Staffeldt, A. W. Schack von Snedkeren og hans Drenge, i Pestens Tid

Snedkeren og hans Drenge, i Pestens Tid

Sauger, høvler, hamrer brav!
Tænker ei paa Nøden!
Ved hver Spaan vi høvler af,
Raller Een i Døden.
Lader fare Rist og Mag
I den grumme Prøve!
Hamrer, Gutter, Slag i Slag,
Dødens Kald at døve!

Pesten raser i vor Stad,
Gaderne er sorte,
Dødefølgets lange Rad
Gaaer af alle Porte;
Himmelen forbarme sig!
Intet Huus er uden Liig.

Rundt der er stor Ve og Gru,
Verden er en anden:
Qvinderne er uden Blu,
Uden Manddom Manden,
Og den store, store Nød
Alle, alle Love brød.

Sauger, høvler, hamrer brav!
Tænker ei paa Nøden!
Ved hver Spaan vi høvler af,
Raller Een i Døden.

Hierters skiønne Baand er løst,
Ingen Hielp betrygger:
Giftigt er hvert Moderbryst,
Glutten Fingren tygger;
Dattren med forsteenet Blik
Nægter Moderen en Drik.

313

Faderen afskyer sin Søn,
Kiærligheden dræber;
Døden vifter i hver Bøn
Lumsk fra Præstens Læber;
Selv i Herrens Blodkalk nød
Mangen ak! den visse Død,

Lader fare Rist og Mag
I den haarde Prøve!
Hamrer, Gutter, Slag i Slag,
Dødens Kald at døve!

Hører I hvorledes de
Sviir og Tummel drive?
Vildt de synge, drikke, lee,
Ruusen Mod maae give;
Uvist er hvert Aandedrag,
Thi bortsvire de hver Dag.

Skuer hist en Røvertrop!
Øde Huuses Døre
De ved Dagen brækker op,
Godset de bortføre.
Dyd og Medynk svundet er,
Men endnu har Guldet Værd!

Sauger, høvler, hamrer brav!
Tænker ei paa Nøden!
Ved hver Spaan vi høvler af,
Raller Een i Døden.

Pestens Rustvogn ruller tvær,
Fyldt med Liig tilhobe,
Mangen ved sin Jordefærd
Høres end at raabe,
Men den blege Kiøresvend

314

Skynder sig til Graven hen.
Hastigt læsser man dem af,
Kaster saa en smule
Jord og Sand paa Skarens Grav,
Pestens fæle Kule;
Mangen Haand af Ormens Hiem
Krampefuld sig borer frem.

Lader fare Rist og Mag
I den haarde Prøve!
Hamrer, Gutter, Slag i Slag,
Dødens Kald at døve!

Rundtom bolner Saar i Saar,
Alle Afsked tage,
Dødningklokken stedse gaaer,
Dødningvogne knage - -
Stirrer ikke saa paa mig,
Drenge! I selv synes Liig.

Færdig staaer min Kiste hist,
Snart jeg den behøver,
Drenge, Drenge! ingen vist
Hos sin Mester tøver,
Dog forlader mig min Hund
Ikke i min sidste Stund.

Sauger, høvler, hamrer brav!
Staaer mig bi i Nøden!
Ved hver Spaan I høvler af,
Ral - ler - jeg - i - Dø - den.

315