Staffeldt, A. W. Schack von Annalil

Annalil

Ved Havet skjøn Annalil ene sad
Og kasted' i Bølgerne mangt et Blad -
»Saa al min Glæde og Gammen bortflød,
O gid jeg hviled' i Jordens Skjød!«

Fra signede Reede en Nattergal
Ømtklukkende, tryllede Skov og Dal -
»Min Reede var ved min Kjærestes Bryst,
Der lød til Himlen min fromme Røst.

Han over det troeløse Nordhav drog
Og vendte tilbage i hastigt Tog,
Alt saae han Fædrenes taagede Land,
Men ak! han satte ei Fod paa Strand.«

Og medens hun klager, en Planke kom
Paa hoppende Dønninger skvulpet om.
Den Møe ved Planken en Æske af Blik
Med Angst og Anelse skue fik.

I Æsken laae Brudgommens Testament,
Der læstes det tegnet paa Pergament:
»Bliv, søde Annalil, Elskeren troe,
Endskiøndt i Himlen han har sin Boe.«

Og Annalils Barm blev saa øm og trang,
Og Beltet af aandeløs Angest sprang:
»Gud staaer mig arme Forladte dog bi
Og ende Nøden jeg qvæles i!«

Og fredløs hun iler fra Havets Bred
Til vanlige Have med bange Fjed:
Med hældet Hoved de Blomster der stod
Og døde under den Grummes Fod.

100

Med stridende Tanker, bestormet Sind
Hun styrter i flettede Løvsal ind:
Et Vindstød kaster for Annalils Fied
De sorrigfulde Jasminer ned.

I Fredens og Andagtens tause Løn
Fortvivlet hun kaster sig ned til Bøn:
Men Helgenbilledet bliver saa sort
Og støder Bønnen i Vrede bort.

En Tanke i Annalils Siel blir stor:
Som Brud hun sig pryder med festlig Giord,
En Krands af Tidsler i flagrende Haar,
Til Havets vinkende Bred hun gaaer.

Hun iler med Brudens de lette Fied
Og møder ung Thora ved Borgeleed:
Med Haandtryk stønner hun neppe: Farvel!
Hiin: Herren spare din arme Siel!

Og Solen i Bølgerne brat nedgaaer
Mens blodrød paa Himmelen Maanen staaer
Og Aftendamp som et Sørgeflor
Udfoldes over den tause Jord.

Paa Stranden skiøn Annalil ene staaer,
Hun tager sin Krands af det løse Haar,
Af Fingern Ringen som Elskeren gav
Og kaster alt i det grusomme Hav.

»I Himlen, i Himlen min Brudgom boer,
Farvel da for evig, o Sol og o Jord!«
Saa lød det rundt - i det favnende Hav
Hun fandt sin Brudeseng, fandt sin Grav.