Jægeren

✂ Der er en fredløs, en angrende Siel
Som Lise og Roe ei mon finde,
Thi lyde for den i hiint Helgen-Capel
De Bønner fra Klippernes Tinde.

✂ En Jæger vel aarle om Morgenen gik
De vaagnende Vilddyr at bede,
Han søgte de Spor med udspeidende Blik
Og giettede Leie og Rede.

✂ Ved bleghvide Striber i Dæmringens Graae,
I Lumskhed indhyllet, han sniger
Om tornefuldt Krat og om sivdækket Aae
Og Kiæmpernes Høie bestiger.

✂ Og strøifende rundt, han paa eensomme Sti
En trængslende Faareflok skuer,
Og en Hyrdinde, som yndigen i
Dagbrækningens Purpurskin luer.

✂ See Vildanden, Jæger! paa rødnende Aae
Blant Røret hensvømme og nikke. -
Men til den Hyrdinde hans Hu monne staae,
Til hende kun sigter hans Blikke.

✂ See, Jæger, hist reiser sig vaagnende Hind
Og Duggen for Solen afryster. -
Men til den Hyrdinde kun stander hans Sind,
Kun hende at bede han lyster.

✂ Han træder til hende og Bue og Piil
Uændset i Græsset henslænger,
Hans Vaaben er lokkende Tale og Smiil,
Som dybt i det Inderste trænger.

✂ Han kryster de Fingre, han træder den Fod,
Han aldrig saae lignende Ynde,
Thi blir han i Hiertet saa ve og saa mod,
Og lyster saa saare at synde.

✂ Hans Blik er som Taage, hans Aande som Ild,
De sittrende Læber kun stammer,
I vidneløs Udørk, ustandset og vild,
Hans Frækhed og Vellyst opflammer.

✂ Forgiæves om hende Undseelsen brat
Sit hellige Purpurslør kaster,
Han røver Frivilligheds kostbare Skat
Og bort fra Forbrydelsen haster.

✂ Men snarlig Bevidsthed med Samvid og Nag
Bag Nydelsen vender tilbage,
Ni Maaneder sørger han under sit Tag
Og Angeren tæller hans Dage.

✂ Da drev det igien ved Morgenens Grye
Ham ud med forunderlig Vælde,
Den slappede Bue han spændte paa nye,
Sit savnede Bytte at fælde.

✂ Og strøifende rundt, han paa eensomme Sti
I Krattet en Hind synes skue,
Han sigter og ikke han skyder forbi,
Men sukkende brister hans Bue.

✂ Der laae en Moder, det diende Noer
I Døden omslynget af Armen,
Thi Pilen igiennem dem begge henfoer
Og hæfted' den Spæde ved Barmen.

✂ Hvo var den Moder som Alherren bød
Med Noeret, lig Hinden, at bløde?
Blant Høiene Jægerens Hylen gienlød
Og begge i Favnen, han døde.

✂ Der er en fredløs, en angrende Siel
Som Lise og Roe ei mon finde,
Thi lyde for den i hiint Helgencapel
De Bønner fra Klippernes Tinde.