Tvivl og Troe

✂ Oceanet over Digen bruser
Og bortskyller Kystens Folkerad;
Lavastrømmen aabner Dybets Sluser
Og omfavner den forsvundne Stad.

✂ Pestens Aande Luften selv forgifter,
Hjertets skjønne Kjæder løse sig;
Hungersnød igjennem Gravens Rifter
Stiger ned og sluger Aners Lig.

✂ Meening vildt i Krigens Tuba hviner -
Guderne fra hvert et Arne flye,
Templer, Troner ligge blandt Ruiner,
Døe, o Tanke! du har intet Lye.

✂ Hist ved Dagens gyldne Porte, bøie
Slavestater sig for Lunens Bud;
Overtroe med grumt udstukket Øie
Styrter ned for den uhyre Gud.

✂ Her ved Herculs Støtter, Sybariter
Tage mod Blødagtighedens Aag,
Og o Skam! vanærede Chariter
Dandse foran Lastens Seierstog.

✂ See et Folk, som blidt og stærkt sig pryder
Med hver Arnedyd og Borgerfærd,
Førend Seklets Urne sig udgyder
See! det Skjændslens Segl paa Panden bær.

✂ Men Naturen fra sit stille Sæde
Seer Forandrings vilde Cirkeldands,
Hænger Ring i Ring til Tidens Kjæde
Og omvinder den med Flor og Krands.

✂ Stillevirkende, hun trofast læger
Jordens, Mennesk'hedens dybe Saar,
Og paa ny med evigt Stempel præger
Den opløste Kreds af Ting og Kaar.

✂ Og saa svinges Verdnen (Tvivlen raaber)
Fremad og tilbage, Pendlen lig,
Stedse den det bedre spaaer og haaber,
Mens Naturen kun gjentager sig.

✂ Lykken boer i idealske Zoner,
Hjertet tigger Fryd hos Phantasie,
Og omsonst Lycurger og Chironer1)
Strengen slog til Sæders Melodie.

✂ Mennesk'hedens Poler, Dyd og Glæde,
Ubeslægtede, frastøde sig,
Sorgens Taarer Dydens Palmer væde,
Slangen Anger snoer om Glæden sig.

✂ Svar, sneehvide Sagn! som kjerlig holder
Billedet af den bortdøde Tid,
Svar, Alvider! hvilken Lov udfolder
Mennesk'hedens hvileløse Id?

✂ »Slavisk bundne Sphære lig, fuldender
Hun sit maalte Cirkelløb igjen,
Og i dets Fuldendelse hun vender
Ak! tilbage til Begyndelsen.«

✂ Løgn, o Gamle! Løgn er paa din Læbe!
Ei i Runddans Tiderne sig snoe:
Fremad, frem, et Seierstog, de stræbe,
Tanken tør forud blandt Guder boe.

✂ Foran svæver den med hellig Fakkel,
Glæde, Kunst og Sæder følge den:
Anelsen er Himmelens Orakel,
Følgetiderne Opløsningen.

✂ Skjebnen ved et evigt Samfund lænker
Drifterne til deres favre Meed,
Aldrig vorde disse, aldrig, Enker,
Hines Lod blev ikke Eenlighed.

✂ Hjertets reene Længsler aldrig standse,
Viisdom finder ei det sidste Leed,
Kunsten stedse attraaer høi're Krandse,
Sæders Ideal er Evighed.

✂ Driften, endløs som dens Brud, ei lyder
Tidsphantomernes Sirenesang:
Evigheden af vort Indre flyder
Med den store, grændseløse Trang.

✂ Pral, Natur! med din forhadte Kjæde,
Gamle Sagn! din Slavecyklus slaae -
Engang, ja! tør for Fornuftens Sæde
Dyd og Fred i signet Samfavn staae.