Staffeldt, A. W. Schack von Indbydelse

Indbydelse

- - mi gioverrà narrar altrui
Le novità vedute, e dir: io fui.

Tasso.

Jeg kjender et Land, hvor Himlen saa blaa
Omfavner sin grønnende Mage;
Cypresser og Pinjer i Klarhed staae
Og Kronerne aldrig aftage:
O Venner! det heder Hesperien,
Did lader, did lader os drage hen!

Jeg kjender et Land, hvor Naturen saa huld
Med ødslende Hænder os vinker,
Et duftende Land hvor Orangens Guld
Blandt Blomstersødskende blinker:
154 O Venner! det heder Hesperien,
Did lader, did lader os drage hen!

Jeg kjender et Land, hvor Templerne staae
Med Kuppel og krandsede Piller,
Og Lauren og Myrten Armene slaae
Om evig beskyggede Viller:
O Venner! det heder Hesperien,
Did lader, did lader os drage hen!

Jeg kjender et Land, hvor den glimrende Sal
Af Elskov og Glæde gjenlyder,
Som Lundenes Cypern, naar Tvillingens Kald
Til Kjerligheds Høitid indbyder:
O Venner! det heder Hesperien,
Did lader, did lader os drage hen!

Jeg kjender et Land, hvor Følelsen sig
I Sangen udaander og stiger
Ved Strengenes Dirren saa sagtelig
Fra Jorden til Anelsens Riger:
O Venner! det heder Hesperien,
Did lader, did lader os drage hen!

Jeg kjender et Land, hvor en høiere Æt
Af Marmorvæsener taler,
Og Rafael Himmelens Majestæt
Paa revnende Hvælvinger maler:
O Venner! det heder Hesperien,
Did lader, did lader os drage hen!

Jeg kjender et Land, hvor Ruinen staaer
Omvævet af yppige Ranker,
Mens Veemod blandt hældende Piller gaaer
Og Oldtidens Levninger sanker:
O Venner! det heder Hesperien,
Did lader, did lader os drage hen!

155

Jeg kjender et Land, hvor Mindets Haand
Saa mystisk paa Mærkerne peger,
Imedens Lacerten ved Rubicon
Hvor Cæsar tvivlede, leger:
O Venner! det heder Hesperien,
Did lader, did lader os drage hen!

Ja! lader os hilse den rigere Sol,
Og Dale, uvisnelig hulde!
En sneekronet Alpe skal være vor Pol,
Vor Vinter en Kjærestes Kulde:
O Venner! naar drage vi glade hen
Til Sol og til Fryd i Hesperien!