Staffeldt, A. W. Schack von Ganimed

Ganimed

Ganimed
ved Solens opgang vaagnende paa Bierget Ida

Bortviger du, o søde Søvn!
Og overgiver mig igien
Til min Bevidsthed?
O grumme Marter! grumme Qval!
Hver Morgenstraale er
En Dolk i denne Barm.
Fald ned igien, du Mørkets Forhæng,
Hvorpaa de vævre Drømme male
Mit sødt-indbildte Eie,
Fald ned igien før den forhadte Dag!
O tause Nat!
I dine Skygger stiger
Det Ypperste til Jorden ned:
Ved dig min Anelse
Til Indtryk bliver!
Min Tanke og min Kiendsel
Til Alnaturens første Leed
Sig saligt knytter,
Og o! ved dig afpræger
Sig Sandheds Billed' i min Aand,
Mens Verdnens Harmonier
Gienlyde i mit Inderste.

Men ak! forgiæves stræber jeg
At finde Navn og Billed'
Til den uendelige Trang,
Som ud i Evigheden
Sig strækker og det Ypperste
Kun søger. - -
404 Og dog! hvor skiøn
I Morgenrøden svømmer
Den unge Skabelse.
Af Formers Strid
Paa nye udviklet, staaer
Natur i fuldendt Ynde
For Lysets Trone og modtager
Sit Straalediadem.

Hvi er dog, ak! for denne Jord
Min Længsel og min Trang for stor!
Natur, du Rige! intet eier
For din forvænte Søn,
Som lig en himmelsk Giæst
Ei med din dødelige Frugt
Sin Læbe smitter.
Ved denne Anen hænger
Jeg ved en høiere Natur,
Jeg er af Guders Æt,
Thi jeg forsmaaer det Jordiske.

Denne Anen, denne Længsel
Varsler om min første Stand:
Lave Jord, du er mit Fængsel!
Himmel, du mit Fødeland!

Bortviftende Vinde,
Jer' Favn mig omvinde!
Til Guders Gudinde
Fra Jorden jeg svinde!
Smeltes i
Harmonie!

Chor af Mænader

Ved Cymblernes Lyd,
Med Vedbendets Pryd
Og viinkrandset Spyd,
405 Vi dandse i Kiæde
Om Viingudens Sæde,
Og hvirvles i Glæde
Paa Slette og Field
Til Nydelsens Væld
Os Bacchus henriver,
Idalia driver,
Beruuste synke med brændende Barm
Vi hen i Faunernes kraftfulde Arm.
O Evan! Evoe! du skaane! du skaane!
O Venus-Dione! vi daane! vi daane!
Den rasende Lyst
Fortærer vort Bryst!

Ganimed

Vanhellige! besmitter ei
Med eders Ruus
Min Eensomhed,
Et ædelt Savns
Indvi'de Tempel.
Bort! Eders Id er Raseri,
Og Halvdød eders Hvile.
Ved Vellysts Lueaande visner
Selv denne lavere Natur,
Og Afsmags Gift opsprudler
Af Nydelsens udtømte Kilde.

Chor af Krigere

Med omdandset og lovsiungen Fane
Hilse vi vort trygge Hiem igien,
Alle Palmeskove paa vor Bane
Kaste deres Bladekroner hen.

Guder lig, vi stolt fremdrage,
Hver en Stad vort Tempel er
Ingen tæller vore Dage,
Thi de flyde ud fra Mindets Skiær.

406

Een

Bort med Hvile og Nøie!
Høifærd og Hæder sig føie!
Heltenes Id
Kamp og Strid!
Sværdene klirre,
Spydene dirre,
Salige Lyst!
Dybt i vort Bryst!

Paa Olympens stiernefulde Høie
Hviler den fuldbragte Møie,
Evig Ungdoms Nektarbæger
Dig, Heracles, qvæger.

Ganimed

Vanvittige! som ødsle
Det skiønne Nu
For indbildt Fremtid,
Og Aande trygle
Af Efterslægtens Læbe!
Vanvittige! thi Tiden
Kuldkaster Værket,
Skiøndt Navnet staaer,
Og uden Daad, kun Navne, svømme
Til Efterverdnen I paa Blodets Strømme!

Nais
med Hyrder og Hyrdinder

O søde Øieblik!
Jeg finder dig,
Du Glædens Flygtling!
Din egen Arnes, ak!
Din ømme Mages,
Din Afkoms Flygtling!
O lad mig favne dig!
407 O lad min Graad
Opløse denne Malm,
Som Skiebnen smedded' om din Barm.
Ja! du er god og øm,
Dit Øie hviled',
En lykkesvanger Stierne,
Paa alt hvad dig omgav.
Men ve! nu kneiser,
Uhyre kneiser
Dit rasende Begiær for Zeus,
Og ak! maaskee du snart skal favne
En tordensvanger Skye -
Flye til din Mages Hierte, flye!

Men du har intet Hierte meer!
Du selv til Himlen
Dig svang, og efterlod
Paa Jorden kun din Billedstøtte.

I Guder, som hæver
Fra Jorden hans Hierte,
O skuer min Smerte!
I Guder! jeg kræver
Min elskede Mage
Af eder tilbage!

Chor af Hyrder og Hyrdinder

Om vor stille Arne dandse
Uskyld, Elskov, Nøisomhed,
Fred fra Himlen alle sine Krandse
Kaster til os ned.

Store Hyrde! Uranide!
I dit Guddomsspor vi skride.
Dine Hænder os velsigne,
Thi vi dig, du Store! ligne:
408 Septeret, dig Skiebnen gav,
Er en Hyrdestav.

