Staffeldt, A. W. Schack von Jægeren

Jægeren

Der er en fredløs, en angrende Siel
Som Lise og Roe ei mon finde,
Thi lyde for den i hiint Helgen-Capel
De Bønner fra Klippernes Tinde.

En Jæger vel aarle om Morgenen gik
De vaagnende Vilddyr at bede,
Han søgte de Spor med udspeidende Blik
Og giettede Leie og Rede.

Ved bleghvide Striber i Dæmringens Graae,
I Lumskhed indhyllet, han sniger
Om tornefuldt Krat og om sivdækket Aae
Og Kiæmpernes Høie bestiger.

Og strøifende rundt, han paa eensomme Sti
En trængslende Faareflok skuer,
Og en Hyrdinde, som yndigen i
Dagbrækningens Purpurskin luer.

See Vildanden, Jæger! paa rødnende Aae
Blant Røret hensvømme og nikke. -
Men til den Hyrdinde hans Hu monne staae,
Til hende kun sigter hans Blikke.

296

See, Jæger, hist reiser sig vaagnende Hind
Og Duggen for Solen afryster. -
Men til den Hyrdinde kun stander hans Sind,
Kun hende at bede han lyster.

Han træder til hende og Bue og Piil
Uændset i Græsset henslænger,
Hans Vaaben er lokkende Tale og Smiil,
Som dybt i det Inderste trænger.

Han kryster de Fingre, han træder den Fod,
Han aldrig saae lignende Ynde,
Thi blir han i Hiertet saa ve og saa mod,
Og lyster saa saare at synde.

Hans Blik er som Taage, hans Aande som Ild,
De sittrende Læber kun stammer,
I vidneløs Udørk, ustandset og vild,
Hans Frækhed og Vellyst opflammer.

Forgiæves om hende Undseelsen brat
Sit hellige Purpurslør kaster,
Han røver Frivilligheds kostbare Skat
Og bort fra Forbrydelsen haster.

Men snarlig Bevidsthed med Samvid og Nag
Bag Nydelsen vender tilbage,
Ni Maaneder sørger han under sit Tag
Og Angeren tæller hans Dage.

Da drev det igien ved Morgenens Grye
Ham ud med forunderlig Vælde,
Den slappede Bue han spændte paa nye,
Sit savnede Bytte at fælde.

297

Og strøifende rundt, han paa eensomme Sti
I Krattet en Hind synes skue,
Han sigter og ikke han skyder forbi,
Men sukkende brister hans Bue.

Der laae en Moder, det diende Noer
I Døden omslynget af Armen,
Thi Pilen igiennem dem begge henfoer
Og hæfted' den Spæde ved Barmen.

Hvo var den Moder som Alherren bød
Med Noeret, lig Hinden, at bløde?
Blant Høiene Jægerens Hylen gienlød
Og begge i Favnen, han døde.

Der er en fredløs, en angrende Siel
Som Lise og Roe ei mon finde,
Thi lyde for den i hiint Helgencapel
De Bønner fra Klippernes Tinde.