Erindringer

✂ Andre forkynde hvert Slag, som Riger løfted' og styrted'
Og i udødeligt Træk tale til seeneste Slægt,
I mit sødere Kald kun Dig, Therese, jeg synger
Og opfrisker igjen Mindets halvvisnede Krands.
Tænker den Aften du end, da du fra Gondolens Relling
Saae med sværmeriskt Blik ned i den speilende Flod?
Tankefuld legede du med den første Rose som Vaaren
Ved Naturens Barm satte med elskende Fryd.
Jeg i Naboens Hegn ved Dagens rødmende Komme
Havde med speidende Blik seet og tilegned' mig den.
Mens du nu tankefuld med Rosen leger, saa glider
Den af din slippende Haand ned i den speilende Flod,
Flux bagefter jeg styrter og triumpherende bringer,
Lig en Flodgud af Vand dryppende, Flygtlingen hjem.
O hvor yndigt du da min vilde Forvovenhed lasted'
Og med bekymret Smiil straffed' og lønnede mig,
Mens jeg laae ved din Fod og inderlig elskende stammed':
Jeg vil leve og døe, skiønne Therese, for dig!

✂ Ofte mindes jeg end, at du en Frugt mig foræred'
Som Natur i sit Skjød saae med Forundring og Fryd:
Fremmet paa Jorden den var og Kunstens digtriske Foster,
Værdig at sættes til Pryd hist paa Olympernes Bord.
Gartnern med skabende Iid blandt Træer Ægteskab stifted',
See! og den blev Pommerants, Fersken tillige den blev.
Yndigt det straalende Guld med Purpurdunen sig blanded'
Mens den ved Nektarens Tryk, bristende, svulmede op.
Ærefrygt Nydelsen holdt, mig syntes at Gudernes Eie
Var mig betroet og min Haand lagde den hen i dit Skjød,
Men en Gudinde liig, som Udvalg til Offer modtager,
Tog du og flækkede den, Halvdelen rækkende mig.

✂ Andre forkynde hvert Slag som Riger løfted' og styrted'
Og i udødeligt Træk tale til seneste Slægt,
I mit sødere Kald kun dig, Therese, jeg synger
Og opfrisker igjen Mindets halvvisnede Krands.
176 Tænker den Dag du end, da du paa det brændende Leie
Mig som Feberens Træl himmelsk medlidende, saae?
Det var just paa den Tid, da saturnaliske Glæder
Lig en almindelig Ruus, trylle Italiens Slægt1).
Alle Stænder forsvinde og een kun bliver tilbage,
Menneskets ædle Stand: Glæden er Rigdom og Rang.
Høie med Ringe fortroelig, og Rige med Arme sig blande,
Menneskers trampede Slægt trylles i Lighedens Skjød.
Til mit Leiested naaer den hvirvlende Latter paa Torvet,
Og som i nyeløvet Lund, hører jeg Eiskendes Chor.
Febern forgiæves mig knuser, en Gud mig synes at drive,
Og som Smintheus-Apoll staaer jeg i Maskernes Sal.
Alle forundrede studse og Trængslen ærbødig sig aabner
For den melodiske Gud, skridende herlig og blid,
Indtil han der, hvor du staaer i Tilbedres vigende Trængsel,
Standser og lægger sin Krands ned for din bævende Fod,
Medens til Strengenes Lyd som binder den larmende Tummel:
»Guderne hylde dig, dig, som gjør Støvet til Gud!«
Brat han forsvandt og længe i Trængslen Banen stod aaben,
I den Himmelskes Spor vovede ingen at gaae
Rødmende stod du der, dit Blik i Barmen forborgen,
Og den ofrede Krands laae ved din bævende Fod,
Til en Veninde den tog og blid opmuntrende satte
I dit lokkede Haar den med en Graties Haand.
Nogles Misundelse snart den smigrende Hylding nedsatte,
Andres Nysgjær gik efter det Skjulte paa Spor;
Hver en fortroelig Kreds, hver sladdrende Gruppe paa Torvet
Gjætted' omsonst - i en Gud dulgte Beskedenhed sig.
Men hvor finder jeg Ord din søde Forundring at male,
Da jeg seenere selv røbed' det skiønne Bedrag,
Ah! hvor finder jeg Ord den store Belønning at male
Som i min salige Barm Gudmaskens Ord gjorde sandt!
Laan mig nu ikke, Apoll! din skuffende udvortes Lighed,
Laan mig, Henrykkelsens Tolk, laan mig din Aand og din Røst!