Staffeldt, A. W. Schack von Havfruen og Kongen

Havfruen og Kongen

Paa Skierene skiøn Havfru sad,
Af Fiorden gaaer en Snække,
Hun j evner Bølgen ved sit Qvad,
Thi Kongen staaer paa Dække,
Han skuer hen ad fierne Hav,
Hans Hu er alt ved Herrens Grav.

Skiøn Havfru reiser sig og staaer
Paa høie Klippetakke,
Og stirrer paa hans guule Haar,
Som bølger om hans Nakke,
Og stirrer paa hans hvalte Bryst,
Saa hvidt som Skum ved Klippekyst.

»Lad kun, lad kun til Jorsal staae
Hen over salten Bølge!
Saa vidt som den er kold og blaae
Skiøn Havfru dig skal følge,
Thi, favre Konge, langt fra dig
Den Bølge brænder, brænder mig.

Naar Dagen stiger frem igien
Og naar Syvstiernen skinner,
Hvor mine Fiske smutte hen
Med vævre Sølverfinner,
Jeg ømt og troe skal følge dig,
Thi ellers Bølgen brænder mig.«

Og paa en Hval afsted hun foer,
Den var saa deilig spettet,
Om hendes Hofter hang en Giord,
Af Perler sammenflettet,
Med Sølverskæl hun dækket var,
Guldharpen hun ved Giorden bar.

289

Frem i hans Kiølvand troe og froe
Til Sikelei hun svømmer,
Og hvergang Kongen gaaer til Roe
Og sødt paa Hyndet drømmer,
Derude paa den Bølge blaae
Hun Harpen sagtelig mon slaae.

Saa følger hun til Myklegaard
I ubekiendte Vande,
Og naar den Miød til Randen staaer
I Kongens gyldne Kande
Og han den løfter til sin Mund,
Paa høie Dønning dandser hun.

Men da han nu til Jorsal drog
Skiøn Havfru blev tilbage,
Ved Myklegaard hun Harpen slog
Til Elskovs kielne Klage,
Og Væringer fornam med Fryd
Ved Dagens Port den Havfrus Lyd.

Hun aldrig reiser Vind og Vær
Og intet Skib nedsænker,
Skiøn Havfru er saa øm og kiær
Og kun paa Kongen tænker,
Og see! tilbage kommer han
Som Pilgrim fra Israels Land.

Et lidet Billede han bær
Og tidt til Læben trykker,
I Guld og Sølv det fattet er,
Sit Bryst dermed han smykker.
Det er den reene Himmelmøe
Som saae sin Søn paa Korset døe.

290

Hist ved den helligholdte Grav
Ham en af Munkeskaren
Det underfulde Billed' gav
At staae ham bi i Faren.
»Saa længe som mit Sværd og Skiold,
Det være skal i tryg Behold.«

Skiøn Havfru stirrer vildt derpaa,
Den Bølge hende brænder,
Den Sølverskæl blir mørkeblaae,
Mod Norden hun sig vender
Og synger rædsomt Uværsqvad -
Dog Elskov seirer over Had.

Skiøn Havfru troe men ikke froe
I Snækkens Kiølvand svømmer,
Men naar nu Kongen gaaer til Roe
Og gyldne Kande tømmer,
Hun Harpen ikke høres slaae
Og dandser ei paa Bølgen blaae.

Saa følger hun til Norrigs Kyst.
De vilde Vinde sove
Dybt i dens Kløfter, alt er tyst
Paa Ager, Bierg og Vove,
Med Maanen alle Stierner smaae
Nedstige i de Bølger blaae.

Skiøn Havfru staaer paa Havets Speil,
Ved Foden Fiske spille,
De folde sig, de slappe Seil,
Og Snækken ligger stille,
Den Styrmand blunder ved sit Roer,
Kun Kongen vaager end ombord.

291

Med stille Veemod af sin Barm
Han Billedet fremtager,
Og kysser det saa andagtsvarm,
Og fromme Sukke drager:
»O Himmelmøe! du førte mig
Tilbage til min vante Vig.«

Brat slaaer skiøn Havfru Strengens Guld,
Da daane alle Glæder,
Hver Tone er saa jammerfuld,
Rundtom Naturen græder,
Og Kongen staaer med dæmpet Aand,
Det Billed' slipper af hans Haand.

Med hellig Skræk udspringer han
Klenodiet at hente,
Men pludseligt med Elskovsbrand
Den Havfru ham omspændte,
Hun gynger ham paa Bølgetop
Og alle Storme vaagner op.

Men ved det første kolde Kys
Hun paa hans Læber trykker,
Den blide Siel hun suger løs,
Og ned i Havet dykker;
Det stormer, Snækken gaaer i Qvag,
Og Hvalen leger med dens Vrag.