Til Naturkraften
✂
O du, som i Skabningens rystede Rum
Forvandlingens knusende Hiul dreier om,
Saa Sekler, lig Draaber, henstænke;
O Magt, som nu krandset med Tingenes Vaar,
I Undergangsstøv nu forfærdelig staaer,
Skiøndt holdende Lovenes Lænke,
O Verdenskraft! uendelig!
Kan Støvets Tanke fatte dig?
✂
Forgiæves i Menneskets Barm en Titan,
Som Frihed sig kalder, din Arv griber an
Og vover dit Septer at krænke:
Du skaber hver Tanke i Grandskerens Siel,
Heroernes Vilje er ikkun din Træl,
Fornuft kun en ædlere Lænke:
Af Tankens og af Viljens Hjem
Du Tidens Aarbog ruller frem.
✂
Af Støv og af Tanker, af Stof og af Aand,
O evige Vælde! din skabende Haand
Naturen og Skiebnen frembringer,
Og stadig, blant uhyre Blokke og Vrag,
Vulcanisk Frembringing og Undergangsbrag,
I selvsamme Kreds du dig svinger,
Og medens Alt rundtom forgaaer
Du ikkun uforkrænket staaer.
✂
O siig mig, du Store, o siig hvilken Naal
I Tidernes Oprør maae pege dit Maal
Og uden Misviisning dig lede?
Siig, velter du Alt i en Malstrøm omkring,
Hvad eller fremskyder fra Ring og til Ring
Langs endløse Udviklingskiede?
Staaer Tanken ogsaa ved dit Roer
Og styrer til uaftrykt Spor?
✂
I Stoffet du stedse den Samme dig teer,
Siig! haster du ikke til bedre og meer
Paa Aandernes høiere Baner?
Opadler du ikke, i ædlere Kald,
Fornedrede Aander til hiint Ideal
Den Viises Henrykkelse aner,
Og i forvoven Flammearm
Opløfter til en Skabers Barm?
✂
I Tidernes Aarbog den Grandskende troer
I hemmeligt Mørke at skimte dit Spor
Og Skiær paa din Bane antænder:
Som Jordklodens Søster i Æterens Hav
Formørkelsens Skygge ei brat kaster af
Og smilende Aasyn fuldender,
Saa seer han Guders faldne Slægt
Afryste Støvets Slør og Vægt.
✂
Ved Viisdommens Fødder saa henrykt han spaaer:
Fuldkommenheds Alter paa Jordkloden staaer
Og Slægter til Offer sig trænger,
Hver stiller i Tingenes Række et Haab,
En Misting nedslaaer og med Seirendes Raab
Ved Alteret Krandsen henhænger,
Indtil med sin, Daimonen skal
Fuldende alle Krandses Tal.
✂
O trylleride Spaadom, du troefaste Fiel!
Ved hvilket i Tingenes Skibbrud min Siel
Paa Haabløsheds Afgrunde svæver!
Vær Menneskets Fodsteen til høiere Stand,
Naar Tvivlen formasteligt griber det an,
Naar Vantroe gigantisk sig hæver
Og haanligt Armen strækker ud,
At styrte Jordens Billedgud.
✂
Det veies (saa lyde Bespottelsens Ord)
Lig Maanen, tiltrukken af Sol og af Jord,
Paa Grændsen af modsatte Baner:
Fornuften og Selvheden stride om det,
En Blanding af ædel og trællende Æt,
Det praler med himmelske Aner,
Men ak! ei Dyr, ei Daimon, maae
Jordklodens Søn i Rækken staae.
✂
Forvoven, i Støvets udstrammede Baand,
Mod Himlen han stiger, en modnende Aand
Og Sæde blant Guderne tager:
Men Tyngden ham hvirvler til Jordkloden ned
Og Selvhed paa Rovdyrets blodige Fied
I skiændige Lænker ham drager:
Urania, han fra din Barm
Dybt styrter ned i Circes Arm.
✂
O gothiske Stamme, som drømmer sig stor,
Spørg Fortids Orakel, paa Viisdommens Spor
Indført i dens hellige Mørke!
Hvo ligner blant eder Thebanernes Priis?
Hvo er eders Phocion, nøisom og viis,
En Gud ved opofrende Styrke?
I Vid I hiine overgaae,
I Kraft og Vilje bag dem staae.
✂
Omsonst du dig væbner med viisere Lov
Mod Flokke af Laster som luure paa Rov,
Lig Tigere, Frygten kun holder:
Paa Torvet du drager i Feide mod dem,
Ved vidnefrit Ildsted, i Tankernes Hiem
Forvovenheds Skiød dem udfolder:
Det Onde heelt undfanget er,
Dog kun halv født til Dagens Skiær.
✂
Spørg hiin, som nedsteeg til eurotiske Bred,
Fra Smintheus-Apollon med Love steeg ned
Og Mennesket vældigt omstøbte:
Han styrede Sparta ved Vugge og Bord,
Slog Fienden i Børnenes legende Chor
Og Hymens Mysterier røbte;
Ja, selv i Spirers Helligdom
Han skiulte Isis forekom.
✂
Hun sukked' da evige Former han brød,
Da Sønnen i Væseners Række laae død,
Spartaneren Aabningen fyldte.
Men bort i det Heele det Enkelte svandt,
Hver Tanke og Attraae til Forum henrandt
Og Selvhed Lovstifteren hyldte:
I hver Spartaner, Solen lig
I Duggen, Sparta speilte sig.
✂
En Form du da vælge, af Ynde og Ret
I Himmelen dannet, som Menneskers Æt
Til meer end Spartaner forhøier:
Hvor ere Heloter til træilende Slid,
Som Aanden fornedrer til Dyrhedens Id,
Og Issen mod Jordklumpen bøier?
