Staffeldt, A. W. Schack von Natlig Fest

Natlig Fest

Naar Midnat Stierner om sin Isse sanker
Og Himlen ned til Jorden synes tye,
Ledsaget af høitidelige Tanker,
Forlader jeg mit Arnested og Lye;
Dybsindigt grublende, jeg eene vanker
I Tausheds Ørk til Dagens første Grye,
Da Kraften sig af Søvnens Arme river
Og Lysets Strømme Møjens Hiulværk driver.

Og medens Stiernehimmelen sig dreier
Saa hellig stille i sit Æons Ring,
Og jeg saa frit, kun halv paa Jorden, sveier
I Telescopens Underland omkring,
Jeg Liv og Død jeg Jord og Fremtid veier,
Min Aand bevæger sig i store Sving:
Lig Chrysaliden med udvoxne Vinger,
Til Aanders Rige moden den sig svinger.

Ved ubrudt Tankelys jeg Jordens Glæde
Seer tage Kronen af og lægge den
Dybthyldende, ned for Fornuftens Sæde,
Som bæres i Triumpf fra Himmelen;
Og mens i Samklang reene Aander qvæde
Fyrstindens Priis, blandt dem jeg knæler hen:
»O Himmelske! du end min Iid og Tanke
I dine idealske Former sanke.

Dit Bud, o Aanders Dronning! i hvert Hierte
Til Aanderigets Tyngdelov, du grov,
Og til forhøiet Orden, Lyst og Smerte
Strengt underkastede den høie Lov;
Du Jordens Pleiesøn hans Udspring lærte
Og sagte vænnende fra dyrisk Rov,
Ham herlig rakte Offerlammets Krone
Og segnende, han steeg til Guders Zone.«

184

Saa raaber jeg, imens sin Cycloide
I festlig ordnet Omgang, Toget slaaer:
Jeg seer Opofrelsen med Krandsen skride
Og Taalm d, som nedsmiler i sit Saar;
Jeg seer Dig, Samvid, grumme Eumenide,
Dig, som i Pagt med Søvn og Drømme staaer:
Med hellig Gruen jeg Triumphen skuer,
Indtil i Østen Dagens Purpur luer.