Staffeldt, A. W. Schack von Ephemeren

Ephemeren

Ikke veed jeg hvad jeg vil,
Thi mit Liv er Spøg og Spil,
Intet jeg paa Jorden søger,
Lykken kommer mens jeg spøger,
Jeg er glad, thi jeg er til.

Dette himmelfulde Kiær
Med sin Bred min Verden er,
Liljens luune Kalk min Hytte,
Blomsterstøv mit søde Bytte
Og mit Ende Dagens Skiær.

Derfor vil jeg nyde den
Og i Glæde flaggre hen;
Op og ned, i salig Svimmel,
Hvirvles mellem Jord og Himmel,
Ventende Fuldendelsen.

Rige Bie, hist vinker, see!
Rosens Purpur, Liljens Snee,
Lad i Veddeflugt os ile
Did og diende udhvile -
Seer du at jeg seirede!

Ak! men hvad mon dette er?
Nøies jeg da ikke her?
Hvilken Uroe i mit Hierte!
Hvilken Sødhed selv i Smerte!
Hvilket anende Begiær!

Hisset ved et Myrtheblad
Hænger et jeg veed ei hvad,
Pryden i mit Blomsterrige,
Anderledes, dog min Lige,
Ak med det jeg spøget gad!
277 Lige, Mage, Brud, o vær
Tusindfold velkommen her!
Lad os i Foreening stedse
Høit i Glæderuusens Kredse
Svimle over Eng og Kiær!

Favn med dine Vinger mig,
Mine Vinger favne dig.
Sødt med dig jeg mig forvirrer,
Sittrer, svimler, smelter, dirrer,
Een og uadskillelig!

Søde Mathed! Er det Død?
O saa er da Døden sød!
Seer mig, Væsner, og misunder!
Thi jeg døer i det jeg blunder
Henrykt bort i Elskovs Skiød.