Staffeldt, A. W. Schack von Til Phylllis

Til Phylllis

Naar ej fra din søde Læbe
Elskovs Harpetoner stræbe,
Hviler Mørkhed rundt om mig;
Unge Vaar forgjeves yder
Roser, Sang og Himlens Fryder;
Tanken svæver kun om dig.

Lette, som Zephirer, dandse,
Kronede med Blomsterkrandse,
Hyrderne paa bløde Eng;
Alle aande milde Glæder,
Kun din stille Thyrsis væder
Mørkets rædselrige Seng.

Gamle Espers bange Hvislen,
Skjulte Bækkes jevne Rislen,
Lyde i min Sørgesang;
Og Naturens Yndigheder
Visne hen - i Nattens Klæder
Hører du min Sørgesang.

Men naar fra din søde Læbe
Elskovs Harpetoner stræbe,
Lyser Glæde rundt om mig;
Himlen i mit Bryst sig gyder,
Himlen fra min Læbe flyder,
Blide Engel, hen til dig.