ak! tilbage til Begyndelsen.«

Løgn, o Gamle! Løgn er paa din Læbe!
Ei i Runddans Tiderne sig snoe:
Fremad, frem, et Seierstog, de stræbe,
Tanken tør forud blandt Guder boe.

Foran svæver den med hellig Fakkel,
Glæde, Kunst og Sæder følge den:
Anelsen er Himmelens Orakel,
Følgetiderne Opløsningen.

Skjebnen ved et evigt Samfund lænker
Drifterne til deres favre Meed,
Aldrig vorde disse, aldrig, Enker,
Hines Lod blev ikke Eenlighed.

Hjertets reene Længsler aldrig standse,
Viisdom finder ei det sidste Leed,
Kunsten stedse attraaer høi're Krandse,
Sæders Ideal er Evighed.

158

Driften, endløs som dens Brud, ei lyder
Tidsphantomernes Sirenesang:
Evigheden af vort Indre flyder
Med den store, grændseløse Trang.

Pral, Natur! med din forhadte Kjæde,
Gamle Sagn! din Slavecyklus slaae -
Engang, ja! tør for Fornuftens Sæde
Dyd og Fred i signet Samfavn staae.