Staffeldt, A. W. Schack von Emmelina

Emmelina

»Op, mine Mænd, til Ledingsfærd!
Op! Kamp og Bytte vinker,
Ombelter eders vante Sværd
Som Død og Seier blinker.«
Saa raabte ved det første Grye
Ulf Ridder høit i vilden Skye,
Den heele Egn forskrækket
Af søde Søvn blev vækket.

Med Hui og Støi, lig Hundeglam
Naar Jægerhornet klinger,
Flux hver Vassal adlyder ham
Og glad sit Glavind svinger;
Og i det røde Morgenskiær,
Forsamlet var den heele Hær,
Rundt Egnen var at skue
Som om den stod i Lue.

Frem drager Horden, vild og kaad,
Og stoler paa sin Lykke,
De lee ad tvungne Møers Graad
Og Gubbers Skiæg udrykke,
Mens Rædsel iler bleeg forud:
Nu kommer Ulf, o hielp os Gud!
Thi han er vidt berygtet
Og som en Farsoet frygtet.

Hvad vil de frække Mænd i Staal?
Hvi monne de saa ile?
De skulle rede til et Baal
Før Solen gaaer til Hvile.
Gud staae den fromme Uskyld bi
Mod vild og snild Forræderi,
Og i sin Vare tage
De spæde og de Svage.

242

Paa Høien hist ved Fiordens Strand
Stod fra det ældste Minde
I stille Favn af Ask og Gran
En Borg med gylden Tinde;
Ved Muur og Grave var den stærk,
Den vise Oldtids Underværk,
Og dens Vasaller saa'de
Saa vidt som Øiet naa'de.

Fra den drog ingen Voldsmand ud
Sin Naboes Skræk at være,
Her lød kun Pligtens Feidebud
For Ret og Ridderære;
Her ingen Klage hidses bort
Med Hunde fra den lukte Port,
Med dem og ingen Tigger
Om Been i Feide ligger.

Skiøn Emmelina, skiøn og from,
En Dalens favre Lilje,
Derinde sysler sagte om
I Have og paa Tilje:
Ved hendes stille blide Dyd
Hver Syssel bliver til en Fryd
Og rundt et saligt Eden
Belønner Huusligheden.

Skiøn Emmelina, som saa huld
Af Dyder skaber Glæder,
O siig, hvi er du sorrigfuld?
O siig, hvorfor du græder?
Ak! Ridder Edvard er ei der,
Nys drog han ud i Herrefærd
Og hendes Barm forgiæves
Af daglig Længsel hæves.

243

Der sidder hun med bange Sind
Ved tvende Døttres Hvile,
Mens Østens første Purpurskin
Om deres Leie spille.
Og o! med sænket Blik hun hvert
Et Fadertræk, saa skiønt og kiært,
Paa deres Ansigt søger
Og Fryd og Sorg forøger.

I Søvnens Favn hun havde drømt
At see en Fuglerede
Hvorpaa en Hun saa troe og ømt
Opklækked' tvende Spæde,
Men brat stod Almen rundt i Brand,
Een Unge faldt fra Redens Rand
De andre døe i Flammer,
En Jæger Hannen rammer.

En iiskold Rædsel pibler ved
Den Drøm i hendes Aarer
Og uvilkaarligt rinde ned
Ustandselige Taarer.
Det synes hende som om der
Ei meer er Fred og Lykke her
Og de kun ere trygge
Som boe i Grøntørvskygge.

Og som hun sidder, lyt! et Bud:
En Hær vi see fremdrage.
O evig være lovet Gud,
Det er min Ægtemage.
Nei, ikke er det vore Mænd,
De fare over Sæden hen,
Dem ingen gaaer imøde
Og bag dem er et Øde.

244

Forfærdet og med opløst Haar
Hun iler paa Altanen,
Hist Hæren rundt i Orden staaer,
Udfoldet vajer Fanen.
Ved Hestevrindsken,Vaabengnye,
Ophvinende i vilden Skye,
Den bange Frue blegner
Og ned paa Gittret segner.

