Staffeldt, A. W. Schack von Foraarshymne

Foraarshymne

Du, som Jordens tunge Iisaag bryder
Og til evig ubekrandset Pol
Grumme Vinter at landflygte byder,
Vær velkommen, attervendte Sol!
Vaaren høit fra din Quadriga smiler
Liv og Fryd i Jordens Dale ned,
Og forløst Persephoneia iler
Op i Lysets Favn fra Styxens Bred.1)

Glæden vaagner af dens Vinterdvale,
Skyens Pindar Hymnetriller slaaer,
Og som Brud, Natur i luune Dale
Blomstrende, for Vie-Altret staaer.

* 198

Siig, hvor ere nu de bange Klager?
Hvor, Natur! er nu dit Enkesavn?
Himmelen paa nye dig bryndigt tager
Signede, i sin asurne Favn.

Jord og Himmel saligt sammensmile:
Engen prydes, Fromheds Alter lig;
Lundens Bøgecolonnader ile
Til et Pantheon at hvælve sig.
Ah! men skiønnere end Lunde, Enge
Psyche slaaer i søde Kiendsler ud,
Og i Nerveharpens stemte Strenge
Dirrer Budskab om en ventet Gud.

Hvilken salig ventet Gud at dyrke
Staaer i Høitidsskiønhed, Støv og Aand?
Hiin, som i chaotiskt Uveirsmørke
Smilende udstrakte Fredens Haand.
Hvert Atom hans glade Tempel være,
Hver en Gnist af Liv hans Offerpræst!
Jord og Hav og Himmel til hans Ære
Mindes Skabelsen i Vaarens Fest!

Ja! han kommer - Livets, Glædens Fader,
Dydens høie Frænde, kommer han,
Og i alle Væsenmyriader
Dirrer Himmel, Jord og Ocean:
Al Naturen langs den heele Kiæde
Bæver ved den Fryd han kommer i,
Al Naturen indtil Jovis Sæde
Smelter hen til fuldendt Sympathie.

Rundtom lyde Cyperns Hymenæer,
Vexlende med kiælen Længsels Suk;
Ingen vinget Sappho hiine Træer
Smerter ved sit ubønhørte Kluk:
199 Ikke, at opofre og at savne,
Er dit grumme, ubegrebne Bud,
Attraae og Opfyldelse sig favne
For dit Sæde, Harmoniens Gud!

Skiønne Magt, som med et Smiil optø'de
Chaos's frosne Barm til Liv og Fryd;
Ved hvis Alter, naar Platoner gløde,
Jorden tryllet dyrker Gud og Dyd;
Du, som paa Orions Høie tænder
Andagts Ild i Lysets rene Aand,
Mens en Gnist af samme Lue brænder
Her i elskende Ephemeron;

Hvert et Væsen bryndigt sig beruse
Af den Himmelild du brænder i,
Og i vilde Vellysthvirvler bruse
I et Hav af Hymneharmonie!
Al Naturen ved din Fakkel stræbe
Ud af Formens frosne Favn at tøe!
Kun dit Navn paa henryktstumme Læbe
Dig til Offer, al Naturen døe!