Staffeldt, A. W. Schack von Blomsten

Blomsten

Naar jeg i det dybe Fierne
Blidvemodig stirrer hen,
Naar om Aftenen hver Stierne
Vinker mig til Himmelen,
Hierte! siig, hvi maae du banke
Saa uroeligt mod din Skranke
Og med Smerte føle den?

Noget vist paa denne Klode
Noget være maae etsteds,
Som giør Sorgen blidt tilmode
Og Unøisomhed tilfreds.
Sagn og Spaadom det forkynde,
Alle Længsler det fremskynde
Til de Dødeliges Kreds.

433

Tidt mig synes at det maatte
Endelig dog være der,
Her i Biergets stille Grotte,
Hist i Morgenrødens Skiær:
Ak! men dybt og høit jeg finder
Intet, intet! Det forsvinder,
Kun i Hiertet er det nær!

Aldrig skal jeg kunde sige
Hvad det kielne Hierte vil
Det er det Ulignelige,
Det er heele Verdens Smiil!
Og dog ingen Tvivl mig saarer,
At mig Ufornuft bedaarer
Og at alt er Drømmespil.

Tidt jeg som en Blomst mig tænker
Dette, ak! jeg veed ei hvad:
Ingen Aarstid den forkrænker,
Himmelblaat er hvert et Blad;
Om dens Rod paa Guldets Strømme
Sees Naturen rundt at svømme,
Evig god og evig glad.

Kalken, blaae og guldbestænket,
Er en Himmel i det Smaae:
Solen synes den indsænket
Og igien af den at gaae;
Kun ved hiine i dens Indre,
Synes Stiernerne at tindre
I en Blomst af Æterblaae.

Ah! hvo vil, hvo tør mig vise
Himmelblomsten hvor den staaer?
Thi jeg har ei Fred og Lise
Førend jeg den skuet faaer:
434 Til en Blomstgestalt jeg sanker
Alt hvorfor mit Hierte banker,
Alt hvad Aanden henrykt spaaer.

Naar et Elskovssmiil udspringer
Paa den favre Jomfrus Kind,
Og naar Sangen lifligt klinger
Fra et klart og kiærligt Sind,
Synes mig den skulde stige
Fra Naturens dybe Rige
Op i Foraarssolens Skin.

Knæler da i Templets Halle
Altrets Giæste ned i Rad,
Og ved Orgeltoner alle
Hierter stige himmelad,
Synes mig den skulde springe
Frem af Tillien og svinge
Op til Kuppelen hvert Blad.

Hvis jeg turde blot hentræde
Og i Blomsten skue ned,
O da saae jeg Glædens Glæde
Og den evig klare Fred!
Lig Dugdraaben, som fra Jorden
Solens glade Rov er vorden,
Følte jeg mig vidst derved.

Thi det Barnlige og Høie
I dens Indre er forvart,
Der hvert salig anet Nøie
I et Indtryk bliver klart;
Alt hvad Hiertet elsker, priser,
I et barnligt Smiil sig viser,
Dybt i Kalken aabenbart.

435

Og da skyder, hvilket Under!
Stilken op i Æteren,
Kalken grændseløs sig runder
Og indtager Verdenen:
I en Alblomst alt forsvinder,
Det Adskilte brat sig finder
Alle Een, Alt Eet igien!

Og da maae af selve Jorden
Morgenrøden spire frem,
Lyset er til Blade vorden,
Stierneknopper mellem dem:
Støvet svinder i Forklaring,
Livet i Guds Aabenbaring,
Lys og Guddom er vort Hiem!