Staffeldt, A. W. Schack von Englene i Hytten

Englene i Hytten

Blant Fielde Ethalina gaaer
Og stirrer giennem Taarer;
I Vinden flagrer hendes Haar
Og Torne Foden saarer:
»Hvad søger du saa ængstlig her
I Klippers Ørk ved Aftnens Skjær?«

Saa raabte Høidens karske Søn,
Et Havn af Kraft og Nøie,
Og hun, som dugfuld Rose skiøn,
Med taareblændet Øie:
»Mit Yndlingslam forvilded' sig,
O Gud! jeg er utrøstelig.«

»Thi viid, o Yngling! dette Lam
Var iisgraae Faders Glæde,
Det slikked' ham og fulgte ham
I Troeskabs skjønne Kiæde:
Nu seer han ad den vante Vei
Men Hiord og Datter seer han ei!«

»O skjønne Møe! det være vil
Forgiæves nu at lede:
See! Dagen lukker Øjet til
Og Fuglen søger Rede,
Din Hiord og Hytte ei du naaer,
Min Hytte hist paa Pynten staaer.«

170

»Din Hytte yndig staaer, men ei
Dens Tærskel jeg betræder;
Det ikke sømmer sig, o nei!
Mit Leie her jeg reder;
Min Moder sagde tidt med Klygt:
Fortrolighed og Mørke frygt.«

»Men dog du maae tillade mig
Her, under Himlens Bue,
I Mørket at betrygge dig,
Mens Farer rundtom true:
Blodtørstig Styrke af sit Hiem
I Fieldets Indre sniger frem.«

Saa siger han, og pludselig
En Ulv af Krattet springer
Og nærmer Ethalina sig,
Da Hyrden Staven svinger
Og som en Gud, med roligt Mod,
Ham vældig knuser for sin Fod.

Men Blod af Heltens Side randt,
Og Nat hans Øine dækked',
Medlidende hun ham forbandt
Og Liljehaanden rækked',
Paa hende støttet, gik han froe
Og haabefuld til trange Boe.

Der pleier hun, der trøster hun
Ham, som for hende bløder,
Og vaager ved hans trygge Blund
Og tidt hans Øie møder:
Medlidenhed en Engel er
Som svæver ned med dæmpet Skiær.

En anden er Taknemlighed,
Han staaer for Herrens Sæde,
171 Men naar med hiin han svæver ned,
Er Elskov tidt tilstæde:
Du Engel Elskov! som saa varm
Høit ligger ved Gud Faders Barm.

Fra Leiet Hyrden læget sprang,
Og Ethalina smiled',
De følte skiønne Siæles Trang,
I Øie, Øie hviled':
Med dem de hulde Engle tre
I Uskylds Hytte dvælede.

»Jeg frelsed' dig, du frelsed' mig,
Hinanden vi tilhøre,
O lad mig til din Fader dig
Og saa tilbageføre!«
De ilede til hendes Hiem
Og Oldingen velsigned' dem.