Hvad vil I Feidelystne her,
I Mænd med Ild og Glavind?
Min Edvard har ei Feidefærd
Og kun en Niddings Avind.
Men paa en Ganger hvid og vild,
Dens Aande Røg, dens Øie Ild,
En Ridder brat fremjager
Og til Gienmæle tager:

Din Edvard er min Avindsmand,
Han styrker alle Svage,
Og ingen i det heele Land
Tør Hævn og Giengield tage,
Thi har jeg soeret ved St. Knud,
At der imellem os er Brud
Og at hans Borg i Flammen
Til Støv skal styrte sammen.

Dog hør! Ifald du ikke vil
End i din Rede brænde,
Saa siig mig Troe og Love til,
Og du mig mild skal kiende.
For dig jeg aabner, see! min Arm,
Kom, glem din Edvard ved min Barm,
Din Yndes Blomst mig fryde
Og tidt mit Leie pryde.

245

Og alle dine favre Møer,
Slip dem af deres Fængsel,
Hos mine Mænd vel ingen døer
Af Elskovs Soet og Længsel.
Betænk dig vel og overgiv
Dig flux til mig og vær min Viv,
Hvis ei, din Tid er omme,
Med Sværd og Brand vi komme.

Gud! sank jeg da saa dybt, at saa
(Det mæled' hun med Blussel)
Den frække Mand for mig tør staae
Med skiændig Haan og Trussel!
Uhyre, end dit Niddingstog!
Og døer jeg da, saa døer jeg dog
For Eduard i Nøden
Og troefast indtil Døden.

Mordbrænder Ulf den første Brand
Til Tegn i Slottet slænger,
Og flux bag ham hver Niddingsmand
Til Mordbrand sig fremtrænger.
Snart Ilden slaaer med hvirvlet Top
Igiennem Røgens Hvirvler op,
Og alle vilde Vinde
Til Kampen sig indfinde.

Da alle hendes Mænd hun saae,
I Spidsen Castellanen,
Ud over Vindelbroen gaae
Og favne Voldsmandsfanen.
Gaae I med Gud og Gud med Jer'!
Min Lod det er at blive her,
I Taalmod skal jeg øves
Og strængt i Luer prøves.

246

Saa staaer hun paa det store Baal
I hendes Møers Skare,
Stærk mod sin egen Nød ved Taal,
Ei mod de Spædes Fare:
Hun trykker begge til sin Barm,
Af Rædsel kold, af Ømhed varm,
Og ak! vil kysse Branden
Fra Kinden og fra Panden.

Da sukkede med heeden Kind
Den ældste: Tag af Sengen
Et Linnedmon og svøb mig ind
Og kast mig ud paa Engen.
De Ord den grumme Ulf fornam,
Og hu! til heele Jordens Skam
Sin Lantse han ophæver
Imedens hun nedsvæver

Hun sank til Niddingshaanden ned
Paa Børnebødlens Stage,
Og trygled om Barmhiertighed
Med Øiets matte Klage,
Dog uden Graad og uden Lyd
Hun døde paa vanæret Spyd,
Saa hænger Liljen kløvet
Ved Stilken ned i Støvet.

Men da den Marterlystne saae
Hvorledes Døden malte
Den Rosenrøde hviid og blaae,
Han Spot og Medynk talte:
O Skade at man dig afrev
Fra Qvisten før du moden blev,
Til mødig Krigers Hynde
Fremblomstred' denne Ynde.

247

Meddøende i Dattrens Død,
Ei Emmelina skuer
Den nærmere uhyre Død
Som rundt om hende truer:
Ved Bielkers Fald og Muures Brag,
Ved Dødens Komst fra Gulv og Tag,
Halvdøde Møers Jammer,
Hun vaagner op i Flammer.

Da hørtes, qvalt af Røg og Damp,
Paa Skiødet af dets Amme,
Det yngste Noer i Dødens Kamp
Om Luft og Kiøling stamme.
O hulde Spæde, spæd og huld,
Jeg vilde give alt mit Guld
For een af de smaae Vinde
Som kiøle hiine Linde.

