Staffeldt, A. W. Schack von Indvielsen

Indvielsen

Jeg sad paa Pynten ved Sundets Bred,
Himlene smilte, Og saae med Længsel i Dybet ned,
Bølgerne hvilte,
Da hælded' Solen til Havets Bryst
Og rundtom rødnede Luft og Kyst.

Og brat fra Skyerne Strengeleeg
Anelsen vakte,
I Aftenrøde Musen nedsteeg,
Harpen mig rakte,
Og raskt et brændende Kys mig gav,
Nedsynkende i det luende Hav.

Da rundt en anden Natur der blev,
Vindene talte;
Fra Skyer, som blege for Maanen hendrev,
Aanderne kaldte,
Et Hierte slog varmt og kiærligt i Alt,
I Alt mig vinked' min egen Gestalt.

Dog blev fra nu for Tanke og Trang
Jorden et Fængsel;
Vel lindrer ved Anelse, Drøm og Sang
Hiertet sin Længsel,
Dog brænder mig Kysset jeg kiender ei Fred
Førend jeg drager Himlene ned!