Hvor er den Haand, det Øie hvor
Som viser Millioner Spor?
✂
Kan du Embryonen bemægtige dig?
Ved Vugge og Leeg, hvor den udvikler sig,
Henstille en englelig Vægter?
O gothiske Hyrde, din talløse Hiord
At drive paa Viisdommens almeene Spor
Et Folk af Sokrater kun mægter:
Hvorfra den høie Ynkaæt
Som sammenvier Lyst og Ret?
✂
Saa kald da de Kunsters cirkassiske Slæng
At oprede Yppigheds Ederdunseng
Og Jordklodens Sultan at lyde!
Molukkernes Grøde du gridsk svælge ned,
Mens persiske Naale beblomstre dit Fied
Og indiske Perler dig pryde!
Sug Negerns Sved af Japans Skaal
Og sødt forbrænd paa Vellysts Baal!
✂
Mens Axet saa yppigt i Furen maae groe,
Omskaberens Ambolt og Teen ei har Roe,
Lad Misvæxt i Sædernes Rige
Med kunstlende Ynde sin Klintekrands snoe
Og Ungdommens Mentor saa sikker sig troe
Bag Lovenes kneisende Dige;
Lad Tigren Selvhed tam og from
Sig tee i Charis's Helligdom!
✂
Vent roelig til Blussel undfly'r af hver Barm
Og Themis forhaanet, afvæbnede Arm
Mod Forsæt-Titaner udstrækker!
Snart Rædsel af Slummer dig opjage skal
Naar Samfundets Ordner i bragende Fald
Et Chaos, dit Tempe bedækker,
Og Ryggesløshed i sin Ruus
Hovvæbnet, tramper Templers Gruus. -
✂
O siig mig, du Store, o siig hvilket Maal
I Tidernes Oprør din troefaste Naal
Misvisende aldrig tør svige?
Hvor er da det Havblik, de Fredensø'r, du
Troe styrer til, Store, med seirende Hu,
Og o! det forjættede Rige,
Hvor Uskyld sikker synker hen
I Favnen af Forskiønnelsen?
✂
Skal hisset en Orpheus ved himmelsk Accord,
Sin Lyra til Hyrdestav, Drifternes Hiord
Til Skyggen af Palmetræ'r drive?
Skal der, med Foreeningens evige Krands,
Fornuften med Selvhed og Pligten med Sands
Den signede Pagt underskrive,
Og jordisk Amathusia
Afsløres til Urania?
✂
Alstyrende Vælde! et Sekel, som sveeg
Saa grusomt de Bedres Forventning, nedsteeg
Og Frygten i Jamren end saarer!
Talfrie, som de Straaler din Sol sender ned,
Er Lidendes Blikke fra Jordklodens Bred,
Talfrie som din Dug, deres Taarer,
Og Bønnen, svøbt i Sorgens Flor,
Henskygger over halve Jord.
✂
O skal da Fornuften i kommende Tid
Grumtseirende, ende den blodige Strid
Og Jordkloden Alteret være,
Hvor Selvhed som Offerdyr nedstyrte skal,
Forkort da, Almægtige! Dagenes Tal,
Til Drift giør den hellige Lære!
Og hvad Fornuft i Sekler, du
Fuldbringe i et Almagtsnu!
✂
Giv dybt i dit Værksted Atomerne Sving,
Hæng Ring i din Kiede saaledes i Ring,
At Drifternes Oprør maae hvile,
Og Jordkloden Frihedens medfødte Bud
I Handlingen synes at see foldet ud,
Skiøndt Drifter den kun forudile,
Og blot dens Billedstøtte saa
Ved dem opreist, blant os tør staae.
✂
Giv Retsind, paa Prøvelsens Udkant saa fast,
Giv Maadeholds Tømme, der styrer hver Hast
Som vovsomt mod Grændsen heniler;
Os Nøisomhed und, som Helvetiens Field
Til Guders Olympos, til Nektar dets Væld
Forvandler og Hebe lig, smiler;
Send Charis-Bluefærd, som sin Giord
I selve Eenlighed omsnoer.
✂
Til Kunst os den samlende Videnskab giv,
Til Tryghedens Blødhed det mægtige Liv
Som Møie omskaber til Glæder;
Forjag af vort Indre den Vanfred, som der
Opgiærer af Tvivl og afmægtigt Begiær,
Og lad til fuldendede Sæder
Sokratisk Ynde smeltes i
Heroens ædle Barbarie.
✂
O frels os fra Hæd'ren, naar seirende Dyd
Sin Offerkrands fletter om bævende Fryd
Og Jordklodens Yndling hensegner!
Hiin Palmegreen visner i Lidelsens Haand
Og afbrudt i Himlen, kun høiere Aand,
Ei lavere Halvbroder egner;
Her groer den kun ved Taarers Væld
Men bød du ei os elske Hæld?
✂
Lad til ubegreben Lyksalighed hist
Daimonen, sin Tankedyd stolt sig bevidst,
Ved jordiske Savn sig berige:
Giør Glæden til Pligt, eller Pligten til Fryd,
Og send os i Sandsers elskværdige Pryd
Fornuftdydens jordiske Lige,
Og Alt til Eet hensmeltes i
Et Havblik af skiøn Symphatie.
✂
Da skulle, skiøndt ikke med Hæder, dog Pryd,
Hvert Aandedrag Fred og hvert Pulsslag en Fryd,
Vi Viisdommens Spaadom fuldbringe;
Da skulle, anførte ved nye Melodie,
De Dage og Aar og Aarhundrede i
Henrykkelsens Runddans sig svinge,
Og du Pæaner uden Tal
I Hierters Slag fornemme skal.