Kom i min Arm, kom i min Arm,
O Hierte af mit Hierte!
Og døe igien ved denne Barm
Hvor du at leve lærte!
Og Moderen forklaret stod
Med Ild om Hoved og ved Fod,
Lig dalet Himmelfrue
I lindret Skiertsildlue.

Hvo kommer hist ad skakke Vei,
Foran en ædel Kriger?
De trætte Heste ile ei
Og Ridder Edvard siger:
O skuer hist, I brave Mænd,
Min Rede og min Borg igien,
Den straaler os imøde
Indsvøbt i Aftenrøde.

248

Men da de langsomt komme nær
Og ved den røde Lue
En vidtudstrakt og fremmet Hær
Om Borgen leiret skue,
Den lille seiervante Trop
I fri og tøileløs Gallop
Høit hvinende mod Himlen
Anfalder Voldsmændsvrimlen.

Lig Støtten paa en Dødninggaard
Som stirrer i det Høie,
Mens kun een Marmortaare staaer
I siæleløse Øie,
Saa stirrer Ridder Edvard ind
I Ildebrandens røde Skin,
Hvor Emmelina vinker
Og end sin Bortgang sinker.

Fortvivlelsen giør alle stærk,
Til lovløs Kamp de blandes,
Fortvivlelsen giør Underværk,
Dog ak! de overmandes.
Kun Ulf den Diærve, diærv og snu,
Og Ridder Edvard endnu
I særskilt Tvekamp tøve
Og deres Skiebne prøve.

Og da Hiin første Gang en Død
I afmaalt Kreds nedsvinger,
Undgaaer den Edvard kun med Nød,
Hans Hielm som Klokken ringer.
Og paa Altanen hvor hun stod
Imellem Angst og Haabemod,
Ved Synet hun sig vaander
Og trende Suk udaander.

249

Og da han anden Gang et Hug
Mod Ridder Edvard retter,
Udbrister ak! en rødlig Dug
Og blanke Rustning pletter.
Og paa Altanen hvor hun stod
Og blodig Læbe stamme lod,
Hun trende Taarer græder
Og døde Datter væder.

Da raaber Edvard: O forhal,
Velkomne Bøddel, ikke
Ved grusom Dorskhed i dit Kald
De sidste Øieblikke!
Hist staaer min Viv i Martyrild
Og døer i sidste Helgensmiil,
Kan du saa længe styre
Din søde Hævn, Uhyre?

Da hug den Diævel sidste Gang
Og Ridder Edvard hældte,
Ved Dødens Suk hans Harnisk sprang,
Det røde Liv udvældte.
Og paa Altanen hvor hun stod
I Dødens Frost, med størknet Blod,
Hun trende Skrig udstødte
Og hist sin Edvard mødte.

Skiøn Emmelina! kun for dig
I Kampen Edvard brændte,
Thi ved det sidste Hug mod dig
Han eengang end sig vendte,
Og i det samme, søde Nu
Han følte Dødens kolde Gru,
Og mens hans Siel bortilte
Omkap med din, han smilte.

250

Men neppe dette Sielepar
Ved Englemelodier
Til Himmelen opløftet var,
Kom ak! en seen Befrier.
Det Ridder Edvards Frende er
Som kommer med den heele Hær,
Endnu mens Slottet gløder
Og Ridder Edvard bløder.

Med Skræk og Gru fornemmer han
Hvad her sig har tildraget,
Og som en Hævnens Aand, paa Stand
Igien han vækker Slaget.
Og heele Voldsmændshæren faldt,
For hiin den strænge Dommer kaldt,
Mens Asken qvalte Flammen
Og Borgen styrted' sammen.

Nu blæser Vinden over Steen-
Og over Askedynger,
Og klapprer med de hvide Been
Mens Dødningfuglen synger.
En Gru igiennemfarer hver
En Vanderer som vanker her,
Og under bange Bønner
Han haster frem og stønner.