Staffeldt, A. W. Schack von 5. Udsigt

5 Udsigt

Rundt Fornuft min Ungdoms Feeslot tænder,
Pralende med sit forhadte Kald;
Skilt fra Elskov, Leeg og Ideal
Ak! paa Manddoms Høi jeg mig erkjender.

Eengang end mit Afskedsblik jeg vender
Ned til den forladte Trylledal,
Medens for min Fod, med sagte Fald,
Banen fjern i Aldrens Ørken ender.

Er det hist, hvor Tid med dagligt Krav
Af sin Myndling hvert et Laan gjenkræver,
Og til Olding Manden klæder af?

Er det hist, hvor Nevtons1) Taare bæver,
Naar ei meer, o Sjel! du Tanken hæver,
Kjæmpetanken, du selv Fødsel gav?

*