Een

Ved klingende Strenge,
Paa Æterens Enge,
Han leder
Og freder
Stiernernes Chor,
Sin straalende Hiord.

Alle

Naar Ørne svæve over Heltes Lig
Og Krigens Fakkel Stæder tænder,
Dit Øie hen til os du vender
Og ved dit Billed' fryder dig.

Romanze

Nok er det Største Skiebnen yder,
Og Nok er Eet,
Thi selv Uranioner nyder
Ei meer end det.
Det sidder paa Olympens Sæde,
Paa Liljen her:
Du alle Væsener, o Glæde!
Er lige nær.
En kostbar Perle, Eenfold, hviler
I Hyrdens Bryst,
Og Nøisomhed, hans Hebe, smiler
Ham varig Lyst.
Hans stille Haab hver Dag modtager
Med Harpeslag,
Hans fromme Tak til Roe ledsager
Hver fuldbragt Dag.
409 Apollo fra Olympens Høie
Til os nedsteeg,
Og fandt et ubesmittet Nøie
I Hyrders Leeg:
Sin gyldne Lyra han nedstemte
Og trylled' dem,
Olympen og dens Nektar glemte
I Uskylds Hiem.

Nais og Ganimed

1

Flye ei Naturens stille Rige,
Som lokker Himlens Guder ned.

2

Ah! kun blant de Udødelige,
Kun hisset blomstrer Fryd og Fred!

1

Zeus-Ammon trykked' Jordens Datter
Til sit guddommelige Bryst.

2

Min Attraae Verdners Alt omfatter
Kun evig Skiønhed er min Lyst.

1

See, Ganimed! min Taare rinde,
Kom, elskte Mage, i min Arm!

2

O Hierte, hvi kan du ei finde
Dit Nøie ved en jordisk Barm!

1

Dig, Eeneste! jeg kun tilbeder:
O Altrets Guder, vredes ei.

2

Urania! O jeg dig tilbeder,
Dog Billedstøtten dyrker ei.

410

Ganimed

Mit heele Væsen luttret blev,
O Nais! i Begeistrings Luer
Og i Betragtnings høie Æter.
Kun Medynk, som selv Guder føle,
Til denne Klode fæster mig.
Ei i min egen Barm
Blev denne Attraae avlet,
Fra Himmelen den kom
Og vied' hiin
Til evig Skiønheds Tempel.
Jeg drak af Lethe,
Det kun min Skygge er som vandrer her,
Begræd mig - thi jeg er ei meer.

Tre
En Mænas

Nydelse er Livets Fryd
Og Orgien Jordens Pryd:
Kun i Ruusens Svimmel, Daare!
Standser Savnets Taare.

En Kriger

Daad og Kamp er Livets Fryd,
Hæderskrandsen Jordens Pryd:
Kun i Kampens Tummel, Daare!
Standser Savnets Taare.

En Hyrdinde

Kiærlighed er Livets Fryd,
Skyldfrihed er Jordens Pryd:
Kun hos Nøisomhed, o Daare!
Standser Savnets Taare.

Ganimed

Nei! bort med Jordens Fryd!
Jeg var før jeg blev født
Og fatted' ind i denne trange Form.
411 Ja! denne Anen er et Minde
Hvortil min Attraae knytter sig.
Jeg var - Til dig!
Til dig igien, Kronion!
Din Aande, Herlige,
Er Skabelse! Dit Blik
Er Lysets Væld!
Et Ocean af Fryd
I evigt Kredsløb flyder
Fra dig til Verdenen
Og til dit Bryst igien.

Zeus-Kronion i det Høie,
Du som mig at sukke bød,
Verdners Fader! alt mit Nøie
Hviler i dit Skiød.

Hvis du ei vil høre,
Min forvovne Bøn,
Du tilintetgiøre
Din forskudte Søn!

En Hyrde

Himlen sin Yndling bønhør,
Ætren aabnes, Ørnen nedsvæver,
Med varsomme Klø'r
Ham favner og hæver
Over Jord og Tid og Død
Op til Zeus-Kronions Skiød.

Ganimed

Op! Op!
Over Biergenes Top!
Over tordnende Skyer
Ørnen mig bærer!
I Stierner og Sfærer!
412 Til eder jeg tyer!
Kronion nedsmiler,
Jeg iler! jeg iler!
O Alfader,
I dit Favn
Kun forlader
Mig mit Savn!

Nais

Han ikke hører Tiden til,
En høiere Natur om ham
Sin lette Kiede slynger,
Og Guders Lige, sidder han
Høit ved Heracles's Side:
Thi ikke blot den store Daad,
Den reene, skiønne Attraae
End Adgang har til de Udødelige.

O du, som jeg at elske voved',
Uendeligheds Brudgom du!
Min Ømhed bliver
Tilbedelse! - -
Modtag - modtag i denne Taare
Det første, ak! det største Offer!
Min Kiærlighed - -

Op! reiser Alteret,
Bekrandser Offerlammet og istemmer
Forgudelsens Pæan!

Almeent Chor

Himmelske, Udød'lighed dig præger
Til en Gud ved evig Ungdoms Glands,
Rummet er din Fryds bundløse Bæger,
Stiernehimlen er din Krands.

413

En Hyrde
som Altrets Tiener

Blodet flyder,
Flammen suser,
Bønnen lyder,
Hymnen bruser.

Alle

O guddommelige Ganimed,
Smiil i Naade til vort Offer ned!