↩

Fredens og Frihedens Fest1)
Cantate

✂

Chor

Vellyd, Høisang vore Stemmer være,
Festlig Glæde hvert et Hierteslag;
Bleg og maalløs Kummer Smile lære,
Ikkun Lasten føle varig Nag.
Dagen Fest, og Festen Glæde,
Samles her ved Sundets Bred!
Festens Guder, Frihed, Fred,
Ere signende tilstede.

Recitativ

✂ Men hvilken Tummel, hvilke Jammerskrig
Gienlyde ved vor Fest og Jubelsang?
Fra Sønden lyder Mordets hæse Brøl
Og SlagnesVraal og Dræbtes sidste Suk.
Selvraadighed i Kamp med Ret og Frihed,
Til Tartarus steg ned og løsned' Krigen.
Et Sværd i høire Haand, en Brand i venstre,

*1) Bestemt til samme Høitidelighed, men ikke opført, da Musikken ikke kunde blive færdig 42

✂ Den raser grumt i Kadmus' Søsters Rige,
Nedtramper vildt den spirende Natur,
Udgyder Blod i danaidisk Kar
Og Lig og Askedynger er dens Spor.

✂

Arie

Dæmper Glædens Røst til Klage
Og til Sukke Harpens Lyd:
Fred og Frihed, Jordens Fryd,
Fløi til Himlene tilbage!
Skal da evig Vold og Sværd
Jordens svage Slægt fortære?
Skal da intet Fristed være
Tvillingguder! eder værd?

✂

Recitativ

Nei, her paa denne Jordens Flige de
Mod Vold og Krig et sikkert Fristed fandt;
Nei, Danien er deres store Tempel
Og Danskes Idræt deres Dyrkelse.
Her Magt med Ret i lige Skaaler svæver
Og Mildhed sidder ved Retfærdens Side -
Paa Tronen ingen Bøddel, ingen Røver,
Og ingen bunden Træl ved Tronens Fod.
Her sniger Mistroe ei paa Dydens Fied
Og feig befører den Retsindige;
Her Fyrstens frække Barm ei indeholder
Hans Ret, hans Lov til flere Folkefærd;
Og Rettigheders kiække Forsvar ei
Mod ham er Ran, som møder Dødens Rædsel.
Her mæsker han sig ei ved Fraadsergilde
Hvor Millioners Sult paa Taflet staaer;
Her pynter han til Leeg ei sig og sine
Med Millioners kolde Nøgenhed;
Ei Angest Rødmen fra hans Kind forjager
Og Skræk ei Søvnen fra hans Leiested.
43 Dybt i Uvidenhedens Mørke skiules
Ei gavnlig Sandhed her ved hævdet Løgn;
Ei Tanker have Speider, Mistvivl ei
Randsager fræk Samvittighedens Folder.
Her sætter Fyrsten ikke Millioner
Ved Lykkens Urne mod en fodbred Land;
Her ingen Fader skuer sukkende
Sin Søn gaae hen til buden Feidefærd;
Og sine Hænder vrier ingen Brud
Hvis Brudgoms Tapperhed i fremmed Jord
En ubegrædt, en usøgt Gravhøi vandt.

Duett

✂

Begge

Sphærer og Forklarte, laaner
Os til Høisang eders Toner:
Himmelsk er vor Fest og Lyst,
Himmelsk være da vor Røst,

✂

1

Vende gyldne Alders Dage
Gryende igien tilbage?

✂

2

Nei, men spaaede Tid er moden:
Til en Himmel adles Kloden.

✂ Lammet sig hos Tigren leied',
Seglen usaaet Rigdom meied',
Uden Taarer, uden Sved.

✂

2

Rige, Arme, Høie, Ringe
Sig med Broderarm omslynge?
Tifold lønner Jordens Skiød.

44

✂

1

Guderne fra himmelsk Fryd
Stege ned til skyldfri Klode;
Hiertets rene Drivt var Dyd,
Nydelse det største Gode.

✂

2

Guddoms Lighed vikles ud
Af vort drivtersvangre Hierte
Og den Dyd, en Drivt begierte
Adles ved Fornuft til Bud.

✂

1

Tidens Barndom, ak, igien
Du undveeg til Himmelen!

✂

2

Tidens Manddom, Jordens Haab,
Hør vor Hilsens Fryderaab.

✂

Begge

Værer I, hvis Følge Glæde,
Dyd, Fornuft og Sandhed er,
Altid, hulde Genier,
Fred og Frihed, her tilstede!

✂

Recitativ

Med lynfyldt Rør og hvasse Sværd omhegner
O Krigre, dem i hellig Sikkerhed,
Og hvis en sammensvoren Fiendehob
Mod Ret og Frihed æsker eders Arm,
Flux drager ud mod dem til Feidefærd,
Og blotter, tænder eders Sværd og Lyn;
Kiæk binder Seieren til eders Faner
Og vender hiem igien med Fred og Frihed.
Da skal af Stæders aabne Porte eder
45 Med Seiersang og Borgerkrandse vrimle
Imøde Qvinder, Børn og Oldinger,
Og Mindet skal paa Fortids mørke Teppe
Med Flammer skrive hines store Navn,
Som faldt i Kamp for Frihed og for Fred.

✂

Chor

Hæld den, som for Ret i Striden mødte,
Som for Fødeland og Frihed blødte;
Hæld den, som mod blodig, røversk Vold
Stod for Afmagt med sit Bryst til Skiold:
Straalende i uformørket Hæder
Han i Oldtids Helteskare træder;
Sagnet, Sangen glemmer ei hans Navn,
Efterslægten minder tidt hans Savn.