Et Aar i Padua
✂
Det var den hellige Antons Fest
Udi Padua,
Hvortil saa mangen en fremmet Giest
Kom udenfra.
✂
End jeg i Trængslen hvirvledes med
Til Kirkens Portal,
Hvor Blomsterkieder fra oven hang ned
I styret Fald.
✂
Og Gamle og Unge med sænket Blik
Og løftet Siel,
Ad ruddrede Marmortillie gik
Til St. Antons Capel.
✂
Der stod i Silke høitidelig klædt
De Pillers Porphyr,
Mens Virak om dem sig ringlede let
I blaanende Sky'r.
✂
Der skinned' de Voxlys med rødlig Glands
Om Alteret,
Mens mangen Vievand-bestænket Krands
Omduftede det.
✂
Da ned fra Tribunen Orgelens Klang
Høitideligt lød,
Og Siele opsvæved' i Bøn og i Sang
Til Guddommens Skiød.
✂
Og til St. Antons Billed som stod
I Duft og Skin,
Opstirrede Mængden fra Alterets Fod
Med hævet Sind.
Og da nu Bispen i Høitidspryd
Opløftede
I krandset Monstrants ved Klokkens Lyd
Det Helligste;
✂
Da Gud og Støv, og Himmel og Jord
Sig blanded' paa nye,
Og henrykte Engle daled' i Chor
Paa gylden Skye -
✂
Da rasled' der noget ved Siden af mig,
En Jomfrue fiin
Andægtig for Altret nedkastede sig
Og kyssed' dets Triin.
✂
Hun bad i stigende Blik og Suk
Med Inderlighed,
Mig syntes at alle Engle af Stuk
Nedsmiled' derved.
✂
Da faldt fra Himlen min steegne Aand,
Vildt Hiertet slog,
Mit Blik paa den foldede Lilliehaand
Sit Sæde tog.
✂
Hun mærkede det, med et ilende Blik
Hun strøifede mig,
Og sagde til Moderen da de bortgik
Saa lydelig:
Mon det ei imorgen min Navnedag er,
O Moder god?
Thi komme vi begge jo atter her,
Til Bøn og til Bod.
✂
Ved hellig Cecilias Alter stod
Jeg Dagen derpaa,
Og o! den Jomfrue saa skiøn og saa god
Jeg atter saae.
✂
Men hvergang en hastende Karm de to
Fra Kirken bar,
Og ingen kunde sige mig hvo
Den Jomfrue var.
✂
Engang jeg hvidskede hende til,
De flygtige Ord:
O hvis du min Længsel husvale vil,
Siig hvem og hvor.
✂
Og Dage derpaa hun udstrakte sin Arm
Med venligt Smiil,
Og under min Aande, saa gloende varm,
En Rose blev til.
✂
Men ak! jeg Blinde for sildig saae
Det faldende Blad,
Thi kasted' hun brat sin Handske derpaa,
Vi skiltes ad.
✂
Men Moderen saae til de Elskende hen,
Og truende rev
Fra hende den Handske, hvori hun igien
Optog sit Brev.
✂
Og heele Dage jeg speidende sad
Ved Kirkens Port,
Ved Aftenklokken til Himlen jeg bad
Og trøstløs gik bort.
✂
Thi aldrig meer den Jomfrue jeg saae,
Hun ilede vist,
En Engel, for Englenes Fader at staae
I Himmelen hist.
✂
Og da det igien var St. Antons Fest
Udi Padua,
Og mangen en from og andægtig Giest
Kom udenfra;
✂
End jeg i Trængslen hvirvledes med
Til den Helgens Capel,
Og knælede ned paa det samme Sted
Med blødende Siel.
✂
Men ikke rasled' ved Siden af mig
Den fromme Møe,
Thi bad jeg: St. Anton, vær naaderig
Og lad mig døe!